Mogens Hansen Sort * Omk 1693,
Kjelseby-gårde, Østerlars, + 1750, 3. Slg.Sortegård, Aaker,
Bonde,
(~ , Karen Nielsdatter * Omk 1699, Bornholm,
Danmark, + 1761, 3. Slg.Sortegård, Aaker, )
Uddrag af skifte efter Mogens Hansen Sort, Oktober 7, 1750,
side 46:
Mogens Sort som boede paa dend 3' S.E. gaard Sortegaarden kaldet.
. . . og det imellem enken Karen Nielsdaatter som til laug værge
havde formaad Corporal Hans Olsen boende i Hunshale i Aaker Sogn,
paa den eene side og paa dend 2' side denneafdødes søn Niels
Mogensen paa 23 aar gammel, som er boende her paa Sorte gaarden
dend 3' S.E. gaard i Aaker Sogn, for hannem blev som courator
anordnet Hans Hansen Høg i Aaker Sogn som møtte.}
MORDET I SORTEGAARD-ENGEN.
I foråret 1749 brændte "Siegård" (4' vg) i Aker, og ejeren Anders Larsen, der var gift med Jørgen Henriksen Sorts søster Elsebeth, fik husly på "Dammegård" (2' sg) hos enken Bodil Hansdatter.
I denne periode opstod nogle ondartede rygter om Anders Larsen og "andre godtfolk", og disse rygter kunne spores tilbage til Mogens Hansen Sorts hustru Karen Nielsdatter. 2 JUN 1749 sendte Anders Larsen derfor følgende ansøgning til amtmand Urne: ..
"Som jeg underskrevne Anders Larsen, som beboede den 4. friv. i Aaker og nu hos min naboerske Bodil sal. Isar Jørgensens ibid. til huse, formedelst min gård for kort tid siden ved ulykkelig ildebrand elendig er lagt i aske med mere mit behør og bæster, og som jeg nu efter er berettet, at en kone der i sognet, navnlig Karen Mons Hansen Sorts skal have udtalt nogle grove, skammelige, ærerørige og undsigelsesord imod eller om mig og andre godtfolk; for slige årsage har jeg måttet været forårsaget til tingsvidnes erhvervelse at indstævne bemeldte kone til Sønder herredsting, som først holdes.Og som jeg selv er ganske ukyndig i lov og rettergang, thi er min underdanige begæring til Deres Velbårenhed, at Hans Hansen af Aaker sogn på mine vegne gunstig måtte blive konstitueret, denne tingsvidnesag for mig at udføre med videre til doms såvidt behøves ved retterne her pålandet.-p.p. Anders Larsen (A.L.S.)".
Det var en alvorlig anklage mod Karen Nielsdatter, og hendes mand måtte tage sig af hendes sag. Da han selv næppe kunne læse eller skrive, søgte han bistand hos byfogeden i Svaneke, Erich Mule, som 6. JUN formulerede en lignende ansøgning til amtmanden.Dagen efter mødte han igen hos Erich Mule, medbringende nogle forlangte dokumenter. Men han fik en alvorlig overraskelse, da byfogeden straks så, at det papir, som Mogens Hansen mente var et "tingsvidne" i stedet var en undentagskontrakt (aftægtskontrakt) mellem ham selv og hans søn, underskrevet med hans egne forbogstaver.Han blev klar over, at hans kone og søn havde narret ham til at underskrive under falskforegivende. Han besluttede derfor også at anlægge sag mod sin kone og søn, og samme dag afgik en ny ansøgning til amtmanden: ...
" Som min hustrue og søn Niels Monsen haver udi min fraværelse, da jeg forleden år var i Kjøbenhavn, indgået og gjort contract, imod min villie og vidende, om min 3die selvejergård i Aaker sogn, hvilken contract jeg for nogen tid siden er blevet forledet til at underskrive, under proforma det skulle være Anders Larsens tingsvidne han havde taget pålidte iidebrand med videre - da jeg sådan underfundighed ikke kan lade passere., men må samme påtale, har jeg til den ende talet med den velvise hr. byfoged Erich Mule i Svaneke, der haver lovet mig på mine vegne forbemeldte sag at påtale og udføre"
... Niels Mogensen Sort må have haft hjælpere. Han har ikke skrevet kontrakten selv. Hvor stor andel hans moder har haft i sagen, er ikke til at sige. Han påstod, at faderen havde vidst, hvad han skrev under på, og at han løj, når han ikke ville indrømme det. Erich Mule, der afslørede bedrageriet, var dog sikker på, at faderens overraskelse var ægte, da han blev gjort bekendt med dokumentets indhold, og det forekom heller ikke troligt, at Mogens Hansen skulle have medført kontrakten til byfogeden alene for at benægte sit kendskab til den.Striden mellem fader og søn blev så voldsom, at der måtte gejstlig mægling til. Den fandt sted 17 JUN 1749. Sognepræsten. Lars Hjorth, der senere afgav en skriftlig erklæring om mæglingen, mente, at "Niels Monsen var så usømmelig i ord og gebærder imod sin fader, at han ej burde undgå tiltale og dom for sin forseelse". Præsten formanede de to til fred og fordragelighed, men det opnåedes kun rent overfladisk. Der blev indgået en slags forlig. Enkelthederne kendes ikke, men et af punkterne har været, at de to familier for fremtiden skulle bo hver for sig.
Mogens Hansen opsagde en lejer i et hus på Sortegårds grund, hvor han selv havde boet, før han fik gården.
Lejeren Otte Ottesen Kock var søn af byskriveren i Aakirkeby og var blevet gift 3 år tidligere. Han blev så opbragt over opsigelsen, at han "fattede had" til Mogens Hansen, og heri blev han bestyrket af en anden nabo, Heruluf Aristsen, der boede i et fæstehus under Ravnsbakken. Han var søn af Arist Herlufsen på "Smedegård" i Aaker, men som ældste søn kunne han ikke gøre sig håb om at overtage gården. Han blev 1741 gift med Karen Andersdatter Ridder fra "Fårebygård" i Aaker. De fik hurtigt 4 børn og havde svært ved at skaffe føden. Manden bjergede, hvad han kunne og ikke altid med fuldt lovlige midler. Allerede i 1741 havde han stået offentligt skrifte i Aakirke for tyveri.
Da Otte Kock fik sin opsigelse, fik Herluf Aristsen samtidig at vide, at han ikke længere måtte slå hø på en eng, der tilhørte Sortegården, og som han hidtil havde forpagtet. Han blev rasende og truede Mogens Hansen med "at han skulle fåen ulykke, ihvor han traf ham" .
Niels Sort, Otte Kock og Herluf Aristsen fandt sammen i fælles vrede. Ved en sammenkomst i Akirkeby, hvor der sikkert er blevet drukket tæt, udtalte Niels sig i stærke vendinger om, at hans fader havde fortjent "et livfuld hug", og det blev senere hævdet, at han havde sagt, at hvis der var nogen der ville påtage sig at "give ham så meget, at han brød en arm eller et ben, skulle han få sin umage betalt".
Om han sagde dette, eller han direkte anmodede Herluf Aristsen om mod betaling at slå faderen ihjel og derefter rømme af landet, er uvist. Da det blev høhøst, og græsset var slået, ville Mogens Hansen sikre sig imod, at det blev stjålet. Derror gik han om aftenen 11 AUG 1749 ned for at overnatte under åben himmel i det omstridte hø. Han var ledsaget af gårdens vogterdreng Anders Jensen. Næppe var han gået, før Herluf Aristsen fik bud om, hvor han var at træffe. Dette bud blev bragt af en kvinde, muligvis Marie Jørgensdatter. Herluf Aristsen gik derefter hen til Otte Kock og sagde : "Nu er det tid, om vi skal gøre noget", og Otte Kock gik med ham.
Nede i engen havde Mogens Hansen lagt sig til hvile, medens drengen skulle tage første vagt. Mens han lyttede til nattens lyde i det mørke landskab, hørte han det "hviske i buskene", og straks efter trådte en mand frem, hævede en "pæl" og slog Mogens Hansen i hovedet. Rædselslagen styrtede drengen hjem til gården og slog alarm. Gårdens folk kom hurtigt på benene og løb ned i engen og sørgede samtidig for, at naboerne blev alarmeret. Da de kom til engen fandt de Mogens Hansen liggende i høet, ilde tilredt af stokkeslag. Han levede endnu, men døde kort efter. Ugerningsmanden, eller -mændene var ikke at se.
De tililende naboer lagde mærke til Otte Kocks mærkelige opførsel. Han turde ikke gå hen til den døde, men stod i frastand og "rystedes". Hans kone, der kendte hans forhold til Mogens Hansen og vidste, at han havde været ude, var fortvivlet og opfordrede indtrængende manden til at sige sandheden: Havde han været med til at begå denne skrækkelige gerning? I stedet for at sige nej "taug han og rystede på hovedet", selvom hun ofte vendte tilbage til spørgsmålet. Dette forklarede hun senere i retten. Herluf Aristsen talte næste morgen - ifølge sin egen påstand - med Marie Jørgensdatter, der sagde, at Mogens Hansen "havde fået for meget". Måske er det ved denne lejlighed, at spørgsmålet om at rømme af landet er blevet bragt på bane. Det er klart, at hvis de unge har tilskyndet Herluf til at begå en ugerning - dog ikke et mord - så var de nu villige til at betale en hvilken som helst pris for at skaffe ham af vejen, inden han blev afhørt af politiet.
Men Herluf Aristsen rømte ikke. Måske har der ikke været tid til det, måske har han troet, at forbrydelsen kunne forblive uopklaret. Øvrigheden fandt ud af, at Mogens Hansen havde haft fjender, og hvem disse var. Forundersøgelsen kendes ikke i detaljer, da Sønder herreds tingbog for denne periode er gået tabt, men af landstingets justitsprotokols fyldige referat ser man, at Herluf Aristsen blev arresteret og har tilstået 3. september, efter at der i et retsmøde dagen før var blevet fremlagt fældende beviser.
Da han først havde tilstået at være den egentlige gerningsmand, risikerede han intet ved at fortælle om,de nærmere omstændigheder.
Anklager i sagen var byfogeden i Svaneke, Erich Mule, der jo kendte forholdet mellem den afdøde og sønnen, så han fæstede lid til Herluf Aristsens udtalelser om Niels Sort og hans kone. Der var dog den ulempe, at en overbevist forbryders udsagn ikke gjaldt som bevis i retten, og ægteparret benægtede naturligvis. Niels Sort selv havde alibiet i orden, men det havde Otte Kock ikke.
Da anklageren efter den tids skik antydede, hvilke midler man kunne tage i brug for at fremtvinge en bekendelse, tilstod Otte Kock, at han var medskyldig, men selv kun havde tilføjet Mogens Hansen et lille slag "for at de skulle være lige gode i gierningen", efter at Herluf allerede havde "slaget ham således, at han ej kunne leve". Dagen efter trak Otte Kock imidlertid sin tilståelse tilbage.
Underretsdommen blev afsagt 9. december i Sønder herreds ting i ,Neksøog lød på, at de to mordere skulle have deres liv forbrudt, medens Niels Mogensen Sort blev frifundet for "tilskyndelse til drab". Derimod dømtes han for ærekrænkelse som den, der havde beskyldt sin fader for løgn og derved villet berøve ham hans ære. Straffen herfor var hård: Fortabelse af boeslod og slaveri på Bremerholm.
Landsrettens dom, der blevafsagt 22. april 1750, lød (i uddrag):
"Thi kendes for ret:
-at delinqventerne Herløf Arristsen og Otte Ottesen Kock bør efter den om grove morderes straf udgangne allernådigste forordnlng af dato 7. febr. 1749 dem selv til velfortient straf og andre ligesindede til skreck og afskye af skarpretteren knibes med gloende tænger, først på det sted, hvor mordet er begået, trende gange imellem giærningsstedet og retterstedet, og allersidst påretterstedet,
-dernæst bør deres høyre hånd levendes afhugges med en øxe, og siden hovedet ilige måde med en Øxe, hvorpå legemerne af natmanden " skal henføres og lægges på steyler, og hovederne tillige med hænderne fæstes på en stage oven over legemerne. Så bør de og uden ceremonie udi deres i fængslet brugte daglige klæder med blottede hoveder, stricke om halsen og sammenbundne hænder fra fængslet føres på natmandens sluffe,
-og endelig bør de, efter lovens 6. bogs cap.art. l og 5 samt en allernådigste forordning af 6. febr. 1694 have al deres hovedlod og jord til hans kgl. Maj.st. forbrudt".
Anklageren, Erich Mule, havde imidlertid i sin iver for at få ram på Niels Sort begået en formel fejl. Han havde ingen autorisation til at anklage Niels for ærekrænkelse, men alene for delagtighed i faderens død. Derfor afstod landsdommeren fra at stadfæste dommen over ham i dette forhold, og han blev frikendt.
Landsrettens dom skulle konfirmeres af Højesteret, hvilket også skete, dog muligvis med udeladelse af knibningen med gloende tænger.
Akerpræsten Lars Hjorth skrev :
"1751 - 9. juni blev Herlov Aristsen, 48 år gl, og Otte Ottesen, 27 år gl, begge her af Sognet, decollerede (halshuggede) ved Bye Dammen på Løngen og siden deres Hoveder satte på Stager for det Mords Skyld, som de havde begået på Mons Hansen på Sortegården om Natten mellem den II. og 12. August 1749"...
De Fik :
Niels Mogensen Sort * 1728, 3. Slg.Sortegård, Aaker,
