I begyndelsen af 1996 synes vi, at det var ved at være tiden, hvis vi skulle have et sidste barn (måske kunne det ovenikøbet blive en dreng!). Så vi gjorde vores bedste for at det skulle lykkes, dog uden at det optog os for meget, for vi følte at vi havde tid. Da sommeren var overstået uden at vores forsøg havde bragt noget med sig, begyndte jeg at blive lidt bekymret, nu ville jeg gerne snart se et resultat. Endelig efter næsten et års forsøg kunne jeg juleaftensdag 1996 fremvise en positiv graviditetstest.
Vi var rigtig glade og ikke særligt nervøse for den kommende tid, de sidste to graviditeter var jo forløbet godt og uden større problemer, men nytårsmorgen var jeg begyndt at bløde! Jeg meldte mig syg med dårlig samvittighed, for der er travlt på et plejehjem på en helligdag med skrabet personale. Efter et par dage var blødningen stoppet og jeg tog igen på arbejde, dog med nogen nervøsitet, da jeg jo ikke anede, hvad der kunne være galt. Jeg fik ringet til min læge, som straks henviste mig til gynækologisk ambulatorium på Skejby Sygehus. Her blev jeg scannet og fik en meget lille haletudse med et lille bankende hjerte at se - det var skønt, jeg havde været sikker på, at der ikke var noget foster længere. En undersøgelse viste at blødningen stammede fra min livmoderhals, som var meget skrøbelig efter et keglesnit, jeg havde fået lavet 2 år tidligere på grund af svære celleforandringer. Jeg indstillede mig på, at jeg kunne risikere at pletbløde gennem hele graviditeten. Heldigvis skete det kun en enkelt gang mere, og da blev jeg også nervøs, for man vidste jo aldrig om det var det ene eller det andet.
Allerede op til at jeg var blevet gravid, var jeg begyndt at tænke meget på Alex, han havde ellers været skubbet lidt i baggrunden, men tanken om endnu et barn, bragte nogle gemte følelser frem i lyset. Hver eneste morgen på vej til arbejde tænkte jeg på ham, og jeg kunne blive ked af det. Efterhånden som maven voksede (og den VOKSEDE!!) blev nervøsiteten mindre, nu kunne jeg jo mærke at barnet var levende. Besynderligt nok var jeg i denne graviditet mere afhængig af sikkerheden i at føle liv konstant, end jeg havde været den forrige gang. I slutningen af maj blev jeg sygemeldt fra mit arbejde, da jeg var meget besværet og havde konstant ondt i korsbenet og hofterne (jeg havde på dette tidspunkt allerede taget 19kg. på). Om sommeren købte vi et større hus, som vi dog desværre først kunne flytte ind i til 1. september (min termin var d. 28. august!).
Til jordmoderkontrollen i uge 38 blev babyen skønnet til at veje 3900 gram og være i hovedstilling, dog højt og bevægeligt, og det var noget jeg kunne mærke, når jeg lå ned, kunne jeg mærke hvordan ungen slog kolbøtter, til trods for dens størrelse, det var ret voldsomt. 2 uger senere, på min terminsdato, var jeg igen til jordemoder, og hun var nu ikke længere sikker på, at ungen lå i hovedstilling, så jeg blev sendt ud på Skejby til scanning og vendingsforsøg. Her mødte jeg så op næste formiddag og blev modtaget af en utrolig sød kvindelig børnelæge, som tog fast, men blidt om babyens hoved og numse og skubbede indtil den vendte på tværs, og så ville den ikke længere, uden at lægen skulle være for voldsom, så hun stoppede. Det gjorde ikke på noget tidspunkt ondt, men det var en underlig fornemmelse at have babyen på tværs. Den blev dog hurtigt vendt tilbage, og vi aftalte at jeg skulle komme igen om aftenen, så ville hun prøve igen. Om aftenen blev resultatet ikke anderledes, så vi aftalte endnu et forsøg til om mandagen, men talte også om mulighederne, hvis det ikke lykkedes. Da jeg var vant til at føde store børn, og hun skønnede babyen til at veje max. 4200 gram, besluttede vi at det var forsvarligt, at prøve en sædefødsel.
Vi tog hjem og fortsatte vores flytteforberedelser og hele weekenden var vi optaget af at male og tapetsere vores nye hus. Sent søndag aften ville vi lige lægge gulvtæppe på i vores nye soveværelse inden vi tog hjem i seng, og mens jeg sad og klippede det til, følte jehg et "plop" og vandet fossede ud af mig. Det var ikke rart, jeg havde ikke tidligere oplevet at vandet gik, før fødslen var godt igang, og jeg prøvede ihærdigt at klemme sammen, så det stoppede igen, hvilket selvfølgeligt ikke lykkedes. Da vi hverken havde telefonen tilsluttet endnu, eller havde fået min vandrejournal med telefonnummer med os, måtte Rune køre hjem efter det, mens jeg lå på gulvet og ventede. Jeg skulle transporteres liggende på grund af risikoen for navlesnorsfremfald og blev hentet af et par muntre Falck mænd, som havde et forfærdeligt mas med at få mig ned fra 1. sal, da jeg helst skulle ligge vandret hele tiden.
På fødeafdelingen lå jeg så på briksen i mit foster-vandsvåde og tapetklisterindsmurte tøj, og følte mig ikke helt veltilpas, mine tænder klaprede af kulde og nervøsitet, jeg trængte forfærdeligt til at komme på toilettet, og jeg synes at det var det værste tidspunkt overhovedet, at dette kunne ske. Efter at jordemoderen havde sikret sig, at navlesnoren ikke lå forrest, blev jeg indlagt på svangre afdelingen, hvor jeg skulle afvente veer - liggende. Jeg måtte ikke stå ud af sengen, end ikke for at gå på toilettet, så jeg måtte få et bækken ind, når jeg skulle tisse. Hele mandagen havde jeg uregelmæssige småveer og en mægtig hovedpine, jeg var utroligt træt og småsov det meste af dagen. Imens flyttede Rune alle vores ting, og da han sent om aftenen meget træt besøgte mig, forsikrede jeg ham om, at der ikke ville ske noget den nat, da jeg kun havde haft plukkeveer, han kunne roligt tage hjem og sove. Da jeg fik målt min temperatur om aftenen havde jeg feber, hvilket jeg sandsynligvis havde haft hele dagen og som sikkert var skyld i hovedpinen og trætheden. Jeg fik intravenøs antibiotika og blev kørt på fødeafdelingen for at blive sat igang, fordi infektionen i livmoderen kunne gøre min baby syg. Jeg havde efter nogen besvær fået fat i både Rune, og min veninde som skulle være med til fødslen, de var begge lige faldet i søvn!
Jeg fik vestimulerende drop og blev koblet til ctg apparatet, jeg blev informeret om at min baby ville skulle på børneafdelingen lige efter fødslen, og behandle med antibiotika. Jeg fik hurtigt veer og fik lov til at komme lidt op at stå, men infektionen havde tappet mig for kræfter og snart lå jeg igen i sengen. For første gang oplevede jeg at kaste op under veerne, hvilket jeg var ganske tilfreds med, for så ville det ikke være nødvendigt at få tømt mavesækken, hvis jeg skulle have kejsersnit. Natten igennem var jeg overladt meget til mig selv, da jordemoderen ikke var særlig nærværende (hun tænkte nok, at når min veninde var jordemor studerende, så behøvede hun ikke at være der), og både Rune og min veninde, som iøvrigt selv var gravid, var utroligt trætte, og var nødt til at sove lidt. Indimellem kom lægen og checkede at det gik fremad, og da jeg udvidede mig i et jævnt tempo og hjertelyden var rimelig, fik jeg lov at fortsætte. Jeg havde sværere ved at klare vesmerterne, end ved min 2. og 3. fødsel, dette skyldes nok, at jeg var for træt til at bevæge mig rundt, og at jeg smådøsede indimellem, så når en ny ve startede, fik jeg ikke passet min vejrtrækning ind i tide.
Ved halv 8 tiden sendte vi bud efter vores to piger, da det var meningen, at de skulle være der. De kom hurtigt sammen med deres farmor og den yngste (dengang 4 år)skulle helst stå nede i fodenden af fødelejet, så hun kunne følge med i alt. Den ældste (dengang 5½ år) ville sidde oppe ved hovedenden sammen med min veninde og synes at det var synd for mig, at det gjorde så ondt. Omtrent samtidig var overlægen mødt i vagt og kom ind til mig fulgt af børnelæge, narkoselæge med et transportabelt narkoseapparat i tilfælde af at de skulle bedøve mig midt under fødslen, og et par andre tilskuere, som håbede at skulle overvære en sædefødsel. Jeg undrede mig over, at de ikke spurgte om lov til at være med, men jeg var på det tidspunkt egentligt bedøvende ligeglad om der havde været 20 mennesker på stuen, jeg havde nok i at koncentrere mig om mine veer. Overlægen undersøgte mig, og synes ikke, at der skete nok længere, jeg var fuldt udvidet, havde presseveer, men barnet var ikke trængt helt ned. Vi blev enige om at se tiden an i en halv time, hvis der så ikke var fremgang, ville jeg få et kejsersnit. Hele flokken gik igen, nok skuffet over, at der intet skete.
Jeg havde også fået en ny jordmor og en studerende, som begge var meget søde og nærværende, og vi talte lidt om, at det nok endte med et kejsersnit og hvordan jeg ville bedøves. Da jeg var inde til vendingsforsøg havde jeg talt med lægen om bedøvelsesmetoder, og jeg vidste med mig selv at jeg ville i fuld narkose, hvis jeg skulle have kejsersnit, da jeg var bange for at være vågen, hvis der opstod komplikationer, f.eks. at min moderkage sad fast igen, og at jeg ville bløde så meget, at mit blodtryk ville blive alt for lavt. Alligevel havde jeg i løbet af natten overvejet om jeg måske skulle vælge rygmarvsbedøvelse, men da jeg nu havde så mange smerter og var så udmattet, orkede jeg ikke andet end at sove. Jeg talte med narkoselægen, der gerne ville overtale mig til rygmarvsbedøvelsen, men han gav sig tilsidst, da jeg ikke var til at overbevise. Da den halve time var gået, kom overlægen igen og konstaterede at der ikke var sket fremgang, og hjertelyden var tydeligt påvirket, så nu var det et kejsersnit. Jeg fik en sprøjte med noget ve-stoppende medicin, men min krop kunne ikke slippe smerten og jeg havde konstante smerter, mens jeg lå og ventede på at jeg kunne komme ind på operationsstuen. Rune og vores piger gik med, og sad ude på gangen, mens de ventede på at babyen kom ud. Det sidste jeg husker inden jeg sov, er den store operationslampe, som hang lige over mig, og tanken om jeg ville vågne igen.
Da jeg kom op til overfladen igen, var der gået et par timer, og Rune sad ved siden af mig med et billede af en dejlig pige der var tilsluttet en masse slanger og ledninger og var iført en lille strikket rosa hjelm. I min meget omtågede tilstand var jeg egentligt ikke overrasket over at der var endnu en pige, og jeg var for langt væk til at spekulere på hvorfor hun var koblet til alle slangerne. Først efter endnu et par timer var jeg vågen nok til at kunne høre, hvad der var sket, da Emma var blevet født. Hendes apgar score lå lidt lavt lige efter fødslen, men efter 10 minutter var den normal, og de kørte hende over på børneafdelingen, med Rune og pigerne bagefter. På vej derover blev Emma´s puls meget langsom, og de løb afsted med hende, over på børne intensiv afdelingen. Rune og pigerne kom ind til hende kort tid efter, da hendes puls igen var normal, og personalet tog nogle billeder til mig, så jeg kunne se hende, inden jeg kunne komme derover selv. Da jeg Nina og Sara var det utroligt at se, hvor roligt de tog at de havde fået en lillesøster, som lå og var indviklet i slanger.
I løbet af eftermiddagen blev jeg endeligt kørt over til Emma, den ventetid var træls, men jeg havde mistet en del blod, og jeg skulle blive på observationsafdelingen indtil blodtryk og iltmætning var normal. Hun var den dejligste lille tykke baby, hun vejede 4550 gram, men virkede alligevel skrøbelig som hun lå der med sonde, c-pap, drop, elektroder og lukkede øjne. Jeg fik at vide at hun havde det godt, men hun var noget påvirket af infektionen og skulle være på børneafdelingen i en uge, det første døgnstid var hun på intensiv, derefter kom hun over på afdelingen for for tidligt fødte og syge spædbørn. Det var utroligt svært for mig at skulle aflevere hende tilbage efter at hun havde ligget hos mig i min seng, men jeg var selv træt og blev kørt over på barselsafdelingen.
De første dage efter kejsersnittet fik jeg morfin for at tage smerterne, og jeg fandt hurtigt ud af, at det ikke kunne betale sig at undlade at bede om sprøjten når jeg fik ondt, for så blev smerterne uudholdelige og gjorde mig skidt tilpas. Jeg var ret bange for at skulle ud af sengen første gang, jeg var meget usikker på benene og måtte have 2 personer til hjælp. Jeg blev mange gange om dagen kørt over til Emma, først i sengen, senere i kørestol. Emma var et døgn gammel førend hun var vågen nok til at jeg kunne prøve at lægge hende til brystet, og hun blev hurtigt træt. Jeg brugte et par gange afdelingens brystpumpe for at få mælken til at løbe til, men da der ikke kom mere mælk end der kunne sidde på siderne af sutteflasken stoppede jeg det. Alligevel opdagede jeg på 3. dagen, at Emma sank når jeg ammede hende, mælken var løbet til i gode mængder, til trods for de dårlige odds, det var en sejr for mig.
2 døgn gammel fik Emma et krampeanfald, som hun fik medicin for, men herefter fik hun det bedre og bedre, og 5 dage gammel kom hun over til mig, og jeg skulle så gå over med hende to gange i døgnet de næste to dage, da hun ikke var færdig med sin antibiotikakur, som hun fik intravenøst. Jeg fik det værre, jeg havde stadig stærke smerter, som indimellem forhindrede mig i at gå, det var ikke i såret det gjorde ondt, det var i livmoderen og op under ribbenene og i skulderen. Jeg var til adskillige undersøgelser, som ikke gav et svar, jeg var bange for at min livmoder ikke trak sig sammen som den skulle, da jeg havde prøvet det før. Jeg fik dagligt taget blodprøver og de viste et stigende infektionstal og jeg fik feber. Tilsidst var der en af sygeplejerskerne der slog i bordet og fik overlægen til at ultralydsundersøge mig, han mente ikke at der var noget usædvanligt, men for en sikkerheds skyld fik jeg en udskrabning. Jeg havde en del store koagler (blodklumper) i livmoderen og nu regnede de med at det skulle gå fremad. Det gjorde det ikke, infektionstallet steg stadig og jeg havde stadig feber. Jeg fik to slags antibiotika og de var bekymrede for, om udskrabningen kunne have ført bakterier ud i blodet. Langsomt fik jeg det bedre og 10 dage efter fødslen blev jeg endeligt løsladt (sådan følte jeg det efterhånden), dog mod at jeg skulle komme efter weekenden og få taget nye blodprøver.
Det var besynderligt at komme hjem til et hus, jeg ikke havde boet i før, som jeg ikke selv havde hjulpet med at flytte ind i, og som var et stort rod, da Rune havde ligget i fast rutefart mellem børnehave, arbejdsplads og sygehus, men jeg faldt hurtigt til og begyndte at nyde freden med min nye baby. Jeg var noget nervøs for hende om natten, og tit endte hun ovre hos mig liggende i min arm, så kunne jeg holde øje med at hun trak vejret og amme hende uden alt for meget postyr. Hun har ikke på noget tidspunkt været påvirket af sin dårlige start på livet, hun er idag en temperamentsfuld lille dame, med mod på alt.
Kort fortalt skete der med mig det, at jeg blev ved med at have mavesmerter, især når tarmene bevægede sig, og efterhånden kunne jeg næsten ikke rette mig ud om morgenen, men gik sammenbøjet den første time eller to. Jeg kom ud på Skejby Sygehus og blev 6 uger efter fødslen operet for sammenvoksninger i tarme og livmoder. Idag kan jeg stadig få smerter når mine tarme bevæger sig for meget.