Hvorfor valgte vi denne gang Peru som mål for en sommerferie?

Jo, vi  var enige om at stifte nærmere bekendtskab med Maya’ernes eller Inka’ernes historie og kultur, og så måtte vi jo afsted til Sydamerika.

Sol og sommer er der ikke så meget af i Peru. Temperaturen er nogenlunde ens året rundt, forskellen er blot, at de i vores sommer har vintertid, hvor det regner mindre end i deres sommertid, som er fra november til januar. Fx er temperaturen i Perus hovedstad, Lima på ca. 20-24 grader i juni. Andes er den næsthøjeste bjergkæde i verden, så kulden er noget man må være forberedt på. Det mente vi også vi var, men vi havde godt nok ikke regnet med, at vi skulle vågne op i teltet til temperaturer på ned til minus 10 grader. Så var selv havregrød (varm naturligvis) om morgenen en himmelsk spise, og de uldne, farvestrålende ponchoer og øreklaphuer forstod vi pludselig nytten af. 

 

Vores primære transportmiddel rundt i Peru var en ombygget lastvogn uden affjedring og varme, altså uden komfort overhovedet. Der var plads til 24 personer med små rum til hver deltagers sportstaske samt sovepose og liggeunderlag. Heldigvis var vi kun 12 rejsefæller. Vi skrumlede rundt i mellem hinanden, specielt over Altiplano*), hvor vi kørte i ”kampvognsspor” med en gennemsnitsfart af 17 km/t. Udover lastbil benyttede vi også apostlenes heste, tog,  båd eller indenrigsfly. Det sidste af sikkerhedmæssige hensyn - efterkommere af 'den lysende sti' huserer fortsat i visse egne. Overnatningsstederne var en blanding af telt, turisthoteller samt en enkel  privat indkvartering i et værelse med indlagt stearinlys.

 

 

Udgangspunktet var Lima og vi kørte ned langs kysten på PANAM highway til Puerto Inca, en ruinby beliggende ved en meget smuk og strategisk bugt. Herfra fik Inkaen frisk fisk til sin morgenmad hver dag. Inkaen boede i hovedstaden Cusco, 400 km væk, langt oppe i bjergene. Fisken blev transporteret med løbere, og det foregik som stafetløb med skift for hver 2 km. Det tog 24 timer at nå Cusco. Efter Puerto Inca kørte vi til den skønne by, Arequipa, mod Culca Canyon, hvor vi glædede os over de store kondorer og  videre over Altiplano mod Puno og Titikakasøen. Derfra til Cusco, Pisac og til sidst turens helt store oplevelse Machu Picchu. Derefter retur til Lima efter 22 dage rundt i Peru.

 

Vi vil fortælle lidt om nogle af turens højdepunkter, og til disse hører absolut Nazca-linjerne – vi måtte jo op at flyve for at kunne betragte disse fantastisk, store og uforklarlige linjer og figurer, som først for ca. 50 år siden blev opdaget ved en tilfældighed af en pilot og en tysk antropolog. Nazca er et supertørt ørkenområde, som ligger tæt ved Stillehavet, hvor den kolde Humbolt-strøm også passerer. Her holdt Nazca-indianerne til for ca. 2500 år siden, og man mener i dag, at linjerne, specielt de lange lige linjer, er vandårer, hvorimod de kæmpestore figurer er hellige og blev brugt til gudedyrkelse.  Der har været mange teorier - en af de mere fantasifulde er, at de skulle være landingsbaner for rumfartøjer fra andre planeter.

 

En anden af de store oplevelser var området omkring Puno med Titikakasøen, som ligger 3400 m.o.h. Det er verdens højst beliggende sejlbare sø. Udover de tre faste øer findes der også  omkring 50 flydende sivøer, som bebos af ca. 2000 mennesker. De lever af lidt turisme og fiskeri. Vi overnattede på en af de faste  øer, Tequile. Øen har ingen veje, kun bjergstier, så når mændene og de store drenge går rundt, er det ganske almindeligt, at de samtidig strikker deres egne iøvrigt meget flotte mønstrede huer. Altså kære mandlige skivenner - ingen lediggang med hænderne, mens I ser fjernsyn. Kom bare i gang med skihuerne!

Det højeste punkt på øen ligger 4100 m.o.h., så det er faktisk en god ide, at have godt med tøj på og de her lune strikhuer. Ved flere måltider på øen fik vi friskfangede King Fish, som smagte utrolig godt.

 

Inkariget eksisterede i kun ca. 300 år. Dets udstrækning var udelukkende i Andesbjergene og strakte sig fra Colombia i nord til Chile i syd og fra Peru i vest til Bolivia i øst. I Inkarigets hovedstad Cusco, er der stadig mange rester/ruiner at kikke på. Men man græder indvendig, når man tænker på, hvad spanierne i 1500-tallet i Guds navn gjorde ved inkaerne og alle deres kulturværdier inklusive de enorme guldskatte. Spanierne fandt dog aldrig  Machu Picchu, der er gemt på en bjergtop i et uvejsomt terræn. Den blev først fundet i 1911. Sandsynligheden taler for, at der er andre inkabyer, som ikke er opdaget.  Mange eventyrere leder stadig i junglen og bjergene, og der gøres løbende nye utrolige fund.

 

Vi havde besluttet os for at vandre 45 km ad Inca Trail med det mål at se morgenens første solstråler ramme Machu Picchu. I 3 dage går man på den gamle inkasti. Turen starter i 2500 m og går over tre pas (4200 m, 4000 m  og 3800 m) for til sidst at ende i Machu Picchu i 2500 m). Op og ned ad smalle stier og mange, mange trapper. Det var anstrengende, men alligevel en luksustur. Vi havde bærere, der bar vores soveposer, liggeunderlag, ekstra tøj, toiletgrej, telte, kogegrej, mad mm.

Ydermere havde bærerne slået teltene op til os, når vi trætte og ind i mellem våde sent på eftermiddagen nåede frem til lejrpladsen. De lavede morgenmad, frokost på dagsmarchen, 3 retters aftensmad og vækkede os med cocca te om morgenen (Vi tyggede ofte cocca blade på turen. Det gav fornyede kræfter.) Vi skulle selv kun bære dagturssækken med vand, kamera, småtøj og den slags ting. Oplevelsen af Machu Picchu var alle anstrengelserne værd. At se morgensolen ramme Machu Picchu giver kuldegysninger ned ad ryggen, og man fornemmer tydeligt historiens vingesus.

 

Alt i alt en meget spændende tur med masser af gode oplevelser. Vi kan absolut anbefale Peru. Der findes interessante kulturer, som er værd at studere nøjere. Det er dog en god idé at ku’ lidt spansk eller være sammen med nogen som kan.

 

Elin og Tonny

 

*) = det høje plateau, som dækker et meget stort landområde i bjergene i det sydlige og østlige Peru samt ind i den nordlige del af Bolivia.