Som følge af folketingsvalget november 2001, og det markante skridt der blev taget af vælgerne mod et mere liberalt  Danmark, inklusive et nu overvældende flertal i Folketinget for at give stemmeretten tilbage til danske statsborgere bosat i udlandet, blev lovforslag B144 trukket tilbage. Kommunaludvalget ("KOU") har i stedet valgt at kigge nærmere på, hvorvidt den eksisterende Valglov kan ændres, dvs. omfortolkes, uden at det kræver lovændring. KOU skal indstille til Indenrigsministeren hvad den resolveret har, og det afventer vi med stor spænding. Desværre har Peter Brixtoftes udskejelser i Farum kommune ikke blot kostet i omdømme og kroner og øre for indbyggerne i Farum. Lige så vigtigt er, at de afledte effekter af Brixtoftes optræden som katolsk borgmester, har forhindret Indenrigsministeren i at gennemføre det ellers ganske store handlingsprogram, der ligger for døren, og med EU formandsskabet er der ikke megen tid til at lave indenrigspolitik. Det kommer der naturligvis en afslutning på, men om det bliver i 2002 eller 2003 er ikke nemt at forudsige.

Formanden for KOU, Poul Nødgaard, MF var venlig at stille tid til rådighed til et møde den 4. juli på Christiansborg, hvorunder jeg gennemgik mine argumenter for, hvorfor Almen og lige valgret allerede burde var en realitet i Danmark, og hvorledes dette kunne ske uden at kræve en grundlovsændring. Det fulgte jeg op på med at indsende et brev til KOU den 7. august 2002 med følgende ordlyd:

Kære Poul Nødgaard,

I forsættelse af vort møde på Christiansborg den 4. juli 2002 og mit brev dateret 6. maj 2002, vil jeg gerne komme med et oplæg til hvorledes Valgloven kunne ændres, og dermed komme nærmere til 1849 Grundlovens hovedprincip om Almen og Lige valgret for alle danske statsborgere, og uden at det kræver vedtagelse af et nyt lovforslag i Folketinget.

I det private erhvervsliv, nationalt som internationalt, er der jo som bekendt to former for juridisk rådgivning; jurister der forklarer, hvorfor det ikke kan lade sig gøre, og jurister der forklarer, hvordan det skal gøres. Jeg kunne forestille mig, at det offentlige også indeholder en tredje størrelse, nemlig politisk motiverede embedsmænd, der betragter loven ud fra politiske endemål.

Jeg er derfor ikke i tvivl om, at en ændring af Valgloven eller et nyt lovforslag omkring udvidet stemmeret for danske statsborgere bosat i udlandet, udelukkende er en politisk beslutning. Der er intet i vor nuværende grundlov, der forhindrer en anderledes fortolkning af hovedproblemet, nemlig den juridiske oversættelse af "bopælspligt" eller verbatum "fast bopæl i riget" i §29 stk. 1., der i så mange år helt grotesk har været vurderet i diametral modsætning til princippet omkring Almen og Lige Valgret, og den oprindelige intention med bopælspligtklausulen i 1849 Grundloven (§ 35, d).

Historien viser at Højesteret, stort set uden undtagelse, aldrig har dømt mod en siddende regering eller et flertal i Folketinget, specielt i statsforfatningssager. Skulle der derfor vise sig at være en intern uenighed mellem de rådgivende juridiske embedsmænd til såvel Kommunaludvalget som Indenrigsministeren, om hvorvidt det lader sig gøre, og i så fald graden af en ny fortolkning af Grundlovens §29 stk. 1 i Valgloven, da mener jeg klart, at Kommunaludvalget med sindsro kan anbefale til Indenrigsministeren et ændringsforslag af Valgloven der i så høj grad som mulig tilnærmer sig princippet om Almen og Lige Valgret til alle danske statsborgere.