Karaoke

Karaoke

• 1. Colonel Me (5:11)
• 2. Beautiful (5:05)
• 3. Karaoke (4:10)
• 4. Frenzy (3:46)
• 5. Moonraker (6:00)
• 6. Aeroplane (4:36)
• 7. Trash (4:42)
• 8. So I Died In 1 Day (6:52)
• 9. The Lunatic (3:00)
• 10. Game Over (3:38)
• 11. Karaoke (sing back) (4:10)

Links

Baal
Colonel Me
Beautiful
Karaoke
Frenzy
Moonraker
Aeroplane
Trash
So I Died In 1 Day
The Lunatic
Game Over

Som de fleste lykkelige indehavere af Karaoke nok allerede har fundet ud af, så medfølger sangteksterne ikke når man køber CD'en. Derfor vil jeg lige skrive dem ned.

På denne Baal's CD nr. 2 har de rigtig skiftet stil, og musikken er helt anderledes end man kender den fra Sensorama. Teksterne er ganske interessante når man studerer dem lidt, og det er musikken også. Det er en dejlig CD, som kan anbefales til alle, der kan lide den slags.

I selve musikken ligger en undertone af en slags sorg eller ulykke (synes jeg). Det er lidt sørgmodig musik, men det giver også en særlig stemning ved musikken, som godt kan lide.

En rigtig god CD, synes jeg.



Gaffa (foråret 1998) skriver om Karaoke:

"Manglende opfindsomhed og mandsmod på den danske rockscene er ofte forsøgt undskyldt med janteloven. Går det en lidt imod, kan man altid bruge det danske mindreværd som undskyldning. Alligevel fortsætter dele af den danske rockscene med at stikke snuden frem, og i langt de fleste tilfælde bliver det faktisk til venlige klap frem for smertende rap. Snuderne har selvfølgelig varierende størrelse, men da Baal debuterede med den svulstige "Sensorama" var snuden ikke kun overdimansioneret, men også meget langt fremme. På opfølgeren "Karaoke" har Baal fortsat snuden fremme. Det er dog i en kraftigt omarrangeret form, hvor der stadig skriges på patos, men det sker i lavmælte filmiske sekvenser. Væk er nemlig David Kampmann, og det mytologiske koncept er forvandlet til en mere personlig og moderne stil. Der er lagt vægt på en bredere og mere elektronisk tilgang til melodierne, hvilket har styrket Baal's melodimateriale og fuldstændig frigjort dem fra den Queen-agtige guitarrock. På "Karaoke" er luften tæt af elektricitet og indestemthed og det fejler kun i jungle-nummeret "Trash", der med tydelighed demonstrerer at Baal ikke er et technoband. "Karaoke" byder bestemt ikke på et uopdaget musikalsk land, men med en yderst udtryksfuld Bjørn Fjæstad som en djævelsk udgave af supercrooneren Lars Muhl og igennem en stædig musikalsk insisteren, står albummet som et af forårets mest spændende og fordrende udgivelser.