Baggrund :

Fluerne sværmede over det mugne brød i køkkenet i grev Kjarr’s fæstning. Klokken var langt over midnat et tidspunkt hvor kun vagterne, munkene, og selvfølgeligt de døde, stadigt var vågne. Men i køkkenet var der nu aktivitet. En lille dreng sad ved bordet med brødet og kiggede intenst på fluerne. Drenge var ikke en af den slags man normalt så i tjenestekamrene, faktisk var der en stor chance for at det var første gang har var der. Hans tøj var blåt og broderet med guld og sølv tråde. En sådan dragt ville kunne gøre en fattig rig, hvis han solgte den. Men denne dreng var ikke fattig. Og han tænkte ikke på penge. Det eneste han koncentrerede sig om var fluerne. Drengen stak stille hånden frem over brødet klar til at fange en af fluerne. Han havde altid været utrolig behændig med sine hænder, så de bevægede sig ikke det mindste i det en af fluerne landede på den. Det eneste som kunne høres var lyden af noget som dryppede ud af en tønde i hjørnet, og lyden af stearinlyset på bordet. Drengen smækkede hånden i og fangede fluen. En hest vrinskede uden for, og rev drengen ud af hans koncentration, men der har var sikker på at han var alene igen kiggede han ind til fluen i sin hånd, stak to fingre ind og tog fat i dens vinger. Han tog fluen op foran sit ansigt og kiggede på den, mens han stille hev den ene vinge af. Han sørgede for at han kun hev vingen af og at fluen stadigt var i live, der det var gjort. Så smed han den på bordet og sd og kiggede på den mens den desperart prøvede at flyve og komme væk fra den sikre død. Drengen sad og smilede, i det han hev den anden vinge af også, og fluen nu blådt lå og led og vred sig i smerte. Drengen smilede og vente så tilbage til sit kammer mens fluen langsomt døde.

Denne dreng var greve søn Arlach Kjarr. Livet i hoffet var utroligt kedligt syntes han, men der var intet han kunne gøre ved det. Han havde ingen venner og var altid alene i hoffet. Mange syntes at han var en mærkelig dreng, og at han havde en aura af ondskab omkring sig. Allerede i en ung aldre fandt Arlach ud af at han kunne udnytte denne ”ondskab” for at få respekt fra folk. Den bedste måde at få magt på er igennem frygt. Hvis folk frygter dig tør de ikke gøre dig noget.

Hestevognene red op til de store porte på fæstningen. Egnens adelige og rigemænd var blevet kaldt til bal hos Greven, noget man ikke sagde nej til. Greven var kendt for at være retfærdig men hård mod folk som fornærmede ham. Engang brændte han den nærmeste landsby af fordi at en af dens kvinder ikke ville give sig hen til ham. Han tolerer ikke fejltagelser hos sine mænd og det betød altid døden hvis man fejlede ham. Men hvis man ikke gjorde kunne man være sikker på at man ville blive en af de rigeste i grevens rige. Derfor takkede alle egnen fammilier øjeblikkeligt ja, når de blev kaldt til bal. Ingen ville gøre Greven sur.
Folkene gik langsomt ind i den store bal sal, hver person råbt op idet de gik igennem dørene til salen. For enden af et langt bord sad greven, en stor mand i sin fest ringbrynje. Ikke en rustning som var lavet for at beskytte men for at se godt ud. Den ville beskytte lige så godt mod et sværd som en læder rustning. Ved hans side stod en tom stol. Hans kære kones plads. Konen var blevet dræbt engang under mystiske omstændigheder. Hun var blevet fundet død ved siden af greven i hans seng en nat. Greven påstod at han var blevet slået ud, og at konen var blevet myrdet i mens. Ingen turde sige Greven imod så det var den offentlige historie. Ved Grevens anden side sad den unge mand som skulle overtage hans post engang når Greven var død. Det var hans søn Arlach. Ingen troede på at Arlach ville blive en god hersker. Faktisk mente de fleste at de ville gøre oprør imod ham når den tid kom. Ingen vidste særligt meget om Arlach. Han mindede om sin mor, i hans noble linjer, og forfindede måde at omgår hoffet på, men når man kiggede længe på ham kunne man se at han havde mindst lige så meget brutalitet som hans far, og hvis man kiggede ham i øjnene kunne man se at hans hjerne altid tænkte meget hurtigt. Desuden havde han den evne til at sende et blik som øjeblikket gav en kuldegysninger, og tvang en til at slå blikket væk.
Festen begyndte og troubadurerne spillede langsome ballader mens maden blev serveret. Menuen stod på stegt vildsvin, røget vildt, og mange sjældne grøntsager og frugter, alt sammen skyllet ned med flere tøner vin og mjød. Det varede ikke længe før middagen var i fuldt gang, og alle så ud til at være muntre og glade. På nær en…….. Arlach sad og kiggede rundt på de samlede gæster, mens han sad og stak i det døde kød foran ham, og nippede til et glas æble vin. Han gad ikke sidde her ved dette bord. Han ville hellere sidde på sit værelse og læse i den bog han havde fundet i det bibliotek hans mor engang havde tvunget faderen til at få bygget inden i fæstningen. Ingen kom der inde mere, og dørene var blevet lukket af, men Arlach havde fundet nøglen og lavet en kopi. Biblioteket var blevet det sted han kunne slappe af, kun fylde sin hjerne med hvad bøgerne fortalte ham, og ikke tænke på hoffet og alt dets intriger. Arlach kiggede rundt langsbordet. Der sad Sir Mitfeld, leder af Grevens vagter. Sir Mitfeld var sådan som Greven ville have set at at Arlach blev. Han var stor stærk og modig. Arlach havde hurtigt bestemt sig for at hvis man var stor og stærk ville det bare føre til en hurtig død på slagmarken som soldat, og hvis man var modig ville det føre til en endnu hurtigere død. Arlach håbede at den død snart ville komme over Sir Mitfeld, idet han kiggede ned på Sir Mitfeld’s mad og smilede. Aftenen udviklede sig til dans og lege, men Arlach holdt sig væk fra det og stak af til bilioteket så hurtigt han kunne komme til det……………….næste morgen fandt man Sir Mitfeldt forgiftet på sit værelse, af en langtsom snigende gift. Det som stod i bogen havde været rigtigt.

Arlach føler sig tryk når han er alene. Andre folks selvskab får ham somregelt til at væmmes og føle sig utilpas. Han vil hellere sidde alene og studere end at feste og slås, og andre unødvenige ting.

Sir Mitfeld blev hurtigt udskiftet og en begravelse blev holdt for ham. Det var den bedste dag i Arlach liv at se liget bliver brændt. Flammerne fortærede kroppen på Sir Mitfeld. Det eneste som kunne have gjort det bedre var hvis Ridderen havde været levende imens.
Arlach stoppede sit tænken tilbage og vente tilbage til sin bog. En helt ny en havde fået fat i for nogle uger siden. Nu hvor faderen lå på dødsleget og var syg og dårligt. Kunne Arlach gøre hvad han ville. Nu var det ham som bestemte over fæstningen, og landet. Bogen han sad og læste i var svær. Arlach kunne ikke helt tyde de runer og tegn som stod i den. Han havde nu brugt flere uger på at tyde den første side, men han var stadigt ikke sikker på at den var rigtig. Runerne mindede meget om et alfabet han havde lært sig selv for nogle år siden. Men alligevel passede de ikke. Arlach drejede hovedet og kiggede ind i det store spejl på væggen ved siden af ham, og betragtede sig selv. Hans hår var blevet længere, og hans ansigtstræk var blevet mere mandlige. Han var blevet voksen. Hans hoved drejede en smule for at betragte ørene, der hans øjne så faldt på bogen i spejlet. Arlach grinede et af sine får grin idet at han forstod det hele. Bogen var skrevet spejlvent. Runerne var de samme som dem han kendte, de stod bare spejlvendt. Resten af natten gik med at overskrive bogen så den stod ordentligt……..det var en utrolig bog.

Greven var blevet smittet af lungebetændelse. En meget dødelig sygdom. Desværre kunne det tage tid før han døde. Arlach vidste at når faderen døde var hans tid som hersker slut. Folket ville gøre oprør imod ham, og han ville blive nød til at flygte.

Dagen efter at bogen var blevet tyde sad Arlach og læste den igennem igen. Han havde kun sovet nogle få minutter i nattens løb, bogen havde taget kontrollen over ham. Han kunne slet ikke slippe den igen. Det var en bog om de dødes rige. Bogen beskrev hvordan man kunne vække de døde hvis man havde den rigtige kundskab og hvilken magt man ville få hvis man kunne kontrollere sin død.
Det bankede på døren og en tjener trådte ind. Arlach kiggede ondt op på ham, og spurgte hvad der var så vigtigt at han skulle forstyrres. Tjeneren fremstammede at Greven var ved at dø og at han havde bedt om at se sin søn. Arlach tog et dybt suk, samlede bogen op og tog den med.
Faderen lå i sengen, syg og svag. Arlach gik hen til ham, uden at gå gor tæt på, da han ikke ville smittes. Han kiggede med sit sædvanlig kolde blik ned på faderen i sengen.
”Hvad vil du mig nu fader?” Hans stemme kold og uden følelse.
” Søn, jeg er ved at dø. Du skal være hos mig når det sker. Du skal overtage mit rige, og du skal styre det med retfærdig hånd ligesom jeg har gjort.” Greven kunne næsten ikke tale og hans ord var afbrudt af host og hiven efter vejret. Mens betændelsen langsom åd sig igennem hans lunger.
”Det skal jeg nok fader.” Arlach tog en stol og satte sig, til stor overraskelse ved siden af faderen. Det var den eneste gang at tjeneste folkene havde set Arlach gøre noget som kunne vise tegn på følelser. Det varede ikke mange minutter før at faderen lukkede øjnene og hans hæse vejrtrækning blev mindre og mindre. Der Arlach var sikker på at faderen var på grænsen af dødsriget, bukkede han sig ned og lod som om at han kyssede faderens kind. Men i virkeligheden viskede han i faderens øre : ”Jeg ved hvad du gjorde ved mor, og til gengæld tog jeg din kære ”søn” Sir Mitfeld fra dig.” Faderen spærrede øjnene op og kiggede forfærdet på sønnen. Men der var det forsent, hans lunger var for ødelagte til at han kunne trække vejret, og det eneste som kom ud af hans mund var nogle få hæse udåndinger…….så faldt hans hoved livløst tilbage og han var død. Arlach smilede der han forlod rummet.

Grev Arlach hidkaldte øjeblikkeligt skatmesteren og bad ham om at samle hele fæstningens penge beholdning i en kiste på Arlach’s værelse. Så hidkaldte han den største ride hest som han kunne finde. Han skyndte sig at pakke de vigtigste bøger ned, og red så ud i verden for at finde en af de få som kunne lære ham at kontrollere døden.
Riget styrtede næsten sammen der den nye Greve forsvandt med dets penge. Hvem ved hvad der er sket i riget i dag?…………..

"Døden Besejrer alt og alle som har liv…………døden er magt"
--Arlach Kjarr.

Karaktertræk og udseende :

Arlach er meget indelukket, og snakker ikke med nogen han ikke kender. Han er kold og sadistisk overfor fremmede , og til tider overfor dem han kender. På trods af dette er han en tænksom person, men lader til også at have et brændende had overfor noget ukendt. Han har tendens til at være nekrofil, hvilke nok er en af grundene, til at han søgte ind i skolen.
Arlach går klædt i sort og rød magerkutte, og bærer en stav og en taske til de forskellige gokler.

Spilles af :Rasmus Boserup Poulsen