Fra Arrangement i Den Sorte Diamant
Sandmandala
Af cand. mag. i religionshistorie Laura Airaksinen
Historie
Blandt vestlige psykologer har der i mange år været stor interesse for mandalaen. Ifølge C. G. Jung har mennesket i alle kulturer altid produceret ensartede symboler for at give forskellige aspekter af sindet et visuelt udtryk. Mange gange foregår det ubevidst, men i Indien begyndte man at bruge mandalaen bevidst i meditation, og derfra kom praksisen til Tibet nogle århundrede efter vor tidsregnings begyndelse.Struktur
Ordet mandala er sanskrit og betyder cirkel. Mandalaer er runde diagrammer, hvor symmetri, geometri og harmoni er grundlæggende elementer. I mandala-diagrammer er der cirkler og firkanter inden i hinanden, og den yderste afgrænsning er altid rund. Mandalaens midterste punkt er det vigtigste, for det symboliserer den dybeste kærne, hvorfra alt opstår og hvortil alt vender tilbage. Den yderste ring afgrænser mandalas sakrale område fra det profane. Man kan aldrig lave mandalas grundstruktur om, men i detaljerne varierer de forskellige mandalaer klart.Mandalaens betydning
Mandalaen udgør en del af buddhismens filosofisk baserede oplevelses-system, hvori egoets natur beskrives ud fra de fem forstyrrende følelser: uvidenhed, vrede, begær, hovmod og misundelse. Mandalaets fem hovedfarver i midten og i de fire verdenshjørner: blå, hvid, rød, gul og grøn symboliserer disse følelser, hvorfra alle vore problemer ifølge buddhismen stammer. Målet i menneskelivet er at transformere disse følelser til noget positivt: visdom, kærlighed, gavmildhed, tolerance og tålmodighed. Når transformationsprocessen er fuldkommen, har man nået oplysning. Hermed kan man i mandala-diagrammet se både sindets oplyste og ikke-oplyste elementer, samt vejen til oplysning.Mandalaen symboliserer hermed de indre elementer og processer i menneskets sind, som man også kan kalde mikrokosmos. Samtidig repræsenterer mandalaen de ydre elementer i verden og universet, som man kalder makrokosmos. Der er sammenhæng mellem mikrokosmos og makrokosmos, faktisk fungerer de efter samme principper og kan ikke skilles ad. Ifølge buddhistisk kosmologi står centralbjerget Meru i universets midte omgivet af fire kontinenter. Meru er den livsgivende og livsbærende kraft. Mandala er et symbol på universet, og dermed står Meru i mandalaens midte, og mandalaens fire verdenshjørner er de fire kontinenter.
I meditationen er en mandala tredimensional
Mandala-billeder er oftest tegnet eller lavet i sand. Disse mandalaer er todimensionalle, men mandalaer kan også bygges tredimensionalt. I meditation er en mandala altid tredimensional. Således er en sandmandala faktisk tredimensional og skal opfattes som et energi-palads omgivet af have og hegn. Der findes fire porte til mandala-paladset, en i hver af de fire verdenshjørner, og i midten af paladset befinder de oplyste væsner sig. I meditationen forestiller man sig at være midt i mandalaen, at være et oplyst væsen, omgivet af et rent mandala-palads. Da mandala-paladset med alle sine elementer samtidigt symboliserer sindet og universet (sind= palads= verden= univers), undersøger man i meditation sindets og universets hemmeligheder. I en mandala er både det midterste punkt og hele mandalaen oplyst, for i et oplyst sind er der ikke dualisme. Når der ikke er dualisme, er der heller ikke forskel mellem sindet og universet.Fremstilling af sandmandala
Selv den mindste detalje i mandalaen har symbolsk betydning, hvilket betyder at én, der kender symbolikken, kan læse buddhismens læresætninger i mandalaen. Den er en slags »bibel« i diagramform. Tibetanerne mener, at det er en rensende og lykkebringende proces at lave en sandmandala. Jo flere komplicerede detaljer der findes, jo mere gavnlig er fremstillingsprocessen både for munkene selv og for tilskuerne. Kun indviede, normalt munke eller nonner, kan lave mandalaer, samt bruge dem i meditationen. Fremstilling af mandala er så uhyre svær, at man ikke kan lave den uden først at studere længe. Meditationen vil være unyttig, hvis man ikke forstå symbolikken. I tibetanske klostre har man bestemte rituelle højtider, som kræver fremstilling af en sandmandala. sandmandalaen har en diameter på et par meter. Det tager som regel 4-6 munke en uge at frembringe den.Før munkene går i gang med at opmåle mandalas struktur, laver de et ritual, hvor de i meditationen renser og helliggør stedet, sandet og sig selv.
Man kan ikke bygge et helligt sted med urent udstyr eller urene hænder. Derfor uddriver munkene de negative energier, som repræsenterer de forstyrrende følelser i sindet. Så ritualet er et ydre udtryk for det, som foregår i sindet. Munkene mediterer på, at de energier, som mandalaens buddha-aspekt indeholder, samles på stedet og fylder dem. De beder til, at disse positive energier kommer til at beskytte alle fra alt ondt.
Efter ritualet opmåler de mandalaens struktur i den rækkefølge, som er beskrevet i de hellige skrifter. De husker alle mål nøjagtigt udenad. Sproget i skrifterne er meget symbolsk. Der kan for eksempel stå, at nu skal der tegnes en sol. Det betyder nummer et, for der er kun én sol.
Når munkene er færdige med opmålingen, begynder de at male mandalaen. Traditionelt knuses værdifulde sten og sandet fra dem bruges, men i dag bruger man sand fra en hvid sten, og farver sandet med plantefarver. Munkene bruger to koniske metalrør. De skraber med det ene hen over det andet, og på grund af vibrationerne drysser sandet ud af det andet rør. Alle figurer, selv de mest komplicerede, bliver lavet på denne måde. Man bruger ikke lim eller andre hjælpemidler. Munkene skal beherske en speciel åndedræts-teknik, for ved det mindste pust spredes sandet, og mandalaen er ødelagt.
Munkene bruger sand af forskellige grovhed. De store arealer bliver dækket af groft sand, og de mest detaljerede figurer bliver lavet af det fineste sand. Når man laver de komplicerede figurer, skal man arbejde meget omhyggeligt for, at farvene ikke blander sig. Det er nemlig svært at få de blandede farver adskildt igen. Hvis der sker en fejl, begynder man forfra på hele mandala-fremstillingsprocessen, fordi fejlen viser, at koncentrationen er ufuldkommen. De helt små fejl rettes dog ved at suge det forkerte sand op fra mandalaen igennem røret.
Tilintetgørelse
sandmandala bliver altid fremstillet til et bestemt ritual. Når ritualet er fuldført, tilintetgøres den synlige mandala. Ifølge buddhismen er alt forgængeligt, og det er godt at huske det hele tiden. Man bør ikke hænge fast i ydre ting, for de forsvinder før eller siden. Hvis man har dannet sig et billede og en forståelse af mandalaet i sindet, kan man ikke miste det igen. Man kan bruge den, selv om den ydre form er forsvundet.Munkene laver et ritual, hvor de beder de energier, som er i mandalaen, forlade stedet. Den ledende munk skærer mandalaens kraft over ved at tage lidt sand fra alle de mønstre, som symboliserer de forskellige energier. Derefter trækker han en vajra (en rituelt genstand) igennem mandalaen flere gange i en bestemt rækkefølge. Nu er mandalaen blevet en livløs genstand, og munkene hælder sandet i et kar. Tilskuerne må få lidt af det velsignede sand, og resten bærer man i procession til et vandområde - sandet fra mandalaen hældes som regel i vand. På den måde respekterer man vandånder og ønsker regn, så alting kan vokse og alle væsner kan have det godt. Samtidigt viser man respekt for naturen, fordi man giver noget smukt til den. Med vandets strøm vandrer sandet ud i verden. I den sidste bøn ved vandet mediterer munkene på disse ting, og så er det ud med sandet. Karret fyldes med vand, og munkene går tilbage til basen og vasker den omhyggeligt. Mandalatiden er forbi.
Yamantaka sandmandala
Sandmandalaen, som munkene fremstiller i Den Sorte Diamant, hedder Yamantaka-mandala. I tibetansk buddhisme er mandalaer en del er den tantriske praksis. Tantra-teksterne former grundlaget for tibetansk buddhisme sammen med sutra-tekster. I tantra-teksterne beskrives, hvordan man får kontakt med tantriske guddomme, det vil sige buddha-aspekter, som er bestemte aspekter i vort sind. Hver tantra-tekst har tilknytning til et bestemt buddha-aspekt. Således beskrives det i Yamantaka-tantraet, hvordan man mediterer på buddha-aspektet Yamantaka ved hjælp af Yamantaka-mandalaen. For at får lov til at praktisere de høje tantraer, skal man først have et fundament af kærlighed og medfølelse, og derefter skal man have en indvielse af en buddhistisk mester. Før sådan et indvielses-ritual fremstilles der en sandmandala, det vil sige for Yamantaka-indvielse fremstilles der en Yamantaka sandmandala. Efter indvielsen bruger den praktiserende pågældende mandala som hjælpemiddel i meditationen.Yamantakas symbolik
Tantriske buddha-aspekter har forskellige funktioner. Nogle af dem er fredelige og nogle vredesfyldte. Essensen og formålet i begge er det samme. Grunden til de forskellige aspekter er, at mennesker er forskellige og derfor er det forskelligt, hvilket aspekt man kan identificere sig med.Yamantaka er et vredesfyldt buddha-aspekt, som med sit grimasseskærende ansigt og udsmykkede kranie er meget skræmmende og grim. Han har 9 hoveder med horn, 34 hænder, 16 ben. Han er omgivet af ild, og han tramper på mennesker og dyr. I sandmandalaen er det umuligt at fremstille ham i samme detaljeringsgrad som på thanka-malerier. Derfor laver man bare hans symbol i midten af mandalaen. Mandala skal altid forstås som et energi-palads, og da Yamantaka er dette palads' herre, befinder han sig i centrum af mandalaen.
Yamantakas symbolik er tilknyttet beskyttelse, fordi Yamantaka er dødens modgift og fjende. Dødens herre hedder Yama. Yamantaka overvinder ham ved at tilintetgøre begær, had og uvidenhed, som er grundårsagerne til vore problemer og evige inkarnationer. Så længe der er had og andre forstyrrende følelser, har dødens herre nok at lave. Når man transformerer disse følelser til positiv bevidsthed, bliver man oplyst og overvinder dermed døden. Yamantaka er således både en personifikation af had og begær, samt en personifikation af den visdom, som kræves for at overvinde disse følelser.
Yamantaka sandmandalas symbolik
Når man fremstiller en sandmandala, begynder man af praktiske grunde fra centrum. I meditationen i indvielsesritualet forestiller man sig, at man kommer ind i mandala udefra, går rundt og nærmer sig langsomt centrum, hvilket er det endelige mål. Yamantaka-mandalaens dele gennemgås i det følgende udefra og ind mod centrum.De yderste cirkler eller hegn
Yderst har alle mandalaer nogle beskyttende cirkler. I Yamantaka-mandalaen er kirkegårds-cirklen den yderste. Den viser, at man skal give afkald på sansenydelserne for at kunne komme ind i mandalaen. Samtidigt viser den de problemer, vi har i livet, og symboliserer den spirituelle vej. Den næste cirkel er ild-cirklen, som symboliserer filosofi. Den brænder uvidenhed bort. For at kunne komme over vajra-cirklen, den tredje cirkel, skal man have bestemthed og styrke. Den inderste cirkel hedder lotus-cirklen, som symboliserer renhed. Man forestiller sig, at hele mandalaen ligger på en kæmpe lotusblomst, og det er blade af denne lotus, man ser. Efter at ens bevisthed rummer alle disse elementer, er man nået ind i mandalaens have.Haven
Bunden er grøn som græs. Der er alle mulige fine dekorationer i haven, fordi et guddommeligt palads skal være smukt dekoreret. Der er blandt andet gyldne vaser og farverige flag. I hvert hjørne er der en parasol, som beskytter paladset mod solskin. Man kan også se skyer, som i virkeligheden er på himlen. Der er fire udsmykkede søjlegange foran paladsets fire porte.Porte
I hvert verdenshjørne er der et port, hvor vrede vagter beskytter adgangen til centrum. Samtidigt viser disse agtpågivende væsner, at man skal have viljestyrke for at praktisere og møde de ting, der kommer op fra underbevidstheden i meditation.Muren
Muren består af fem lag. De fire yderste er forskellige bånd og ornamenter, som hænger på vægen, på taget og i luften. Figurerne på den inderste røde stribe er faktisk dakinier, buddhistiske engle, som befinder sig på himlen og nedkaster ofringer til paladset.Det indre hus: fem farver
I alle mandaler er der fem hovedfarver: blå i midten, hvid i øst, gul i syd, rød i vest og grøn i nord. Denne orienteringen stammer fra Indien, hvor øst er dér, hvor syd er i den vestlige verden. Farverne indeholder stort set hele det buddhistisk univers. De symboliserer de fem komponenter, som mennesket er formet af: bevidsthed, fysisk form, følelser, forestillinger og vilje, som i oplyst tilstand omdanner sig til de fem meditations-buddhaer. Farverne symboliserer også de fem elementer, alt er bygget af: rum, vand, jord, ild og luft. De ovennævnte fem forstyrrende følelser er måske den vigtigste del af symbolkæden, fordi de er årsagen til verdens lidelse, og fordi de i oplyst tilstand transformerer sig til meditation-buddhaernes visdomme.Rundt om centret er der nogle figurer af fint sand på det grovere hvide, gule, røde og grønne sand. De symboliserer forskellige feminine og maskuline energier af Yamantaka, det vil sige energier af oplyst sind.
Centret
Formålet med mandalaen og livet er at nå centrum. Den fulde oplysning.
En kreativ 'new-age' exempel.
