Det er meget vigtigt at dø
INFORMATION 31. aug.-1.sept. 1996
Af Karen Syberg

Den tibetanske mester Sogyal Rinpoche forklarer om dødens, sindets og vores sande naturs betydning

"I dør allesammen, havdenten I er buddhister eller ej!"

Således fastslår Sogyal Rinpoche, forfatter til Den tibetanske bog om livet, og døden, torsdag aften på Rødovre gimnasium det grundvilkår på hvilket bogen hviler. Ikke hans bog, understreger han, for det er buddhaernes lære, den videreformidler.
"Jeg har haft den store lykke at blive født ind I den tibetanske tradition, hvor der eksisterer en ubrudt viden lige fra Budhas tid og til i dag. Bogen er mit forsøg på at videreformidle, hvad mine lærere har lært mig." siger han.
Det er Selskabet for tibetansk kultur der arrangerer mødet, og talerstolen er forskriftsmessig dækket af svært, mønstret brokade. Over den hænger en såkaldt tankha, et billede på silkestof af en buddha eller en bodhisattva, dækket af et stykke stof der kan trækkes fra og for. Talerstolen er flankeret af to store blomsterarrangementer i orange og lilla, og Sogyal rinpoche får til velkomst overrakt det ceremonielle hvide silketørklæde. Gymnasiets festsal er fuld, og publikum rejser sig til velkomst og lægger håndfladerne mod hinanden. Så mange danskere, der keneder østlig etikette!

Gyldendal I nyt lys
Så takker Rinpchen for invitationen og dernæst vil han rette en tak til Gouredarg.
"I am not so at pronounting it, but it is my publisher. I know that the name means ’Golden Valley’, forklarer han unskyldende.
Gyldendal står pludselig for mig i et nyt lys - jeg har aldrig før tænkt på, hvad gamle Sørens efternavn betyder. Og det er egentlig hemmeligheden ved at lytte til Sogyal Rinpoche: han får det velkendte til at fremstå i ny belysning.
"Intet er varigt" siger han. Og det ved man jo godt. Men har man tænkt over, at "diskontinuiteten er en del af den grundlæggende kontiunitet. Det eneste varige er midlertidigheden"?
Indlendningsvis forklarer Sogyal Rinpoche, hvorfår han har skrevet bogen. Som så mange tibetanere måtte han i halvtresserene flygte fra Tibet , og han kom til Cambridge, hvor han studerede sammenlignende religionsvidenskab. Efterhånden fik han et klart indblik i de misforståelser der opstod, når den (tibetanske) buddhisme skulle formidles til vesterlændninge, og bogen er et forsøg på at løfte denne udfordring. Kendt i vesten var Den tibetanske dødebog, men denne udgør kun en del af den større dele om livets og dødens helhed, forklarer han. Den tibetanske dødebog er populært sagt en håndbog i, hvordan man skal opføre sig i bardoerne.
"Læser man den, får den forståelse, at bardoerne er de tilstande, man gennemløber mellem død og genfødsel, men i virkeligheden optræder bardoerne konstant gennem både liv og død, forklarer Sogyal Rinpoche.
Det betegner slet og ret tidspunkter, hvor muligheden for befrielse eller oplysning vokser. Men det største og mest betydningsladede af disse tidpunkter er dødsøjeblikket. Vesten mangler imidlertid "den basale spirituelle uddannelse" i den slags viden "og derfor findes der megen mental smerte og kval i vesten", konstaterer han.

Den ultimative rædsel
Det er dog ikke længere meningsfuldt at skælne skarpt mellem Øst og Vest, efterhånden som vestlige lisformer vinder frem i store dele af Østen, understreger Rinpochen. Det er bedre at tale om det moderne liv, som en livsform, der ikke ser livet og døden som en hele men fornægter døden. Men når døden repræsenterer den ultimative rædsel, er det egenlig rædslen for at se ind i os selv, betoner han. Selve døden behøver nemlig ingen at være bange for: "I skal nok alle få held med at dø", forsikrer han. Døden er simpel:
"Man ånder ud. Man ånder ikke ind. Det er det."
Så det man egentlig frygter, er døden som sanhedens øjeblik.
Men netop fordi døden er sanhedens øjeblik, er døden en ven, forklarer Sogyal Rinpoche. Han citerer Tibets store digter og hellige mand, Milarepa:

I rædsel for døden tog jeg op i bjergene
Igen og igen mediterede jeg på
uvisheden om dødsstunden,
idet jeg indtog den fæstning;
som er sindets udødelige, uendelige natur.
Nu er al frygt for døden forbi.

-og forklarer, hvad er der er det centrale: at ved at betragte vores dødelighed kan vi nå frem til at studere vores udødelighed, der er identisk med "sindets udødelige, uendelige natur". At lære at dø er uløseligt forbundet med at få kontakt med denne natur, også kaldet "buddha-naturen" i os alle.

Effektivitetens paradox
Men for at nå dertil drejer det sig om faktisk at leve. "I Vesten verdsætter folk ikke deres liv ret meget. Det spilder tiden med den særligt vestlige form for dovenskab, der består i hele tiden at være travlt optaget", siger Rinpochen. "Effektivittetens paradox" kalder han det.
"Folk tænker ustandselig på at lægge planer men I virkeligheden tænkerde ikke rigtig, for der findes ikke noget plan", siger han og griner højt ved tanken. Sogyal Rinpoche griner tit, når han siger noget. Han griner ikke ad det, han selv siger, men han griner ad den verden der toner frem I det han siger.
Som da han bevæger sig ud I en diskurs om visdommen I gentagelsen. Møder man den hver gang noget nyt og frisk, lærer man også noget nyt. Og man lærer at indse at der hver gang er tale om noget nyt, fordi det sker.
Så tilføjer han, grinende over det udsagn om menneskesindet, han implicerer: "Og hvis I hører det igen og igen, så kommer I det mindste til at kende læren"!
Han taler om altings ustadighed og vil give et eksempel: "Tænk på jeres følelser"! Så griner han så hjertelig, at man selv må knække sammen af grin næste gang man bliver rasende over et eller andet - fordi man ikke lade være med at komme det komiske i, hvor vindskibeligt afhængige af den mindste ydre tildragelse, vore følelser er. Til ingen verdens nytte.
Hvad der er nyttig, taler han også om: Nyttig er, hvad der hjælper én, når man skal dø. Og der gør handlinger, der også er gode for andre. Handlinger, der kun er gode for en selv, hjælper ikke: for det første er de kortsigtede, for det andet, er de af samme grund ikke engang gode for en selv.

Karma og sindets natur
Men hvis man for alvor gør sig klart, at man kan dø hvert øjeblik, så opdager man, hvor dyrebart levet er og lever det fuldt ud.
"Dette er meningen med at tale om døden, ikke noget morbid. Livet er morbidt nok i sig selv".
Der er to ting, der er vigtige, når man skal dø: Dels hvordan man har levet, dels ens sindstilstand. Og de to ting hænger sammen.
Hvad angår det første, så kommer karma-begrebet her ind i hans fremstilling. De karmiske love omhandler forholdet mellem handling og konsekvenser. Heraf følger, at alt levende er indbyrdes forbundet - for at gøre en langt historie meget kort. Sogyal Rinpoche citerer Buddha.:
"Hvis du vil vide, hvordan du har levet, så se på, hvordan du har det nu. Hvis du vil kende fremtiden så se på hvordan du handler nu".
"Vi skal ikke kun være ansvarlige overfor os selv, ansvarligheden gælder alle, fordi alt er forbundet. De moderne samfunds problem er netop kortsigtetheden, blindheden for, at der er konsekvenser af alt".
Sindsstilstanden, den anden vigtige ting, hænger sammen med, hvad buddha-naturen er: sindet, når det er overladt til sig selv, når man ikke forstyrrer det med tanker og begær. "At bringe sindet hjem", kalder han det. "Vi længes efter vores indre natur. Når vi finder den, finder hjem, er vi ikke længere alene, vi har fundet ind til hjertets, sindets visdommens og medfølelsens hjem".
Dette er på én gang meget vanskelig og meget enkelt. "Sindet er meget kompliceret, fordi det ikke lytter til os!" men blot vi lader det være i fred uden at forsøge at fastholde det, så opfører det sig som vand, der er klart, hvis vi ikke roder rundt i det.

Gud I himlen
Vandets natur er at være klart, forplumrende er naturligvis disse komiske følelser af begær, selviskhed, had, misundelse, og jaluzi. Alle tankerne, der ikke kan holde sig fra fortiden og fremtiden og så videre.
"Ens sande natur er som et spejl: det afspejler alting, men spejlingerne snavser ikke spejlet, det forbliver grundlæggende rent."
"Meditation er the wisdom of non-doing. Der igennem lærer vi, at vi er væren, ren væren. Det er dét, buddhister kalder tomhed. Når det siges at buddhismen ikke har nogen Gud, så er det fordi selv begrebet om Gud er noget".
Og altså også sætter skel i det, der er udelt: alt- og intet. Det der er på den anden side af ordene, tankerne, bevidsheden. "Buddhismen afviser begrebet om Gud, ikke Guds natur" understreger Sogyal Rinpoche og beretter om, hvilken opstandelse misforståelsen kan skabe blandt fundamentalister i USA midtvest. "Buddhisterne tror ikke på Gud, de tror på tomhed! Oh my God"!
Jeg er sikker på, at hvis Gud sad oppe I himmlen og kiggede ned, så ville han blive glad for buddhisterene: Endelig nogen der forstår min sande natur.
 

(I tilfælde af kommerciel genbrug: alle rettigheder tilhører jurnalisten og/eller avisen Information!)