Watergate

Forord.

Watergate ejendomskompleks i Washington, D. C. rummer bl.a. det Demokratiske Partis hovedkontor. Her blev 17. juni 1972 fem mænd arresteret under indbrud, hvilket i løbet af de næste to år medførte afsløring af politisk spionage og sabotage, modtagelse og ydelse af bestikkelse, misbrug af regeringsorganer til partipolitiske formål, pression, skatteunddragelse, embedsmisbrug og ulovlige indgreb i retshåndhævelsen - i kredsen om præsident Nixon. Skønt Carl Bernstein og Bob Woodward i Washington Post fremsatte sigtelser for en del af disse forhold allerede i efteråret 1972, lykkedes det i første omgang Nixon og hans stab at sabotere undersøgelserne, og i november blev Nixon genvalgt med overvældende flertal. I februar 1973 var der imidlertid sivet så meget ud, at senatet nedsatte en særlig undersøgelseskomité under forsæde af Sam J. Ervin. Samtidig fik dommer John J. Sirica, der behandlede indbrudssagen, startet det hele, og James McCord begyndte at tale ud, snart fulgt af Jeb Magruder og John W. Dean. Blandt de implicerede var i øvrigt Gordon Liddy, Howard Hunt, John N. Mitchell, John D. Ehrlichman og H. R. "Bob" Haldeman. 1973 røbede A. P. Butterfield, at der eksisterede båndoptagelser af alle samtalerne i præsidentens kontorer. Den særlige Watergate-anklager, professor Archibald Cox, fik retskendelse for, at disse bånd skulle udleveres. Nixon svarede med at afskedige Cox, men blev presset til udleveringen dog snød han skamløst. Februar 1974 begyndte Repræsentanternes Hus forberedelser til en rigsretssag mod præsidenten. I juli fik den nye anklager, Leon Jaworski, højesteretskendelse for, at Nixon skulle aflevere langt mere materiale straks efter fremlagdes et udkast til rigsretsanklagen. 5. august indrømmede Nixon, at han havde forsøgt at dække over Watergate-banden, og tre dage efter bekendtgjorde han sin fratræden pr. 9. august 1974.

Kort om indbruddet.

Washington D.C. d. 17 juni 1972 om natten sneg fem mænd med gummihandsker, walkie-talkies, kamaraer og elektronisk aflytningsudstyr op i Watergate-bygningen. De fik åbnet kælderdøren og satte tape for smækkemekanismen. De gik op på 6. sal og ind i demokraternes hovedkvarter. Straks gik de i gang med at gennemrode og fjerne papirer. Det var tydeligt at det var en meget velforberedt aktion. På den anden side af gaden på hotellet, sad to mænd med en walkie-talkie og forberedte tyvene om vagten. Vagten så tapen for kælder-dør-låsen, og fjernede det. En af tyvene gik ned til kælderdøren og satte et nyt stykke tape for låsen. Det skulle de aldrig ha' gjort. Vagten kom forbi kælderdøren igen og så at der var et nyt stykke tape for døren. Han tilkaldte politiet og de var der få minutter senere. Tre civile politimænd brasede ind til tyvene med ladte pistoler. Tre af tyvene overgav sig straks, men de to andre løb og blev fanget lidt efter. Aflytningen af watergate bygningen kaldte de for Gemstone planen.

Watergate tidslinie.

20. januar, 1969 Richard Millhouse Nixon blev valgt som den 37. præsident af USA
27. januar, 1972 Jeb Magruder arrangere et møde med General John Mitchell, John Dean og G. Gordon Liddy. Liddy præsentere Gemstone planen.
22. maj, 1972 Bernard Barker, Eugenio Martinez, Virgilio Gonzalez og Frank Sturgis, ankommer til Washington.
26. maj, 1972 Indbrudstyvene logerede ind på Watergate hotel under falske navne.
28. maj, 1972 Det første indbrud fandt sted. De tog fotografier af vigtige dokumenter til valgkampen.
9. juni, 1972 Jeb Magruder snakker med G. Gordon Liddy om at udskifte aflytningsudstyret og de fastsætter en dato.
17. juni, 1972 Inbruddet i watergate bygningen finder sted, men går i vasken.
19. juni, 1972 Bob Woodward og Carl Bernstein begyndte at skrive opklarende artikler i Washington Post.
20. juni, 1972 Bob Woodward finder ud af at Hunt havde noget at gøre med indbruddet og Hunt arbejder i Det Hvide Hus (Deep Throat).
15. september, 1972 Juryen anklager G. Gordon Liddy, Howard Hunt, James McCord, Eugenio Martinez, Frank Sturgis, Virgilio Gonzalez og Bernard Barker.
10. oktober, 1972 Woodward og Bernstein skriver i Washington Post at FBI anklager Nixons medhjælpere for at sabotere demokraternes valgkampagne.
20. oktober, 1973 "Lørdag nat massakren." Justitsminister Elliott Richardson bliver bedt af Nixon om at fyre watergate anklager Cox. Det vil Richardson ikke og han siger op. Men Cox bliver fyret alligevel.
1. marts, 1974 Juryen anklager John Mitchell, H.R. Haldeman, John Ehrlichman, Charles Colson, Robert C. Mardian, Kenneth W. Parkinson og Gordon Strachan.
9. august, 1974 Richard Nixon går af som præsident, Gerald Ford Bliver USA's 38. præsident.

Tildækningen af sagen

Lørdag morgen d.17/6 fik Jeb Stuart Magruder (den daglige leder af komiteen for præsidentens genvalg), en telefonopringning fra en af sine arbejdere Gordon Liddy. Liddy sagde at Magruder skulle ringe ham op fra en "sikker telefon" (en telefon som ikke kan aflyttes). Magruder går ned til telefonboks og ringer Liddy op. En telefonboks kan aflyttes men det er yderst sjældent. Liddy fortæller at deres sikkerhedschef McCord blev arresteret i Demokraternes hovedkvarter. Magruder kendte godt til indbruddet og aflytningen i Watergate bygningen, men grunden til indbruddet, var at bytte det elektroniske aflytnings udstyr (som de lagde der den 27 maj) ud med noget nyt, fordi det gamle var ikke godt nok.
Nu begyndte tingene at koge for hvordan skulle man forklare hvad James McCord sikkerhedschefen for Nixons genvalgskomite, lavede med elektronisk aflytningsudstyr, og var blevet fængslet? Republikanerne skulle få McCord ud af fængslet, inden han opgav sit rigtige navn (han kaldte sig for Edward Martin).
Republikanerne havde lavet en bande til at dække alle lækager. De kaldte banden for blikkenslagerbanden. Lederen hed John Ehrlichman, og bestod derudover af hans assistent Egil Krogh blev chef samt E. Howard Hunt, David Young, James McCord, Bernard Barker og G. Gordon Liddy. Gruppen arbejdede under stramme sikkerheds regler, og kun de færreste som arbejdede i Det Hvide Hus kendte til banden. Nogle af bandens medlemmer bestod af folk som var med til at planlægge indbruddet, bl.a. G. Gordon Liddy.

Indbrudstyvene

Navnene på indbrudstyvene var: James W. McCord Nixons sikkerhedsrådgiver for det republikanske nationalkomite. Eugenio Martinez, Virgilio Gonzalez, Bernard Barker og Frank Sturgis. De var alle tidligere CIA agenter. På den anden side oppe på hotellet var E. Howard Hunt og G. Gordon Liddy, henholdsvis tidligere CIA og FBI agenter.

"Journalisternes" opklaring af Watergatesagen.

Lige så snart Bob Woodward og Carl Bernstein ("journalisterne") fandt ud af, at nogle af Blikkenslagerbanden var blevet anholdt, lugtede de en god historie. Woodward sad på forreste række, da McCord blev afhørt. Da dommeren (Sirica) spurgte hvad hans stilling var, svarede han sikkerhedsrådgiver. Da dommeren spurgte hvor han havde arbejdet tidligere svarede han mumlende: "CIA." Det hørte Woodward og straks begyndte han at skrive. Woodward og Bernstein blev kendte da de kædede indbruddet sammen med det hvide hus. Mistanken til forbindelse til Det Hvide Hus fik de fat i adressebøgerne som nogle af indbrudstyvene havde med under indbruddet. I adressebøgerne stod der navnet E. Howard Hunt W. House. W. House står for White House og da Woodward ringede til Det Hvide Hus, og spurgte og fik at vide at Det Hvide Hus havde en ansat ved navn E. Howard Hunt havde han fundet en sammenhæng mellem indbruddet, og Det Hvide Hus (Deep Throat). Et andet sted i adressebøgerne førte Woodward til en mand på University of Miami. Han kunne fortælle at han to uger tidligere var blevet opsøgt af Eugenio Martinez, som havde ønsket indkvartering af 3000 unge republikanere på universitetet under partiets nationalkonvent i 1972. Der så Woodward en sammenhæng med indbruddet og republikanernes valgkampagne.
Ved at skrive de afslørende artikler fik de presset Det Hvide Hus helt i bund. F.eks. den 19 juni da Woodward og Bernstein skrev en artikel i Washington Post: Sikkerhedsrådgivere blandt de fem anholdte. Den dag var en travl dag for Nixon, Ehrlichman og de andre. Nixon skulle skjule at han kendte til indbruddet, så han begyndte at slette aflytningsbånd fra det ovale værelse. Opklaringen var ikke helt problemfri. Efter 10 måneders opklaring truede Det Hvide Hus med at indrage Washington Post tv licens. Men de blev ved med at skrive den ene afslørende artikel efter den anden.

De manglende bånd.

Nixon var ikke helt uskyldig. Nixon kendte til inbruddet og det var der beviser på. Det ovale værelse bliver nemlig aflyttet og optaget af secret service. Cox (Watergate anklager) forlangte at få båndene, men Nixon gav ham ikke de ca. 500 bånd. Der blev lagt et stort pres på Nixon bl.a. af Washington Post, så han udleverede båndene, men der var huller på op til 18 minutter, og nogle bånd manglede. Men til sidst opgav Nixon. Han gav de sidste bånd og Ford præsidentposten.

Lørdag nat massakren.

Fordi Cox forlangte at få de manglende bånd udleveret, bad Nixon justitsminister Elliott Richardson om at fyre watergate anklager Cox. Richardson ville og går af. Nixon beder vise-justitsminister William Ruckelhaus om at fyre Cox han nægter og bliver fyret. Nixon beder så den konstitueret justitsminister Robert Bork om at fyre Cox. Han fyrer Cox. Her ved mister Nixon sin justitsminister og vise-justitsminister, og han svækkes politisk.

Skulle der være en rigsretssag.

Den amerikanske forfatning er ligesom vores grundlov.
For at kunne føre en rigsretssag skal man mindst have 2/3 flertal i senatet. Det havde demokraterne. Men Nixon gik af inden rigsretssagen fordi han viste han ville tabe.
Der har kun været to rigsretssager i USA's historie den første var i 1868 og den anden var 130 år senere mod Bill Clinton. Ingen præsident har tabt en rigsretssag.

Borgernes mening om watergate skandalen.

Mange amerikanske borgere mener at det er synd for Nixon, at han er blevet skældt ud det sidste år af watergate skandalen. De mener, at man ikke skulle skyde skylden over på ham, men på de andre som omgav ham og planlagde indbruddene. De mener også, at de skjulte bånd ikke skulle høres i afhøringen, for de var med til, at han vidnede mod sig selv, og det behøver man ikke i Amerika.

Sagens hovedpersoner.

Bernhard Barker: ansat i den cubanske diktator Batistas hemmelige politi tæt knyttet til CIA og en af indbrudstyvene (cubaner).
Carl Bernstein: en stjerne journalist for Washington Post.
Charles Colson: højtstående rådgiver i det hvide hus indtil februar 1973.
Archibald Cox: udnævnt til særanklager i 1973 fyret samme år.
John Dean: juridisk rådgiver for præsidenten.
John Ehrlichman: toprådgiver i det hvide hus.
Virgilio Gonzalez: en af indbrudstyve (cubaner).
Harry Haldeman: stabschef i det hvide hus.
Howard Hunt: ansat i CIA indtil 1970 blikkenslager i det hvide hus.
Egil Krogh: forskellige poster i det hvide hus indtil 1971 hvor han blev den officielle chef for blikkenslagerne.
Gordon Liddy: tidligere FBI agent. Først blikkenslager derefter juridisk rådgiver.
Jeb Stuart Magruder: stabschef i Nixons genvalgkampagne.
Eugenio Martinez: en af indbrudstyvene (cubaner).
John Mitchell: justitsminister 1969-1972.
James McCord: tidligere CIA agent chef for indbrudstyvene.
Richard Nixon: Præsident i USA 1969-1974.
Elliott Richardson: Justitsminister 1972-1973.
Frank Sturgis: en af indbrudstyvene.
Bob Woodward: en af Washington postes mange stjernerapportere.

Konklusion.

Det der egentlig problem var Nixons grådighed og magtsyghed. De folk der var med til at planlægge indbruddene, ville alle have magt. Deres første kup var godt. Men så fordi der var en lille fejl i det elektroniske udstyr, skulle de begå et indbrud til. Hvis de var tilfredse med det de havde, ville de side på magten til 1977 og havde undgået fængsel. Der var en ting, som Nixon gjorde fornuftigt. Det var at træde af inden rigsretssagen.
Bob Woodward og Carl Bernstein udnyttede deres ytringsfrihed rigtigt, og de fik lagt så meget pres på Det Hvide Hus, at Nixon gav op til sidst.

Litteraturliste

Watergatesagen Af Heino Døygaard Gyldendal.
Watergate og USA's krise Af Jørgen Dragsdahl Borgen.
www.washingtonpost.com
www.watergate.com
Internettet.
Lademanns Multimedia Leksikon 1999

P.S. Nixon hyrede seks mænd til at myrde Kenedy
skriv til mig så vi kan diskutere sagen