De
italienske verber kan være svære at lære især for folk der taler germanske sprog,
idet verberne kan bøjes både i person og tid. Hver
person har sin egen endelse, som alle er forskellige. De almindelige
endelser ses her:
|
1. person ental: io |
-o |
|
2. person ental: tu |
-i |
| 3. person ental: egli/essa | -a / -e |
| 1. person flertal: noi | -mo |
| 2. person flertal: voi | -te |
| 3. person flertal: essi | -no |
En anden vigtig egenskab ved de italienske verber er, at de personlige pronominer ikke altid er nødvendige; de bruges sjældent, da verbets endelse altid angiver, hvilken person det drejer sig om.
De personlige pronominer anvendes i nogle få tilfælde, eller hvis der er tvivl om personen.
Voglio dormire! (Jeg vil
sove!)
De italienske verber inddeles i 3 bøjninger, som er afhængig af infinitiv-formens endelse:
- verber der ender på -are hører til 1. bøjning
- verber der ender på -ere hører til 2. bøjning
- verber der ender på -ire hører til 3. bøjning
Alle 3 bøjninger har hver sin
vokal (1. bogstav i infinitiv-endelsen), som er karakteristisk for
bøjningen.
Den 3. bøjning er lidt speciel,
da den indsætter -isc i nogle tider foran personendelsen. Dette vil blive
vist, når det finder sted, men her analyseres først verbernes bøjninger.
Her vises bøjningen af
verberne amare,
temere, sentire, og
finire for verber med -isc
| Infinito [Infinitiv] | ||
| 1. bøjning | 2. bøjning | 3. bøjning |
| amare | temere | sentire |
For at danne verbernes andre tider, skal verbets basisform først findes.
Denne findes ved at fjerne infinitiv-endelsen.
amare
→ am-are →
am-
temere
→ tem-ere → tem-
sentire
→ sent-ire → sent-
Alle former, der
adskiller basisformen, skal naturligvis med, da de udgør en samlet enhed.