DEN ITALIENSKE UDTALE OG ALFABET

Det mest karakteristike, at huske ved italiensk er, at næsten alle ord ender på en vokal, og at alle bogstaver og stavelser, som et ord er sammensat af,  udtales med fuld lydstyrke; man snubber aldrig endelserne af, som på dansk.

Vokaler: De italienske vokaler udtales klart, ikke som de danske vokaler; italiensk har både korte og lange vokaler, det afhænger af accenten. Udtalen, placeringen af trykket og accenttypen ændrer sig i de forskellige italienske regioner. I lydskriften angives en lang vokal med en prik efter vokalen:

mese [me.se], måned

De italienske ord var i gamle lige, ligesom på fransk, forsynet med accenter, som ved e og o betegnede om lyden var åben eller lukket. Dette er bevaret i enkelte tilfælde, som er angivet i den her anvendte lydskrift; det skal dog bemærkes, at en åben eller lukket vokal ofte afhænger af nord- eller syditaliensk udtale.

Konsonanter: Noget andet karakteristisk ved italiensk er de dobble konsonanter. De kan findes i alle italienske ord. De udtales meget klart som en langtrukken konsonant.

Tryk. Trykket ligger normalt på den næstsidste stavelse (dormire [dor’mire], at sove); de fleste ord har trykket liggende her, men det kan også forekomme både på tredjesidste stavelse (camera [’kamera], værelse) og på sidste stavelse (città [tsjit’ta], by), men her sættes så en accent over bogstavet. Andre placeringer af trykket findes ikke. Tegnet (’) betyder, at der er tryk på den efterfølgende stavelse.

Her er det italienske alfabet og udtalen af hvert bogstav. Der er fem vokaler: a, e, i, o, u, resten er konsonanter.

Lyde

S udtales som s i engelsk “rose” og kaldes “s sonora (stemt s)”, men det kan også udtales som  s i “sol” og kaldes “s sorda (ustemt s)”. Ustemt s findes altid i ordets begyndelse, men der er nogle få ord, som begynder med stemt s, det er ved s + b, d, g, l, m, n, r, v:

sveglia [’sveljia], vækkeur,

sbadigliare [sbadi’ljia.re], at gabe

Stemt s kan også findes  mellem to vokaler

rosa [’ròsa], rose

Z udtales som ts eller dz (stemt eller ustemt z):

Z er ustemt (dz) når:

-det står foran ia, ie, io

-det er dobbelt

Z er stemt (ts) når:

-ordet begynder med Z

-det står mellem to vokaler.

Diftonger

• Gl kan udtales på to forskellige måder:

-det udtales som lj i “lilje”, når det står foran i:

giglio [’djiljio], lilje

-det udtales som dansk gl, når det står foran a, e, o, u:

gloria [’glori.a], hæder

• Gn udtales som nj på dansk; denne diftong forekommer i ordet:

signore [si’njio.re], herre

• Sc udtales som engelsk sh i “ship” når det står foran e eller i, udtales som sje og sji på dansk, men det udtales som dansk sk, når det står foran a, o, u, h eller en konsonant

sciare [sji.’are], at stå på ski

scendere [’sjendere], at stige ned

scala [’ska.la], trappe

scrivere [’skri.vere], at skrive

En italieners råd

La pronuncia italiana può essere seriamente difficile per un danese, come la pronuncia danese rimane molto difficile per un italiano. La pronuncia italiana è molto chiara e fluida, pronunciamo tutte le lettere che compongono una parola, e per noi la nostra è la pronuncia più facile e semplice del mondo; noi ci “preoccupiamo” di esprimere ogni lettera, mentre ci sembra che francesi, inglesi, danesi e altri trascurino le lettere che dicono, noi diciamo che le “mangiano”, mentre parlano.

Comunque se un danese vuole esprimersi in italiano, non deve badare tanto più alla grammatica che alla pronuncia. Gli italiani capiscono molto bene anche una pronuncia con qualche errore, a meno che questi errori non la rendano incomprensibile, ed inoltre non si preoccupano degli errori grammaticali, quando parlano con uno straniero. In ogni caso io consiglio di curare prima la pronuncia e poi la grammatica, perché per capire molte parole una buona pronuncia è indispensabile, e se è accompagnata da una discreta conoscenza della grammatica, la comunicazione potrà essere molto buona.

Den italienske udtale kan være meget svær for danskere, ligesom den danske udtale er meget svær for italienere. Den italienske udtale er meget klar og flydende, vi udtaler alle bogstaver i hvert ord, og vi synes vores udtale er den nemmeste og mest simple i verden; vi forsøger at udtale hvert bogstav, og vi synes at franskmænd, englændere, danskere og andre udelader nogle bogstaver, når de taler. Vi siger at de ”spiser” dem, medens de taler.

I hvert fald, hvis danskere ønsker at taler italiensk, må de ikke bekymre sig mere om grammatikken end om udtalen. Italienerne forstår udmærket en udtale med nogle fejl, hvis disse fejl bare ikke gør den uforståelig, men italienerne bekymrer sig mindre om grammatiske fejl, når de taler med en fremmed. Derfor vil jeg råde folk til, at man først bekymrer sig om udtalen og derefter om grammatikken, for når man skal forstå mange ord i en sammenhæng, er en god udtale uundværlig, og hvis den så samtidig er forbundet med et godt kendskab til grammatikken, kan kommunikationen blive meget god.