Sponsored by

Guderne og myterne

Sigyn

Loke kan forvandle sig til hesten og på lette hove springer han over eng og strand.
Fnysende stejler han over Sigyn, der ligger ved stranden bred og venter sin elsker.
Men hammen vil ikke slippe ham, så hun må ride ham til, der hvor jorden møder havet.
Træt falder han om med hende over sig og bliver atter guden. Blod løber ham i skægget, men de ler begge længe, thi lette er deres hjerter af ridtet.
Smukke Loke, selv en djævel som dig har en hustru, trofaste Sigyn.
Listige Loke, du hidser menneske og gud til planløs dåd, men en
kvinde elsker dig, og når du lister rundt som djævel, venter hun.
Engang var han blot den gode lue på bålet.
Engang bliver han Udgård, den bundne jætte under jorden. Når han slipper fri, braser alt.
Men nu, nu er han Sigyns elskede. Og er hun ikke dejlig, din kvinde, i letfodet løb på stranden?
Leende, yndig. Du er fager, min veninde.
Tusmørket vinder frem over havet og hans øjne bliver to kul.
Sigyn gisper da hun ser ham, men ler så. Loke, skæmter hun. Bebrejder hun ilden?
Aldrig. Hun ægtede ilden. Sammen går de ind i landet.

Ved deres gård venter de med kæder og net. Loke kommer, advarer en, overflødigt. Hans øjne røber ham langvejs fra.
Nettet strammes. Sigyn klager, vidende. Loke lægges i jern ved verdens rand.

Manden har forladt verden, og kvinden kalder, der hvor jorden møder havet.
Kom tilbage, min elskede.
I mørket venter hun på vingeslag, som Leda, eller hovslag, som Sigyn. Redi.

 

 

Frej

Frej er nordens frugtbarhedsgud. Han tilhører vanerne, en gudeslægt som aserne bekæmper, men siden slutter fred med, hvorpå de blander sig med hinanden. Vaneguden Njord bor i Asgård med sin søster og hustru Nerthus, samt deres børn Frej og Freja, som også er elskende. Disse incestuøse forhold var nok for skrap kost for de senere kristnede skjalde, da temaet ignoreres i den senere digtning.
Fælles for vanerne er, at de tilhører landbrug og fiskeri, hvilket knytter dem til tidlige primitive bondesamfund.

Frej beånder og beskytter de opdyrkede marker og deres afgrøder. Han afbildes gerne med spidspuldet hat, som sin ven bonden, og et fyrigt avlelem, som træk og kultdyret hesten. Freja er den mere korporlige frugtbarheds gudinde, kærligheden mellem mand og kvinde.
Manden knyttes gerne til det skabende princip, ånd. Den kraft der animerer jorden, som manden lægger sit liv i kvinden. Hun knyttes til jorden, det modtagende skød, som giver liv af sig.
I landbrugskulten tildeles manden og kvinden roller, som inkarnerer de to principper, himlen og jorden, ånden og jorden. Ofte er ritualet "uhøvisk", som missionæren ville udtrykke det. Bonden elsker med sin hustru på den nysåede mark, for at vise naturen hvordan den skal gøre. Himmelhvælvet signalerer med et lynglimt, at det har forstået, og lader regnen falde.
Landbruget opfattes som et spejlbillede af kærligheden, og derfor er Frej og Freja tvillinger.

Frej og Freja betyder "herre" og "frue", titler fra husstanden. Måske er Frej oprindelig ikke een gud, men en gudeslags, i slægt med nisserne, de enkelte husstandes beskyttere. På svensk hedder de tomter, hvilket antyder deres forhold til grunden. Bonden rydder et stykke skov til sit hjem eller til sin mark, og den vætte der rådede her, flytter med. Ved at behandle den med ærbødighed og ofring, velsignes huset og markens afgrøder med held.
Da de spredte bondesamfund bliver vikingekultur, bliver Frej så den der samler alle disse mindre frugtbarhedsguder i sig.

En vigtig del af kulten var, at guden blev ført rundt til byerne og storgårdene i en vogn, for således at velsigne jorden og velstanden. Dette gør en kristen skjald sig lystig over i fortællingen om Gunnar, der i betagelse over den smukke Frej-præstinde, gudens "hustru", følger hende på rejsen. Dog bliver han i et bjergpas overfaldet af guden selv, som han bekæmper ved at påkalde Kristus. Gunnar spiller så gudens rolle på resten af turen, og de svenske bønder er meget imponerede over hans gode appetit og tolker det som et godt tegn, at gudens hustru venter sig.

Traditionen knytter også Frej til det sakrale kongedømme. Snorre Sturlasson fortæller i "Ynglingenes Saga", at denne kongeslægt regner Frej for deres stamfader og indstifter af kongetitlen. Han grundlægger ydermere den store helligdom ved Uppsala, hvor de store kongsgrave fra det femte og sjette århundrede findes.
Kongen og landets frugtbarhed er nøje forbundet, da kongen står guden nær eller kan føre sit blod tilbage til ham. Derfor følges han af held, og folket beriges ved at følge ham. Giver landet ikke godt af sig, kan det skyldes, at kongen har tabt denne ånd ved at krænke guden eller misrøgte sin titel.
Arthur og gralsmytologien skildrer dette forhold meget grundigt. Kongen og landet sygner hen sammen, men da han drikker af gralen, styrkes han og landet blomstrer op. Gralen har oprindelig intet med Kristus at beskaffe, men tilhører frugbarhedskulten.
Regicidiet er også en mulighed, kongeofferet.

I "Skirnes mål" fortælles det, at Frej fra højsædet Hlidskjalv får øje på jættepigen Gerd ved hendes faders gård og forelsker sig.
Han sender da sin tjener Skirner til gården for at bejle, og giver ham sit sværd til den farlige rejse, der ikke er et ganske almindeligt hesteridt.
"Mørkt er det ude, i mulm skal vi krydse fugtiggrå fjelde, troldtøjets fjelde", hvisker Skirner til hesten. Jættens gård vogtes af to bidske hunde og en hyrde spørger ham: "Er du mon død, eller dødsviet?", siden han færdes her.
Det er altså en hinsidesrejse. Underverdenen identificeres gerne med dødsriget, hvor hunden jo er den traditionelle vogter.
Vel fremme bejler Skirner så til pigen og tilbyder fornemme gaver som skik er. Gerd afviser dog bestemt, hvorpå Skirner truer med at halshugge hende med sværdet(!). Da det heller ikke gør videre indtryk, må han tage det tunge skyts frem; Han forbander hende i malende vendinger: "Trolde pine dig hver plagsom dag her på jættens jord!", og "En trold med tre hoveder skal du, tøs, ægte eller mangle mand. Din brunst brænde! Din trang tære! Vær du som tidslen, den, som lå tynget, da korn blev kørt i hus."
Det virker. Pigen overgiver sig og tilbyder at mødes med Frej ni nætter derefter.
Når de gamle nordboere ytrede sig således måtte man vare sig, da man aldrig kunne vide om man stod overfor en troldkarl. Den verbale trussel kunne blive virkelig, da magikeren jo havde en sær indflydelse på verdens gang.
Motivet hvor elskeren må hente sin elskede i underverdenen er vidt kendt i mytologien. Inanna og Dumuzi(sumer), Ishtar og Tammuz(Babylon), Osiris og Isis(Ægypten), Anath og Baal(Syrien), Orfeus og Eurydike(Hellas) og til dels Demeter og Kore, Dionysos og Semele. I de sidste to tilfælde er der tale om forældre og børn.
Ånden henter livet op af materien, kosmos af kaos, som solens kraft lokker spiren frem af mulden, eller som Skirner(den skinnende) lokker(truer) Gerd op fra underverdenen. Opstandelsen herfra vil tage hende ni nætter, ganske som Hermod rider i ni nætter for at komme dertil, og som Odin hænger spigret til verdenstræet i ni nætter for at blive magiker.
Senere bliver temaet nemlig knyttet til mysteriekulten, men motivet er det samme. Ånden og materien, himlen og jorden og de dybere aspekter, over og underverdenen, som besøges i mysterieindvielsen.
De klassiske græske mysterier i Eleusis er også baseret på landbrugskulten. Demeter, som grundlægger dem, er korngudinde og initianten identificeres med kornaksen. Landbrugskulten varetager åndens kredsløb i naturen, men i mysteriet bliver dette et personligt forhold. Som frøet lægges i jorden for at spire, stiger initianten ned i dødsriget for at komme tilbage til de levendes land med fornyet styrke og indsigt i åndens virke. "Når det er sået, vokser det op og bliver større end alle andre planter og får store grene, så himlens fugle kan bygge rede i dets skygge."

Snorre Sturlasson fortæller, at Frej kæmper mod jætten Beli med et hjortegevir, i en iøvrigt ukendt myte(Frej kaldes "Belis bane" i Vølvens spådom). Hjorten er måske gudens oprindelige kultdyr, hvis ikke guden selv, før han bliver civiliseret og knyttes til grisen, et af bondens kjæreste dyr. Hjorten støder årligt sit gevir af sig, og Frejs virke er jo netop en sådan cyklus, afgrøderne og naturens årlige død og tilbagekomst.
I myterne rider han på galten Gyldenbørste, om hvem det hedder sig, at den stråler så kraftigt, at den oplyser selv den mørkeste nat.
Til Ragnarok tørner Frej sammen med ildjætten Surt(sort), men da mangler han sit gode sværd, som han jo gav til Skirner og falder, hvorefter jætten sætter ild til den ganske verden med sit flammesværd, som bonden brænder den udpinte mark for at styrke jorden.

 

 

Frigga

Hurtigt springer hun gennem skoven ved nattetide, Frigga, letfodet, dejlig. Sorte Frigga samler urter og mos til kedlens kogning.
Et fjerkræ flakser, et krybdyr trækker sit spor i jorden. En hvid måne drager over det sorte med sit stjernehof.
Der er alrunen, og der pigæblet. Seglet bruges flittigt. Videre går det, hun ler næsten.
Brat standser hun sit løb, da hun ser ham, den hængte mand. Skræmmende og smuk. Træet giver sig da han stiger ned fra sit kors, bleg efter ridtet bag Hels planker, sætter sig i hug, på afstand.
- Er du en dødning? spørger hun, forpustet. Blodet bruser under barmen.
- Nej, svarer han. Jeg er levende. Han løsner rebets knude.
- Hvad hedder du?
- Odin.
Hans blik hviler på hende nu, blidt, trods vanviddet i det.
Odin, hun smager på navnet, forelsker sig.
- Jeg er Frigga. Fra Midgård. Du forskrækkede mig Odin.
Han smiler. Frigga, hvisker han. Skoven stilner for at høre bedre. Tyren buldrer i stalden. Bål blusser langs landets kyster. Guden forelsker sig - i en menneskedatter.
Engang rev han sig løs og blev Odin, Ygg, hang spigret til træet i ni nætter og så ni verdener, bar for lang tid siden den skrålende Ymir til afgrunden og skabte Midgård. Han byggede Ask, dér på stranden, mellem skoven og bølgerne. Krumbøjet pustede han liv i ham og så ham åbne sine øjne, mødte hans blik. Han har talt stjernerne og navngivet hver af dem.
Nu smyger Frigga sig ud af den hvide kjole og alt dette er aldrig sket. Han holder vejret og er igen i Ginnungagab.
Han famler efter hende i mørket og griber hendes barm. Audhumbla, den mælkerige. Han er Ymir på ny.
En verden venter.

 

 

Loke

En tidlig gudeslægt er vanerne, "de lysende". De er det primitive bondesamfunds guder. Njord og hans børn Frej og Freja er vaneguder for frugtbarhed, landbrug og kærlighed. En mand og en kvinde elsker på den nysåede mark.

Aserne (af ass: pæl) er højkulturelle guder. Guder for konger (Odin), krig og jura (Tyr) , kunst (Brage) og så videre .

Men før disse to slægter huserer jætterne, frygtelige storm- og ildvæsener, urkræfterne som drev menneskene, før de samlede sig i de første kulturdannelser.

Loke er denne drifts sprechtalsmeister, menneskenaturen som kulturen er en overbygning på. Her lever den i lænker, den bundne kæmpe under jorden, Udgårdsloke.

Men til tider vrider han sig i sine bånd. Under kulturens fernis er vi stadig driftens marionetdukker, blot er vi ikke længere bevidste om kræfternes vilje i os og raver derfor i blinde, "a poor player, that struts and frets his hour upon the stage". Religionens rolle var at formidle og kontrollere disse kræfter, for uden dem er vi T.S.Eliots "hollow men", det åndløse menneske, og eksistentialismens mørke breder sig. Som mennesket blev kultiveret, blev guderne det ligeså. En åndelig etik formuleres for at omgås driften korrekt, religion bliver teknik og jætterne drives ud i Udgård, hvor de kan buldre og brøle som de vil. Driften bliver ubevidst og derfor irrationel.

Derfor er Loke så storslået en skurk, for han er driften bevidstgjort.
Loke Laufeyirson er søn af jætterne Farbauti og Laufey. I sin ungdom blandede han blod med Odin og blev dermed en af aserne. Vel er han jætte, men med Odins blod i sit bliver han mere bevidst, vidende, udspekuleret. Han er altså jættevildskabens og asekundskabens bastard, og tilgodeser med sit Janusfjæs begge sider.
Det er Loke som bringer aserne deres vigtigste våben og attributter. Således giver han Tor hammeren Mjølner, med hvilken han slår lynild og bekæmper kaoskræfterne, og Odin giver han spydet Gungner, der altid vender tilbage til kasteren. Tilmed er spydet kendt fra gammel tid som lovens symbol.
Da aserne bygger Asgård tilbyder en bygmester at rejse en mur om stedet. Hertil skal han bruge tre vintre og beder om kærlighedsgudinden Freja samt solen og månen i sold. Aserne indvilliger heri, under forudsætning af, at han blot får een vinters tid. Hvad de ikke har taget højde for er, at han er en jætte i forklædning, og at han bruger Svadilfare, et bæst af en hingst, som virkelig kan slide i det. Arbejdet går stødt og aserne blegner da byggeriet nærmer sig sin ende. Her må Loke så træde til med sin list.
I hoppeham lokker han Svadilfare fra arbejdet, "og de løb sammen hele natten". Ved denne forening bliver han moder(!) til Sleipner, Odins ottebenede hinsidesganger.
Iøvrigt bliver jætten så rasende over dette trylleri, at han ganske afslører sin sande natur, hvorpå aserne dræber ham.
Det er betegnende at jætten forlanger tre vintre til arbejdet, det er jo eventyrets faste formel for vellykket dåd. Ydermere er der også det perspektiv i fortællingen, at muren måske snarere var ment som indespærring, fremfor et sikkert værn mod jætterne. Vel er de vilde, men luskede er de også. Asgård berøvet sol og måne samt kærlighedsgudindens velsignelser, ville dog være et jammerligt sted.
Ingen overgår dog Loke i snilde, og ofte hjælper han aserne ud af sådanne knibske forhold.
Omvendt er han også en djævelsk karl, som altid er listig og led. En etymologisk udlægning af hans navn er lue, og ildens lunefulde karakter er da også hans. Han lokker og smigrer og lægger forfærdelige rænker. Vel giver han aserne deres våben, men han er også fader til de tre fæleste jætter, som inkarnerer asernes modstykke. Herom senere.
Alligevel færdes han blandt aserne. Han er ofte i følge med Tor og Odin på deres rejser, og han medvirker i Sigurd Fafnersbane, nordens største helteepos, hvor han udløser handlingens gang.
Han er med da Tor besøger Udgårdsloke og hans slæng. Her skal de løse forskellige opgaver. Loke skal æde om kap med jætten Lue. Fra hver sin ende af et stort ædetrug går de i gang med at fortære kød, men Loke må give op. Lue æder alt, kødet, knoglerne og truget!
Ser Loke som i et spejl sin mystiske tvilling, ilden, luen? Sig selv i en renere, rasende form, før Odins blod løb i ham?
Saxo beskriver Udgårdsloke som en bunden kæmpe i en hule under jorden, og det er jo også Lokes skæbne. De er vel den samme, og Udgårdslokes borg viser sig da også at være blændværk.
Det er fristende at se Loke som en nordens Satan. Som denne figur har han både træk af skurk og kulturbringer. Han lader dværgene smede Mjølner, selve kulturens symbol, giver den til Tor, kulturens beskytter, og hjælper ham med at skaffe den tilbage, da jætterne røver den (Trymskvadet), men han er også Balders banemand.
Balder er Asgårds lys, elsket af alle, god og mild. Hans eneste optræden i mytologien, som vi kender den, er i begivenhederne omkring hans død.
Aserne skyder til måls efter ham(!). Intet kan skade ham, undtagen misteltenen, som aldrig har lovet nogen noget. Af den snitter Loke en pil, som han lader den blinde Høder skyde mod Balder, der falder død om. Det umulige er sket, lyset er slukket.
Herved træder Lokeskikkelsen frem som mediator mellem aserne og jætterne, de kulturbevarende og de nedbrydende kræfter. Han giver aserne mægtige våben, men er fader til deres argeste fjender. Således opretholder han balancen kræfterne imellem, nordens kosmiske, kolde krig.
Men med Balder står aserne så meget stærkere, da han er udødelig. Derfor må han dø, og det sørger Loke så for, i ligestillingens navn selvfølgelig.
Aserne forsøger at løse Balder fra dødsriget. Hermod, som også kun optræder her, rider dertil på Sleipner og spørger Hel til råds. Hun beklager sig, men røber at Balder vil leve hvis alle vil græde for ham. Et meget rimeligt krav. Det vil alle, undtagen en gammel kælling, der naturligvis gemmer Loke i sig. Han flygter og gemmer sig i en hytte på en fjern bjergtop. Tiden går med at spinde et net, det første net der bliver knyttet. Aserne finder ham og Loke springer i en flod som laks, men Tor fanger ham med nettet. Skaberen bliver fanget i sin egen arkitektur.
Aserne fører ham så til verdens rand. De forvandler hans ene søn, Narve til en ulv, der sønderriver den anden, Nare. Med hans sener bliver Loke bundet. En slange spyr gift på ham, men hans trofaste hustru Sigyn, opsamler det i et kar, og når hun tømmer det ryster jorden, som Loke vrider sig og slider i sine bånd.
Lokes fangenskab er kulturmenneskets eksistentielle situation, driftslivet bundet i sproget og loven. Slangen er, som altid, materien, kødet, giftigt fordi driften ikke kan virke frit i det. I en socialrealistisk roman ville Loke således lide af kræft eller tarmslyng. Expect poison from the standing water. Eneste helle hvor lænken gi´r sig er seksualiteten. Kvinden er i den kristne tænkning en del af selve fangenskabet, "fangegarnet" kaldes hun allerde i det gamle Testamente, og den nordiske visdomslitteratur, Havi-Mål, advarer også mod hendes luner, "thi på hvirvlende hjul deres hjerter blev skabt, og vaklen bor dem i bryst." Men Sigyn er Lokes lindring og hendes navn lover frihed, "sejrsveninde". Kærligheden sætter fri.
Til Ragnarok slipper han løs og leder jætternes hær, da de stormer Asgård. De kommer over havet på et skib bygget af dødes negle.

Køl stævner østfra, den kommer fra Muspels land over havet,
Loke styrer; bag ulv flokkes nu alle om bord,
dem følger Byleists broder i kamp.

Ragnaroks egentlige udløsning er altså asernes hævn på Loke, for da han slipper løs, vælger han i hævntørst jætternes side og gi´r pokker i aseblodet.
En anden udlægning af Lokes navn lader det komme af "lok", som betyder lås, hvilket kunne hentyde til gudens fangenskab, som jo vel at mærke var nutid for det oldnordiske menneske. Jordskred, vulkanudbrud og lignende, blev tolket som Lokes slid i lænkerne.
Loke kunne også være en nomen agentis af "lukan", dørvogter, eller navnet kunne være afledt af "lokka", at lokke.
Loke er sandsynligvis ikke en del af den nordiske kult, men snarere en senere, særdeles udspekuleret litterær konstruktion, brugt med megen fantasi og derfor også vanskelig at definere til en bestemt rolle. Det er sågar blevet foreslået, at han skulle være Odins mørke side.
Man finder måske et ekko af ham i folketroens Lokke Løjemand, arnens og sommerflimmerens vætte.

 

 

Lokes børn

Med jættekvinden Angerboda bliver Loke far til Midgårdsormen, Fenrisulven og Hel-kvinden, kaoskræfternes treenighed.

Da aserne får nys om afkommets karakter, bryder de ind. Ormen kaster de i havet, ulven bindes og Hel forvises til en underjordisk tågeverden.

Men i havet vokser ormen til og kredser snart om den kendte verden, Midgård.

Midgård er menneskenes verden, som Odin konstruerer af Ymers legeme, og Midgårdsormen er denne verdens begrænsning.
Princippet svarer til romernes limes, som betyder grænse, skel. Det er ikke blot her riget ender, det er her den kendte verden ender, virkelighedens yderpost. Udenfor er ikke tomhed, men mere virkelighed, dog af en farlig, drømmeagtig slags.
Kultur er orden, kosmos, som eksisterer indenfor en defineret begrænsning, Midgårdsormen, det konceptualiseredes og erkendtes fæstning, indenfor hvis mure de valgte kriterier for virkeligheden konstituerer denne. Den kan løsne sit greb, eller den kan stramme til, så virkeligheden bliver et kvælende socialdemokratisk mareridt, ontologiens boa constrictor.
Udenfor murene er kaos, det ubevidste, uerkendte mørke, som strækker sig ud i et svimlende slug bag de opdyrkede marker. Heraf jætterne som kaoskræfter bosat i det perifere Udgård.
De er den farlige drift som løber ad ukendte baner under al virkelighed. I kulturen og i religionen tøjles den af etik og lov, men i sin oprindelige form kender den ikke til bidsel og seletøj. Den kan kun standses af død. Den nordiske mytologi har da også sin syndflod og sin Noah. Da Odin skaber verden drukner han den første jætteslægt i Ymers blod, men Bergelmer og hans hustru undslipper og jætternes fortsatte eksistens er sikret.

Vi kender motivet fra alskens mytologi. Gudernes første generation var vilde bæster. Faderdrab følger på faderdrab, men det ender med skikkeligere guder, der gerne er menneskene venligt stemt. De lærer os at gøre ild, at bruge redskaber, gudssønnerne stiger ned på jorden og går ind til menneskedøtrene og så videre. Guderne bliver kulturbringere, på baggrund af deres viden etableres det samarbejde og den teknik, der gør kultur mulig

Tor er kaoskræfternes betvinger, han er om nogen garant for kulturens fortsatte beståen. Altid er han på troldejagt ovre østpå. Hans attribut, hammeren Mjølner, er ud over sin funktion som torden, mangen en kaosjættes bane.

På en af sine rejser besøger han Udgårdsloke, hvor han bydes til at dyste på alskens spidsfindigheder. Han skal blandt andet løfte en stor kat, men trods al hans asen, løfter bæstet blot den ene pote fra gulvet. Senere forklares det at katten var Midgårdsormen, og Tor løftede den - næsten. Man kan forstå jætternes begejstring. Porten til Udgård åbnedes på klem. Det er således et vældigt billede, man ser for sig: Tor, der med katten, uvidende danner en portal til "det grusomme udefra".

Hvis ormen er begrebsrammen, er Fenrisulven den drift der søger at sprænge den.
Umiddelbart efter fødslen bindes han på holmen Lyngvi. Aserne har deres hyr med at binde ham forsvarligt, men det tredje forsøg på at smede en duelig lænke lykkes. Gleipner, et af dværgenes mesterværker, smedet af kattens tramp og kvindens skæg, af bjergets rødder og af bjørnens sener, af fiskens ånde og af fuglens spyt. Altså, en lænke der virker, men ikke er der. Lidt hen af mysterierne omkring moderne kvantefysik. Med dette ingenting bindes Ødelæggeren himself.

Under loven og reglen, etikken, moralen og konformiteten, dannelsen, den gode opførsel, under humanismen og menneskeligheden er vi blind drift. En drift der kan sprænge enhver kultur itu. Hvilken bedre lænke til dette vanvid, end indbildningen af, at det ikke er bundet? At et fyldt grødfad og seksuel tilfredsstillelse lørdagaften er opfyldelsen af vores inderste?
I Snorre Sturlassons edda(den yngre edda) findes følgende omhyggelige beskrivelse af ulvens fangenskab: "Amsvartnir hedder et vand, og Lyngvi en holm i vandet, og Siglitnir en høj på holmen, og Tviti hedder en pæl, der står på højen, og Gnjøll hedder et hul, som er boret i pælen. Og Hræda hedder et fæste, som Fenrisulven er bundet ved, og som er slået igennem hullet, og Gelgja hedder pinden, som er stukket for."
Jo flere navne, jo flere ord, desto fastere bliver virkeligheden, desto strammere bliver Midgårdsormens greb. Ulvens fangenskab er sproget, en ordfælde, nærmest en remse i slægt med børnesangen "Bjerget i skoven".
Vi er ikke længere underlagt dyrets impulsive drift, da driften skal løbe ad mange kar, for tilsidst at nå højesteret i bevidstheden, hvor den melder sig som tilskyndelse til dette eller hint. Driften bliver tanke, tanken bliver sprog. Vi taler den verden vi kender, og kender den verden vi taler. Midgårdsormen bider sig i halen og kredsen er sluttet.
Fenrisulven betyder "ulven i søen", driften i det ubevidste eksil, fikseret i sprogets netstrømpe. Ulven er den lænkede menneskenatur, Lokes barn, men Gleipner betyder "åben".

Der er ingen love, men alligevel, skidtet virker. Rasende slider han i lænken, fråden fra hans gab flyder i to floder, Vil og Vån. Vandets fossende, flygtige slid i jord og klipper, som blodets løb i legemet, er også ulvens natur.

Med en kæmpekvinde er han far til Skoll(forræder) og Hati(hader), der jager solens og månens spand over himlen. De hviler ud i Jernskoven, hvor Angerboda gav fødsel til sit afkom, en ikke nærmere specificeret lokalitet i Udgård. "Øster sad den Oldgrå i Jernskoven og fødte der Fenrirs afkom; een vil blive af al den yngel månens tyv under troldeham.", hedder det i Vølvens spådom. Ulven er altså fader til en hel slægt af kaosjætter i ulveskikkelse, vel een for hvert menneske.

Da dagen Ragnarok oprinder, vælter Midgårdsormen op på land. Der kan ikke længere skelnes mellem Mid- og Udgård. Tilbage er kun en slagmark og driften, Fenrisulven slipper løs.

Søsteren Hel lader aserne herske over Niflheim (tågehjem), nordboernes Hades. En underjordisk verden, nej ni verdener, hvor de døde bor.

Vel at mærke dem som i livet ikke var noget aspekt af en levende skæbne som kunne bænke dem i Valhal; de gamle, de syge, de barnløse, pebersvenden, selvmorderne, dem der i livet talte øjeblikkenes gang.

Den oldnordiske etik gør sig særdeles gældende her. Etikken skal sikre den åndelige dynamiks beståen, driften. Negligeres den, dør den. Selvopofrelsen, døden i slaget, kærlighed, disse er udtryk for dynamikker der vidt transcenderer det enkelte menneskes behov, en hengivelse til ånden alene.

De som ikke magter denne etik er Niflheims beboere, ynkelige skygger, alt er tåge og is. Regnvåd kaldes Hels gård, Fald-i-nød hendes låge, Tålmod hendes tærskel, bordet Hunger, kniven Sult, Sygnen hendes seng, hendes træl Gang-lad, hendes trælkvinde Gang-led. De var så langsomme at ingen så dem røre sig. Floden der løber i dette helvede hedder Slid. Hels navn betyder skjul.

En beskrivelse af den drift der forbliver potentiel. Her er ingen handling, kun pinlig stilstand. Tiden eksisterer ikke som et redskab, men som en pinefuld evighed. Det er en død der ligner det liv skyggerne levede. Dem der ventede, håbede og skulede til synderne. Allerede i live sov de i Hels seng Sygnen og spiste ved bordet Hunger, aldrig tilfredse. Altid ventede de på tærsklen Tålmod, ventede, ventede, ventede på lotto-gevinst og den eneste ene. Uheldige var de, Fald-i-nød var døren de åbnede og lukkede efter sig. Søndag fulgte på søndag.

Det er ikke en død som helten kender. For ham er døden livets dynamik, som ulven Hati er solens. Forbliver han sin ånd tro (etik) er døden altid rigtig. Dør han i sit livs sommer, dør han stærk, før alderdommen løsner hans hud og mørner hans knogler. Dør han i slaget, dør han stærk, på sit højeste. Denne kollisionskurs med døden er livet for ham. I den dynamik mærker han nornernes slid i sig, skæbne. Han dør med den viden at han vil blive mindet i sange og sagn som en af slægtens kæmper. Han vil ikke blive glemt, når tågen samler sig.

Slægt dør,
Man selv dør,
Dø skal gods og guld,
Et ærligt navn skal aldrig dø,
Et, man vandt ved sit værk.

Slægt dør,
Man selv dør,
Dø skal gods og guld,
Jeg ved eet, der ikke dør,
Dommen, når ens dag er endt.

Lokes børn er frygtelige uhyrer, men de er det på grund af den vældige dynamik de er. De er kræfter som ligger uden for kulturen og derfor truer denne, men ingen kultur, intet system, ingen filosofi og ingen moral er evig. Det eneste evige i det mytologiske verdensbillede er åndens evige tilbagekomst, i naturen, i mennesket og i menneskets selvforståelse. Vel falder guderne ved ragnarok, men blot for at genopstå i nye former.

Den aktuelle virkelighed er kun til fordi jætterne bliver holdt nede, bryder de løs, bryder verden sammen som vi kender den. Derfor er de bundne kæmper under jorden, under havet og så videre.

Midgård er fast, bestemt form, som støbejernet i smeltedigelen. Tiden og rummet udmåles, magien forbydes.
I Udgård og Asgård er formerne friere, som gudernes hamskifte, katten og Midgårdsormen viser.
Mennesket er bevidst, men denne bevidsthed er selve Midgård, det at verden erkendes og handles med, den virkelighed der blomstrer frem af menneskets sansning, kundskabens træ, virkelighedens udspring.
Det ubevidste Udgård søger at blive bevidst ved at få adgang til Midgård. Al ånd, drift søger at blive virkelig, at blive del af menneskets konception, fordi denne sansning er selve skabelsen.
Men i kulturen er der ganske faste regler for denne sansning og omfanget af den. Der er sluttet en pagt med de guder, der bragte os den viden som kulturen er grundlagt på, den bevidste ånd, som mennesket tøjler i religion og ritual. Denne ånd er kulturrettet, den skaber og opretholder verden via det menneskelige sanseapparat.
Den ubevidste, potentielle ånd er de fremmede guder, onde, fordi de ikke kan rummes i kulturen, men ville sprænge den, om de slap ind. Men de er del af menneskets natur, den uerkendte drift, dyrehammen vi krængede af os ved kulturens tærskel. Derfor er aserne antropomorfe, mens jætterne er dyriske og groteske.
Loke er en del af denne ubevidste natur i os, som er sluppet ind i det bevidste verdensbillede, ved at blande sit blod med Odins. Her bliver han jætternes dobbeltagent, der tilsyneladende hjælper aserne i kampen med sine egne, men hvis egentlige(ubevidste?) ærinde er nedbrydelsen, gudernes og kulturens fald, Götterdämmerung.
Kulturen er udtryk for en bestemt mængde ånd, en bestemt defineret virkelighed. Uden denne ånd ville jorden ikke give af sig, intet følges af held, men for megen ånd ville bryde den etablerede orden.
Det er dog nærmest lov, at kulturånden trættes med tiden og søger at undslippe sit kredsløb. Da bliver verden kold og hård, som det profeteres i Vølvens spådom: "Brødre hinanden banesår hugger, søstres børn slægtskab bryder. Hårdt lever verden, hor så vide." Ragnarok, åndens endelige befrielse, varsles af Fimbulvinteren, en bidsk treårig vinter. "Da skælver Yggdrasils Ask standende, jamrer det gamle træ, og jætten løsner." Kulturens orden falder tilbage i det kaos, den engang opstod af. Skoll sluger solen og Hati sluger månen. Verden brænder, undtagen verdenstræet, hvor en mand og en kvinde har søgt tilflugt. "Ætter igen de avler."
Da stiger en ny ung jord op af havet, kosmos af kaos, "og det vil undre dig, at solen har født en datter, ikke mindre herlig end hende selv, hun vil følge sin moders bane."

Skabelse, opretholdelse og ødelæggelse, åndens tre blæsebælge, varetaget af Odin, Tor og Loke. I den følgende kristne æra er rollerne besat af Faderen, Satan og sønnen Kristus. Dog rummer Kristus også faderen i sig(som Loke har Odins blod i sit), Logos, det skabende ord(ånd). Han er dog først og fremmest nedbryderen der kommer med sværd, "ild er jeg kommen at kaste ud over jorden."(luk.12.49), og optager Logos i sig for at afvikle skabelsen. "Ordet blev kød", og med Kristi komme vender kødet tilbage til ordet, alfa og omega. Skabelsen er forgængelig, men ånden, som den udspringer af, er evig, "Himmelen og jorden skal forgå, men mine ord skal ingenlunde forgå."(mark.13.31) Satan er "denne verdens gud" og alle de gamle frugtbarhedsguder identificeres med ham.

Ånden skaber materie og lever i den som i lænker(Fenris). I begyndelsen er fangenskabet frivilligt, men med tiden begynder lænkerne at snære. Da sprænges de(Ragnarok) og en ny verden(kultur) fødes.
Mennesket sanser en fysisk verden(Midgård) på baggrund af en psykologisk begrebsramme(Asgård), der er bestemt af sin begrebsmæssige kontekst(Midgårdsormen). Denne skaben er religionernes demiurg.
Skabelsen(ordet har samme rod som "skæbne") er kontinuerlig, men har også nedbrydningen(Loke) i sig. Ulven slippes løs, ånden befries fra de gamle former, når nye trænger sig på, og den kultur som ikke er villig til det, visner og dør. Til nytår brydes gamle kar og nye brændes.

Skabelsens mirakel er ikke en fjern fortid, men et NU.

 

 

Odin

I begyndelsen er kæmpen Ymer. Af hans armhuler vokser den første jætteslægt, rimturserne.
Ymer dier af koen Audhumbla. Af den sten koen slikker salt af, vokser Buri (avleren). Hans søn Bur (avl) er med Bestla fader til sønnerne Odin, Vile og Ve.
Denne treenighed slæber oldefar Ymer til den store afgrund Ginnungagab og bygger verden (Midgård) af hans legeme.

Urtid var det ,
Ymers dage,
intet sand, ingen sø,
ingen svale bølger;
jord sås ikke og ikke himlen,
gab og gold tomhed,
af græs intet.

Til Burs sønner
bredte landet
og tømred Midgård midt i verden.

Odin er vores lokale verdensarkitekt, nordens kosmokrator.
Ymer, det antropomorfe urvæsen, bliver delt i verdens bestanddele. Hans hjerne bliver skyerne og blæsten, hans knogler bliver bjergene og klipperne. Det er bevidsthedens indtog i verden, eller snarere bevidsthedens indretning af verden. Enhver form i verden er et menneskes, form findes ikke uden for menneskets konception. "Mental things are alone real; what is call'd corporeal, nobody knows of its dwelling place: it is in fallacy, and its existence an imposture. where is the existence out of mind or thought?"(William Blake)
Ginnungagab, det vældige slug hvor skabelsen finder sted, er tomheden som mennesket fylder med sine sansers værk, bevidsthed. Sanserne påtvinger det kaotiske intet an sich form og mening.
Ymer og sønnen Buri er dyrets liv, det ubevidste driftsliv hvor en skelnen mellem subjekt og objekt er vanskelig. De er eet med verden og formerer sig uden elskov, netop fordi elskov er det inkarnerede subjekt og objekt. En udlægning af Ymers navn er tvetulle, tvekønnet.
Buri vokser ud af en sten, han bliver født af verden direkte, men med Bur skiller det første subjekt sig ud af ursuppen og møder sit blik i vandets spejling.
Bur og Bestla er den første kærlighed. Det første jeg forelsker sig i det første dig. Verden er fra da af et ham og et hende, et foroven og et forneden, ånd og materie. Bestla (hende der giver bast) er datter af jætten Bolthorn, en af turserne i Ymers kuld. De drukner i hans blod, da Odin skærer hans krop ud i verdens bestanddele.
Efter skabelsen går de tre brødre langs stranden og finder noget godt træ, af hvilket de skaber mennesket, Ask og Embla. Herefter bygger de Asgård, gudernes bo. Odin ægter Frigg (frue) og de avler sammen aserne.

"Ass" betyder pæl, stage, hvilket antyder en specifik kult, som jo er grundlaget for kultur. Guden dyrkes i form af en udskåren træsøjle, nært beslægtet med fallosdyrkelsen, som jo også er vidt udbredt i Norden, det mandlige, skabende princip, ånden. Denne ånd er et cyklisk forløb i kulturen, såvel som i naturen, formidlet af riterne, i særdeleshed årstidsriterne. Foråret er ikke noget selvfølgeligt, det skal lokkes til, ved ofre og lignende. På denne vis er menneskene ansvarlige for naturens gang, i samarbejde med guderne.
Guderne er ånd, mennesket er forstand. Guderne er impuls, mennesket handler. Impulsen er oprindelig dyrets spring i skoven, men med sproget river mennesket sig definitivt løs fra naturen. Den skabende ånd, som oprindelig er i mennesket, bliver nu opfattet som en ekstern dynamik, der virker i naturen, men ikke længere frit i mennesket. derfor ritualet.
Den menneskelige bevidsthed er skabende, den former naturens fænomener af den kaotiske materie, og denne materie bliver bevidstheden. Men selve skabelsen er ikke bevidst, den tilægges guderne og finder sted i Ginnungagabs uforståelige dybder, det metabevidste, den del af bevidstheden, som mennesket ikke kan identificere sig med, det ubevidste. Sproget kan ikke rumme det, men mytologien er en tilnærmelse.
Ymer er urmennesket, som ikke skelner fænomenerne, fordi han ikke identificerer sig med et subjekt, jeg'et er jo en sproglig kategori. Intet er bevidst og intet er ubevidst, indtil han taler, eller indtil guderne taler i ham. Skabelsen er sprog. Verden skelnes og defineres, ord og genstande knyttes sammen og bliver uadskillelige. Mennesket bliver et subjekt blandt subjekter og objekter. To stykker træ skylles op på stranden, "til der kom hos tre tursekvinder stærke og elskende aser til huse, fandt over mulde afmægtige Ask og Embla uden skæbne". Det almægtige menneske bliver afmægtigt, indtil guderne tildeler det en skæbne. Mennesket bliver individ, ånden bliver fylgje. Verden bliver kultur, og Asgård bliver kulturens dynamik, den allestedsnærværende ånd, som gennem mennesket bliver sted og nærvær. Til tider er ånden anonym, som i fallosdyrkelsen, til tider optræder den i mytiske figurer.
De tre skaberguders navne er interessant etymologi. Odin, Wodan betyder raseri, af det tyske wut, i betydningen ekstatisk, "ude af sig selv", en passende benævnelse for ånden, den upersonlige drivkraft. Det personlige aspekt af denne kraft er viljen, Vile. Ve er den indhegning der markerer en hellig plads, vi. Ånd, vilje og kultrum, kulturens forudsætninger.
Kultpladsen er forbindelsesleddet til det hellige, himlen, det hinsides, et såkaldt axis mundi, verdens midte. Herfra beåndes samfundet, om riterne bliver vel udført. Det nordiske axis mundi er verdenstræet Yggdrasil, selve eksistensens arkitektur. Den faste stamme er Midgård, som fører ud i to vide forgreninger, kronen Asgård og rødderne dybt forankret i underverdenen, Niflheim, og vi ved fra Adam af Bremens Krønike, at der ved den store helligdom i Uppsala var noget lignende her. Om denne verdensakse kredser hele skabelsen.

Mytologien omkring Odin er omfangsrig og kompliceret. Han er ikke en typisk kulturel gud, og det kan undre at han indtager den øverste plads i asernes pantheon, da han blandt andet er gud for sejd og galdr, der under kulturens etablering forbydes.
Adam af Bremen skriver da også, at han i templet ved Uppsala ser Tor sidde i højsædet med Odin ved sin side.
Odin er gud for magikere. Historierne om ham er sandsynligvis afledt af kulttekster, liturgi.
Erhvervelsen og indtagelsen af mjød, som oprindelig er en bloddrik, hører vi om i Bragis beretninger.
Kundskabsasen Kvasir, skabt af gudernes spyt, bliver dræbt af dværgene Fjalar og Galar og af hans blod brygger de den første mjød. Jætten Suttung røver den og gemmer den i en hule dybt inde i et bjerg og lader sin datter Gunnlød vogte den. Odin gæster da Suttung, og i skikkelse af en slange kryber han ind i bjerget, hvor han ligger med Gunnlød. Hun tilbyder ham derefter en skænk af bryggen, som han sin lidt svigefulde natur tro, tømmer i eet drag, hvorefter han flygter derfra i ørneham. Bjerget som Odin kryber ind i er materien, hvilket understreges af den seksuelle forening med Gunnlød. Det er ånden, skaberen som besøger skabelsen, bjerget, verden, hvor den færdes som slange, materiens symbol, og bryder op fra som fugl, åndens symbol, ørnen, ravnen eller den hvide due.
Blodet er forbindelsen mellem ånden og materien. Som åndens kredsløb i naturen, løber blodet i legemet, og som ånden er blodet usynligt, medmindre huden brydes. På samme vis er der bag naturen en overnatur, hvorfra ånden rinder, en over og underverden, hvor ånden får ansigt. At drikke af denne livets kilde bringer os på talefod med ånderne, og når de drikker af det, kommer de på talefod med os. Odysseus lokker de døde til sig ved at spilde blod, og da de drikker af det, taler de. Apostlene drak Kristi blod og vampyrer drikker det for at få farve i kinderne, livets farve.
Med tiden erstattes blodet med vin, her i norden med mjød, og den farlige blodrus forbydes.

Norden har også sit store korsfæstelsesmotiv: Odins rituelle død på verdenstræet ask Yggdrasil.

Vid at mig bar vindhærget træ
ni lange nætter;
odden gjorde mig Odins bytte,
selv mig selv jeg gav
i de grene, som ingen ved
af hvilken rod de randt.

Korsfæstelsen som mysterieindvielse. Naglet til verdenstræet, alene, midt i verden, på et kryds tegnet i mørket. Hinsidesrejser til hest ad over- og underverdenens stokværk.
Vi kender motivet fra shamanindvielsen. Rejsen til underverdenen hvor initianten bliver lemlæstet, parteret og samlet igen. Den rituelle død og genopstandelse, som den er ekspliceret i ægyptisk mytologi ved Osiris død og genopstandelse i sønnen Horus. Osiris skildres gerne som en mumie hvorfra kornaks spirer frem, og Horus som en falk. Her opleves en identifikation med ånden, der slider sig løs fra jorden til vinter og vender tilbage til vår, solen der brænder op, men vender tilbage med fornyet styrke. Initianten bliver derved et åndeligt menneske og formidler kontakten til det hinsides.
Motivet er gerne tilknyttet vegetationsguder, men kan også være kosmisk, som Kristus, eller strengt personligt, som shamanen, der herved tilegner sig viden og magi.
En sådan indvielse er også Odins, eller måske er korsfæstelsen her snarere et kultmedlems indvielse i gudens mysterie. Odden gjorde mig Odins bytte. Guden bryder igennem. Herefter tillærer han sig atten tryllesange.

Jeg kender en fjerde, om folk vil lægge
lænker på mine lemmer,
sådan jeg galer, at jeg går derfra,
og lænker af fødderne falder
og af hænderne hårde bånd.

Det er magikerens beherskelse af det fysiske, som dybest set udspringer af hans konception, og samtidig åndens modvilje mod at blive bundet i materien, som Fenris.
Spydsåret hentyder sikkert til Gungner, Odins magiske spyd. Askr kan også betyde spyd. Smerten provokerer forstanden til at forlade legemet, for at søge til underverdenen, hvor den kan tilegne sig indsigt i åndernes virke, samtidig med at subjektet objektiveres for at jeget skal opleve en identifikation med verden og blive et udtryk for den, fremfor et eksistentialistisk spøgelse, eller måske ledes ånden til at tro, at legemet er dødt og forlader det. Underverdenen identificeres da med dødsriget.
Som nævnt er Odins mytologi ofte sådanne indvielsesmotiver, og det kan tænkes at han simpelthen er gud for selve hinsidesrejsen, som grækernes Hermes og ægypternes Anubis, den såkaldte psykopomp, sjæleleder. Han kaldes Hangagud, de hængtes gud, og Valdr Galga, galgens herre.
Shamanen behersker denne rejses teknik ved rituel dans, ekstase, faste, euforiserende hjælpemidler, men vigtigst er, at han slutter en pagt med den anden verdens beboere, som derved bliver hans "hjælpeånder", til at lede og rådgive ham.
Også Odin har sådanne ånder i sin nærmeste omgangskreds, de to ravne Hugin og Munin, dvs. tanke og minde, samt ulvene Gere og Freke, grådig og gerrig. "Hugin og Munin i højflugt daglig jager over jårmungrunden, jeg ængstes for Hugin, at han udebliver, dog endnu mer for Munin". Citatet udtrykker dels frygt for tabet af tanken kraft, men også frygt for sjæletab, som var en konkret mulighed for det oldnordiske menneske. Som folket har sine guder, har det enkelte menneske sin, fylgjen.
Fylgje betyder "følger" eller "efterbyrd" og knyttes til det enkelte menneske ved fødslen. Det oldnordiske menneske udmærker sig ved at være del af en slægt, og derfor er fylgjen ofte knyttet til selve slægten. Ved faderens død går den til sønnen. Den beskrives som et dyr, ofte en bjørn. Senere bliver den til en kvindeskikkelse i fuld harnisk, som valkyrien.
En slægt af guddomme, diserne, er knyttet til fødslen, da de optræder som fødselshjælpere og bestemmer den nyfødtes skæbne, det vil sige, at de leder fylgjen til barnet. De lokkes til dette hverv med et offer, gerne grød(nornegrød), eller de kommer selv i forbindelse med fødslen af en konge eller en helt.
Det enkelte menneskes skæbne er altså forseglet fra fødsel til død. Der er et bestemt virke og en bestemt mening med det, og det må søge at opfylde denne mening. Fylgjen optræder da som vejen, skæbnen personificeret. Den leder sit menneske til dets bestemmelse. Fylgjen kaldes også hamingja(af ham-gengja), "går i ham".
Fylgjens vilje, som er menneskets skæbne, kan imidlertid modarbejdes. Det oldnordiske skæbnebegreb er ikke egentlig deterministisk. Skæbnen er en mulighed, en vej som guden har lagt til mennesket. Han kan følge den eller ej, men kun ved at gå den, opnår han sin "lykke". Fylgjen kan i værste fald forlade sit menneske, om han trodser den eller krænker den, det frygtede sjæletab. Frygtet fordi det betød, at denne lykke, denne skæbne ikke ville blive opfyldt.
Vi kender fænomenet fra alle tider og kulturer: den ægyptiske ka, den græske daimon, den romerske genius.
Ulvene æder det kød som serveres for Odin, da han kun drikker vin.
Odin har også en rådgiver i Mimers afhuggede hovede, og ved at ofre sit ene øje, drikker han af Mimers brønd, indsigtens kildevæld der udspringer fra verdenstræets rødder. Det afskårne hovede markerer den rene åndskraft, befriet fra legemets tynge, kødets tvang.
Odins ridedyr er den ottebenede hest Sleipner. Dette motiv er ligeledes udbredt blandt shamanerne fra gammel tid. På et hulemaleri fra omkring 14000 f.kr. ser vi således et ottebenet vildsvin, og den ottebenede hest optræder blandt andet på en af Gotlands billedsten fra omkring 720 e.kr. De otte ben markerer at disse dyr bevæger sig på flere planer, såvel som Odins ene øje markerer at han skuer ind i en anden verden.
Ygg er et af Odins utallige tilnavne, "den frygtelige". Yggdrasil betyder Yggs hest, så korsfæstelsen er altså ikke en fiksering som sådan. Nok bliver legemet spigret fast, men for at forstanden, ånden kan bevæge sig uafhængigt af det. Korset hvorpå Kristus bliver naglet, identificeres i den kristne mytologi da også med kundskabens træ. "Min Gud, hvorfor har du forladt mig!?" råber Jesus efter den flygtende ånd.
Det er måske mærkværdigt at Odin besidder alle disse menneskelige træk. Han er magiker, gennemgår magikerens indvielse og har sine fylgjer. Både Snorre Sturlasson og Saxo mener da også, at han oprindelig var en dygtig troldmand, "som falskelig blev anset for gud", men Snorres og Saxos gud inkarnerer også som menneske og sætter de spor, som hans kult må træde i for at følge ham "out of this world". Odin etablerer kultens riter ved at gennemgå dem i mytologien.
I vikingekulturen bliver magikeren en perifier skikkelse. Han bliver opfattet som farlig og omgås med forsigtighed, da han dyrker de forbudte ånder, djævlene, som middelalderens hekse. Heks kommer af det oldtyske "hag", gærde, altså en der holder til ved landets eller verdens grænser.

Kulturen er en blomstring og et forfald. Eskatologien i Vøluspá indtager da også en fremtrædende plads i den oldnordiske litteratur og udtrykker forståelsen af, at kulturer og guder opstår og falder, men at den ånd som de er udtryk for består. I norden identificeres denne ånd med nornerne Urd, Skuld og Verdandi, de tre skæbnegudinder som spinder verdensforløbet på deres ten, som de græske moira og romerske parca.
Selv gudernes alfader Odin er underlagt dem, selv han er dødelig. Nok har han indsigt i altings begyndelse og ende, men det er kulturens opståen og ende han ser. Nok er han en af verdens skabere, men som forsøgt beskrevet, skal dette forstås neurologisk. Ved sin dybe indsigt opnår han forståelse af hvorledes verden bliver til kontinuerligt og bliver selv delagtig heri.
Shamanen eller magikeren opnår en beherskelse af virkeligheden og dens love ved at omgås virkelighedens fundament, nemlig de ånder som skaber og opretholder den. Han omgås trolde og bliver derved troldmand. De er animismens guder. Derfor har alle guder deres oprindelige udspring i et naturfænomen eller et dyr.
Med kulturens etablering bliver guderne antropomorfe, da de indgår i et nærere forhold til mennesket. Mest udtalt er dette i den ægyptiske religion, hvor guderne oprindelig er dyr, men med tiden bliver fremstillet som mennesker med et dyrs hovede. Dette persisterer også i Norden, hvor nær alle guderne er knyttet til et dyr. Freja med katten, Frej med grisen, Tor med bukken og Odin med ravnen eller ulven. Guderne i sten og vandløb kender vi som vætter og alfer. Alt er således besjælet, og de fænomener som er betydningsfulde for kulturen bliver særlig dyrket. Derfor er langt de fleste guders virke landbrug og frugtbarhed, mens en gud som Brage, hvis virke er digterkunsten, er en senere tilføjelse. Som beskrevet er Odins mest udbredte hverv hinsidesrejsen, og derfor er han den vigtigste, for han garanterer kontakten med verdens grundvold og udspring, ånden fra det hinsides, der i personificeret form optræder i naturfænomenerne.
De tidlige kristne førte en indædt kamp mod disse væsener, fordi kristendommens ærinde oprindelig er verdensforsagelsen og verdens dom og ende. Derfor er de gamle frugtbarhedsguder og dæmonerne denne religions fjender og må bekæmpes, da deres sag er verdens fortsatte trivsel og beståen. Kristendommen sejrede stort i første runde, fordi den udtrykker den rene ånd, befriet fra sin skabelse, sit kredsløb. Som idé og vilje vandt den frem over den kendte verden og forviste guderne og troldene til Udgård, men verden stod sig godt mod den ild der var kommet for at fortære den. Det er svært at prædike dommedag for folk, der bestandigt sætter børn i verden, lægger såsæd i jorden og fejrer jul.

Nornerne bestemmer verdens gang. De er transcendente, skaberne udenfor skaberværket, men norne betyder "at hviske", hvilket antyder at de er mere eller mindre nærværende. Denne hvisken bliver tydeligere med aserne og bliver en klar stemme med fylgjen. Således rinder ånden gennem skaberværket, fra det højeste til det laveste i et vældigt cyklisk forløb.
Verdenstræet styrkes ved at de tre skæbnegudinder vander det fra deres brønd, men i træets krone er fire hjorte, der æder af bladene, og ved rødderne ligger dragen Nidhug, som i Vølvens spådom identificeres med den kristne djævel(Nidhug bliver senere et poetisk synonym for slangen), mens ørnen, der skuer ud over alt øverst i træets krone, som Odin i højsædet Hlidskjalv, er den kristne fader, "han, som alting styrer."
Asgård er træets krone eller himlen, det dybere aspekt af den menneskelige bevidsthed, åndskraft, den ånd der manifesterer sig i kulturreligionen, mens underverdenen er en bredere lokalitet, hvor al den fremmede ånd findes, jætter, gengangere og andet troldtøj.
I kristendommen er et tilsvarende himmel og helvede. Himlen er her bevidstheden befriet fra legemet og "det der hører verden til", mens helvede associeres med jordens kræfter, ild, klippeskær og metal. Larm og bulder som fra en smedje. De mange lænker og torturinstrumenter er kødets vilje, som for den kristne verdensforsager er en pinebænk.
Denne vilje er for hedningen menneskets inderste mening, men driften må naturligvis tæmmes før kulturen er mulig. Jætten bliver as, den kaotiske ånd får et ansigt og bliver personlig. Det enkelte menneske finder og udfylder sin plads i kulturens orden, kosmos. I den åndelige kultur er det smedens skæbne at være smed. Han længes ikke mod horisonten, som revisoren, for hans fylgje er i hammeren, ambolten og ilden.

Odin er også dødsgud, men det er en bestemt død han tager sig af, udover den rituelle død. Ikke biologisk død som sådan, men krigerdøden, den død hvor man simpelthen brænder op i slagets ekstatiske raseri (wut).
De værdigt faldne udvælges af valkyrierne og bringes til Odins borg, Valhal, de faldnes hal, hvor de indgår i den hær som Odin leder ved Ragnarok. Traditionen herom er noget rodet. I tidlig forestilling synes valkyrierne at være identiske med krigernes fylgjer, som blander sig i kampen. Når så krigeren falder, farer fylgjen til himmels, hvor den slags væsener jo gerne kommer fra. I senere forestilling bliver dette til en personlig videreeksistens, som er rigt beskrevet i den senere litteratur. Krigerne fordriver således tiden med at slå hinanden ihjel i kamplege, for derefter at genopstå. Vel bænket drikker de mjød ad libitum, som den flyder fra geden Heidruns yver, og æder af galten Særimner, der ligeledes genopstår den følgende dag.
Hal kan imidlertid også betyde hælle, skrænt og bruges om slugter og istidsaflejringer, helvedeskedler. Dette kommer den oprindelige dødsforestilling nærmere, Hel, som også kaldes Niflheim, tågeverden. Grotter og skumle slugter opfattes som indgange til dødsriget.
Hinsidesrejsen og rejsen til dødsriget bliver ofte opfattet som to sider af samme sag. Det er dog vigtigt at bemærke, at hinsidesrejsen gennemføres i levende live.
I den tidlige kristendom, som vi kender som gnosticismen, er kødets opstandelse en mysterieindvielse, hvor den kristne aflægger sin kødelige eksistens og opnår saligheden. I den senere katolske og protestantiske kristendom bliver alt dette esoteriske gods noget som mennesket får del i efter døden, hvis det ellers opfører sig ordentligt. Kristendommen bliver kulturreligion, selv om dens oprindelige mål og mening er at undfly kulturen, såvel som alle andre jordiske forhold. Fra at være en levende religion bliver den tro, håb og dogmatik.
Muligvis er det samme udvikling, eller afvikling, der ligger til grund for at Odin i vikingekulturen først og fremmest er dødsgud. Den oprindelige Odin-skikkelse formidler og demonstrerer overgangen fra denne verden til dens dybere åndelige aspekter, over og underverden, som kan besøges af den indviede. Da alt dette bliver glemt, eller ligefrem uønsket, tager han sig så af hvervet som tilsynshavende med dødsriget for de specielt egnede, Valhal.
H.R.Ellis Davidson skriver i "Scandinavian Mytholgy": "Beretningen om Odins hal, som fortalt af Snorre i Yngre Edda, hvorfra de fleste populære beskrivelser af Valhal er taget, er næsten udelukkende baseret på et eneste digt, Grímnismál. Deri siges den at være en hal med mange døre, fyldt med skjolde og ringbrynjer og hjemsøgt af ulven og ørnen. Det forekommer faktisk at være en gådefuld fortælling om slagmarken, hvor ulven og ørnen er travlt beskæftigede og hvor dødens døre åbnes for mange. Samtidig repræsenterer hallen graven, hvor de døde hviler og hvor de modtages med glæde af deres forfædre."
Fylgjerne, som gik med forfædrene, bliver med tiden identificeret med dem, og de dyrkes som hjælpsomme, magiske væsener. Jættestuen og gravhøjen er tempel og helligdom, såvel som grav. I "Groas Galder", fra den Yngre Edda, maner den unge søn moderen til live.

Sønnen
Vågn, o Groa, vågn, gode kvinde!
Jeg vækker ved de dødes dør,
kan du mindes, du selv din søn gav lov
at gæste gravdyssen?

Moderen
Hvad er det, som ængster min eneste søn?
Hvad ondt er der øvet imod dig,
at du kalder din moder,
som i muld er kommen
og fra livsverdenen leden?

"Gal du gode galdre for mig, skærm du, moder, sønnen!", byder han, og hun synger derpå ni tryllesange over ham, som vil yde ham magisk beskyttelse.
Martin A.Hansen giver følgende herlige, maleriske beskrivelse af den ældre dødekult: "Jættestuens lange gang har sin mening. Mystisk kult må have kultrummet godt adskilt fra verden. Uindviedes blikke må ikke nå derind, nyfigent solskin må ikke udtørre helligheden. Og vejen ind skal forberede dem. Når kultdeltagerne kryber ind ad hemmelighedernes vej fjerner de sig fra den måbende, angstfulde hobs liv og nærmer sig det mægtige og skrækkelige. De fugtsvedende sten, dunkeltblege planterødder mellem blokkene, tiltagende mørke, trøskestumper som ligger og fosforskinner, stendørene som løsnes fra karmene og åbnes, dunsten som slår ud, næsten kvælende, tudser man kommer til at møde undervejs og som er de allerede rejseberedte ættesjæle der byder velkommen, alt er forberedelse til mysteriet i den skumle sal. Måltidet hernede, sammen med de døde ætsfolk hvis skikkelser endnu er genkendelige, riterne hvormed man vækker hamingjabærerne, som man lader varsle, signe, forbande, om alt dette kunne folkemindet i bedste fald kun overlevere uhyggen, kulten selv var lønlig. Og inddrikkende røgen af døsigt ulmende rønnebærtræ og brændende baldrian, disse planter der har så mægtige kræfter, fyldende sig med kvalm luft, henfalder de indviede i ekstase, hvor de selv gør vide rejser, anført af dødningene, til magter nedenjords og ovenjords. De indviede lades sådan med megin og kraftig viden at der kan stå gnister fra dem lune sommeraftener. Deres uvilje er farligere for et menneske end en vild bisværm.
Ud af gangen kommer de hellige mænd, malingen har de omtrent svedt af, nu er de grønlige i åsynet. Rædselsfuld styrke lyser af dem. De modtages af skælvende mennesker udenfor, de uvidende og viljesløse, som bare ved at ætten bæres oppe af en frygtelig magt, mørkere end natten, stærkere end lynet". (Orm og Tyr)
Der må etableres et specielt rum når det overnaturlige skal omgås. Forberedelsen, den rituelle handling og den mørke gang er psykologiske støttepunkter for overgangen til den anden, større verden, som ikke er en fysisk bevægelse, men en bevidsthedsudvidelse.
Dværgene og vætterne, ånderne i naturfænomenerne bliver overnatur. De springer ikke længere ubesværet ud af sten og træstumper, men må opsøges der hvor de nu har hjemme, bag stenen, bag naturen, bag verden. Forfædrene bliver også en del af denne overnaturlige vrimmel. Flere konger mener at være i slægt med Odin eller Frej.
Bonden dyrker nok sin nisse og sin arne, men det er en simpel kult, som foregår på hjemmebane. Shamanen eller magikeren kan trække sig tilbage i sit mørke og opsøge en bredere virkelighed, ikke et personligt afsind, men der hvor naturen og kulturen skabes. Her møder han guderne bag naturen, skaberne bag skaberværket, travlt beskæftigede med at skabe. Her kan de iagttages og rådspørges, og en dygtig shaman kan skabe med. Han er ikke eneboer og mystiker, som de kristne asketer, der søger en personlig frelse. Hans indvielse er nok beslægtet med deres, fjernt fra alfarvej og verdens vrimmel, men han vender tilbage til samfundet og træder i dets tjeneste.
Forestillingen, den støbte virkelighed som kulturen er, er for ham ikke omkredset af en mur, en tung Midgårdsorm, men af et forhæng som kan trækkes til side. Frygtløs springer han ud i Ginnungagab, skabelsens smeltedigel, og når han kommer tilbage er virkeligheden justeret, den kan omgås. Han er således en slags kosmisk VVS-mand, som løser problemet i kælderen, blandt utætte rør, hvæsende fyr og andet djævelskab

Odin er i vikingetiden knyttet til kongen og krigeren, da deres skæbner er afgørende for kulturens gang, og derfor er Valhal forbeholdt dem. Den ånd de udtrykker er den skabende, mens bønderne og håndværkerne udtrykker den opretholdende ånd, og derfor dyrker de Tor.
Hos Saxo og i sagaerne optræder Odin ofte som vejleder for de tidlige nordiske konger og han bidrager med legendariske sværd som Sigmund Vølungsons Gram, hvilket leder tanken hen på Merlin-figuren, som Odin da også har meget tilfælles med.
Odin er guden bag kongen, hans fylgje, der leder ham fra snoreloftet, som Merlin lister rundt bag Arthur og giver gode råd og anvisninger. I virkeligheden er han et overnaturligt væsen, der tilrettelægger kongens skæbne. I den walisiske version er djævelen hans fader.
Kun yderst sjældent træder Odin frem og blander sig personligt, men styrer forløbet bag sløret. Derfor tillægges kongen selv ofte disse guddommelige træk. Kong Skjold ankommer til landet som spæd ombord på et mystisk skib.
Den svenske historiker Vilhelm Moberg skriver i sin Svenska Historia: "I det dybe mørke, der skjuler den svenske oldtid, er det vanskeligt at adskille begreberne gud og konge; de synes på det nærmeste at falde sammen. Det varer længe, før guddommeligheden aflægges og menneskeskikkelsen træder frem."
Krigeren er som kongen et åndens redskab. Gennem dem aktualiseres kulturen og krigerkasten bliver aristokrati.
At forsvare landets grænser og eventuelt udvide dem, er udtryk for asernes kulturskabende kamp mod kaosjætterne. Det jordiske Midgård afspejler det guddommelige Asgård, og menneskets kulturelle opgave er at lade gudernes vilje ske på jorden, så spejlbilledet er så tro mod originalen som muligt.
Odin selv deltager kun i to slag. Det første, som udkæmpes mellem vaner og aser, og det sidste, Ragnarok.
Måske er hans rolle kun gældende i kulturens fødsel og dens død. Selve kulturen regeres da af sønnerne Tyr og Tor og vanerne Frej og hans søster Freja, hvis elsker Od forsvandt efter forelskelsens fuldbyrdelse. Hun leder forgæves efter ham i verden og hendes tårer er guld.

 

 

Tor

Gæv og fyrig. Styrkebæltet spændt om lændens tøndefang, jernhandsker og hammeren Mjølner. Jætterne trygler om nåde og bliver smadret. Mjøden skummer i rødskægget. Sådan kender vi ham, Tor, den største af de nordiske guder.
Han er selve inkarnationen af folkeskolens mjøddrikkende og latterbrølende viking, og passer som hånd i jernhandske til den danske selvopfattelse, klaphat og boldspil.
De mange myter om ham er et håbløst kaudervælsk af egentlig mytologi og brovten, brask almuefortælling, og bærer nok i sig en del af skylden for, at mytologien, som vi kender den i dag, er vanskelig at tage alvorlig uden for børneværelset. Vi vil her vælge en anden indfaldsvinkel.
Det er gammel religiøs praksis, at bonden og hans hustru elskede på den nysåede mark. Her var de ikke Lars Bonde og Bitte-Kirsten, men det mandlige og det kvindelige, himlen og jorden, og deres samleje var et Hieros Gamos, et helligt bryllup mellem guden og gudinden.
Den tykke muld der sukker efter regnens forløsning, kvinden der venter sin elsker. Dette er bondereligionens inderste.
Bonden skyder ryg og pruster som den okse han er blevet efter årenes slid, og se, en ild åbner himlen og hans lænder.
Bondens del i dette drama er rollen som Tor, himmelguden, der befrugter jordgudinden med ild og væde. Tors hustru er Sif med guldlokkerne, som markernes gyldne brus ved høsttid. Hun er kvindens rolle.
Tor er altså oprindelig hverken kriger eller fordrukken pralhals, men førsteelsker.
Hans vogn blev trukket af bukkene Tandgnjost og Tandgrisner. Oprindelig var dette måske en kultvogn, som blev trukket rundt med en billedstøtte, som vi kender det i forbindelse med Frej.
Hans attribut er hammeren Mjølner, med hvilken han slår torden og lynild, og den synes endvidere at spille en vigtig rolle i bryllupsritualet.
Tor blev tilbedt i skovens lysning, ved store ege, men som bondesamfundet etablerede sig, rykkede han ind i hjemmet i form af en billedstøtte, en pæl (as). Da nordboere emigrerede til Island, bragte de disse udskårne støtter med sig, og lod dem ligefrem flyde i land før skibet, som vejledere, eller for at jage de herboende jætter på flugt.
Da bondekulturen blev vikingernes højkultur, rejste man templer til ham. Det er blevet foreslået at disse kulthuse blev kristendommens første kirker. Religionshistorikeren kalder dette begreb for Sopra, en ny religion overtager den ældres kultpladser og højtider, med det dobbelte formål, at destruere og absorbere den.
Tor er Nordens himmelgud. Han identificeres med Zeus og Jupiter og burde derfor rangere højest blandt aserne, hvilket han sandsynligvis også gjorde uden for den litterære tradition. Odinkulten er noget ældre, men Tors kult blev større og mere udbredt, nærmest folkelig.
Ifølge digtningen er Tor søn af Odin og Jord, en ikke nærmere specificeret gudinde, men navnet antyder en del. Igen må man huske på at dette stamtræ er litterært. Samme familiebånd er knyttet mellem de græske guder og er kulten fremmed.
Som den nordiske kultur bliver stadig mere etableret, bliver Tors rolle af en noget andet karakter. Frugtbarhedsguden er nu Frej, mens Tor graduerer til selve kulturens vogter, og dermed også det bestående verdensbilledes beskytter.
Kulturen er et samarbejde mellem guderne og menneskene. Religion betyder pagt (af religo: binde fast).
Guderne giver menneskene indsigt i agerbrug, håndværk, digtekunst og andre discipliner der er vigtige for en kulturel vækst. Til gengæld får menneskene denne viden til at aktualisere sig i handling. Menneskene er de usynlige guders redskab.
Guden som kulturbringer er et gennemgående træk i alskens mytologi. Den sumeriske gud Oannes (mester) steg op af havet og gik i land for at lære menneskene det som er grundlaget for kultur: Skrift, kunster, håndværk, agerbrug, tempelbyggeri og anlægning af byer.
I Biblen hører vi om gudssønnerne, der stiger ned og går ind til menneskedøtrene. I »Enoks bog« fortælles udførligt om hvordan disse Gudssønner lærte menneskene håndværkets kunst. De er de senere "faldne engle". Faldne fordi de tiltrækkes af kødet. Det er altså oprindelig kvinden der tiltrækker dem, og hun har da også i nyere tid fået æren for agerbrugets opfindelse. I 1. Korintherbrev formaner Paulus da også menighedens kvinder at dække sig til, "af hensyn til englene". Det kunne jo være at de fik lyst til andet end at synge salmer, når de fik øje på de smukke jødepiger. Grækernes Prometheus har nogenlunde samme funktion. Hans navn betyder »den forudseende«.
I modsætning til alt dette er jætterne, nordboernes titaner. De er kræfter, som ligger uden for kulturens kreds, men ikke uden for mennesket.
Jætterne er asernes stamfædre og er altså en ældre gudeslægt, dog uden nogen form for kult nødig. På et tidspunkt bygger Odin og hans brødre Midgård og skaber mennesket, men de kan ikke defineres som aser, de er jo børn af urjætterne Bur og Bestla. Det kan de først i forbindelse med deres omgang med menneskene og den gryende kultur. »As« betyder pæl, det antyder en specifik dyrkelse, kult. Pælen er da gudens bolig. Aserne er altså jætter, som er blevet lukket ind i kulturens fold, som ulven der blev tamhund. Men hvem tæmmede hvem?
Her kan man så omvendt betænke menneskets natur. Uden for kulturen (i videste forstand) er den simpelthen overladt til dyret og driften. Sult og sex og aggressivitet har været tøjlerne i vores seletøj, og kusken har været en jætte, driftens slid i kødet.
Dengang var mennesket og verden eet, Ymer, Urjætten. Så kommer den gamle ssslange og hvisker os hemmeligheden: Verden er ikke een, men to. Godt og ondt, himmel og jord, dig og mig, mig og verden. Bevidsthed. Der opstår et Ginnungagab mellem driftens bevidstløse handlen og bevidsthedens reflektering herpå. Her defineres virkeligheden, her bliver verden til. Stjernerne, træerne og klipperne fikseres, hvor de før var flygtende skygger for tanken, og kulturen bliver en mulighed. Kultur er i evolutionistisk øjemed en menneskelig udvikling, men fra et biologisk perspektiv er den et fald. Subjektets, jeg´ets undfangelse skildres som en lemlæstelse. Ymers knogler bliver bjergene og klipperne, hans hjerne bliver skyerne og blæsten, og hans kranie bliver meget passende sat op som himmelhvælv; hovedskallens fang bliver da verdens begrænsning. Ydermere beskrives Ymer som diende af koens yver, hvilket leder tanken hen på det nyfødte barn. Et nyt menneske river sig løs fra patten og åbner sine øjne, og virkeligheden bliver skelnet, defineret og udstrakt, Midgård. Skabelsens mirakel er ikke en fjern fortid, men et nu. Men udenfor trykker urdybet, kaos, det uskelnede, farlige Udgård. Midgårdsormen bider sig i halen og kredsen er sluttet.
Tor vogter ikke blot skellet mellem kultur og natur, men også skellet mellem det bevidste og det ubevidste, det skabte og det skabende.

Mennesket inden for kulturen er imidlertid ikke fuldstændig driftsforladt, men lader sig tøjle af en etik, der nok tillader driften, men på kulturens, og ikke biologiens præmisser.
Vi bygger en mur rundt om byen, og denne mur bliver til sidst et princip: verden ender ved horisonten. Derude begynder mørket, jætternes verden. De jætter vi engang var, de vældige biologiske kræfter, som engang førte os.
Vi røver ikke vores brud, vi gør kur til hende. Vi slår ikke, vi skriver vrede kronikker, og dem der gør, opfattes som halvaber, eller var det halvjætter?
Vi kan dog ikke undvære disse kræfter, uden dem er vi sten. Tor er altså en menneskevenlig jætte, hvis opgave det er at holde sine storebrødre fra grødfadet. Uden for kulturen er mørke.

I »Trym-kvadet« røver jætten Trym Tors hammer, for at udveksle den med Freja, kærlighedsgudinden, som han begærer som brud. Det er i det hele taget et gennemgående tema i disse historier og tjener kun Freja ære. Selv de dyriske og dæmoniske jætter drømmer om den hvide brud.
Tor raser, men på Lokes råd klæder han sig i brudeslør og rejser til Tryms gård. Da brudgommen beklemt spørger brudepigen (Loke) hvorfor brudens øjne brænder som ild, får han det svar, at hun ikke har sovet i dage af bar længsel efter ham, og da han spørger til hendes voldsomme appetit, lyder svaret, at hun ikke har spist i dage af bar længsel efter ham. Da Tor får hammeren i brudegave, dræber han naturligvis dem alle sammen.
Det er jo næsten katolsk tankegang; manden der må blive brud for at modtage ilden (Mjølner).
En vigtig myte om Tor er historien om hans fisketur, »Hymer-kvadet«, en fornøjelig og dybsindig fortælling. Her besøger han jætten Hymer, som han simpelthen æder ud af huset. Til morgen tager de til søs for at fange en let morgenmad: En hval eller to. Ikke desto mindre får Tor selve Midgårdsormen på krogen. De trækker hinanden lidt frem og tilbage, indtil Tors ben går igennem bådens bund, hvorefter ormen forsvinder i dybet.
Tor er selvfølgelig godt klar over, at trækker han Ormen på land, er guder og mennesker ilde stedt. Så har jætterne nemlig frit spil.
Midgårdsormen er selve bolværket mellem Midgård og Udgård, jætternes verden, og det er Tors opgave i kulturel sammenhæng, at sørge for at Ormen, og dermed skellet mellem kulturen og mørket udenfor, bliver hvor den er, nemlig i verdenshavet, som nordboeren forestillede sig omkredsede Midgård.
Det er selvfølgelig klart, at når Tor himself, selve kulturens tærskelvogter, kaster agn ned i mørket, så er det lige netop Midgårdsormen der bider på. Den vil så gerne fanges.
Ved ragnarok mødes Tor og Ormen omsider. Ikke mere prøven kræfter af, nu gælder det. Vel at mærke i en krig, hvis resultat er kulturens og asernes fald.

Jords Rem over Rummet gaber,
da kommer Hlodyns herlige søn.
Odins søn går Ormen i møde,
Ulvens broder vil Vidars fælde.

Midgårds Vogter myrder ham i harme,
alle må verdens vidder rømme.
Fjerner ni fjed sig Fjårgyns søn,
segner fra Slangen, for spot dog rolig.

Efter ragnarok, da en ny ung jord er steget op af havet, møder vi Tors sønner, Mode og Magne, der har fundet faderens hammer, og en ny kulturs blomstring er mulig. Ifølge "Vaftrudnirs mål" overlever en mand og en kvinde, Lif og Lejftrasir, og livet kan udfolde sig påny efter vinterdøden.

Den nordiske religion er skriftløs. Den litteratur vi kender er skrevet af munke. Snorre Sturlasson, som er den primære kilde, var biskop.
Formidlingen af mytologien før kristendommen var skjaldenes virke, altså en mundtlig tradition. Det fortælles, at de fik deres inspiration fra mjøden, hvilket vi nok kan samtykke i. Der er ikke noget der skærper tungen som en god brandert, men det var en skjald der sang: "Ej er så godt, som det ofte siges, øl for mænds ætter, thi jo mere drik, des mindre vid huser mands hjerne."
Mjød er oprindelig en bloddrik med sin egen mytologi. Visdomsguden Kvaser er rusdrikkens personifikation, som en nordisk Dionysos eller Soma. Af hans blod bliver den første mjød brygget.
Med tiden er dette, som så meget andet religiøst gods, blevet ren fabuleren og borddans.
Da kristendommen vandt frem, kunne skjaldene dog stadig gøre nytte. Men nu blev guderne, især Tor, fremstillet i et komisk eller dæmonisk skær, i den kristne propagandas tjeneste.
Det er muligt, at den sidste del af Vøluspá, er skrevet under kristen indflydelse, men det forråder egentlig ikke den oprindelige mening.

Da kommer den Høje til herredømme,
stærk fra oven, han som alting styrer.
Der kommer den dunkle drage flyvende,
blank, dernede fra Nædes fjelde;
hen over sletten slæber i fjedre
Nidhåggs lig. Nu må hun synke.

Scenen er nu sat for Vorherre og den kristne djævel, men deres roller i den hedensk-kristne version, adskiller sig ikke væsentligt fra aserne og jætterne, de kulturopretholdende og de kulturnedbrydende kræfter.
Dog er rollerne jo besynderligt nok vendt om, da kristendommen i sit udspring er eskatologisk og verdensforsagende, og djævelen er "denne verdens gud"(2.kor.4,4).

 

 

Sif

Det skete at Sif søgte læ under egen, da et uvejr bragede over engen, hvor hun plukkede vilde blomster til sit hår. Himlen iklædte sig jernets farver og lynild rungede hult.

Under træet stod hun, hendes kjole slog i vinden, og blomsterne faldt fra hendes favn, da han steg ned med et ildpust.

Hvilken kvinde! At ilden steg ned på jorden for hende. Forskræmt stod hun og dog stolt til det sidste. Hendes barm hævede sig for hjertets vilde ridt. Blod løb hastigere ad ukendte baner. Hun dånede næsten, og dog nærmede han sig langsomt, som var hun farligt bytte, og selvfølgelig var hun det.

Nærmere trådte han, en besynderlig dans var det. Sif slog blikket ned for ilden i hans øjne. På knæ faldt hun og bøjede nakken, afvægrende, fortabt. Skån mig, klynkede hun, sagte.

Aldrig, hviskede ilden på hans tunge. Jeg så dig fra himlen, og nærmere, er du smukkere endnu.

Uvejret lagde sig, kun hans tunge skridt mod hende hørtes. Om du vil, forsvinder jeg, hviskede han. Hun ønskede ilden, men havde set en djævel med bukkeben. Men da hun så op, var han i færd med at samle hendes blomster op fra jorden.

 

 

Tyr 

Tyr er nordboernes krigsgud. Det er nærliggende at forbinde hans navn med tyren, men oprindelsen er det oldtyske "Tiwaz", som simpelthen betyder "gud" eller "den skinnende".

Runetegnet T, der i nyere tid er blevet sat i forbindelse med Mjølner, Tors hammer, var oprindelig Tyrs tegn og blev ristet i skjolde og våben.

Hans navn er særdeles udbredt i stednavne i Danmark og Sverige, hvilket tyder på at kulten har været stor. Tirsdagen er hans. Den overleverede mytologi om ham er dog yderst sparsom, faktisk kender vi kun een, beretningen om hvorledes aserne binder Fenrisulven.

Da Ulven har vokset sig tilpas fæl, vil aserne have ham forsvarligt bundet. De lader ham tro at de blot prøver hans vældige kræfter af. Ulven sprænger imidlertid den ene tunge lænke efter den anden, indtil aserne lader de dygtige dværge smede lænken Gleipner, smedet af kattens tramp, kvindens skæg, bjergets rødder, bjørnens sener, fiskens ånde og fuglens spyt, altså en magisk foranstaltning.

Ulven aner dog uråd da aserne lokker og smigrer, og den nye lænke er da også påfaldende let og luftig. Han forlanger da, at Tyr skal lægge sin ene arm i hans flab, som forsikring på, at der ikke er lusk med i legen. Tyr indvilliger og Gleipner bliver lagt om Ulvens nakke, og som den aser og maser, viser det sig snart at lænken holder. Ulven er bundet, blot er Tyr nu enarmet.

Mytologien i almindelighed, og den nordiske i særdeleshed, er fyldt med den slags lemlæstelser, som tjener et dybere formål. Odin giver sit ene øje til Mimer til gengæld for visdommen i hans brønd. Mimer selv er blot et hoved, han blev halshugget i tidernes morgen, da krigen mellem aserne og vanerne forestod.

At krigsguden Tyr er enarmet er særlig gennemtænkt.

Hvis den skjoldbærende arm mangler, kræver det en rasende sværdarm at vinde slaget, og krigsguden er jo netop denne slagmarkens entusiasme, den dynamik som krigeren hengiver sig til i kampens hede. Guden og mennesket bliver eet.

Et glimrende eksempel er bersærkerne. Det er blevet foreslået at dyrehammens formål var at jage en skræk i livet på modstanderen. Omvendt blev romerne skrækslagne når de keltiske krigere nærmede sig, de var nøgne, og man kan forstå de civiliserede romeres reaktion. Deres vældige krigsapparat blegnede dog overfor denne nøgne dyriskhed. Dyrehammens formål er magisk. Bersærkerne er krigere, der i kampen identificerer sig med bjørnen. Er bjørnen tilpas ophidset, kender den ikke flugtvejen, og det er, sammen med dyrets styrke og raseri, egenskaber som krigeren ønsker at tilegne sig. Han må identificere sig så fuldstændigt med bjørnen, at dens natur bliver hans.

Denne identifikation bliver fuldkommen ved at bære bjørnesærken, som når shamanen iklæder sig fugleham. Hammen er da et magisk hjælpemiddel til at lette forvandlingen. En variant er varulven.

Fænomenet har sit ophav i totemdyret, som alle guder har deres ophav i dyret.

At gå bersærkergang er blevet identisk med det, at kæmpe blindt, "ude af sig selv", men bersærkergangen var en decideret teknik.

En bredere betegnelse er hamskiftet. Hamr betyder skikkelse, dyreskind eller en fugls fjerdragt. Dette spring ud af det vante legeme, og over i et andet, kaldes hamhleypa, og det at færdes i hammen hamfarir. I eyrbyggernes saga fortælles det, at nogle mennesker var eigi einhamr, ikke af een skikkelse, før de konverterede til kristendommen. Guderne mestrer denne teknik til fulde, især Loke, da de ikke er fikseret i et bestemt legeme, som mennesket er det. Men visse mennesker kan altså gøre dem kunsten efter. 

En anden nordisk krigsgud er Odin, men hans domæne er det strategiske og udvælgelsen af de faldne, der er værdige til Valhal, krigernes Elysium. Tyrs virke er selve slaget.

Selv kærlighedsgudinden Freja er med i krigen, da hun deler de faldne med Odin.

Krigen er ikke, som i dag, et mekanisk slagteri, men en ærefuld dyst, skjold mod skjold, hjerte mod hjerte og kampen omgærdes af en decideret etik.

Denne etik skal bane de dynamiske kræfters vej gennem krigeren, ånden. Han er, om nogen, kræfternes redskab. De kræfter som præsterne omgås på mere rituel vis, oplever og er han direkte. Guden og mennesket bliver eet.

På slagmarken åbnes hans hjerte for disse kræfter, og etikken sikrer at der handles i overensstemmelse med deres natur. Modstanderen behandles med ærbødighed. Han er ikke blot en blottet hals, men en dydens lige. Falder han, æres han af sejrherren og hans styrke og snilde mindes med respekt. Man kæmper helst ikke med den uværdige. Fænomenet kulminerer i ridderaristokratiet.

På slagmarken bliver krigeren opfyldt af sin bestemmelse. Han bliver eet med sin ånd og sin drift mod næsten, om det så er for at slå ham ihjel.

Et andet aspekt af det at hengive sig til næsten, er at elske hende. Derfor må kærlighedsgudinden også drikke af de faldnes blod, thi de elskede meget; i den forstand at de var åbne kanaler for ånden.

Da aserne binder Fenrisulven, den rene, åndelige drift, må de foretage visse foranstaltninger, for denne drift er selve livet og verdens opretholdelse. Den må ikke dø.

Tyrs afbidte arm er da, som al religiøs lemlæstelse, en pagt med ånden. Den fungerer nu på asernes kulturbestemte præmisser, i begrænset, kontrolleret form, enarmet.

Den kaotiske drift findes dog under overfladen, under jorden, under havet, den er jo bundet med ingenting (kattens tramp, kvindens skæg osv. Gleipner betyder "åben")

Man må altså tillade ånden at virke gennem mennesket, men i et omfang hvor den ikke truer kulturen, så den omgås på etisk vis. Den rette handling og det rette ord er en åndens vej. På slagmarken er der ikke de samme forbehold, krigeren er et åndeligt menneske, adelig.

Ånden er krigerens dyd. Hans bestemmelse er dens opfyldelse. Krigeren må altså dø på slagmarken, med draget sværd, for at opfylde sin skæbne. Der bliver han eet med sin fylgje, den personificerede skæbne, som beskrives som et dyr eller en kvinde i fuld harnisk. I det sidste tilfælde harmonerer beskrivelsen med valkyrien, dødsenglene som bærer de faldne til Valhal. Men måske er det snarere fylgjen der farer til himmels, hvor den slags væsener jo gerne kommer fra.

Ifølge een tradition kæmper Tyr med Garm ved Ragnarok. Garm er ulven der vogter dødsriget, hvor de skæbneløse, eller de der fejlede deres skæbne, henslæber en skyggetilværelse i tågerne. Tyr er i sit virke netop garant for skæbnens opfyldelse, i hvert fald for krigeren, og det synes passende,  at hans bane ligger i kampen med dødsrigets vogter.

Aristokratiets fornemste pligt er dog at beskytte og hjælpe de lavere klasser.

Tyr er også gud for lov og ret. Hans attribut, spyddet, er lovens symbol.



Mikkel Harris