Mail

Alle er meget velkomne til at skrive til os - oplevelser af og reaktioner på materialet, kommentarerer, meninger og artikler, ja hvad du nu selv synes. Skriv til sigyn_2000@hotmail.com
Relevant mail vil blive slået op her.

 ] Fra Bent Hansen, modtaget d. 12. feb. 2000.

En skønlitterær skitse til Danernes forhistoriske historie.

Odin og hans mænd kom fra Asien, fortalte Snorre. De bosatte sig på Fyn. De hed Aserne, fordi de kom fra Asien. Eller Asien hedder sådan, fordi det var derfra, aserne kom.
Et andet folkeslag, som nu bor i Kaukasusbjergene, kaldte sig også aserne og havde samme guder som Odin og hans mænd. Kaukasus folket udtalte dog i senere tider deres navn som osseterne, men ordet er oprindeligt det samme som "aserne".
I moderne dansk bruger vi stadig ordet "os" om os selv. Det er det samme som "as". Det har grund- læggende samme betydning, som når eskimoerne bruger ordet "Inuit" om sig selv. Det betyder "vi", "menneskene".
I Asien ligger ifølge Snorres Eddasagn også Midverden. Det var Midgård, udgangspunktet, derfra drog "os" mod vest.
Kineserne har i årtusinder kaldt deres land for "Djung Gjård", det betyder midterområdet.
"Mid Gjård" må have ligget ikke langt fra "Djung Gjård".
I tusinder af år har kineserne kaldt deres japanske naboer for "dværgene", fordi de var noget lavere af vækst end dem selv. Sådan gør man i de egne af verden.
Da aserne boede i Midgård ikke langt derfra, kaldte de naturligvis også deres kinesiske og mon- golske naboer for dværge. Dværgene boede i jorden og i stenene, fortæller de gamle myter om aserne, hvad kinesernes forfædre for nogle tusinder år siden rent faktisk også gjorde. De boede i nedgravede huler i jorden og i klippehuler i modsætning til aserne, "os" folket, der som kvægavlere boede på den åbne slette.
Snorre opremser navnene på de dværgefolk, som aserne havde kendskab til omkring "Mid Gjård": "Nyi og Nydi, Nordri og Sudri, Austri, Vestri, Altjof, Dvalin, Nar og Nain, Niping, Dain, Bifur, Bafur, Båmbur og så videre, ialt 63 navne på dværgefolk. Aserne havde et godt kendskab til verden omkring Midgård.
Dværgefolket Nordri gav navn til retningen nord, folket Sudri gav navn til retningen syd, folkene Austri og Vestri gav navn til retningerne øst og vest, det var de retninger, hvori de boede, set fra "Mid Gjård".
I årtusinder har kinesernes haft den traditionelle rolle i forhold til deres naboer, at være leve- randører af kunsthåndværk. Sådan var også deres forhold til aserne, alle aserne værdi- fulde ting var fremstillet af dværgene, Thors hammer, "Mjølner", den magiske ring "Draupner", Frejas halsring "Bringisamen", skibet "Skidbladner", Odins spyd, "Gungner", og mange andre magiske og enestående ting, som aserne ejede.
Asernes myte om Verdens skabelse er meget lig den kinesiske skabelsesmyte. Kineserne fortæller, at i begyndelsen var alt kaos, men da de to modsat rettede kræfter yeng og yang mødte hinanden skabte de urkæmpen Pán Ku. Af sin egen krop skabte han jorden: hovedet blev til et bjerg, ånde- drættet blev til skyer, og hans stemme blev til torden. Huden blev til sletteland, håret til træer, knoglerne til metaller og blodårene til floder. Af de insekter, som kravlede på hans krop blev menneskene, altså kineserne, skabt.
Asernes myte fortæller, at i begyndelsen var et enormt intet, "Ginnungagap". Men da is og kulde fra den nordlige Niflheim mødtes med deres modsætninger, heden og ilden fra det sydlige Muspelheim, faldt der dug midt i Ginnungagap, og i dette milde klima opstod urkæmpen Hrymer. Aserne Odin, Vile og Ve dræbte Hrymer, og af hans krop skabte de Jorden. Hans blod blev til floderne og havet, hans kød blev til det faste land, hans knogler blev til klipper og bjerge. Af de maddikker, som kravlede i hans kød, blev dværgene skabt. Det var jo indlysende; Dværgene, altså kineserne, havde jo selv fortalt, at de blev skabt af noget kryb, som kravlede rundt på urkæmpen.
De kinesiske drager levede på bunden af søerne. Asernes drage, Midgårdsormen, levede ifølge myter- ne på havets bund. I Midgård, i hjertet af Asien, levede den på bunden af en af de store søer der.
Aserne hentede ordene for fader og moder hos dværgene, deres kinesiske naboer, det hedder stadig mama og papa både i Kina og i det Europa, som aserne senere satte deres afgørende præg på. Det danske ord "tung", som vi bruger, hvor englændere og tyskere bruger heavy og schwer, har næsten den samme betydning på kinesisk, det betyder "noget, der kan indeholde meget".
Kinesiske dokumenter fra det tidlige Han-dynasti fortæller om nogle barbariske folk i det nu- værende kinesisk Turkestan fra ca. 200 B.C.. Et af dem kan have været aserne, "os" folket.
Et af dem kan vi kalde Kucheans. De havde rødt hår og grønne øjne, skrev kineserne. Således blev de også fremstillet på vægmalerier. De udgjorde ca. 100.000 personer, hvoraf en femtedel var krigere. De var bevæbnede med spyd, sværd og buer, de brugte rustninger. De dyrkede hovedskals deformering. Det vil sige, at de nyfødte drengebørns hoveder blev lagt i klemme mellem to brædder, så de senere, som voksne, fremstod endnu mere langskallede, end de var fra naturens hånd. De klippede deres hår af ved skulderne, undtagen kongen, som bar langt hår, bundet op med et bånd. De dyrkede agerbrug og kvægavl og avlede heste. De brændte deres døde. De spiste gerne stegte påfugle og var forfaldne til overdreven øldrikning.
Et andet folk kaldte kineserne Wu-sun, de blev beskrevet som rødhårede og blåøjede og lignede iøvrigt aber. Det må have været indoeuropæernes fremtrædende øjenbrynsbuer og, som har fået kineserne på den tanke. Et tredie folk blev kaldt Yuch-chih, de blev besejret af Hsiung-nu alliancen, som, ifølge de gamle kinesiske kilder, fremstillede et drikkebæger af Yuch-chih kongens hovedskal.
Netop i dette område, kinesisk Turkestan, langs med silkeruten, blev der senere fundet nogle gam- le buddistiske skrifter fra ca. 800 A.C.. De er skrevet i nogle nu forsvundne sprog, som har fået navnene Tocharian A og Tocharin B. Det er blevet påvist, at disse sprog var indoeuropæiske sprog, og således tilhører samme sproggruppe, som de fleste europæiske sprog samt iransk og indisk. Indoeuropæiske sprog er grundlæggende forskellige fra f. eks. tyrkiske, kinesiske og mongolske sprog.
Det må antages, at aserne, "os" folket, og de andre indoeuropæiske folk, som levede i netop dette område har talt et sådant sprog. Formentlig har det lydt noget i retning af lithauisk, som betrag- tes som det mest oprindelige indoeuropæiske sprog.

Aserne bryder op fra Midgaard og drager mod vest.

Klimaforværringen og kampen mod hunnerne og andre fjender om det efterhånden sparsomme og tørre græs fik Odin og hans mænd til bryde op fra "Mid Gjård" og drage mod vest gennem Sirbirien og over de russiske stepper.
Under deres vandring stødte de på "jætterne". De var enormt store og stærke mennesker som havde kendskab til magi, formentlig hypnose og suggestion. Jætterne var en sidste gruppe af neandertal mennesker, som havde overlevet i Asiens afsides bjerge og ødemarker.
Som kvægavlere kendte aserne betydningen af arv og race. De vidste, at hvis de kunne avle sønner og døtre med jættekvinder, ville deres efterkommere i al evighed blive større og stærkere end andre folk, så længe som de holdt deres blod rent. Overlegen fysisk styrke var en meget stor mi- litær fordel. Det blev den ved med at være, lige indtil ildvåbenene kom ind i Verden tusind år senere.
Aserne gjorde sig store bestræbelser for at skaffe sig jættekvinder. Odin selv lå som Bølverk hos jættekvinden Gunlød. Frej elskede jættepigen Gerd. Njord ægtede Skade, som var af jætteslægt. Hading favnede jættekvinden Hartgrepe. Følgerne af asernes møde med jætterne blev, at asernes efterkommere herefter virkelig blev fysisk større og stærkere end andre, men ofte også mere kantede og skrumplede.
Ud fra sin kristne overbevisning bskriver Saxo det således:

"Først var der nogle vanskabte uhyrer, som de gamle kaldte jætter, og som var meget større og stærkere end almindelige mennesker.

Den anden slags var de første, der lagde vind på kundskab til naturens love og var i besiddelae af spådomsgave. De kunne ikke måle sig med jætterne i størrelse og kræfter, men overgik dem langt i kløgt og snille. Imellem dem og jætterne, var der stadig strid om herredømmet, indtil jætterne omsider blev overvundne, og troldkarlene ikke blot tilrev sig herredømmet, men også fik ord for at være guder."

"Den tredje slags var avlet ved blanding af de to andre og kunne ikke nær måle sig med jætterne i størrelse, eller med troldkarlene i kløgt og snille, men alligevel blev de af dem, de forblindede med deres kogleri, ansete for guder."

Russiske ærkæloger har fundet typiske højsatte lig på den sibirske steppe, krigere begravet med alle deres våben, sværd og spyd. På grund af permafrosten var nogle af ligene velbevarede, og det kunne ses, at krigerne havde været tatoveret over hele kroppen. Også en viking senere fundet i Elbens delta var tatoveret på hele kroppen.

På øst-indoeuropæisk betyder ordet dana flod. Det gamle navn for Donau er Danube, og de fleste store østeuropæiske floder hedder noget lignende, såsom Don, Dnestr, Dnepr, formentlig afledt ordforbindelser med Dana. Floden som løber gennem Klaipeda i Lithauen hedder slet og ret Dana.
Aserne fik til knytning til de store floder og lærte at bygge skibe og sejle, handle og føre krige langs floderne. Der gav andre folk dem navnet "Danaerne", og betegnelsen Aserne blev efter- hånden mere navnet på kongeslægten og fortidens helte, medens ordet "os" blev en naturlig del af sproget. Dog bruger Snorre betegnelsen "Asiamændene kaldet aser" eller "Odin og hans mænd". Saxo kritisere den normanniske historieskriver Dudo for at fortælle, at Danerne nedstammer fra Dana- erne, som kom fra Grækenland, altså fra det Østromerske kejserrige. Andre kilder siger, at dana- erne kom fra Svitjod, dermed menes ikke Lille Svitjod, som jo er Sverrige, men Store Svitjod, som er Rusland. Der er overvejende enighed om, at aserne, danaerne kommer fra et fjernt sted ovre østpå.
Ifølge Saxo førte Danaerne konge Hading krig mod kong Handvan af Hellespont.
Da Aserne, altså Danaerne, efter nogle hundrede år med vandringer og kampe nåede frem til Østersøens bred var de blevet et frygtindgydende folk. De var de blevet talrige. De var fysisk meget stærke, og de havde omfattende militær erfaring. De var i besiddelse af den teknologiske viden om fremstilling af våben, som de havde lært af dværgene. De må, tvungen af omstændighederne under den lange vandring , blevt "gode soldater". Saxo beskriver hvordan "Den håndfaste skare af Daner" nedkæmper de overtallige hunner. Det vil sige, at de var diciplinerede, loyale mod deres konge, som de havde svoret troskab, men alligevel i stand til at gribe til handling på egen hånd, når situationen krævede det.

Da de brød op fra Midgård var de allerfleste langskallede, lyshårede eller rødhårede med blå øjne, sådan som indoeuropæiske folk oprindeligt var det, og som kineserne beskrev dem. Men siden havde de blandet blod med jætterne, som ikke var lyse eller lanskallede på samme måde. Mange andre mænd, der havde udmærket sig ved tapperhed eller visdom, havde fået lov til at sværge troskab mod Danaernes konge. Disse mænd har ikke alle været lyshårede eller blåøjede, men Aserne har skønnet, at deres tapperhed og visdom var vigtigere, og at disse gode egenskaber ville gå i arv til deres efterkommere og dermed bidrage til Dana folkets berømmelse. Mange smukke kvinder, som ikke nødvendigvis har haft lyst hår og blå øjne, blev optaget blandt Danaerne som led i politiske ægteskaber eller erobret fra overvundne fjender. Derfor var Danaerne, som de stod ved Østersøens bred, en broget flok af alle mulige hår- og øjenfarver og i det hele taget ret forskellige af udseende, således som danskerne er stadig er det i dag. Men kun de bedste, havde fået lov til at sværge troskab mod Danaernes konger. Tabere og klynkere, som ikke havde noget at byde på, var naturligvis blot blevet jaget bort uden videre.

På et andet indoeuropæisk sprog, russisk, betyder odin tallet et. Noget lignende har det også betydet på det øst-indoeuropæiske sprog danisk, og det har bidraget til forvirring om Odin skikkelsen. Odin betyder den øverste, lederen, den første. Det kan være Odin, den navnløse, den største blandt guder, Alfaderen, lederen af gudeskaren. Men det kan også betyde Odin, den øverste blandt aserne og danaerne, som den konge og hærfører, som slog sig ned på Fyn.

Således opregner Snorre Odins forfædre. Hans berømte forfader var Tror, som vi kalder Thor, hans søn var Loridi, hans søn var Ejnridi, hans søn Vingethor, hans søn Vingener, hans søn Moda, hans søn Magi, hans søn Seskef, hans søn Bedvig, hans søn Atra, hans søn Itrmann, hans søn Heremod, hans søn Skjaldun, som kaldes Skjold, hans søn Bjaf, hans søn Jat, hans søn Gudolf, hans søn Finn, hans søn Frjallaf og han havde sønnen Vodin, som var Odin. Det indebærer, at denne sidste Vodin var konge og den øverste blandt aserne og danaerne. Hans stamtavle beviser, at han var den retmæssige konge, da han jo beviselig nedstammer fra guderne. Sådan som de danske konger stadig gør det endnu i dag. Den til enhver tid værende Odin, asernes ætling, Danaernes konge og øverste hærfører må ikke forveksles med Odin, Alfaderen, den øverste blandt Guder.

Snorre fortæller, at denne Vodin brød op fra Tyrkland "og med sig havde han en stor skare gamle og unge mennesker, karle og koner, og de havde mange kostelige ting med sig. Og hvor de for over land, der blev sagt meget berømmeligt om dem, så de synes ligere guder end mennesker. Og de standsede ikke færden, førend de kom mod nord i det land, som nu hedder Saxland, der dvælede Odin en lang stund og bemægtigede sig i vidt omfang dette land." Odin satte da 3 af sine sønner til landeværnere over dette land. Vegdegg rådede over Øst Saxland, Beldeg rådede over Vestfal og Seggi rådede over Frakkland. "Fra alle disse er store og mange slægter kommet." skriver Snorre. Snorre anfører, at Veggdeg var oldefar til Hejngest. Hvis vi antager, at det var denne Hengest, som anførte saxerne i erobringen af England i 450, fører det til, at Odin ankom til Saxland midt i 300 tallet.

Danaernes konger, Asernes ætlinge, de Goters de Venders.

Da Danaerne i 300-tallet ankom til denne nordlige del af Verden, var Danmark ikke et rige og havde formentlig aldrig været det. Øerne blev kaldt Øgotland, da de var beboet det gotiske folk, Herulerne, Anglerne boede i Sønderjylland, Barderne i Vestjylland, og i Nørrejylland fandtes efterkommere af de keltiske kimbrere. Friserne beboede langs den sydlige Vesterhavskyst. Bornholm var den burgundisk ø, Burgundaholm. Deraf kommer det, at sådan et geografisk set lille land som Danmark har så mange forskellige dialekter.
De mange konger i Danmark, som Saxo skriver om, er helt relevante og ikke et overdrevent antal. Der var nemlig også mange riger at være konge i.
Det nuværende Sverrige og Norge var der heller ingen, som havde tænkt på som særskilte riger, de var på samme måde opdelt i en mængde mindre riger i hovedsagen gotiske,
Sådan havde det været i Norden i mange tusinde år. Lige siden de gamle jægere fra ældre stenalder blev overvundet af den første bølge af indoeuropæiske indvandrere på samme måde, som europæerene senere overvandt indianerne i Nord-Amerika.
Den sydlige Østersøkyst var dengang i stort omfang beboet vendere. Således var Novgorod i vikingetiden og i tiden forud en vendisk by. Først senere blev befolkningen i denne by i hoved- sagen russisk. Vendiske folk boede også på Rugen og mange andre steder langs Østersøkysten. Gotland og andre øer i Østersøen var hjemstavn for gotiske folkeslag.
Danaerne udvalgte sig de mest grønne og frugtbare øer i det nordlige hav til sig selv. De forjog de derboende Heruler fra deres hjem på Fyn og Lolland-Falster og bosatte sig selv på disse øer. Det er grunden til, at dialekterne på der ligner hinanden. Odin oplog sit hovekvarter strategisk midt på Fyn. Kun i byen Herrested nær Nyborg fik enkelte heruler tilladelse til at blive, i Valdemars Jordebog kaldes byen stadig for Herrulsted.
De fordrevne Heruler så sig tvunget til at drage sydpå og tjene deres brød som professionelle soldater for de østromerske kejsere i Konstantinopel. De deltog også i slaget på De kataluniske Marker på Attilas side.
På et tidspunkt kom de fordrevne Heruler i kongetrang, da deres kongeslægt uddøde. De sendte en delegation tilbage til det gamle land, for at hente en ny konge af den gamle kongeslægt. Den græske historiker Prokov fortæller, hvorledes de fik lov til at drage gennem det område af deres gamle land, som danaerne nu beherskede. I Jordanes Langobarderhistorie fortælles om en herulerkonge ved navn Rodulf, lille af vækst, som meget minder om Rolf Krake. Og sagnene om Skjoldungerne og Rolf Krake er nært knyttet til Sjælland og Lejre. Altså, må det have været sådan, at den heruliske delegation rejste gennem Jylland og over Fyen for at komme til en ø, Sjælland, som stadig var beboet af deres stammefrænder ledet af konger af den gamle heruliske kongeslægt.
Saxo fortæller, hvorledes danakongen Frode kommer i modsætning til hunnerne. Frodes norske spejder og nære rådgiver Erik afslørede, at Frodes hunniske dronning var sin mand utro. Frode forstødte hende og pådrog sig derved den mægtige hunnerkonge, Huns, vrede. Man erfarede i alle de gotiske og vendiske riger i Skandinavien og omkring Østersøen, at hunnerne vil benytte dette påskud til at også at underlægge sig deres del af Verden. To år havde kong Hun afsat til sine for- beredelser til felttoget vidste man.
I deres nød henvendte de gotiske og vendiske riger sig til Danaerne og bad dem stå i spidsen for dem alle i den skæbnesvangre krig, som ville komme. Det var kendt, at Danaerne var store hærmænd, og at de var hunnernes arvefjender fra deres fortid i Asien. Desuden nedstammede Danakongerne direkte fra guderne i Asgård. I denne, deres yderste nød, svor de mange gotiske og vendiske konger troskab mod Danaernes konge, som anlagde sig titlen: "De goters de Venders".
Først slog danaerne og deres allierede den fjendtlige flåde. Saxo fortæller, at fjenden, "ruthenerne", mere havde deres styrke i usædvanlig talrighed end i tapperhed, og den lille skare håndfaste danaer og deres forbundsfæller sejrede over dem. Da kong Frodes skibe skulle sejle hjem, stødte de på en uhørt hindring. Havet var fyldt med lig og stumper af skjolde og spyd. Imod hunnernes landhær brugte kong Frode den brændte jords taktik, fortæller Saxo, først da hunnerne var blevet svækket og splittet, tog kong Frode kampen op mod Danaernes arvefjende. Da slaget havde varet i syv dage faldt kong Hun og resten af hunnerne overgav sig. Så langt, man i 3 dage kunne ride, var jorden oversået med lig.

Harald Blåtand havde en storebror ved navn Knud Dana-ast. Hans tilnavn betyder, at han var en Dana af Asernes æt. Han blev aldrig konge, da han som ung mand faldt under et vikingetogt i Irland.

Navnet "Dan-mark" betyder danaernes grænseområde, ligesom den "Spanske Mark" på samme tid, nemlig omkring år 1000, betød det spanske grænseområde. Det var fordi Danernes samlede område var Skandinavien og Østersøområdet, og området Danmark var blot grænseområdet mod det tysk- romerske kejserrige.
Lige siden disse fjerne begivenheder har danerne gjort sig store anstrengelser for at bevare deres herredømmet over goterne og venderne. Derfor tillod de sig i mange hundrede år at opkræve Øresundstold ved slottet Kronborg ved indsejlingen til Østersøen. Meningen var at finansiere bekæmpelsen af sørøvere, det anså de for deres naturlige opgave, da Østersøen jo var et danisk indhav. Valdemarerne, Margrete den 1., Christiern 1., Hans, Cristian 2. og deres efterfølgere har med større eler mindre held søgt at håndhæve Danernes overhøjhed over disse lande.
Lige indtil begyndelsen af sidste århundrede var danernes konge stadig konge over mange lande, Slesvig-Holsten, Lauenburg, Norge, Island, Færøerne og Grønland.
Først Margrete d. 2. har endelig opgivet ambitionerne om igen at få overhøjhed over Norden og Østersø området, og hun har givet afkald på den ældgamle titel, "De Goteres de Venders". Hun er i hovedsagen kun monark for en enkelt nationalstat, Danmark.