Sponsored by

Den Ældre Eddas gudesange

 

Vølvens spådom

1
Hør mig alle hellige slægter,
Heimdals sønner store og små!
Valfader vil det, vel skal jeg nævne
Slægters Skjæbner, jeg skued først.

2
Jeg mindes Jætter i Oldtid baarne,
de som fordum mig fostret har.
Ni Hjem veed jeg, Verdensrum ni,
Skabnings-Træets skjulte rødder.

3
I Aldres Old Ymer bygged;
ei var Sand, ei var Sø, ei svale Vover;
jord ei havdes, ei høi Himmel,
Ginnungs Gab var, men Græs ei saaes.

4
Jordkredsen Bors Børn da løfted,
de det mægtige Midgaard skabte;
Sol fra sønden paa Stenbund sken:
groede af Grund grønne Urter.

5
Aser mødtes paa Idesletten,
Helligdomme høit de bygged,
Esser de grunded, Guld de smeded,
virked Tænger, Værktøj danned.

6
Paa Tun de tavled, trøstig' var de,
- gyldent var Alt hvad Guder aatte -
til der trende Thurse-Møer kom,
Jævninge stærke fra Jætte-Hjem.

7
Verdens første Feide veed jeg,
da med Geirs-Od Guldveig stødtes
og i den Høies Haller brændtes;
trefold brændtes trefold Baaren. (Noter strofe 7-12)

8
Heid hun hed, hvor Hus hun søgte,
spaaende Vølve, viis i Trolddom;
Seid hun øved, seided ivrig,
altid onde Kvinders Yndling.

9
Mødtes Magter til Maalstevne,
hellige Guder handled derom:
om Aser Afgift yde skulde,
eller alle Guder Offer gives.

10
Odin sit Spyd slynged mod Hær;
Verdens første Feide var det;
Gudeborgens Ringmur brødes,
stridsfro Vaner paa Sletten vrimled.

11
Mødtes Magter til Maalstevne,
hellige Guder handled derom:
hvo havde Luft med Lede blandet
og Ods Mø til Jætter givet.

12
Kun Thor slog til i Trods og Harm,
sjelden han sidder, naar Sligt spørges;
da blev sveget svorne Eder,
helligt Forlig, haandgivne Løfter.

13
Hun veed Heimdals-Hornet fjælet
under det høie hellige Træ;
det ser hun vædes med vandrig Fos
af Valfaders Pant. Veed I end, eller hvad? (Noter strofe 13-16)

14
Ude sad hun, den Aldrende kom;
Skrækguden hende skued i Øie:
»Hvorom fritte I? hvi friste I mig?
Jed veed, Odin! hvor Øiet fjæles.«

15
Jeg veed Odins Øie fjælet
udi Mimers mægtige Brønd;
Mjød hver Morgen Mimer drikker
af Valfaders Pant. Veed I end eller hvad?

16
Odin skjænked Ring og Smykker;
Visdom hun eied og Vølve-Kraft.
Vartegn veed jeg, videre ser jeg,
saae vidt og vidt over Verdner alle.


17
Saae Valkyrjer vide komme
rede at ride til Gote-Riget;
skuld holdt Skjoldet, Skøgul dernæst,
Gunn, Hild, Gøndul og Geirskøgul. (Noter strofe 17-20)

18
Jeg saae Balders, den blodige Guds,
Odin-Sønnens skjulte Øde:
høit stod voxen over Vænget
myg og meget faur Mistelten.

19
Fra hin Væxt kom - saa veg den syntes -
Smertes-Spydet, slynget af Hød.
Frigg i Fensal fælded Taarer
for Valhals Ve. Veed I end eller hvad?

20
Knytte kan hun Krigsbaand stærke,
vundne haardt af Vales Tarme;
saare sorgfuld Sigyn holder
Vagt hos Vennen. Veed I end eller hvad?

21
Aa rinder vest fra Edderdale
med Sværd og Saxe, Slid den hedder;
[De to sidste vers mangler]

22
Stod mod Nord paa Nidesletten
Sal af Guld for Sindres Ætter;
stod en anden paa Okolne,
Ølsal, Jætten Brimer aatte.

23
Saae hun stande fjernt fra Solen
Sal paa Naastrand, Dør mod Nord vendt;
Edder drypper ind ad Lyren,
Ormerygge Salen ringle.

24
Saae i stride Strømme vade
mensvorne Mænd og Mord-Ulve;
Nidhugg suged Nedfarnes Lig,
vild sled den Viking. Veed I end? eller hvad?

25
Øst i Jernskov sad den Aldrende,
der hun fødte Fenres Slægter;
af dem Alle een skal vorde
Stjernens Tyv i Trolde-Ham.

26
Den i Feiges Fedme fraadser,
rødner med Blod Guders Bolig;
Solskin sortner, Somre efter
er Veiret vildt. Veed I end eller hvad?

27
Sad paa Høien og Harpen slog
Gygens Vogter, gladen Egder;
for hannem goel i Fuglevang
faur-rød Hane, Fjalar hedder.

28
Goel for Aser Gyldenkammen,
der Hærfaders Helte vækker.
En anden goel under Jorden,
sod-rød Hane i Hels Sale.

29
Glammer Garm ved Gnipahule,
Bolte briste, bort løber Ulv.
Vartegn veed jeg, videre ser jeg:
Skabernes Skjæbne, Strids-Gudernes.

30
Brødre blive hinanden Bane;
monne Sødskende Slægtskab spilde,
haard bli'er Verden Hor gaar i Svang,
ingen Mand den anden skaaner.

31
Mims Sønner lege, maner om Fald
lydt den gamle Gjaller-Lur;
Heimdal blæser, Hornet i Sky:
Odin mæler med Mims Hoved.

32
Stærkt Yggdrasils-Asken skjælver,
Oldtræet brager, Jætten er løs;
Alle ræddes i Hels Rige,
indtil at Surts Slægtning løber.

33
Hvad er med Aser? hvad er med Alfer?
Jættehjem gnyer, Aser tinge;
Dverge stønne ved Stendøre,
Vægbjergs-Vise. Ved I end eller hvad?

34
Glammer Garm ved Gnipahule,
Bolte briste, Ulv løber bort.
Vartegn veed jeg videre ser jeg:
Skabernes Skjæbne, Strids-Gudernes.

35
Hrym farer østfra, Skjold han ryster,
Slangen sig vrider i Jætte-Vrede,
Orm slaar Vover, Ørnen gjælder,
Nebbleg slider Lig: Naglfar er los.

36
Skib kommer nordfra: stevne mon Hels
Skarer over Sø, og Loke styrer;
mod Fenre alle Frygtelige fare,
de have Byleipts Broder blandt sig.

37
Surt med Flammer farer fra Syd,
skinner fra Sværd Slagguders Sol;
Graabjerg ramler, Gygen raver,
Helt gaar Helvei, Himlen kløves.

38
Haver da Hlin sin anden Harm,
naar Odin drager mod Ulv i Dyst,
og Beles blonde Bane mod Surt;
monne Friggas Fryd da falde.

39
Hlodyns store Søn fremstander;
Jordens Gjord om Luften gaber,
Glød den sprudler, Gift den spyer;
Odin-Sønnen Ormen møder.

40
Vred den veier Midgaards Vogter -
monne Mænd da Mandhjem rømme -
Fjorgyns Barn in Fjed vakler bort,
saaret af Snogen, den svig-smidige.

41
Sol alt sortner, i Sø Jord segner,
klare Stjerner fra Himlen styrte,
Dampen hvæser og Livsvarmeren,
Luen høit ved Himlen leger.

42
Glammer Garm ved Gnipahule:
Bolte briste, bort løber Ulv!
Vartegn veed jeg, videre ser jeg:
Skabernes Skjæbne, Strids-Gudernes.

43
Ser opstige for anden Gang
Jord af Havet grøn og herlig:
Fosser falde, Ørn flyver over,
den paa Fjeldet Fiske fanger.

44
Aser mødes paa Idesletten,
Midgaards-Ormen der de mindes
og det store Skjæbne-Stevne
samt Fimboltys Fortids Runer.

45
Derpaa findes under-fulde
gyldne Tavler, i Græsset glemt,
dem i Oldtid selv de aatte.
[Sidste vers mangler]

46
Agre monne usaaet voxe,
Ondt mon bedres, Balder kommer;
han boer med Hød i Hropts Haller,
Valguders Sal. Veed I end eller hvad?

47
Ønske-Kvisten Høner kaarer
[Dette vers mangler]
og Tveggs Brødres Børn vil bygge
i viden Vindhjem. Veed I end eller hvad?

48
Sal ser jeg staa mer faur end Sol,
udi Gimle gylden-tækket;
skal der skyldfri Skarer dvæle
og i Livstid Lykke nyde.

49
Kommer herlig Stor-Herskeren,
stærk fra oven, Alt han styrer;
Dom han siger, Strid han stiller,
fæstner Vedtægt, som vare vil.

50
Kommer dunkel Drage flyvende,
ful fra neden Nide-Fjælde;
slæbes i Fjer frem over Sletten
Lig af Nidhugg: nu han synker.

Indskud i Vøluspá 

I. Midnatssol og Maane

Sol greb sønden - var Maanens Sinde -
­med høire Haand om Himmelrand;
Sol ei vidste, hvor Sal den aatte,
Maane ei vidste, hvad Magt den aatte. 

Mødtes Magter til Maalstevne,
Nat og Næde Navn de gave,
Morgen nævned dog Midje-Dag,
Unnen og Aften, Aar at tælle. 

II. Dvergenes skabelse

Mødtes Magter til Maalstevnet,
hellige Guder handled derom:
skulde Dverges Skare skabes
af Brimes Blod og Blains Ben.

Var Modsogner mægtigst vorden
af alle Dverge, dernæst Durin;
i Mands Billede danned de mange
Dverge i Jord, som Durin sagde.

Ny og Næde, Nør og Sønden,
Øst og Vester, Altyv, Dvalin,
Naar og Nain, Niping, Dain,
Bifor, Baafor, Bambor, Nore;

Aan og Onar, Ain, Mjödvitner,
Vig og Gandalf, Vindalf, Thorin,
Traar og Thrain, Thek, Lit og Vit,
Nyraad, Regin, Nyr og Raadsvid.

File, Kile, Funden, Naale,
Heptefile, Haanar, Svior,
Fraar, Hombore, Fræg og Lone,
Ørvang, Jare og Egeskjold.

Tid er for Mænds Slægter at tælle,
fra Dvalins Flok til Lofar Dvergene,
som stræbte frem fra Sten-Grunden
til vaade Vænger, til Val-Pladser.

Der var Drøpner og Dolgthraser,
Haar, Høispore, Hlevang, Gloin,
Dore, Ore, Duf, Andvare,
Skirfer, Virfer, Skaafinn, Ain.

Alf og Yngve og Egeskjold,
Hjalar, Froste, Finn og Cinnar;
mindes monne, mens Mænd leve,
Lofars Ahners lange Række.

III. Menneskets skabelse

Til der kom tre af deres Tal
stærke, gode Guder til Hus;
paa Land fandt de, lidet mægtige,
Ask og Embla, øde-løse.

Aande ei havde, Hu ei aatte,
ei Blod, ei Lader, ei liflig Lød;
Aande og Hu, gav Odin og Høner,
Blod gav Løder og liflig Lød.

IV. Yggdrasil og Nornerne

Ask veed jeg staa, hedder Yggdrasil,
Veddet stænket med hvid Væde;
deden kommer Dugg, i Dale falder;
- staar evig grøn over Urds Brand.

Deden komme Mø'r, mangt-vidende,
tre fra den Sal, under Træet staar;
Lov de lagde, Liv de kaared
for Slægters Børn og Skjæbne sige.

Havimaal

I. Sprogenes Bog

Ved alle Døre, før ind man gaar,
Speide man skal,
Skue man skal;
Thi uvist er at vide, hvor Uvenner sidde
Foran paa Gulvets Fjæle.

Gavmilde, hil jer! Gjæst er indkommen,
Hvor skal han sæde søge?
Den ei dvæler, som for Døre
Skal sin Fremgang friste.

Ild har behov, hvo ind er kommen
Og er paa knæerne kold.
Mad og Klæder er Mandens Tarv,
Som haver paa Fjeld faret.

Vand har Behov, hvo til Vesper kommer,
Haand-Klæde og Hilsen,
Venligt væsen - om han vinde det kan -
Tale og lydhør Tavshed.

Vid har Behov, hvo vide vandrer,
Alt gaar saa jævnt hjemme;
Øie-Skive vorder, hvo Intet veed
Og sammen med Snilde sidder.

Ei af sin Kløgt skal Mand sig kry,
Heller sindig i Sinde;
Tavs den Kloge til Hjemgaard kommer;
Sjelden voldes Varsomme Ve.

Den varsomme Gjæst, der til Vesper kommer,
Tier med lydhør Tavshed;
Lytter med Øre, lurer med Øie, -
Slig Speiden er Vismands Vane.

Taaben gloer, naar til Gilde han kommer,
Mumler i Skjæg og skuler;
Alt saasnart en Slurk han faar,
Ligger for Dag hans Dumhed.

Ei holde man sig til Kruset, drikke dog høvisk Mjød,
Tale til Tarv eller tie;
Ei lægger Nogen dig det til Last,
At du gaar snart at sove.

Graadig Mand uden Menneskevid
Æder sig Alderssvaghed til; -
Mangen til Latter i Kloges lag
Blot ved sin bug blev.

Hjorde vide, naar hjem de skulle,
Og da de af Græs gange;
Men usnild Mand aldrig kjender
Egen Maves Maal.

Usselryggen, den ilde-sindede,
Spotter over dit og dat;
Ei han veed, hvad vide han burde,
At ei han for Feil er fri.

Usnild Mand mener at Alle,
Der smile vænt, er hans Venner;
Ei han mærker, at Ondt om ham mæles,
Naar han blandt Snilde sidder.

Usnild Mand, mener at Alle,
Der smile vænt, er hans Venner;
Tidsnok han mærker, naar paa Thinge han møder,
At han har Faa Forsvar.

Usnild Mand mener at vide Alt,
Blot han har Balgen bjerget;
Ei han veed at vælge sit Svar,
Naar Kloge gaa ham paa Klingen.

Usnild Mand, der blandt Mennesker kommer,
Ham er det tjenstligt at tie.
Andre ei aner, at Intet han kan,
Naar ei han for meget mæler.

Viis tykkes sig den, som veed at spørge,
Og sige hvad Andre sagde;
Intet skjule kan Slægters Sønner,
Hvad først er ude blandt Folk.

I Overflod mæler, hvo aldrig tier,
ørkesløse Ord; -
rapmælt Tunge, som render uden Tøile,
snakker sig ofte til Skade.

lngen gjøre Anden til Øieskive,
naar han til Gjæstebud gaar;
ofte tykkes sig vis, hvo uspurgt vorder,
og tørskindet kan tvære.

Vis sig tykkes, naar Flugt han tager,
en Gjæst som har Gjæst gjækket;
lidet mærker den, over Bordet ler,
at han blandt Gramme griner.

Mange Mænd mene hinanden vel
og feide dog over Fadet;
stedse er det Slægters Stof til Strid,
Gjæst kives med Gjæst.

Aarle Maaltid skal Manden tage,
Ei fastende komme til Fest;
Sidder og hænger, ser forhungret ud,
Og kan om faa Ting fritte.


Gange du skal, skal Gjæst ei være
stedse paa samme Sted;
Liflig bliver led, naar længe han sidder
paa de fremmede Fjæle.

Bo er bedst, om end lidet det er,
i sit Hus er enhver Herre.
Har du to Gjeder og en vidietækt Hytte, --
det er dog bedre end Bøn.
-
Bo er bedst, om end lidet det er,
I sit Hus er enhver Herre.
Hjertet bløder hos den der maa bede
Om Maad til hvert et Maaltid.

Vaaben og Klæder skal Venner vexle,
sligt paa dem selv synes;
Giver og Gjercgiver blive gamle Venner,
om vedblivende Alt gaar vel.

Ven for sin Ven skal en Mand være
for ham og for hans Ven;
men ingen Mand skal sin Uvens
Venners Ven være.

Veed du en Ven, som vel du troer,
og vil du Godt af ham vinde:
Sind du blande med ham og Gaver skifte,
ofte gaa ham at gjæste.

Har du en Anden, som ilde du troer,
Og vil dog Godt af ham vinde: -
Fagert du mæle med ham og falsk det mene,
Giv løs Tale for Løgn.

End Et om ham, hvem ilde du troer,
Og paa hvis Sind du ei stoler:
Le skal du med ham og listig mæle,
Lønnen være Gavens Lige.

Ung var jeg fordum, ensom jeg foer,
da forvilded jeg mig paa Veien.
Rig jeg mig tyktes, da en Anden jeg traf:
Mand er Mands Gammen.

Fyrren paa Torp trives ei, frønnes
blottet for Bark og Bar;
slig er den Mand, hvem slet Ingen elsker,
hvi skal han længe leve?

Hedere end lld brænder blandt onde Venner
Fred i fem Dage,
og slukner da, naar den sjette kommer,
som aldrig der Venskab var.

Ikke meget en Mand skal give,
tidt kjøbes Lov for lidt;
med en halv Lev og heldende Krus
jeg mig en Fælle fik.

Brand af Brand brænder til brændt den er,
lld tændes af lld.
Mand for Mand er ved Mælet kundbar,
dum bliver den der tier.

Aarle skal opstaa, hvo der vil Andens
Liv og Løsøre have;
sjelden fanger liggende Ulv et Laar,
eller sovende Mand Seir.

Aarle skal opstaa, hvem Arbeidere fattes
og gaa sin Gjerning at røgte;
meget sinkes hvo om Morgenen sover,
Raskhed er halv Rigdom.

Tørre Bjælker og Næver til Tækning
derpaa veed Manden Maal;
veed og hvormeget Ved forslaar
til Halvaar og til Hælvten.

Toet og mæt ride Mand til Thinge
om end ei kostbart klædi;
ved Sko og Brog sig Ingen skamme,
og heller ei ved sin Hest.

Den klaprer og snapper, naar den kommer til Søerne,
Ørnen paa det urgamle Hav;
saa er en Mand, der blandt Mange kommer
og har Formælere faa.

Spørge og svare den Vise skal,
om han vil klog kaldes;
vide ene og ei selvanden,
-Thinget veed hvad tre veed.

Den Snilde i Raad skal sin Styrke
holdt i Ave have;
det han finder, naar blandt Frøkne han kommer
at lngen er aller-kjækkest.

Varsom og vagtsom hver Mand være,
tøvende med Venne-Tiltro;
ofte for Ord, som til Andre sagdes,
maa man Bod byde.

Meget for tidlig jeg mangt Sted kom
Og for sent tll Somme;
Øl var drukket eller ulavet,
sjelden finder Brydsom Bryg.
Her og hist blev til Hus jeg buden,
hvis jeg kræved ei Mad til Maaltid,
eller to Skinker hang hos min tro Ven,
naar jeg havde een ædt.

Ild er det bedste for Ætters Børn
dernæst Sol at se
og god Helsen, om den kan haves,
og uden Last at leve.

En Mand er ei Stakkel om end han skranter;
somme er sæl ved Sønner,
somme ved Frænder, somme ved Formue,
somme ved velgjort Værk.

Bedre i Live end ligge paa Baar,
den Kvæge faar sig vel Kvæg.
Blusse saae jeg Baal for Rigmand,
selv laa han død for Dør.

Halt rider Hest, Haandløs driver Hjord,
Døv er dygtig i Dyst;
Blind har det bedre end Brændt har det,
et Lig er til liden Nytte.

Søn er bedre skjøndt sent født,
naar Faders Liv er ledet;
Sjelden Bautasten staa ved Vei,
uden reiste af Maag for Maag.

Ei veed en Mand, som Intet veed:
Mangen vorder Overflods Abe.
En er rig og arm en Anden,
lngen bør derfor dadles.

Fæ døer, Frænder døer,
selv døer man tilsidst.
Men Eftermælet aldrig døer,
hvor det er vel vundet.

Fæ døer, Frænder døer,
selv døer man tilsidst.
Eet veed jeg, der aldrig døer,
Dom over hver en Død.

II. Odins Eventyr.

Odins ølrus

Ei er saa godt som godt det kaldes
Øl for Ætternes Sønner;
thi mindre veed jo mer han drikker
af sit Mod en Mand.

Glemsels Heire over Gilder svæver,
l den stjæler Mandens Mod;
med den Fugls Fjedre blev i Fjedre jeg lagt
udi Gunløds Gaard.
Drukken jeg blev, blev død-drukken
alt hos Fjalar hin Frode;
da er Øl bedst, naar Alle derefter
hjembringe Mande-Modet.

Odin og Billings mø

Paa Møers Ord ei meget du stole
og ei paa hvad Kone kvæder;
thi paa svingende Hjul deres Hjerter skabtes,
og dem lagdes Bratsind i Bryst.

Det jeg sanded, da i Siv jeg sad
og efter min Lyst længtes;
Blod og Hjerte var mig den blide Mø,
endda jeg ei hende eier.

Billings Mø paa Bolstre fandt jeg
solhvid at sove;
Jarls Herlighed Jammer mig tyktes,
naar ei han med den Lyse leved.

»Silde mod Aften skal Odin du komme,
om du vi! med Mø mæle;
ilde sig ssmmer om ei sammen ene
slig en Synd vi kjende.«

Bort jeg gik og at gilje haabed,
viis Villie foruden;
vist jeg vented, at vinde jeg skulde
al hendes Gunst og Gammen.

Dernæst kom jeg, da var det kjække,
væbnede Folk vaagen;
med brændende Lys og med baarne Blus,
saa vistes mig Vinterveien.

Og ud paa Morgen, da atter jeg kom,
sov Huskarle i Hallen;
en Hund jeg fandt, som den hulde Pige
havde ved Leiet lænket.

Mangen huld Mø, - naar meget forskes -
svigfuld er mod Svend;
det har jeg sandet, da jeg den snilde
Kvinde til Lyst lokked.
[Alskjøns Haading hos den Elskte jeg høsted
og vandt hende ei til Viv.]

Odin og Suttungs mjød

Maalstærk være Mand, som meget vil vide,
tidt skal om Godt han tale;
»Erketaabe« hedder hvo lntet kan sige,
det er Uvises Art.

Urjætten jeg søgte, nu kom jeg atter,
Lidt fik hos Thursen jeg tavs;
Mange Ord jeg mælte mig til Fromme
udi Suttungs Sale.

Borets Mund lod jeg bryde Rum
og i Graasten gnave;
over og under gik Jætters Veie,
da voved jeg Hals og Hoved.

Gunlød gav mig paa Gyldenstol
Drik af den dyre Mjød;
ilde Løn jeg lod hende have
for hendes fuldtro Villie,
[for hendes svare Savn.]

Vexlet Skikkelse skaffed mig Nytte,
Lidet den Snilde savner;
Thi er Odrerer op nu kommen
Til Jord-Slægternes Hjem.

Tvivlsomt det er mig, om jeg atter var kommen
ud af Jætters Gaarde,
havde ei Gunlød den gjæve jeg nyttet,
der lagde om mig sin Arm.

Dagen derefter droge Rimthurser
til den Høies Hal: -
om Bølværk var kommen tilbage til Guder
eller var af Suttung slagen?

Ring-Ed har Odin aflagt - tykkes mig -
hvo vil hans Tilsagn tro?
Svegen lod fra Gilde han Suttung gaa
og græmmet Gunløde.

Loddfafnesmál

Tid er at tale fra Talerstolen!
Alt ved Urdas Brønd
saae jeg og tied, saae jeg og tænkte,
hørte den Høies Tale.

Jeg raader dig, Loddfafner, og Raad du tage!
nyde du skal, om du nemmer,
Lykke du faar, om du lærer!
Staa ei op om Natten, uden for at speide
eller søge afsides ude.

Jeg raader dig Loddfafner, og Raad du tagge!
nyde du skal, om du nemmer,
Lykke du faar, om du lærer: -
seidkyndig Viv du i Favn ei sove,
lig ei i hendes Lemmers Lukke.

Saa hun det føier, at føie du agter
Thing eller Drots Tale;
ei glædes ved Mad eller Mænds Gammen
og gaar sorgfuld at sove.

Jeg raader dig Loddfafner, og Raad du tage!
nyde du skal, om du nemmer,
Lykke du faar, om du lærer: -
Andens Viv du aldrig vinde
Elskovs-Yndest af!

Jeg raader dig Loddfafner, og Raad du tage!
nyde du skal, om du nemmer,
Lykke du faar, om du lærer: -
Lyster dig at fare paa Fjeld eller Fjord
sørge du vel for Veikost.

Jeg raader dig Loddfafner, og Raad du tage!
nyde du skal, om du nemmer,
Lykke du faar, om du lærer: -
om Ven du eier, som vel du troer,
far ham tidt at finde;
Ris der groer og høit Græs
paa Vei, som Ingen vandrer.

Jeg raader dig Loddfafner, og Raad du tage!
nyde du skal, om du nemmer,
Lykke du faar, om du lærer: -
Lok af god Mand Gammens-Runer
og lær dig Lægedoms-Galder.

Jeg raader dig Loddfafner, og Raad du tage!
nyde du skal, om du nemmer,
Lykke du faar, om du lærer: -
overfor Ven være du aldrig
først til Forhold at bryde;
Sorg æder Hjertet, naar sige du kan
til Ingen din din hele Hu.

Jeg raader dig Loddfafner, og Raad du tage!
nyde du skal, om du nemmer,
Lykke du faar, om du lærer: -
Aldrig skulde Ord du skifte
med en usnild Abe;
thi ond Mand monne aldrig
Løn for Godt give;
men god Mand mægter ganske
at gjøre dig lifllig ved Lov.

Det er Fostbroder-Sind, naar sige man tør
til En sin hele Hu;
Intet er værre end Vankelmod,
Ven taler ei altid til Villie.

Jeg raader dig Loddfafner, og Raad du tage!
nyde du skal, om du nemmer,
Lykke du faar, om du lærer: -
ei trende Ord splid i Trætte med en Slet..
Ofte den Bedre bier,
naar den Slette slaar.

Fortsættes ...

 

 

Vafthrudnesmál

Odin kvad:
Mangt jeg foer, mangt jeg fristed,
mangt har jeg Magter prøvet;
vide jeg vil, hvor i Vafthrudners
Sals-Bolig det staaer.

Frigg kvad:
Held din Bortgang, held din Hjemkomst,
held dig vorde paa Vei!
Dit Vid due,    naar du, Slægt-Fader,
mæler jævne Jætten.

Foer da Odin Ordkløgt at friste
med hin alvise Jætte.
Til Hallen han kom, Ims Fader havde,
flux gik Ygg der ind.

Odin kvad:
Hil dig, Vafthrudner! Til Hal kom jeg
for dig selv at skue.
Først vil jeg vide,  om viis du er
eller alt-vidende, Jætte.

Vafthrudner kvad:
Hvilken Mand er det, som i mine Sale
om sig kaster med Ord?
Levende ei du lukkes af Hal,
viger dit Vid for vort.

Odin kvad:
Gangraad jeg hedder, min Gang har ført mig
tørstig til Thurse-Sale;
Gjæste-Venskab - vidt jeg vandred -
venter jeg af dig, Jætte.

Vafthrudner kvad:
Hvi vil da, Gangraad! fra Gulv du mæle?
gak til Sæde i Sal!
Kappes vi vil,  hvo kyndigst kaldes,
Gjæst eller den gamle Taler.

Odin kvad:
Ringe Mand, som til rig kommer,
tale til Tarv eller tie.
Ord-Gyden gavner ham ilde,
naar han til en Koldsindet kommer.

Vafthrudner kvad:
Siig mig, Gangraad! - da paa Gulv du vil
Kundskab lade kjende -:
hvad den Hest hedder, paa Himlen drager
Dag over Drot og Folk.

Odin kvad:
Skinfaxe han hedder, som drager den skjære
Dag over Drot og Folk;
Ypperst af Heste agte ham Redgother;
høit lyser Hingstens Man.

Vafthrudner kvad:
Siig det, Gangraad - da paa Gulv
du vil Kundskab lade kjende -:
hvad det Ørs hedder, som østfra drager
Nat over naadige Magter.

Odin kvad:
Rimfaxe han hedder, paa Himlen
drager Nat over naadige Magter;
Mile-Draaber hver Morgen han fælder,
deden kommer Dugg i Dale.

Vafthrudner kvad:
Siig det, Gangraad - da paa Gulv du vil
Kundskab lade kjende -:
hvad den Aa hedder, som mellem Jætter
og Guder Grund deler.

Odin kvad:
Ifing hedder Aa, som mellem Jætter
og Guder Grund deler;
aaben hun rinder gjennem alle Dage,
ei kommer is paa Aa.

vafthrudner kvad:
Siig det, Gangraad! -- da paa Culv du vil
Kundskab lade kjende -:
hvad den Slette hedder, hvor til Strid skal stevne
Surt og de gode Guder.

Odin kvad:
Vigrid hedder Sletten, hvor til Strid skal stevne
Surt og de gode Guder;
hundred Røster holder den hver Led -
slig blev dem Sletten tilmaalt.

Vafthrudner kvad:
Bravt har du svaret; bænk dig nu hos Jætten
og tale vi siddende sammen!
Hoved vort skal i Hal vi vædde,
Gjæst! - udi god Kundskab.

Odin kvad:
Siig mig da først - om dit Vid duer
og du, Vafthrudner! veed det:
Hveden mon Jord og den hvalte Himmel
kom, du kloge Jætte!

Vafthrudner kvad:
Af Ymers Kjød blev Jorden skabt, og af Knoglerne Klipper;
af den rimkolde Jættes Hjerneskal Himlen,
og af Saar-Sveden Sø.

Odin kvad:
Siig for det andet - om dit Vid duer
og du, Vafthrudner! veed det:
Hveden Maane kom, over Mænd at fare,
ligesaa og Sol?

Vafthrudner kvad:
Mundilfare han hedder, er Maanes Fader
ligesaa og Sols:
Himmel-Veien de hver Dag vandre,
Mænd til Aare-Maal.

odin kvad:
Siig for det tredie,    da de snild dig nævne,
og om du, Vafthrudner! veed det: -
Hveden Dag farer    over Drot og    Folk
saa og Nat med Næde?

Vafthrudner kvad:
Delling han hedder, er Dags Fader,
og Nat blev avlet af Nørr;
Ny og Næde skabte naadige Magter
Mænd til Aare-Maal.

Odin kvad:
Siig for det fjerde, da hin Frode du nævnes,
og om du, Vafthrudner, veed det:
hveden Vinter kom og den varme Sommer
længst blandt Livets Magter?

Vafthrudner kvad:
Vindsval han hedder, han er Vintrens Fader,
og Sommerens er Svaasud;
af Vaasad var Vindsval avlet,
koldsindet er alt det Kuld.

Odin kvad:
Siig for det femte, da hin Frode du nævnes,
og om du, Vafthrudner, veed det:
hvo er af Aser eller Ymers Ætter
ældst i Oldtid skabt?

Vafthrudner kvad:
Talløse Vintre før Jorden var,
da blev Bergelmer baaren;
Thrudgelmer var Thursens Fader,
og Fa'r-Fader Aargelmer.

Odin kvad:
Siig for det sjette, da de snild dig nævne,
og om du, Vafthrudner, veed det:
hveden Aurgelmer kom blandt Jætters Ssnner
først, den fremvise Jætte?

Vafthrudner kvad:
Faa Elivaager Edderdryp stænked,
det voxed og Jætten var;
deden alle    vore Ætter komme,
fordi er de alle onde.

Odin kvad:
Siig for det syvende, da snild de dig nævne,
og om du, Vafthrudner, veed det:
hvorlunde fik Børn den barske Jætte
foruden Gyges Gammen?

Vafthrudner kvad:
Under Thursens Arm tro de der voxed
Mø og Mand sammen; Fod med Fod
fødte for Jætten sexhovedet Ssn. -

Odin kvad:
Siig for det ottende, da snild de dig nævne,
og om du, Vafthrudner! veed det:
hvad først du mindes og fremmest veed, thi alvis er du, o Jætte!

Vafthrudner kvad:
Talløse Vintre, før Jord blev til,
da var Berggelmer baaren;
det mindes jeg først, da Jætten, hin frode,
blev i Baad bænket.

Odin kvad:
Siig for det niende, da snild de dig nævne,
og om du, Vafthrudner! veed det:
hveden kommer Vind, over Vove farer,
aldrig den selv man ser.

Vafthrudner kvad:
Hræsvelg han hedder, ved Himlens Rand
sidder i Ørns Ham Jætten;
fra hans Vinger, kvædes der, Vinden kommer,
over alle Mænd.

Odin kvad:    
Siig for det Tiende, da alt hvad times
Guder du veed, o Vathrudner!
hveden kom Njord blandt Aser at nævnes,
skjøndt ej han af Aser avledes.

Vafthrudner kvad:
Vanehjem skabte ham vise Magter
og gav ham Guder til Cidsel.
Ved Aldrenes Ende atter han kommer hjem til vise Vaner.

Odin kvad:
Siig for det Ellevte, da snild du nævnes,
og om du, Vafthrudne, veed det:
hvor Mænd paa Thun . . . . . . . . .
mødes hver Dag i Dræbning.

Vafthrudner kvad:
Alle Einherjer paa Odins Thun
mødes hver Dag i Dræbning.
Val de kaare, fra Kamp de ride,
sidde de sonede sammen.

Odin kvad:
Siig for det Tolvte, hvi alt hvad times
Cuder du veed, o Vafthrudner!
om Jcetters Runer og alle Guders
du det Sandeste siger.

Vafthrudner kvad:
Om Jcettens Runer og alle Cuders
kan jeg Sandt sige;
ni Verdner saae jeg, nederst Niflhel,
didned Mennesker dø.

Odin kvad:
Mangt jeg foer, mangt jeg fristed,
mangt har jeg Magter prøvet;
hvilke Mennesker leve, naar ledet er
den frygtelige Fimbulvinter?

Vafthrudner kvad:
Liv og Livthraser lønlig mon leve
i Hoddmimers Holt;
Morgen-Dugg til Mad de have,
af dem Ætterne avles.

Odin kvad:
Mangt jeg foer, mangt jeg fristed,
mangt har jeg Magter prøvet;
Hveden kommer Sol paa Himmel-Sletten,
naar Ulven har denne dræbt?

Vafthrudner kvad:
Eneste Datter Alfrødul føder,
før hende Ulven æder;
hin Mø skal, naar Magterne dø,
Moderens Veie vandre.

Odin kvad:
Mangt jeg foer, mangt jeg fristed,
mangt har jeg Magter prøvet;
hvad hedde de Møer, over Hav haste?
viise fare de vide.

Vafthrudner kvad:
Trende Flokke - over Torp de falde -
af Møgthrases Møer:
ei andre Fylgier findes i Verden,
endog de blandt Jætter avledes.

Odin kvad:
Mangt jeg foer, mangt jeg fristed,
mangt har jeg Magter prøvet:
hvilke Aser raade for Guders Eie,
naar sluknet er Surts Lue?

Vafthrudner kvad:
Vidar boer med Vale i Borg,
naar sluknet er Surts Lue,
Mode og Magne skulle Mjølner have,
naar Vingthor er veiet.

Odin kvad:
Mangt jeg foer, mangt jeg fristed,
mangt har jeg Magter prøvet:
hvad lægger Odins Alder øde,
naar Guderne gaa til Grunde?

Vafthrudner kvad:
Ulv skal sluge Slægters Fader,
ham mon Vidar hævne;
i Kamp kløver kjækt han Kjæven
paa den onde Ulv.

Odin kvad:
Mangt jeg foer, mangt jeg fristed,
mangt har jeg Magter prøvet:
hvad mælte Odin i Øret paa Balder,
før han paa Baal bares?

Vafthrudner kvad:
Ingen det veed, hvad i aarle Old
du sagde i Sønnens Øre;
med feig Mund jeg mælte om Runer
og om Skabernes Skjæbne.

 

Den Ældre Eddas Gudesange I-II, oversat af Karl Gjellerup. Thanning & Appel.