AASE HANSEN:

 

Minder fra en skoletid

 

(Ved Frederiksborgensersamfundets rusfest i november 1970 fortalte forfatterinden Aase Hansen minder fra sin skoletid 1910-1913 på Frederiksborg Statsskole. Manuskriptet gengives nedenfor).

 

Mine Tilhørere —

De tre Gymnasieaar jeg var Elev paa Frederiksborg Statsskole ligger nu saa langt tilbage i mit Liv og hele Tilværelsesmønstret er saa ændret, at det staar mig klart, at Erindringer fra de Aar maa forekomme de unge blandt de her tilstedeværende lige saa historisk fjerne som Ingemanns Skildringer af sine Oplevelser i Slagelse Latinskole.

Om det saa i en Tid, hvor man fra saa mange Sider undsiger Fortiden, har nogen Interesse med min Haandfuld spredte Erindringer fra Frederiksborg Statsskole i Perioden 1910-13 – ja, det afhænger vel af Alder og Temperament, men nu har jeg af Bestyrelsen for Frederiksborgensersamfundet faaet Opfordringen til at fortælle dem, og letsindigt har jeg sagt ja.

Selvfølgelig var Skolen autoritær dengang.  Det var vi da ganske klare over, selv om Ordet ikke dengang blev brugt til Bevidstløshed om alt muligt – Institutioner og Personer imellem hinanden – som det gør det i Dag.  Vi kendte naturligvis Ordet, men brugte det ikke meget i daglig Sammenhæng.  Vi fandt det nok – og det er maaske beskæmmende for vor Intelligens – til en vis Grad i Orden, at Autoritet og Autoriteter fandtes.

En Skole uden Disciplin – saadan hed det dengang – var ikke nogen velanskrevet Anstalt. Ikke af Myndigheder, ikke af Forældre og saamænd heller ikke af Elever.

I hine fjerne Dage var der ikke noget, der hed Elevraad, det hører jo til de nyere Træk af Skolestrukturen – mon ikke man kan bruge Ordet Struktur her.  Det er saadan et godt nutidigt Ord, der kan bruges om næsten alt.

Næ, de stakkels Elever var faktisk retsløse, ingen spurgte dem om noget.  De havde egentlig kun almindelig disciplinær Opsætsighed at falde tilbage paa, den var ganske uorganiseret, individuel og spontan, selv om det via Kammeratskabets evige gamle Lov hændte, at en Klasse gik samlet til Angreb for at forstyrre en Lærers Ro og Orden, saa en Time blev et uroligt Hav, hvor en hjælpeløs Lærer tumlede om som en skibbruden.

En saadan Situation kunde den enkelte Lærer komme i, det afhang ganske af hans Evne til at gøre sin Myndighed gældende.  Gribe til Ferlen som i Ingemanns Tid kunde han ikke, selv om korporlig Afstraffelse ikke var ligefrem bandlyst – en Lussing og sligt kunde forekomme.  Verbal Hidsighed slog sjældent til, den Slags Tordenvejr blev gerne hilst med frydefuld Jubel.

Dengang som nu betød det alt for en Skole at have dygtige Lærere, helst baade dygtige i deres Fag og dygtige som Pædagoger.  En mere krævende Livsgerning end Lærerens findes der knapt efter mit Skøn.  Det er en Selvfølge, at en Skoles Lærerkollegium er med til at give den Ansigt.

I min Tid på Frederiksborg Statsskole var det nok først og fremmest Rektor, der tegnede Skolens Ansigt.  Rektor dengang var den klassiske Filolog Dr. Karl Hude.

Jeg havde ham ikke som Lærer i mine tre Aar paa Skolen, kom ham saaledes ikke paa nærmere Hold som de Klasser, der havde den Begunstigelse at blive undervist af ham.  Paa hvor nært Hold de kom ham, ved jeg ikke; der var nok selv da en Distance om ham, noget man – i dette Tilfælde vil man sige jeg – uvilkaar­ligt satte i Forbindelse med klassisk Kølighed.

Nu er klassisk jo saa meget andet end Kølighed, men det er nok det, jeg paa det Tidspunkt især har sat det i Forbindelse med.  Men trods sin kølige Fjernhed var Rektor Hude meget nærværende i Skolens Liv.  For mig er, naar jeg ser tilbage, som om han mærkedes overalt. Jeg tror heller ikke meget undgik hans Opmærk­somhed.  Havde nogen forset sig og blev stedet for Rektor i hans Kontor, var dette Møde og den mundtlige Irettesættelse, Synderen fik, ikke noget han forsøgte at trække paa Skulderen ad.

Naar man i Vintermorgenernes Skumringsmørke – jeg var Togbarn, og vi kom til Skolen et godt Stykke Tid før Morgensangen – mødte man næsten uvægerligt Rektor, naar man drejede ind ad Porten.  Dengang var der Rektorbolig paa Skolen, og han havde da nok været paa sin første Morgenrunde.  Hans Kravestøvler, den høje Skikkelse i den graa Kavaj, Profilen under den bredskyggede Hat hører til de Billeder, der er ætset ind i min Erindring.

At Rektor Hude havde Autoritet var hævet over enhver Tvivl; der var ingen disciplinær Krise paa Frederiksborg Statsskole i min Tid.  Det betød nu ikke, at Disciplinen i de enkelte Timer altid var upaaklagelig, det afhang i højeste Grad af den enkelte Lærer, hans Evne til at fængsle Elevernes Interesse og gøre Undervisningen saa levende, at de ikke behøvede at gøre Timen livligere med Spilopper. Eller det beroede paa noget i hans Væsen, som bandlyste ethvert

Forsøg paa Uro.

Men hvor mange Lærere er gudbenaadede Undervisere eller født med Dyretæmmerblikket, der skaber den Stilhed, hvor man kan høre den berømte Knappenaal falde til jorden?  Der er mange Nuancer mellem de to Typer.

Nu var vi Gymnasiaster dog af saa megen Modenhed, at vi forstod, at vi gik paa Skolen for at lære noget, og at det ikke blot beroede paa Lærerne, men ogsaa paa os selv, og hvad det Hold angik, som jeg hørte til, var der ingen Oprørere.  Vi var det man kalder nemme Elever.

Naturligvis havde vi vore Domme og Meninger om Lærerne, vi havde Blik for deres Særheder og smaa Latterligheder.  Vi havde en hel Del jordbunden Skepsis og sund Fornuft, Provinsbørn og Børn fra Landet, som de fleste af os var.  Naturligvis kendte ogsaa vi til at lave Sjov i Timerne.  De fleste Paafund var de gamle klassiske, Kendinge fra Alverdens Skolehistorier.

Skolens Lokaliteter var uden Overflod, spartanske.  Det fandt vi vist ganske i sin Orden.

Centralvarme var der dengang ikke indlagt, vi havde store dybe Brændekasser fyldt med Bøgebrænde, der lige siden Christian den Fjerdes Tid blev ydet Skolen fra de sjællandske Skove.  En Vintermorgen med knitrende Kakkelovnsild og Lugten af Bøgebrænde havde en særlig Hygge over sig.  Det var forøvrigt et yndet Nummer at fyre saa meget i Kakkelovnen, at en af de mere blodrige Lærere, der ikke taalte saa meget Varme, bragtes til at overskride Irritationstærsklen, saa han skiftevis tørrede sin svedige Pande og for op over et næsvist stillet Spørgsmaal. Det meste af det, vi foretog os til egen Forlystelse i Timerne, var af denne Slags, der dækkes af det latinske Ord: sunt pueri pueri, pueri puerilitas tractant.  Drengestreger med andre Ord.

Nu er min Tid dog ikke saa fjern og forhistorisk, at Skolen kun var en Drengeskole, men det laa ikke mange Aar tilbage, det var slet ikke saa længe siden at den aabnede Porten for de første Piger.

Der sad nok i Drengene dengang en Fornemmelse af, at Pigerne havde trængt sig ind paa deres Enemærker.  Af og til hørtes smaa venligt spydige Bemærkninger om, at nu var vi saa lige, at saadan noget Galanteri som at aabne en Dør for en Pige eller at hjælpe hende i Overtøjet ikke kunde forventes.

Det var nu ikke noget, der forstyrrede det gode Kammeratskab, det skulde ikke tages alt for alvorligt.  Siden er Kønnene blevet mere lige, efter Rødstrømpernes Mening dog aldeles ikke lige nok.  Men de eksisterede ikke i hine Dage, kun Blaastrømperne, og de var ikke rigtig estimerede.  Ud fra et helt andet Synspunkt end Rødstrømpernes synes jeg forøvrigt, at vi mere end nogensinde lever i et forrygende Mandssamfund, noget der slet ikke vilde være faldet mig ind i de fjerne Dage, da jeg med fuld Sanktion hørte Galanteriet blive afskrevet.

Jeg tror ikke, Kvinderne har faaet ret meget, de ikke har maattet betale paa anden Vis.  Det er vel Lighedens Pris – den Lighed, der hidtil efter min Erfaring altid har været af den Art, at nogen er mere lige end andre.  I denne Lighedens Navn oplever man nu, at ogsaa den almindelige Dannelse bliver undsagt.  Den skal Gymnasieuddannelsen ikke tilstræbe, læste jeg for nylig i en Artikel om Fremtidens Gymnasium.  Derimod skal man give Eleverne fælles Referensramme.  Spørg ikke mig, hvad det Ord kan rumme – vist noget i Retning af Udviklingen af en bestemt Mennesketype.

Forøvrigt er en Egenskab som Høflighed, der i fordums dage hørte med om ikke til Dannelse, saa dog til god Omgangstone Mennesker imellem, godt paa Vej ud.  I Stedet for har vi faaet love.  Hvad saa det vil sige? Jeg har ikke set det praktiseret uden over for en Partner eller Gruppemedlemmer.

Men fra Nutidens love-in vil jeg igen vende mig mod den fjerne Fortid, hvor Kvinderne saa forholdsvis nylig havde holdt deres Indtog her paa Frederiksborg Statsskole.  Ved det aarlige Skolebal var deres Rolle den evigt kvindelige at behage og bedaare – saa længe der er to Køn, vil det aldrig være anderledes ved den Slags Assembleer.  Den Kvinde er ikke til, at der ikke er Øjeblikke i hendes Liv, hvor hun ikke gerne vil bytte alle Lærdoms- og Karrieresejre med en Kærlighedstrofæ.

Det aarlige Skolebal indledtes med Skolekomedien.  Fik Pigerne Plads paa Dansegulvet i Silkesko og brusende Tyll eller hvad der nu var moderne dengang, saa fik de det i Rektor Hudes Tid ikke blandt Komediens Aktører.  Ikke fordi han regnede Pigerne for daarligere Skuespillere end Drengene, men fordi han holdt stejlt paa Traditionen fra de oprindelige gamle Peblingekomediers Tid, hvor alle Roller blev udført af Mandkøn ligesom det blev det paa Shakespeares Teater.

Nej, til Komedien var Pigerne passive Tilskuere – siden ved Ballet tog de deres Revanche.  Skolens Piger var forøvrigt ikke mange nok til at udfylde Ballets Behov, der blev inviteret Damer med udefra.  Frøken Mørks Skole leverede et betydeligt Kontingent.

Skoleballet var næsten altid i Februar, den anden store Begivenhed faldt om Sommeren, naar Eksamenerne var afsluttede, og Ferien skulde begynde.  Det blev festligholdt med Translokation.  Ordet er højtideligt, og vi fandt sandelig ogsaa Dagen højtidelig.  Rektor talte til Dimittenderne, Chr.  Richardts smukke Kantate blev sunget.  Gymnastiksalen hvor det foregik var fyldt med sommerklædte Elever

og Forældre.

Da jeg blev Student var det Tradition, at man den Dag, da man havde været oppe i sidste Fag, kørte i hestetrukken, blomsterpyntet Charabanc gennem Byen og op til Nøddebo Kro, hvor der blev festet.  Den Dag satte vi ogsaa Huerne paa.  Man gik vel kun med sin Hue den Sommer – hvor attraaet den end havde været.  Allerede dengang havde forøvrigt enkelte Røster begyndt at ytre sig mod Huen.  Hvad skulde den egentlig til for?  Paa vort Hold demonstrerede en enkelt sin Selvstændighed ved at møde med sort Hue i Stedet for den gængse hvide Sommerhue.  Huerne var paa til Translokationen, Pigerne var naturligvis i hvide Sommerkjoler.  For Drengenes Vedkommende var Paaklædningen overvejende blaat Jakkesæt – blaat Tøj er altid pænt, sagde man dengang.  Nu er det blaa Tøj gaaet sin Vej som saa meget andet.  Men der var Studenterhold lige før vores, der var saa stilfulde, at næsten alle de unge Mænd var i Kjole og hvidt.  Der var endnu mange Aar til Oprøret mod alle Traditioner og Former.

Den Sommerdag vi gik ud af Skolens Port var et Farvel til et vigtigt Afsnit af ens Opvækst, den var et Farvel til et dagligt Kammeratskab, det blev kun faa af os, der blev ved at holde nær Kontakt med hinanden.  Veje skiltes for kun sjældent at krydses.  Bag os laa Skolen og dens Lærere.

Nu kunde De vel forvente, at jeg nærmere vil omtale de Lærere, vi havde her ved Skolen i min Tid, men for de yngre, der her er til Stede, vil det blot være Navne. Jeg ser dem for mig: Lektor Velschou, som vi havde i Latin, P. Høy vores Fransklærer, Carl V. Østergaard vores Tysklærer, dengang en ung Adjunkt, ligesom Boisen, vores Historielærer og Bredsdorff vores Engelsklærer.  Lektor Bredsdorff vil dog være kendt for mange her, saa knyttet som han var til Skolen og til Hillerød, helt op i sin høje Alder var han en flittig Deltager i Frederiks­bor­gen­ser­­sam­fundets Fester.

Men jeg vil ikke remse flere Navne op.  Paa hver deres Maade gav Lærerne os noget, jeg skal ikke vurdere, ikke engang forsøge at karakterisere.  Derimod skal jeg tillade mig at læse et lille Afsnit op af min Bog »Drømmen om i Gaar«.  Den kom i 1939.  I 1938 havde vores klasse haft 25 Aars Studenterjubilæum.  Det er naturligvis ikke uden Forbindelse med, at Bogens første Afsnit skildrer et Studenterjubilæum – Bogen er dog ikke Spor af Nøgleroman.

»Vi gaar ind ad den gamle Port.  Vi ved, at Skolen har faaet Tilbygninger og er udvidet, men flygtigt set er den uforandret.  Vi er ikke ene om at gaa ind ad Porten, pyntede Forældre og pyntede Børn gaar ind ad den.  Amtmanden og andre af Byens Honoratiores gaar ind ad den – i Dag som for fem og tyve Aar siden.  Byen har ikke mistet Venerationen for sin gamle lærde Skole.

Vi har anmeldt vort Komme, vi modtages derfor af en af Skolens unge Lærere, der viser os rundt, for der er endnu god Tid til Translokationen.  Vi ser paa de nye Lokaler, men mest higer vi mod de gamle.  Nej, vores gamle Klasse er ikke mere helt som den var.  Men der er dog Udsigten fra Vinduerne og over til Præste­gaardens Have ... om Foraaret var der gule og blaa Krokus ...

Men jeg rives ud af mine Tanker om de gamle Foraar, naar man ikke hørte efter i Timerne, men drømte over de Krokus, der lynede ovre i Præstegaardens Have, for nu fortæller Valde den unge Adjunkt om, hvordan det var i vore udmærkede Dage.  Ingen Centralvarme, men Kakkelovne og store, dybe Brændekasser med Bøgeknuder og Tørv.  Og da var der noget, der hed at lægge godt i Kakkelovnen til Lærerne.  Der var dem, vi fik gjort saa gloende for at Timen blev det Drama, vi ønskede os.

Vi kommer ind paa Lærerværelset. Jeg er ude af Stand til at konstatere om det er forandret, for de Par Gange jeg har været der før, har jeg aldrig besindet mig til at se mig omkring.

Fra Gruppen af fremmede Læreransigter skiller der sig et Par ud – det er de gamle Kendinge, det er vore Lærere, dem vi engang var Børn og Unge for.  De er her stadig, og hvert Aar ser de nye Kuld forsvinde ud ad Porten en Sommerdag.

Jeg er klar over, at Valde synes, det er naturligt, at de kender ham igen.  Lige saa selvfølgeligt som at de hører til de faste Punkter i en ikke uvæsentlig Periode af hans Liv, mener han, at han maa være mejsler fast og urokkeligt i deres Erindring.  Men jeg synes knapt, det er saa selvfølgeligt, det rører mig, jeg bliver bevæget ved det.  Hundreder af Ansigter har lyst op imod dem i Aares Løb, stadig skyller nye Bølger af Menneskeliv ind over Klassens Tærskel – og de kan dog huske os.

Nu da vi staar over for dem, er vi igen som da vi forlod dem.  Unge, helt fornuftige og dog usikre er vi.  De er fjernet fra os ved Alder og Autoritet.  Der siges saa meget om nye Tider og Skikke, om Kammeratskab mellem Lærere og Elever.  Det man ikke selv har erfaret kan jo godt eksistere.  Men for os var det naturligt, at der var en Kløft.  Vi udleverede ikke os selv helt til dem, vi forstod, at de heller ikke kunde give sig helt til os, vi vilde have generet os, hvis de havde gjort det, vi forstod, at de maatte have en Forsvarsstilling for deres eget Selv i det Tidevandsbrus, der skyllede op om deres Kateder. Jeg kommer til at tænke paa en af vore gamle Lærere, som baade Skolens og Livets Dør har lukket sig bag, og jeg husker, at han gav sig helt.  Under vor Ligegyldighed, under vor optagethed af andre Ting end hans.  Vi var unge, og vi var i vort eget og ikke i hans, men det skete, at vi sad der med en smertelig Fornemmelse af vor egen Ligegyldighed, og det skete, at der naaede Glimt ind til os gennem vor Ungdoms hovmodige Mur, og Glimtene lever endnu i Dag.  Nej, der er vel ingen Regler for Lærerskab, men der er altid et Svælg mellem gamle og unge«.

 

Aase Hansen

forfatterinde, cand. mag.

Født 11.03.1893 i Frederiksværk

Student fra Frederiksborg Statsskole 1913

Cand. mag. 1921; underviste til 1932, bl.a. ved Ullerslev Realskole, Fyn.

Æresborger i Frederiksværk 1973

Død 09.02.1981

Litt.: Kraks Blå Bog.