DEN GAMLE LATINSKOLE

LIDT ERINDRINGER FRA 65-70 AAR TILBAGE

Af fhv.  Sognepræst Chr. P. Pedersen, Lillerød

Student fra Frederiksborg Statsskole 1894

Trykt i Årsberetning 1958-59

 

Det er mig en stor Ære og Glæde hermed at faa Lejlighed til i Frederiksborg Statsskoles Aarsberetning at offentliggøre lidt Erindringer fra den gl. Latinskole for 65-70 Aar tilbage i Tiden. –

Det sker efter Aftale med Hr.  Rektor H. W. Larsen, som, da vi den 14.  Marts i Aar drøftede de paatænkte Erindringer, henstillede til mig at lade dem fremkomme – foruden i Dagspressen – i Skolens Aarsberetning inden Indflytningen i de nye Lokaler og den definitive Lukning af den gl. Skolebygning, der for Tusinder rummer saa mange Minder, en Henstilling, jeg var Rektor dybt taknemlig for. –

Rektor viste mig paa denne Maade en fin Venlighed i min høje Alder, som den gl.  Skole i min Barndom og tidlige Ungdom viste mig saa stor Godhed og Venlighed i Aarene 1886-94 ved sin ypperlige Undervisning og ved mange Legater og Fripladser, at den vil leve i mit Sind i et taknemligt Minde indtil min sidste Stund. –

Jeg vil derfor paa Forhaand gerne have opfattet disse Erindringer fra en af den gl.  Latinskoles ældste endnu existerende Elever som en Hilsen og Hyldest og en dybtfølt Tak til min kære gl.  Skole. –

 

Og som for alle gl.  Skoledrenge knytter Mindet sig ogsaa for mig især til de gl.  Lærere, som jeg havde den Lykke at have dernede i de 8 Aar.  Jeg skal saa prøve paa at tegne nogle Profiler af dem, jeg husker bedst, og som arbejdede længst med at faa noget brugbart ud af den opløbne Bondedreng, som kom til dem ude fra Hammersholt.

Ja, der var jo adskilligt flere, som jeg dog kun havde som Lærere i en kortere Tid.  Der var f. ex.  Lærer Andersen i Elementærskolen, min første Lærer dernede, uhyre samvittighedsfuld og omhyggelig, en Mand i smaa Kaar i et lille Hjem i Bakkegade og med en stor Børneflok, umaadeligt afholdt af os alle, nok kun med den ene Fejl, at han var altfor skikkelig og rar over for en Bande 11-12 Aars uvorne Knægte.  Endvidere Tysklæreren Peter Høj, en Dygtighed i sit Fag, yderst jovial og rar, gl.  Adjunkt Petersen, vor dygtige Lærer i Naturhistorie og Botanik, henrykt naar vi om Sommeren kom slæbende med Favnen fuld af Planter fra Marker og Grøfter, Adjunkt Carstens, Skolens højtagtede Matematik- og Fysiklærer i ca. 40 Aar, og endelig den hyggelige og rare Sløjdlærer Korsgaard, som var umaadeligt populær, og mange flere.

Det var den 19. August 1886, at jeg kom ind i Skolen i den næstøverste Elementærklasse, Kl.  B, og 2 Aar senere den 20.  August 1888, begyndte jeg paa den egentlige Latinskole. –

Det var i gl.  Rektor Bergs Tid, »græske Berg«, som han i Almindelighed kaldtes, fordi Græsk var hans Yndlingssprog.  Han havde tilmed skrevet et ganske fortrinligt græsk Lexicon, som endnu staar paa mange Præsters Boghylde rundt om i Landet, og naturligvis ogsaa den græske Grammatik og en Del af de Lærebøger i Græsk, vi brugte dernede. –

Han havde Ord for at være ret streng, men det mærkede vi Elever egentlig ikke meget til, Lærerne vistnok mere.  Han var jo den Gang en gammel, maaske lidt vanskelig Mand, som næppe var særligt afholdt af Lærerpersonalet. – Over for os Elever havde han et Øje paa hver Finger.  Han vilde, at vi hver Dag skulde gøre vor Pligt, ikke nøjes med at drive den af eller være »Fars Sønner«.

Paa Bunden var han i Virkeligheden en stor Børne- og Ungdomsven.  Mærkede han, at en Elev, der i og for sig havde Evnerne, sakkede af eller paa anden Maade var ved at komme paa Afveje, greb han Øjeblikkeligt ind fast og bestemt.

Skolens berømte Søn, Professor Wesenberg-Lund, hvem jeg udmærket godt husker, naar han om Morgenen kom jagende forbi mig paa Hammersholtvejen med Botaniserkassen fyldt med alskens Smaakryb ude fra Funkedam til sin Tantes Fortvivlelse paa Petersborggaard, fortæller meget smukt om, hvordan den gl. »strenge« Rektor greb ind for at hjælpe ham til en god Studenterexamen. – Og jeg kunde godt fortælle om en anden Elev, som var meget vanskeligt stillet, og som den gl. kloge Rektor baade fast og bestemt hjalp over et skarpt Hjørne i Overgangsalderen.  Baade Professoren, Danmarks berømte Søn, og adskillige andre Elever kom til at skylde Rektoren en livslang Tak. –

Og jeg ser ham endnu tydeligt for mine Øjne, naar han i sin lange graablaa Kavaj og bakkende paa sin lille Snadde i hurtig Fart gik frem og tilbage i Skolegaarden i det store Frikvarter, hvor han selv vilde have Gaardvagten.  Og mens det store hvide Skæg bølgede frem og tilbage i Blæsten, havde han et skarpt Øje med alle Eleverne, ikke mindst de smaa, for at de ikke skulde lide nogen Uret eller Overlast fra de ældre Elever. –

Gl.  Rektor Berg holdt ud lige til sit 77. Aar, da han efter 43 Aars afbrudt ærefuldt Arbejde i den gl.  Latinskoles Tjeneste, deraf de sidste 25 Aar i Hillerød, søgte og fik sin Afsked. –

Saa var der selvfølgelig mellem Skolens Lærere og Elever stor Spænding om, hvem der skulde være hans Eftermand.  Jeg husker endnu helt tydeligt, hvordan vi Latinere fik et helt Chok, da vi hørte, at det skulde være Lederen af Statsskolen i Horsens Rektor Conrad Iversen.  Uha, det var da den værst mulige!  For det var jo ham med de »Latinske Stiløvelser«, en Bog, der allerede havde skaffet os stærkt kolorerede Stilebøger og adskillige daarlige Karakterer.  Det var med bange Anelser, vi begyndte efter Sommerferien i 1889.  Nu blev det nok meget værre.  Mon vi ikke hellere skulle opgive det hele?

Og saa gik det helt anderledes, endda ganske udmærket ogsaa i de sidste Par Klasser, hvor vi fik Rektor selv til Lærer i de 8 Timers Latin om Ugen.  Jeg har endnu hans Stiløvelser staaende paa min Boghylde.  Den er trods alt en ganske fortrinlig Lærebog i det frygtede latinske Sprog, som i Virkeligheden er et overmaade let Sprog, langt lettere end baade Fransk og Tysk, naar vel at mærke Hovedreglerne i det rent elementære i Grammatikken og Sprogets Opbygning sidder absolut fast.  Det er lige saa nødvendigt som Sikkerhed i den lille Tabel er helt nødvendig for at dyrke højere Matematik eller Atomvidenskab.  Det er en lidt ubehagelig Overgang at faa det vigtigste i den latinske Grammatik ind i Hovedet.  Men er det vel overstaaet, har man uhyre megen Glæde af dette lysende klare og fastliggende Sprog, der allerede i mine senere Skoleaar blev mit særlige Yndlingsfag ved Siden af Historie og Dansk og tildels Græsk, hvorfor jeg da ogsaa i Aarenes Løb med stor Glæde har haft en lang Række Elever netop i Latin. –

Og som Lærer i det sværere Latin var Rektor baade frisk og inciterende.  Han forlangte den størst mulige Grundighed; men hvor kunde hans ellers alvorlige Ansigt lyse op i et glad Smil, naar han mærkede, at den gl. klassiske Aand havde faaet Tag i de unge Elever. 

Ogsaa som Rektor gik det langt bedre, end vi havde frygtet.  Han var overmaade vellidt af baade Lærere og Elever.  Og respekteret ogsaa af Byens jævne Befolkning, for hvem han. gjorde et betydeligt Arbejde i de ikke faa Aar, han sad i Hillerød Byraad. –

Men Rektor havde ogsaa en Række ypperlige Lærere som sine Hjælpere i den daglige Skolegerning.  De havde en vidunderlig Evne til at faa os store Drenge – Piger existerede jo dengang ikke inden for den gl.  Latinskole! – til selv at arbejde med godt Humør – og det er vel deri, en Lærers største Kunst ligger – saa vi nogenlunde kunde opfylde de store Krav, der dengang unægteligt blev stillet til de klassisksproglige Studenter baade i Sprogene og i Historien, hvor vi alene skulle opgive ca. 800 Sider! – Det var Latinskolens værdifulde Gave til os Unge, at vi lærte den uhyre Værdi, der ligger i det daglige trofaste Arbejde Aar ud og Aar ind med et bestemt Stof, den daglige Pligtopfyldelse; for saa bliver selv det sværeste Stof uvægerligt let, næsten som en Leg til sidst.  Saadan møder Livet os jo altid senere med sine Opgaver, der strax kan synes saa svære, men alligevel løses –let ved Trofasthed over for Kravet. – Det var Skolens store Gave til os, at den hjalp os til den store Glæde, som det er og altid vil være i Livet, at vi mærkede, at vore Evner og – Kunnen voxede, alt som vi tog Opgaverne op, ikke uden om dem, men lige løs paa dem med krum Hals.

Og tro nu ikke, at dette værdifulde Livsresultat blev naaet ved haard Tvang og Strenghed, ved aandløst Terperi og Prygl.  Nej, det daglige Arbejde foregik med godt Humør og tit en lille Vits baade fra Læreres og Elevers Side.  Vi vidste, at vore Lærere var vore gode Venner og Hjælpere, og vi glædede os til hver Dag dernede. – Og ved Examensbordet mærkede vi ogsaa nok, at de ikke vilde os nogen Fortræd, men tværtimod havde udmærkede Evner til at finde hen til Oaserne, naar der ved det grønne Bord pludseligt viste sig alt for megen Ørken i den øverste Etage hos en forfjamsket Examinand.

 

Ja, Lærerne.  Jeg tænker f. Ex. paa vor knagende dygtige Græsklærer, Overlærer Kieler, der var gift med den populære Forfatterinde Laura Kieler.  Han havde overtaget Gaardinspektionen og gik i Frikvartererne i et roligt Tempo sine Runder i Skolegaarden, ofte barhovedet med den store Haarmanke strittende op i 2 mægtige Hanekamme, som det ikke altid var let at holde Styr paa.  Han, der havde et udpræget Kaalund-Fysiognomi og var fredsommelig og rolig af Karakter, kunde nok blive bister over for sine Elever, som havde megen Respekt for ham, da vi vidste, at han havde den Tids bedste Examen, den store filologiske Examen.

Mens der altid var en vis Afstandsfølelse over for Lærer Kieler, kom vi en anden af Skolens højst ansete Lærere nærmere ind paa Livet.  Det var Overlærer Bricka, ogsaa cand. philol. og jævnaldrende med Kieler.  Han boede hele sin Tid i et stort og anseligt Hus med tilhørende stor Have i Nyhuse paa Brickasvej, som jo nok er opkaldt efter den gl. ansete Skolemester.

Der var en vis Værdighed over Lærer Bricka, naar han om Morgenen var paa Vej til Skolen i en vis sindig Pasgang og med Favnen fuld af rettede Stilebøger, ofte var han iført Jaket, en pragtfuld Mandsskikkelse, meget sirlig og med et stort altid yderst velplejet brunt Fuldskæg, rigtigt Typen paa en gl.  Skolemester.  Han var en af Skolens mest brugte Lærere i Latin og Tysk og Historie.

Vi havde hidtil mest brugt Thriges og Blochs Lærebøger i Historie, og de var saavist ikke morsomme, snarest tørre som Saalelæder.  Men saa skrev Overlærer Bricka en ganske fortrinlig Lærebog i Historie, levende og malende fortalt med et betydeligt Islæt af Kulturhistorie, en herlig Examensbog p. Gr. af sin klare og lethuskelige Fremstilling, den blev i mange Aar med fuld Ret brugt i Skolen ved Historieundervisningen.

I sin Undervisning var Lærer Bricka saavist ikke gammel, tværtimod spillevende, altid frisk og veloplagt og med et lidt skalkagtigt Lune, naar han syntes, det var nødvendigt.  Det kom pragtfuldt frem over for en Elev i en af Mellemklasserne.  Vedkommende Elev udmærkede sig ikke særligt ved sin Dygtighed, og han havde nu faaet den mindre vellykkede Ide, at han regelmæssigt i Begyndelsen af Lærer Brickas Time rakte Fingeren i Vejret: »Aah, Hr.  Lærer, maa jeg ikke have Lov at gaa ned i Gaarden?« Jo, det kunde Læreren jo ikke godt nægte ham.  Men da han regelmæssigt først kom tilbage mod Timens Slutning, saa han ikke kunde naa at blive »hørt«, opdager jo Br. snart Hensigten med disse Gaardture og fandt paa et probat Middel derimod.  Næste Dag, da Synderen igen melder sig, siger Lærer Bricka, mens Øjnene smilede skalkagtigt, ud i Klassen: »Aah, er der ikke en af jer, der kan stikke ham jert Penalhus?  Saa kan han gaa hen i Krogen og besørge det fornødne!« Det vakte vild Jubel i Klassen,. og mindst 10 Penalhuse blev rakt henimod Staklen.  Men pludseligt var Trangen hørt op, og højrød i Hovedet satte han sig ned.  Og Trangen kom aldrig igen i Lærer Briekas Timer!  I Stedet for blev han »hørt« – maadelig! – Efterhånden gik det bedre; og han forlod Skolen med 4de Kl's Hovedexamen og blev senere et praktisk dygtigt Menneske.

Adjunkt Aagaard var en meget særpræget Personlighed.  I sin ydre Fremtræden en Modsætning til den sirlige Overlærer Bricka; en Blækklat paa Tøj eller Fingre kunde nok tænkes hos Hr.  Aagaard.  Men hvilken gudbenaadet Lærer, han dog var, en af de allerdygtigste af den gl.  Latinskoles mange dygtige Lærere.  Og uhyre afholdt af os Elever, store og smaa; alle kunde godt lide Aagaard.  Timerne hos ham var en Fest, og han lærte os Geografi og Historie saa straalende dygtigt, at det sidder fast i alt Fald hos mig endnu 65-70 Aar efter.

Han var ivrig Napoleonsdyrker og skrev en Del derom ogsaa i franske historiske Tidsskrifter, fik en fransk Orden derfor og blev udnævnt til »Officier de l'Academie de Nancy«, og til slut udnævnt til titulær Professor som fremragende Historiker.

I Begyndelsen af Skoleaaret, mens Examen endnu var i respektfuld Afstand, kunde det nok lade sig gøre, at vi kunde faa Hr. Aagaard til at fortælle om sin fine franske Orden og Minder og Oplevelser fra Frankrig, – og saa gik den Time, uden at vi blev »hørt«.  Men da vi kom op i de højere Klasser, blev den Slags Escapader bandlyst; saa skulde der slides i det; og der blev slidt i det med straalende Humør og Liv fra Adjunkt Aagaards Side.

Man har senere angrebet ham haardt og ment, at hans Undervisnilig mest var en død Indterpning af Navne og døde Kongerækker.  Som hans gamle Elev vil jeg der gerne tage Lærer Aagaard i det kraftigst mulige Forsvar.  Det Angreb er helt ved Siden af og ganske uberettiget. –

Mon dette Angreb ikke stammer fra, at man ikke har læst det udførlige Forord til hans geniale Bog »Historisk Repetitionsplan«?  Jeg brugte den med fint Udbytte til min Studenterexamen og flere Gange senere, naar jeg i en Fart vilde have en samlet Oversigt over en længere historisk Udvikling.  I saa Henseende er hans Bog vist enestaaende i vor Litteratur, intet mindre end genial.  Uden at have sat sig godt ind i Meningen med en saa særpræget Bog, kunde hans Undervisningsmaade maaske nok misforstaas.

Selvfølgeligt Ønskede Aagaard, at vi var nogenlunde sikre i Grænser, Aarstal og Personer; han vidste, hvor meget der vilde blive forlangt af os ved Examen, den Examen, der for nogle af os betød alt.  Og han vidste, at Livet i fremmede Lande og Kulturhistorien aldrig svævede frit i Luften, men altid var knyttet til en bestemt Tid eller Person eller Land.

Ud over det egentlige Pensum fortalte han med gnistrende Liv og Humør om Livet i de fremmede Lande og skildrede al den Kulturhistorie, der var knyttet til Personerne og Aarstallene saa levende og malende for os, at vi aldrig glemte det.  Jo, det var virkelig Historieundervisning saa god eller bedre, end den findes paa nogen dansk Højskole.

Men hans Maade at gennemgaa Lektien paa var unægtelig ejendommelig: Han anbragte sig altid med sin Hale paa et af Elevbordene, oftest paa Duxepladsen paa Bordet lige op til Katedret.  Eleven blev saa udnævnt til »Hr. Aagaards Sekretær« med den Opgave at bestemme, hvem der skulde »høres« og føre Karaktererne ind i Protokollen.  Det gav en vis Indflydelse i Klassen; det gjaldt om at staa sig godt med Sekretæren!  Bagved laa dog en hyppig hemmelig Konference med Hr. Aagaard, saa vi var klar over, at det kom an paa pludseligt at slaa ned paa den, der vilde sove Middagssøvn.  Og saa gik det løs: I sin Iver for rigtigt at examinere, fortælle og male i Ord greb Aagaard altid en Blyant eller et Penneskaft – maaske med Blæk i, og med det Redskab prikkede han gerne Sekretæren i Hovedet, maaske endda en lille Blækklat fulgte med, naar noget rigtigt skulde slaas fast!  Det var Krigsomkostningen for at være Hr.  Aagaards Sekretær, en Ære jeg ofte havde.

Og hvad han ikke paa den Maade kunde naa i Timerne, det skulle han som Skolens Bibliotekar nok sørge for, at vi fik gennem Skolens righoldige Bibliotek.  Da han først havde opdaget min historiske Interesse, kom jeg ofte slæbende hjem med store historiske Folianter under begge Armene, særligt til den dejlige Juleferie.

Og føj saa hertil, at da den afgørende Studenterexamen nærmede sig, aabnede flere af Skolens Lærere gæstfrit deres Hjem for os i nogle ugentlige Eftermiddagstimer, hvor vi repeterede paa Livet løs; og de hjalp os med alt, hvad vi ønskede, uden at Lærerne nok fik 1 eneste Øre for disse mange frivillige Extratimer, saa lidt som for en eller anden lille Forfriskning, som de tit havde at glæde os med.  Jo, de gamle Lærere fortjener Tak af deres Elever, som aldrig kun var Numre for dem, men unge Mennesker, for hvem de ofrede sig helt.

Dette gjaldt i sin Helhed den gl.  Skoles Lærerpersonale.  Men det passer ganske særligt paa Skolens mest elskede Lærer, Adjunkt Godskesen.  Jeg kan ikke tænke mig, at en eneste af de Tusinder af Elever, Hr. Godskesen havde dernede, de 38 Aar, han var Lærer ved Skolen, har den mindste Plet i deres Minde om denne af alle baade store og smaa forgudede Lærer.  Han begyndte med at være Lærer, blev saa Kammerat og endte med at være en Ven for Livet af sine Elever, efterhånden som de modnedes.

Han var udgaaet fra folkelige grundtvigske Kredse og ejede den grundtvigske Retnings Lyssyn paa Menneskelivet, dens Frihedstrang og dens dybe Tro paa Underet og Herrens Gerning for os.

Han var Lærer i de uhyre vigtige Fag, Dansk Stil, Dansk Sprog og Litteratur og dansk Aandsliv.  Han gav os blivende Impulser for hele vort Liv og dyb Kærlighed til vort Folks aandelige Liv.

Og han var en gudbenaadet og uforlignelig Lærer for os, altid spillevende med et gnistrende Liv og Aand over hans Timer.  Det var ikke mindst hans Timer, der gjorde den gl. sorte Skole til en Livets Skole, der havde levende Ord og levende Tale at føre og evnede at saa spirekraftigt Sæd i de unge modtagelige Sind.  Det var Højskolen i dens bedste Form, der med Adjunkt Godskesen holdt sit Indtog i den gl. saa ofte med Urette bagtalte sorte Skole. – Jeg tror, at Adjunkt Godskesens Indsats var af historisk Betydning netop i de Aar, da der fra flere Sider – for en stor Del misforstaaet – kom saa stærk Kritik frem mod Frederiksborg Latinskole (som mod Latinskolen i sin Helhed), at der endog var Tale om dens Nedlæggelse.  Han var med til at give den højeste Skoleundervisning her i Landet den brede folkelige Grund, uden hvilken den slet ikke kan existere i vore Dage.

Hans Ejendommelighed som Lærer traadte især frem i de 2 sidste Studenterklasser: Naar vi omhyggeligt havde gennemgaaet Dagens Pensum, gav han os ofte de 10 sidste Min. af Timen fri paa den Maade, at han satte sig ned imellem os, og vi flokkedes saa om ham staaende eller siddende, som vi bedst kunde.  Og han fortalte saa løs fra Aandslivets, Kirkens og Kulturens Verden levende og beaandet, og vi lyttede og spurgte og gav vort Besyv med.  Disse Minutter var som en Aandens Skabertime, der gav os rige Minder med ud for hele Livet.  Det var ikke længere Læreren, men den erfarne kloge Ven, vi elskede som en kær lidt ældre Slægtning.  Tit kunde vi ikke løsrive os, men bad om vi ikke maatte fortsætte i Frikvarteret.  Ogsaa det gik Godskesen med til og ofrede sit eget Frikvarter for vor Skyld.

Forunderligt, at Adjunkt Godskesen kunde være saa frisk og veloplagt i sine Timer, da han i sit personlige Liv havde svære Kaar, idet hans Hustru, som han hele sit Liv elskede med en levende Kærlighed, desværre havde et svagt og vaklende Helbred, saa hun ofte i lange Tider maatte være borte fra sit Hjem og sine Smaabørn for at søge Hvile og Helbredelse.  Engang imellem lysnede det lidt, saa han frydede sig til at faa hende hjem igen; men det viste sig kun sjældent holdbart; og saa maatte hun igen bort.  Det kostede jo store Summer, som en beskeden Adjunktgage slet ikke kunde svare til.

Og da kunde det jo ske, at disse økonomiske Bekymringer kunde overmande ham.  Jeg husker, at det skete i en Time i mit sidste Skoleaar.  Vi var kun 5 i Klassen og havde jo nok lagt Mærke til, at Hr.  Godskesen var saa tavs og stille.  Og pludseligt ser vi, at han bøjer sit Hoved ned i sine Hænder, mens en krampagtig Graad gennemryster hans spinkle Legeme.  Vi var forfærdede og sad selvfølgeligt musestille; alt andet havde vi følt som en Helligbrøde; vi kendte jo Aarsagen til vor elskede Lærers Sorg.  Efter en Stund retter han sig op og siger stille til os: Ja, undskyld mig, unge Venner; det var noget saa svært, jeg kom til at tænke paa. – Næste Dag stod der en pæn lille Buket paa Katedret til hans Time; vi havde skillinget sammen til den for at vise ham vor Kærlighed og Medfølelse.  Da han saa den, glimtede der en Taare i hans Øjne, da han sagde: Mange Tak, mine unge Venner.

Forstod vi vor Lærers Sorg, forstod han ogsaa, fin og nobel som han var i hele sin Tankegang, den dybe Sorg, som en af hans unge Venner oplevede den 14.  November 1893, da han mistede en kær, ung knapt 14-aarig Slægtning, en kær Onkel og Tantes eneste Barn og Datter.  Aah, denne grusomme og meningsløse Død!  Hun med sine rige Evner skulde jo haft hele sin og maaske min Fremtid for sig.  Og alt nu knust af den brutale Død. – Jeg glemmer aldrig den vidunderlige Kirkegangstime, Lærer Godskesen bagefter gav mig.  Han lærte mig at hvile i, at Døden ikke er og aldrig bliver det sidste, men Livet og Livets Sejr og evige Oprejsning ved Jesu Opstandelse fra de døde.  Han satte min Tro paa den faste Klippe. – Og fra da af opgav jeg de klassiske Sprog som mit Studiemaal, men valgte at læse til Præst for at kunne række Trøst til de mange, der staar fortvivlede ved en Grav.

 

Efterhaanden var det jo rygtedes ude omkring, at det var den folkelige Højskole, der med Adjunkt Godskesen var rykket ind i den gl.  Latinskole.  Mon det derfor ikke kunde gaa an at bede Lærer Godskesen være Taler ved folkelige Møder ude paa Landet?  Tidligere var det ganske vist ikke oplevet, at den fine Latinskole var kommet ud paa Landet, selv om Adjunkt Aagaard nok havde talt ved et Par Festmøder i Hillerød By.  Jeg skubbede stærkt paa; det skulde nok gaa.  Og saa blev Forsøget gjort.  Mit Barndomshjem fik endda den Ære at være det første til at hente Lærer Godskesen ud til et folkeligt Møde i Brødeskov til Fordel for Sognets Sygekasse.

Jeg følte det som en stolt og stor Dag, da vi tog imod vor forgudede Lærer i mit Barndomshjem.  Og hvilken Festdag ude i Skoven.  Forsamlingen af Bønder, Husmænd, Arbejdere, en Del Unge kunde saamænd ellers være træge og tunge nok at faa i Tale.  Men det gik, som jeg havde ventet.  Godskesen viste sig at være en første Rangs Folketaler, der efter faa Minutter havde hele Forsamlingen i sin hule Haand snart i Smil og snart i Taarer.

Efter den Dag blev Lærer Godskesen ofte brugt som Taler ved folkelige Møder.  Det var Latinskolen, d. v. s. den nye folkelige Latinskole, der erobrede det brede danske Land og derved for Alvor gjorde sig til Folkets Skole, ikke en Klasseskole, men Skolen for læselystne og evnerige Unge baade fra store saavel som fra de mindste Hjem.

 

Imidlertid gik det nu stærkt mod Slutningen af mine Skoleaar dernede.  Vi er naaet hen til 1894.  Fra først i Maj fik vi en flere Ugers »Læseferie«, kun afbrudt af den skriftlige Examen i 4 Dage.  Den blev udnyttet af mig ikke til Ferie, men til Læsning i fuldt Omfang, til en yderst grundig Repetition af det mægtige Pensum, fra Sol stod op, til Sol gik ned eller længere, da jeg vidste, at en god Studenterexamen ganske simpelt betød alt for mig.  Min gamle Far havde bragt de yderste Ofre for min Skyld; og jeg vilde hverken volde ham eller den lille By nogen Skam.  Jeg havde derfor sat hele min Vilje ind paa at naa det Maal, jeg havde sat mig.

Den 9. Juni havde vi det sidste Fag Fransk.  Og efter at det var gaaet godt i alle de andre Fag, særligt i mine Yndlingsfag, som bragte mig fine Karakterer, forelaa nu Resultatet af de 8 Aars Anstrengelse og de 8 Aars ypperlige Undervisning i en overmaade pæn Studenterexamen med 98 2/3 Points, d. v. s. nogle faa Points fra den eftertragtede Udmærkelse, et Resultat, jeg var baade Gud og Mennesker uhyre taknemlig for.

Efter dette Examensudfald fik jeg af Rektor Iversen en meget varm og indtrængende Anbefaling til det store Regens- og Kommunitets-Stipendium for de flg. 4 Aar.  Efter at dette den 4. September 1894 var blevet mig tildelt, laa nu Vejen om ad Universitetet aaben for mig til den Gerning, jeg følte mig stærkt draget til: som Præst i den danske Kirke, en Gerning, jeg aldeles ubetinget vilde vælge ogsaa i Dag, hvis jeg fik nogen Mulighed for at vælge om igen.

 

Naar jeg nu tænker tilbage paa min Skoletid, tror jeg, at en af Grundene til, at den staar i et saa smukt Mindets Lys for mig, er, at Lærerne havde saa god og rimelig Tid til at berede Mulden i de unge Sind for den Ordets Sæd, de saaede som trofaste Sædemænd, og at vi Unge fik Tid og Ro til at lade den gode Sæd slaa dyb Rod og blive os til Glæde og Berigelse for hele vort Liv.

Alt Presseri og Jag vil her være uhyre farligt.  Nødes Gymnasiet hertil af ydre Forhold, vil de skæbnesvangre Følger ikke udeblive: først en alvorlig Forringelse af Studenterkvaliteten og til sidst en Niveausænkning af hele vort Folks Kultur.

 

Maatte saa Frederiksborg Statsskole i sin nye dejlige Skikkelse og i de pragtfulde Omgivelser i mange Generationer fremover og for mange læselystne og velbegavede Unge fra Nordsjælland og andetsteds fra faa baade Tro og Ro til frugtbringende at gøre sin Gerning og faa Lykke til at blive et saare værdifuldt Voxe- og Modningssted, en virkelig Livets Skole i lyse Aar i lige saa høj Grad som den gl.  Skole var det for mange, mange i de svundne Generationer.

 

»El Retico«, Lillerød, den 28.  Maj, 1958.

 

 

Lærere nævnt i ovenstående erindringer:

Peter Høj (1857-1923), tysk, latin, græsk, ansat 1886-1923.

Gustav Ludvig Petersen (1833-1903), naturhistorie og botanik, ansat 1861-95.

Peder Uffe Carstens (1865-1945), matematik, fysik, ansat 1892-1935.

Korsgaard, sløjdlærer indtil 1923.

Carl Berg (1812-1895), græsk, latin, rektor 1864-1889.

Conrad Iversen (1833-1918), latin, rektor 1889-1902.

Victor Thomas Joachim Kieler (1843-1917), græsk, ansat 1877-1905.

Georg Stephan Bricka (1842-1901), latin, tysk, historie, ansat 1873-1901.

Oluf Holger C. J. Aagaard (1853-1925), historie, ansat 1879-1909.

Mads Chr. Godskesen (1853-1937), ansat 1885-1923.

 

 

En tidligere elev: Professor Carl Wesenberg-Lund (1867-1955), student fra Frederiksborg Statsskole 1887.

 

 

Den gamle Frederiksborg Statsskole over for præstegården.

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Mads Christian Godskesen

* 04.06.1853    † 27.06.1937

Cand.phil. 1884, timelærer 1885,

adjunkt 1887, overlærer 1906,

lektor 1919, afsked 1923.