Site hosted by Angelfire.com: Build your free website today!

En anderledes tur

af Thomas Irving Pedersen

En kold Aprilaften blev eks-Solrødspiller Kasper Nielsen og jeg ringet op af en dame fra Sjællands Badminton Kreds, som spurgte om vi havde lyst til tage til en badmintonturnering i Letland med alt betalt af kredsen. Deltagelsen i turneringen var et led i et arbejde for at støtte badmintonsporten i Letland. Tidligere havde man indsamlet brugt badmintonudstyr til landet, men nu var man begyndt at sende spillere over til deres største turnering. Vi sagde selvfølgelig ja uden længere betænkningstid.
I dagene op til fredag den 1. Maj, som var afrejsedatoen, var vi temmelig spændte på om storkonfliktens trængsler betød aflysning af turen. Heldet var med os, idet turen nåede at blive omdirigeret i sidste øjeblik, så vi kunne tage til Sverige og flyve derfra.
Vi mødtes ved flyvebåden sammen med de to ledere og de tre andre spillere, som var to piger vi ikke havde set før og en dreng vi tidligere havde spillet turneringer med. Efter en tur i Malmø lufthavn fløj vi til Stockholm, hvorfra flyveturen til Letlands hovedstad Riga skulle foregå. Her blev vores billetter af uforklarlige årsager ændret til et fly 5 minutter senere. Dette fly med mærket Air Balticum påtrykt var det mindste fly jeg nogensinde har set, og det lignede noget, der var repareret med tape efter sidste styrt. Vi krydsede alle sammen fingre inden vi lettede, og åndede lettede op, da vi landede i Riga lufthavn.
Efter vi havde fået vores bagage blev vi modtaget af formanden for det lettiske badmintonforbund. Han og nogle andre tog os med i deres biler. Det første vi gjorde bekendtskab med var deres enormt store lyssignaler og meget hullede veje. De havde specialiseret sig i slalomkørsel uden om disse huller og de kendte åbenbart de største huller, som de med hurtige undvigemanøvrer kørte udenom. Vejnettet var sat fuldstændig mærkeligt sammen og sporvogne kørte på kryds og tværs af alle vejene. Endnu mere chokerede blev vi, da vi blev stoppet af politiet, som stod og lyste med en lommelygte ind af vinduet til os. Da vi blev stoppet for tredje og fjerde gang de følgende dage, kunne dette dog ikke længere chokere os.
Endelig ankom vi til hotellet, hvor det danske fodboldlandshold også havde boet. Vi forstod hurtigt, hvorfor de havde været så rystet over forholdene dengang de boede der. Overalt hang der ledninger ud af væggene og man kunne dårligt nok være under bruseren for de vandrør som stak ud af væggen. Hvis man var heldig virkede halvdelen af lamperne i værelset.
Da vi var blevet indkvarteret, blev vi inviteret ned på formanden for det lettiske badmintonforbunds værelse, hvor han sad og smurte rugbrødsmadder til os. Han kunne kun meget lidt engelsk, så der blev ikke sagt så meget, men hyggeligt var det.
Da vi vågnede næste morgen gik vi over for at spise morgenmad. Her blev der ikke sparet på noget. Vi fik tre retter morgenmad med spejlæg og det hele. Derefter gik vi over for at studere forholdene i hallen. Her fik vi det næste chok. Hallen var i virkeligheden en basketballhal, hvor fire badmintonbaner var klistret op med malertape på tværs af hallen. Enkelte steder var tapen helt slidt af. I den ene ende af hallen var der åbnet en stor port, hvor det blæste lidt ind, så man kunne holde varmen ud. Mens der var koldt i hjemme i Danmark, var Letland det varmeste sted i Europa på det tidspunkt, så det var meget varmt og fugtigt inde i hallen. Vi fik hele tiden udleveret vand i flasker, men Kasper holdt sig alligevel til de 9 liter medbragt Faxe Kondi.
I hallen mødte vi en dame, som var træner for børnene i klubben. Hun kunne tale godt engelsk og var med til at varte os op resten af weekenden. Hun fortalte, at hun arbejdede som skolelærerinde og tjente hvad der svarer til 5000 danske kroner om året. Hvis man skulle leje en badmintonhal med 3 baner for en time, kostede det en tredjedels månedsløn. Ketchere var utrolig dyre, så det var ikke de bedste muligheder de havde for at få lov til at spille badminton.
Inden turen blev vi opfordret til at medbringe gamle ketchere, træningsdragter og andet badmintonudstyr vi kunne give dem. Jeg havde en kæmpe taske med 12-14 ketchere og en masse badmintontøj med, som nogle af SSB’s medlemmer havde skænket til formålet. De andre havde hver medbragt en 3-4 ketchere. Da hun så alt det vi havde med brød hun grædende sammen af glæde, og hun faldt os alle sammen om halsen. Aldrig har jeg set et så taknemmeligt menneske. Det lettiske forbund betalte vores ophold derovre, og Sjællandskredsen leverede fjerbolde til turneringen.
Så gik turneringen i gang. Det var den største seniorturnering i Letland, så de bedste lettere kom fra alle afkroge af landet, og Litauen stillede også med deres bedste spillere. Estland og Rusland stillede ikke nogen spillere i år. Kampprogrammet blev hængt håndskrevet op på en væg efterhånden som det blev lavet. Vi kendte hverken spillerne eller styrkeforholdet. Selvom navnet sagde, at det var et "let land" vi skulle spille mod, kunne de sagtens spille badminton, og spillerne fra Litauen viste sig at være meget stærke. Man kunne tydeligt se, hvem der var de bedste spillere i Letland. De havde udstyret i orden, mens de andre f.eks. spillede i nogle badmintonsko vi andre ikke engang ville være bekendt at gå i haven med. Litauerne så ud til at komme fra nogle rigmandsfamilier og de følte sig højt hævet over alle andre. Letterne derimod var utrolig flinke alle sammen. Teknikken var ikke specielt god hos letterne, men de kunne blive ved med at løbe.
Jeg var godt forberedt, så jeg havde lånt en lettisk parlør, og brillerede med at kunne tælle pointene på lettisk til de andre danskeres forbløffelse. Da det blev middag var jeg i semifinalen i single efter sejre over to lettere.
Efter 4-retters middagsmad skulle vi ind og se Riga centrum, men der gik noget galt i kommunikationen, så vores ledere hoppede ind i den første bil, mens de biler vi skulle køre med aldrig kom. I stedet for solede vi os ved den til nærliggende sø, hvor vi blev underholdt af en odder, der plaskede rundt omkring os. Her studerede vi parløren, så vi til sidst havde et godt ordforråd og kunne sig sætninger som: "Vil de være venlig at farve øjenbrynene."
Lederne nåede dog kun at få et kvarter i Riga inden de skulle tilbage til turneringen. Herredoublerne gik i gang, og her erfarede vi, at letterne nok aldrig havde stiftet bekendtskab med begrebet overhåndsserv. Vores modstanderes første serv, som ville have gjort selv Boris Becker misundelig, sad lige i hovedet på Kasper. Vi var lidt mere forberedt på serven næste gang, men vi havde svært ved at lade være med at grine, når man blev skudt ned af sådan en serv. Det blev til en tredjeplads efter sejr over det lettiske par og nederlag til det bedste litaueske par.
Så blev mixeddoublen hængt op. Her var jeg blevet sat sammen med en lettisk pige, der hed noget i retning af Ilze Crvéska. Hun kunne godt engelsk, så vi kunne godt tale sammen. Efter en hård dyst mod en af letlands bedste par, blev det dog til exit i 1. Runde. Ilze og jeg blev enig om, at det var en god kamp, men at vi nok måtte afbryde vores makkerskab, da der var lidt langt hvis vi skulle træne sammen.
I aftenens sidste kamp måtte jeg strække våben i single mod den bedste litauer, som var meget stor, slog meget hårdt og kunne løbe solen sort. Efter et velfortjent bad, havde Sjællandskredsen inviteret formanden for det lettiske badmintonforbund og skolelærerinden med ud at spise på en af byens dyreste restauranter. Her fik vi serveret kæmpe portioner, som kun jeg magtede at spise mig igennem. Mad og drikke til 9 personer kostede ikke mere end 400 kr.. Da vi havde fordøjet maden, meddelte den lettiske formand pludselig, at nu skulle vi ud at svømme. Vi vidste ikke rigtigt hvad det skulle betyde, men vores ledere sagde, at vi bare skulle køre med ham og se hvad der skete.
Han havde sagt vi skulle køre to kilometer, men da vi havde kørt i over 20 minutter og nu var på vej dybt ind i en stor skov, sad vi bare og ventede på, at vi ville blive afleveret til den russiske mafia. Vi kunne dog ånde lettet op, da vi blev læsset af foran noget der lignede selskabslokaler. Vi listede indenfor og så, at der var fest for de lettiske spillere. De hoppede rundt på gulvet og dansede noget der lignede indosibirisk folkedans. I det ene hjørne stod en radio indstillet på landets hotteste kanal, der bragede de nyeste 80’er hits ud i æteren. Letterne har slet ikke råd til noget som CD’ere, så til festerne leverer denne radiokanal musikken. I det tilstødende lokale var der et svømmebassin. Efter farven at dømme var vandet ikke blevet udskiftet de sidste 10 år. Hvis der var en bund i bassinet kunne man i hvert fald ikke se den. Til vores store væmmelse var der faktisk nogle, der hoppede i senere.
Vi vidste ikke rigtig hvordan vi skulle opføre os, så vi satte os ned og kom i snak med en af letterne. Efterhånden gik det op for os, at det nok var specielt for os, at de holdt fest. Vi blev derfor enige om, at vi måtte vise vores taknemmelighed. Inden længe var vi ude på dansegulvet, hvor vi improviserede deres folkedans, så godt som vi kunne. Til sidst var alle hæmninger smidt overbord, og vi dansede rundt med letterne, som om vi aldrig havde bestilt andet. I mellemtiden dukkede vores ledere op, og de tog straks del i løjerne. De ankom sammen med lederen for det lettiske badmintonforbund. Det havde taget hårdt på ham at have os på besøg. I hvert fald faldt han i søvn i en stol, mens musikken var på højeste blus. Jeg afsluttede festen med en opvisning i robot-breakdance til letternes store jubel, og så blev vi enige om, at den søvnige formand hellere måtte køre os hjem, så han kunne komme i seng. Det vil nok være en fest jeg aldrig glemmer.
Da vi kom hjem på hotellet samledes vi spillere på Kaspers og mit værelse, hvor vi spillede kort og snakkede til langt ud på natten.
Næste morgen var der finaler. Jeg var den eneste af de danske spillere, der ikke var med endnu, så jeg gjorde mit på sidelinien. Kasper tabte i finalen efter en spændene kamp mod den samme litauer, som slog mig ud. På et tidspunkt var jeg lidt nervøs for, at Kasper ville smadre sin ketcher foran et måbende publikum. Det havde været lidt pinligt, når man tænker på hvordan de må spare op i lang tid for at erhverve sig en ketcher. Heldigvis blev det ved lidt højlydt brokkeri, som letterne alligevel ikke kunne forstå. I herredouble var den anden danske dreng i finalen sammen med sin makker, som var den lokale præst. Præsten var en tyndhåret herre med en lille diskret mave. Han snappede hele tiden efter vejret, men han havde teknikken i orden. Publikum var ellevilde med ham, og de jublede, når han fintede litauerne ud af banen i bedste Erik Sørensen-stil. Vi sad i den lettiske lejr og heppede på vores blandede par. Hver gang de lavede noget godt, råbte vi et højlydt "labi" eller et "ljotu labi", hvis det var meget godt. Til alles jubel blev litauerne besejret efter en spændene kamp.
Da præmieoverrækkelsen skulle finde sted, viste det sig til min glæde, at der også blev uddelt 3. Præmier. Jeg blev belønnet med to medaljer med tilhørende diplomer. På diplomet stod mit navn "T. Pedersenam", som havde ændret sig til alt muligt flere gange under turneringen. Diplomet var på lettisk, men parløren fik hurtigt oversat dem. Det var ikke sådan nogle præmier vi var vant til. Vinderen af damesinglen blev belønnet med en lille lertrold og herredoublevinderne fik hver en lille notesbog.
Så var det tid til at tage afsked med alle letterne. Det var svært at finde ord for hvor taknemmelige vi var for alt det de havde gjort for os, når man tænker på hvor fattige de er. Vi fandt dog alligevel ord, da vi havde øvet os i at sige "paldies par visu", som betød tak for alt. Vi satte os meget trætte ind i flyveren, hvor vi skiftedes til at sove om kap.
Det var en utrolig spændene tur, og nok en af de bedste ture jeg nogensinde har været på. Da vi var en lille flok blev vi rystet utrolig godt sammen. Man kunne godt se, at det var et fattigt land, men de var på vej fremad. Badminton var da også på vej fremad kunne man se. Den bedste på damesiden var kun 15 år og alligevel den bedste på seniorplan i de baltiske lande. Det kan være, at man skal lægge mærke til hende i fremtiden. Letterne er et utroligt venligt folk. At de ingen penge har betyder ikke noget for dem, når bare de kan vise deres gæstfrihed. Jeg får sikkert mange gode oplevelser med badminton i fremtiden, men denne tur vil jeg altid huske.