Fjerde
fællesbrev
Kære
allesammen.
Rigtig
mange tak for alle de mange søde breve, I har sendt. Det er bare SÅ dejligt at
åbne computeren og læse om, hvordan I har det derhjemme.

Vores
fancy-dress bal var en stor succes. Jan fik spillet bush-dance, Jimi Hendrix og
vist nok også et enkelt country-nummer. Der var masser af søde mennesker og
alle – også de voksne – var klædt ud. Det eneste problem var, at vi midt i al
feststemningen kom til at savne alle jer gamle venner ved tanken om alle de
gode fester, vi har været til sammen.
Børnenes fjortendages oktoberferie er nu slut. I dag, mandag d.15 oktober (samtidig med den danske efteråsferie starter) begyndte de igen, og så nu kører den australske hverdag igen.
Som jeg
skrev i sidste brev, startede vi ferien med at køre til Perth, hvor vi så SEA
(Southern Edge Arts – min arbejdsplads) lave en cirkusforestilling i det
regionale teater – sådan med rødt plys og guldstuk (”His Majesty’s Theater”)!
Flere af
deres børneartister er rigtig dygtige, og det var en fornøjelse at se deres
show.

Dagen
efter kørte vi til Aqwa – Westaustraliens akvarium – og studerede en del
af de fisk vi havde set på vores revtur på nærmere hold. Vi var også MEGET tæt
på kæmpestore hajer. . . . . dem så vi heldiugvis ikke nogen af, da vi selv plaskede rundt!
De har en
tunnel ligesom i Kattegatcentret, bare meget længere og større, som vi vandrede
igennem et par gange. Bortset fra hajerne, var noget af det mest interessante
Seadragons – små levende tangstykker, som nok kan give næring til gamle
fortællinger om søuhyrer, hvis ellers de havde været 100 gange større!
En anden
meget flot oplevelse var glasbeholdere med vandmænd, som de havde sat farvet
lys på – de var så smukke og graciøse at betragte, at man fik helt lyst til at
få sig et akvarium med vandmænd hjemme i stuen! Vi vil aldrig mere bare se dem
som slimede snotklatter, der er ulækre at røre ved, når man svømmer.

( På www.angelfire.com/home/schonemann
kan du downloade en lille film med vandmændene)

Efter
akvariet kørte vi til Fremantle. Her har Swan-river sit udløb ca. 20 km fra
Perth og Fremantle har en meget stor og travl godshavn med masser af
containerskibe og stabler af containerer – selvfølgelig også nogle af de
lyseblå fra Mærsk.
Selve byen
er et yndet udflugststed og et attraktivt sted at bo for kunstnere og
trendmagere.
Den er
meget velholdt med – efter australske forudsætninger – mange gamle huse, og det
var rigtig hyggeligt at gå rundt på deres marked, hvad Naja og jeg havde stor
fornøjelse af.
Dagen
efter tog vi med en hurtigfærge over til en lille ø, der ligger ud for
Fremantle.
Den hedder
Rottnest Island og minder lidt om Livø på den måde, at den nu er en idyllisk
turistø, men tidligere var et fængsel for mandlige aboriginere, der havde svært ved at forstå tilflytternes
princip med den personlige ejendomsret!
Husene er derfor bygget i samme stil alle sammen omkring et stort
fællesareal og det er alt sammen meget smukt både i form og forhold. Der er
ingen biler og ingen bilveje, så man
kommer rundt på cykel. Øens navn
stammer fra den store bestand af Quakkas – en gnaver, der forfra ligner et
kæledyr i kattestørrelsen med nuttede små øjne og lodne forben, men som bagfra
mest af alt ligner en gigantisk rotte! Da hollænderne ankom troede de, det var
rotter og kaldte derfor øen for ”Rottereden”! Vi så desværre ikke nogen af
dyrene, fordi vi brugte al vores tid på en cirkusfestival hvor også SEAungerne
og deres voksne opholdt sig. De skulle ikke selv optræde, men deltog i
forskellige work-shops. Det var en sjov, men også lidt nostalgisk oplevelse,
for det var lidt som at være til ”Festival i engen” i midten af firserne– alle
kendte hinanden og hyggede sig fint, men den kunstneriske standard var ikke noget
at skrive hjem om. Naja fik dog næsten lært at gå på line og Adam læste sig
igennem det meste af en af sine bøger, mens han tålmodigt ventede i skyggen
mellem forestillingerne, hvor Naja kastede sig over linene og Jan og jeg gik
rundt og gloede.
Da vi kom
tilbage til Fremantle gik vi ind i en markedshal og havde en rigtig god
oplevelse: der var madboder hele vejen
rundt om det centrale omnråde og for en gangs skyld behøvede vi ikke at
diskutere, hvorvidt vi skulle spise kinesisk, indisk, italiensk eller burgere!
Vi kunne simpelthen købe hver vores mad i hver vores bod og sætte os sammen ved
et bord og spise. . . . . . wauww, det var rigtig godt!
Dagen
efter tog vi igen ind til Perth. Jeg skulle have et ”tax-file number” og for at
få det skulle de bruge mit pas. Det mest almindelige er at man sender sit pas
ind sammen med ansøgningen men jeg er en anelse paranoid over mit pas efter
alle de forviklinger med vores visa, så jeg foretrak at møde op personligt og
få mit pas med ud af døren igen!
Jeg har stor
respekt for den slags myndigheder – både efter problemerne med vores visa her
til AU, men også fra mit studieår i
USA, der bød på mange overraskelser fra immigrationsmyndighedernes side. Det
var derfor ikke uden en vis bæven at jeg trak mit nummer og stillede op i køen,
men –ork – der var ingen ko på isen overhovedet! En venlig mand kiggede på mit
pas, smilede og skrev under og så var det i orden!
Derefter
kørte vi igen sydpå og henimod aften kom vi hjem til vores lille cottage igen.
Det var
faltisk lidt svært at komme tilbage, for det var jo ikke rigtig ”hjem”
alligevel og det blev på en eller anden måde meget tydeligt, fordi vi havde
været ”væk” i nogle dage.
Resten af
ferien blev vi her i Albany. Vi havde aftaler med forskellige folk og var bl.
a. på besøg hos Sally og Ewen – også et
forældrepar fra skolen. Ewen spiller en
meget flot saxofon og fløjte og er også habil på kontrabas, så Jan sad på
verandaen og nød en helt fantastisk udsigt, mens han spillede på livet løs.

De har et
par alpacaer som husdyr og –jeg siger jer – vi har aldrig rørt ved noget så
blødt som dem. Man kunne bare begrave sine hænder i den tykkeste, blødeste uld
og de to dyr var så utroligt sødt at vi alvorligt overvejede om vi skulle slå
os på alpacaavl, når vi kommer hjem. Men vi blev dog enige om at vores have
trods alt nok ikke var stor nok!
I ferien
kørte vi også en tur til Denmark – og for at komme derhen måtte vi igennem en
landsby ved navn Bornholm – ja, man kan blive helt nostalgisk, ikke sandt!
Vi
fortsatte et stykke på den anden side af Denmark og kom til ”The Valley of
Giants” – en skov med meget gamle og meget store træer. Her har de lavet en
”tree-top walk” der er en anelse længere end den på Egeskov! 600 m og op i 50 meters højde. . . . .

Jan og
Adam tog turen. Naja og jeg var for meget ”kyllinger”, så vi blev ved jorden.
Der står
beskrevet om skoven at den er den eneste overlevende ”habitat” for en lang
række smådyr og planter, der stammer
40. 000. 000 år tilbage til dengang Australien og Afrika var landfast –
imponerende, ikke sandt?
Vores
ferie sluttede af med en fødselsdagsfest hos Marg – Najas lærer. Det er nogle
utroligt søde mennesker og det er deres venner også. De fleste kendte vi
allerede lidt fra skolen, så det var rigtig hyggeligt. Først spillede vi
volleyball og bagefter havde vi ”barbie” – ja, det kalder ”aussierne” deres
barbercue. Så vi fik grillet ”barbie”
og det var lidt svært ikke at tænke på hende der den lyshårede anorexia
legetøjssild. . . .
Jan og
Marg fik spillet og Jan fik også lokket de to drenge til at finde guitarerne
frem, så der var liv og glade dage med gamle beatlesnumre osv. Der blev sunget
og danset – og tænk, de voksne slukkede lyset,
da der skulle danses, det var
ligesom da vi var 17!
Og nu
ruller arbejdet ind over mig i store brede bølger og jeg øver mig i at trække
vejret langsomt og roligt og stole på at jeg har alle de midler og metoder jeg
har brug for.
OG HURRAH
– Jan har lige fået et arbejdslegat fra DJBFA på 10. 000, - det er bare SÅ godt
!
Ikke mere
for denne gang – keep in touch! Jeres
breve bliver læst med begejstring!
De aller
kærligste hilsner
Adam,
Naja, Jan og Josefine