Fjerde fællesbrev

 

 

Kære allesammen.

Rigtig mange tak for alle de mange søde breve, I har sendt. Det er bare SÅ dejligt at åbne computeren og læse om, hvordan I har det derhjemme.

 

Vores fancy-dress bal var en stor succes. Jan fik spillet bush-dance, Jimi Hendrix og vist nok også et enkelt country-nummer. Der var masser af søde mennesker og alle – også de voksne – var klædt ud. Det eneste problem var, at vi midt i al feststemningen kom til at savne alle jer gamle venner ved tanken om alle de gode fester, vi har været til sammen.

Børnenes fjortendages oktoberferie er nu slut. I dag, mandag d.15 oktober (samtidig med den danske efteråsferie starter) begyndte de igen, og så nu kører den australske hverdag igen.

Som jeg skrev i sidste brev, startede vi ferien med at køre til Perth, hvor vi så SEA (Southern Edge Arts – min arbejdsplads) lave en cirkusforestilling i det regionale teater – sådan med rødt plys og guldstuk (”His Majesty’s Theater”)!

Flere af deres børneartister er rigtig dygtige, og det var en fornøjelse at se deres show.

 

Dagen efter kørte vi til Aqwa – Westaustraliens akvarium – og studerede en del af de fisk vi havde set på vores revtur på nærmere hold. Vi var også MEGET tæt på kæmpestore hajer. . . . . dem så vi heldiugvis ikke nogen af,  da vi selv plaskede rundt!

De har en tunnel ligesom i Kattegatcentret, bare meget længere og større, som vi vandrede igennem et par gange. Bortset fra hajerne, var noget af det mest interessante Seadragons – små levende tangstykker, som nok kan give næring til gamle fortællinger om søuhyrer, hvis ellers de havde været 100 gange større!

En anden meget flot oplevelse var glasbeholdere med vandmænd, som de havde sat farvet lys på – de var så smukke og graciøse at betragte, at man fik helt lyst til at få sig et akvarium med vandmænd hjemme i stuen! Vi vil aldrig mere bare se dem som slimede snotklatter, der er ulækre at røre ved, når man svømmer.

 

( På www.angelfire.com/home/schonemann kan du downloade en lille film med vandmændene)

 

Efter akvariet kørte vi til Fremantle. Her har Swan-river sit udløb ca. 20 km fra Perth og Fremantle har en meget stor og travl godshavn med masser af containerskibe og stabler af containerer – selvfølgelig også nogle af de lyseblå fra Mærsk.

Selve byen er et yndet udflugststed og et attraktivt sted at bo for kunstnere og trendmagere.

Den er meget velholdt med – efter australske forudsætninger – mange gamle huse, og det var rigtig hyggeligt at gå rundt på deres marked, hvad Naja og jeg havde stor fornøjelse af.

Dagen efter tog vi med en hurtigfærge over til en lille ø, der ligger ud for Fremantle.

Den hedder Rottnest Island og minder lidt om Livø på den måde, at den nu er en idyllisk turistø, men tidligere var et fængsel for mandlige aboriginere, der  havde svært ved at forstå tilflytternes princip med den personlige ejendomsret!  Husene er derfor bygget i samme stil alle sammen omkring et stort fællesareal og det er alt sammen meget smukt både i form og forhold. Der er ingen biler og ingen bilveje,  så man kommer rundt på cykel.  Øens navn stammer fra den store bestand af Quakkas – en gnaver, der forfra ligner et kæledyr i kattestørrelsen med nuttede små øjne og lodne forben, men som bagfra mest af alt ligner en gigantisk rotte! Da hollænderne ankom troede de, det var rotter og kaldte derfor øen for ”Rottereden”! Vi så desværre ikke nogen af dyrene, fordi vi brugte al vores tid på en cirkusfestival hvor også SEAungerne og deres voksne opholdt sig. De skulle ikke selv optræde, men deltog i forskellige work-shops. Det var en sjov, men også lidt nostalgisk oplevelse, for det var lidt som at være til ”Festival i engen” i midten af firserne– alle kendte hinanden og hyggede sig fint, men den kunstneriske standard var ikke noget at skrive hjem om. Naja fik dog næsten lært at gå på line og Adam læste sig igennem det meste af en af sine bøger, mens han tålmodigt ventede i skyggen mellem forestillingerne, hvor Naja kastede sig over linene og Jan og jeg gik rundt og gloede.

Da vi kom tilbage til Fremantle gik vi ind i en markedshal og havde en rigtig god oplevelse:  der var madboder hele vejen rundt om det centrale omnråde og for en gangs skyld behøvede vi ikke at diskutere, hvorvidt vi skulle spise kinesisk, indisk, italiensk eller burgere! Vi kunne simpelthen købe hver vores mad i hver vores bod og sætte os sammen ved et bord og spise. . . . . . wauww, det var rigtig godt!

Dagen efter tog vi igen ind til Perth. Jeg skulle have et ”tax-file number” og for at få det skulle de bruge mit pas. Det mest almindelige er at man sender sit pas ind sammen med ansøgningen men jeg er en anelse paranoid over mit pas efter alle de forviklinger med vores visa, så jeg foretrak at møde op personligt og få mit pas med ud af døren igen!

Jeg har stor respekt for den slags myndigheder – både efter problemerne med vores visa her til AU,  men også fra mit studieår i USA, der bød på mange overraskelser fra immigrationsmyndighedernes side. Det var derfor ikke uden en vis bæven at jeg trak mit nummer og stillede op i køen, men –ork – der var ingen ko på isen overhovedet! En venlig mand kiggede på mit pas, smilede og skrev under og så var det i orden!

Derefter kørte vi igen sydpå og henimod aften kom vi hjem til vores lille cottage igen.

Det var faltisk lidt svært at komme tilbage, for det var jo ikke rigtig ”hjem” alligevel og det blev på en eller anden måde meget tydeligt, fordi vi havde været ”væk” i nogle dage.

Resten af ferien blev vi her i Albany. Vi havde aftaler med forskellige folk og var bl. a.  på besøg hos Sally og Ewen – også et forældrepar fra skolen.  Ewen spiller en meget flot saxofon og fløjte og er også habil på kontrabas, så Jan sad på verandaen og nød en helt fantastisk udsigt, mens han spillede på livet løs.

 

De har et par alpacaer som husdyr og –jeg siger jer – vi har aldrig rørt ved noget så blødt som dem. Man kunne bare begrave sine hænder i den tykkeste, blødeste uld og de to dyr var så utroligt sødt at vi alvorligt overvejede om vi skulle slå os på alpacaavl, når vi kommer hjem. Men vi blev dog enige om at vores have trods alt nok ikke var stor nok!

I ferien kørte vi også en tur til Denmark – og for at komme derhen måtte vi igennem en landsby ved navn Bornholm – ja, man kan blive helt nostalgisk, ikke sandt!

Vi fortsatte et stykke på den anden side af Denmark og kom til ”The Valley of Giants” – en skov med meget gamle og meget store træer. Her har de lavet en ”tree-top walk” der er en anelse længere end den på Egeskov!  600 m og op i 50 meters højde. . . . .

 

Jan og Adam tog turen. Naja og jeg var for meget ”kyllinger”, så vi blev ved jorden.

Der står beskrevet om skoven at den er den eneste overlevende ”habitat” for en lang række smådyr og planter,  der stammer 40. 000. 000 år tilbage til dengang Australien og Afrika var landfast – imponerende, ikke sandt? 

Vores ferie sluttede af med en fødselsdagsfest hos Marg – Najas lærer. Det er nogle utroligt søde mennesker og det er deres venner også. De fleste kendte vi allerede lidt fra skolen, så det var rigtig hyggeligt. Først spillede vi volleyball og bagefter havde vi ”barbie” – ja, det kalder ”aussierne” deres barbercue.  Så vi fik grillet ”barbie” og det var lidt svært ikke at tænke på hende der den lyshårede anorexia legetøjssild. . . .

Jan og Marg fik spillet og Jan fik også lokket de to drenge til at finde guitarerne frem, så der var liv og glade dage med gamle beatlesnumre osv. Der blev sunget og danset – og tænk, de voksne slukkede lyset,  da der skulle danses,  det var ligesom da vi var 17!

Og nu ruller arbejdet ind over mig i store brede bølger og jeg øver mig i at trække vejret langsomt og roligt og stole på at jeg har alle de midler og metoder jeg har brug for.

OG HURRAH – Jan har lige fået et arbejdslegat fra DJBFA på 10. 000, - det er bare SÅ godt !

Ikke mere for denne gang – keep in touch!  Jeres breve bliver læst med begejstring!

De aller kærligste hilsner

Adam, Naja, Jan og Josefine