Kære Alle.
Som tiden
går! Det er vist ved at være 3 uger siden vi sidst skrev, og i den tid er der hændt mangt og meget.
Som I
måske husker, var vi netop på vej ud på vores første sociale ”eventyr”, da jeg
skrev sidst.
Vi var
inviteret ud at spise hos Marg (Najas lærer ) og hendes mand Steve. De har fire
børn og
den ene, Nick, går i Adams klasse, og
han har været utrolig sød og imødekommende overfor Adam. Steve er journalist og forfatter og deres
ældste søn, Tim, er vild med at spille elektrisk guitar. Deres to døtre, Louise
på 13 og Rachel på 18 er begge meget optaget af at tegne og male, så I kan vel
forestille jer, at vi ALLE SAMMEN havde en rigtig dejlig aften. The Pontins (
deres efternavn) bor på landet, meget smukt og idyllisk med en kæmpe pergola
med jasmin – altså den slags , som vi har indenfor i urtepotter ved juletid!
Vores hjem
er ved at ligne sig selv nu med keyboards, guitarer af både den ene og den
anden slags, blokfløjter, violin, rytmeinstrumenter og et gammelt trommesæt,
som Jan i øjeblikket er ved at samle med gaffa, sejlgarn og andet
forhåndenværende.

Børnene
trives usædvanlig godt i skolen, og det er dejligt at se, hvordan især Adam får
lukket op for andre sider af sig selv, fordi de andre drenge også spiller
blokfløjte og de andre drenge ligesom ham er ”tvunget” til at lære at danse
cah-cha-cha, jive, merenga osv.
Og hvorfor
lærer de barfodede bushbørn så det? Ja det er fordi vi alle sammen skal til
”Fancy-dress party” i morgen torsdag, hvor alle børn og voksne er klædt ud og
skal danse ball-room og bushdance.
Sidste
søndag var vi igen inviteret ud – denne gang til Jude og Charlie, der har en
datter i Adams klasse. Jan var faldet i
snak med Jude en af gangene, vi var ude på skolen. Hun er musiker i et lokalt band med god fremgang og
spurgte Jan, om han ville være med til at spille sammen med hende og hendes
mand Charlie til Fancy Dress festen. Det kunne han naturligvis ikke sige nej
til, og vi tog derfor derud sidste søndag eftermiddag. De bor LANGT ude på
landet i et dejligt hus ganske tæt ved havet med regnvandstank, egen

pumpe,
tigersnake ( en af verdens giftigste slanger –UAKK – men vi så den altså ikke)
i frugthaven og MASSER af blomster. Jude tog os med ud på en dejlig tur gennem
landskabet, før vi vendte tilbage til huset – og så strømmede det ellers ind
med rare folk med instrumenter og interessante samtaleemner! Vi havde været lidt usikre på, om vi
virkelig var velkomne, eller om vi bare var blevet inviteret af pligt, men det
blev en utrolig dejlig aften med masser af musik, god samtaler og børnene
gennemsvedte af trampolinen udenfor.
Naja fik
lov at låne en violin af Jude og stormer nu derudaf med stormskridt, både på
violin, keyboard og blokfløjte – huha, hvor det går! (for slet ikke at tale om
japansk, hvor hun med stor iver kopierer og skriver skriftegn og oven i købet
ved, hvilke lyde de repræsenterer. )
For os har
skolen været en utrolig indgang til en omgangskreds af meget meget søde og
imødekommende mennesker.
Kort før
vi ankom, var skolen blevet ramt af et voldsomt chock, fordi de havde haft et trafikuheld på vej
hjem fra en lejrskole med de ældste børn. Ingen af børnene kom alvorligt til
skade, men John Woodbury, skolens grundlægger og daglige leder, blev så skadet,
at man i et par uger frygtede for hans liv. Han er imidlertid kommet sig
usædvanlig hurtigt og vendte hjem for fjorten dage siden. Han er stadig
rekonvalecent og har mistet synet på sit ene øje, men han er en kæmpe med en
enorm vilje og livslyst, og at se ham sammen med børnene er en stor oplevelse.
Som vores unger forundret konstaterede, da de mødte ham først: ”Han er ligesom
en bedstefar. Flere af børnene græd, da de så ham igen.”
I deres
univers er det noget helt nyt at ”en skoleinspektør”, som de kalder ham , kan
have den slags relationer til eleverne.
Vi mødte
ham første gang på skolens ”bytur” – hver fjortende dag tager de ind til
Albany, går i svømmehallen, kører på rulleskøjter, spiser picnic og leger i en
stor park og går på biblioteket. John havde stadig lidt svært ved at gå (manden
er 57), men sad i en havestol, og da
han snakkede med ungerne, sad de alle sammen på græsset rundt om ham, og det
var tydeligt, at hvert eneste barn følte sig særlig og set, og de lyttede på en
dejlig og umiddelbar måde til ham.
Jeg har
også haft et par spændende samtaler med ham – det var jo uundgåeligt at
fortælle ham om Odin, der gav sit øje væk for at få visdom!
Som det
fremgår af beskrivelsen tidligere i brevet,
er Jan ved at få sit ”arbejdsrum” (ja,
det er også stuen, hvor
fjernsynet og Adams playstation også har hjemme) til at fungere, og selv om han
bliver meget forstyrret af sine huslige pligter( bl. a. brændehugning), er

det
alligevel lykkedes ham, at få skrevet nogle sange, som han er fornøjet med. Ind
imellem har han også lige måttet agere ”hjemmebrænder” og lave nogle
compilationsCD´er til SEA til deres store cirkusforestilling, som de skal til
Perth med her i week-end´en.
Vi kører
derop lørdag, så vi kan nå at se deres sidste show og bliver derefter i Perth
et par dage, fordi børnene fra fredag har fjorten dages ferie. Jeg har et møde
med den regionale litteraturkonsulent tirsdag, for jeg synes, det ville være
for dumt ikke at snakke med en eller anden om at få oversat mine bøger. Men den
økonomiske krise kradser ret slemt i Australien for tiden, så der er næppe det
store salg i børne-og ungdomsbøger lige for øjeblikket.


(Josefine
holder produktionsmøde med komponisten Eddie, O.B. og Crystal). (Til højre på
linie med båden: En hval som vi så ved Middelton Beach).
Mit
arbejde udvikler sig planmæssigt. Jeg øver mig i at undervise udfra nye
forudsætninger – dels fordi jeg er nødt til det, fordi jeg aldrig helt ved,
hvilke grupper jeg skal undervise, men også fordi jeg tror, at det er det, jeg er hernede for: at finde en ny måde at
undervise på, så jeg ikke bliver så udbrændt af det.
Jeg har
derfor stor fornøjelse af et citat, som jeg har fået sendt herned fra Bodil fra
Århus:
”Whoever shows up, are the right people.
Whenever it starts it’s the right time
Whatever happens is the only thing that could have
happened.
When it is over, it is over.”
Det er
selvfølgelig også af og til svært for os allesammen at undvære alle jer
derhjemme, og efterhånden som
julepynten begynder at fylde på hylderne, tror jeg også, at vi begynder at tælle
dagene ivrigt til at komme hjem. Heldigvis er der mange, der er flinke til at
skrive og hold jer endelig ikke tilbage! Vi tjekker mailén mindst en gang om
dagen, og tit også oftere, og vi ELSKER at få breve, så skriv endelig!
Vi håber
alle har det rigtig godt, og - hvis ikke - vil vi altså også gerne høre om det,
så vi kan følge med!
De seneste
ugers udvikling i verdenssituationen har jo nok gjort os alle mere lydhøre og
opmærksomme på, hvor skrøbeligt livet
er, og hvor svært det er at forsikre sig mod organisationer og mennesker, der
hylder døden frem for livet, og for os, der er langt væk fra alle vi holder af,
er det dejligt at høre fra jer – uanset hvor kort, så bare en hilsen, så vi kan
mærke jer hernede, hvor vi jo går med hovedet nedad og hvor solen står i Nord
når det er middag!
(De
billder, der er sat ind her og i de to
tidligere breve, kan gøres størere ved
at klikke på dem og trække i hjørnerne)
Husk der
er flere billeder på www.angelfire.com/home/schonemann.
Rigtige
mange kærlige hilsner fra
Adam,
Naja, Jan og Josefine