Fin Træningsopstart for KK07.

Der var meget fin opbakning ved KK07s træningsopstart lørdag eftermiddag på Kølvrå stadion. Hele 22 spillere deltog i træningen, der traditionen tro blev efterfulgt af en portion suppe i klubhuset. Her blev budt velkommen af formanden, der med glæde noterede sig, at flere nye ansigter var mødt frem. Tilgangen af nye talenter vil betyde større kamp om pladserne på klubbens serie 5 hold og styrker troen på klubbens målsætning om en hurtig oprykning til serie 4.

Træner Erik Pedersen holdt et kort oplæg til sæsonen. Han understregede bl.a. vigtigheden af, at der meldes afbud, hvis man er forhindret i at møde til træning og at man har et ansvar for hinanden på et fodboldhold.

Der er planlagt 5 træningskampe inden sæsonstart, så der skulle blive god mulighed for at få spillet et slagkraftigt hold sammen inden de spændende turneringskampe begynder. Indtil videre trænes der to gange om ugen - tirsdag aften kl 19.00 og lørdag eftermiddag kl 13.00.

Skrevet 2 Februar 2008

Overbevisende sejr!

Fredag aften spillede Karup/Kølvrås serie 5 spillere i Kjellerup sæsonens sidste udekamp. Det blev til en af holdets bedste kampe i efteråret, og især i det offensive blev der vist rigtig lovende takter. Selv om Kjellerup stillede betydeligt stærkere op end ved sidste møde stod det allerede efter 10 minutters spil klart, at hjemmeholdet var på en vanskelig opgave. To hurtige mål af Karsten Vindberg og Stefan Lohman, betød dog ikke af Kjellerup opgav at spille, og i pausen ved stillingen 3-5 syntes der stadig at være en chance for hjemmeholdet.

Karup-Kølvrå fortsatte dog det sprudlende angrebspil og 3 yderligere scoringer i begyndelsen af anden halvleg lukkede definitivt kampen. Anden halvleg desuden især for et bragende langskudsmål fra ca. 35 meter af Kent Stidsen.

Kampen endte med de overbevisende cifre 10-4. For Karup scorede Jimmi Vennersdorf 1 mål, Bjarke Andersen 1 mål, Stefan Lohman 1 mål, Kent Stidsen 1 mål, Jesper Monberg 2 mål og Karsten Vindberg 4 mål - Karsten fik desuden holdets fidus.

Sæsonens sidste kamp spilles søndag formiddag på Kølvrå stadion mod AB; en kamp der vil afgøre anden- og tredjepladserne.


Skrevet 7 Oktober 2007

Kneben sejr!

KKIKs fodboldseniorer fortsatte lørdag den gode resultatrække med en kneben, men fortjent sejr over AB i Almind. En kraftig vind på langs ad banen gjorde det særdeles vanskeligt for begge hold at få spillet til at hænge sammen, og selv om KKIK med vinden i ryggen havde bolden mest, virkede AB i første halvleg farligst med hurtige kontraløb. Det blev også ABerne, der på en sådan kontra scorede kampens første mål. KKIK havde adskillige gode muligheder, men der skulle et straffespark til for at holdet kunne få gang i målscoringen. Jimmi Vennersdorf scorede sikkert og holdene gik til pause med 1-1.

På trods af den kraftige modvind bevarede KKIKerne også i anden halvleg det spillemæssige overtag. En lidt offensiv satsning gav dog stadig ABerne spredte men farlige muligheder. Et hændeligt sammenstød mellem KKIKs målmand Benjamin Nørremark og en AB angriber, efterlod pludselig bolden fri for åbent mål, og den chance udnyttede ABerne til igen at bringe sig foran. Benjamin pådrog sig ved sammenstødet en mindre skade og KKIK valgte at lade Dennis Kirkelund overtage målmandsposten.

KKIK fortsatte dog med at være spillemæssigt toneangivende, og holdet skabte efter pænt opspil adskillige gode muligheder. AB havde svært ved at holde KKIKerne på afstand og begik midt i halvlegen endnu et straffespark, som igen blev udnyttet af Jimmi Vennersdorf.

Sejrsmålet til 3-2 blev sat ind kort før tid af Bjarke Andersen på en flugter fra kort afstand efter energisk forarbejde af Jesper Monberg.

Der var efter kampen stor tilfredshed både med spil og resultat. Det unge AB hold havde været en god modstander og begge holds placering i toppen af kredsen var tydeligvis ikke nogen tilfældighed.

Med kun 0-0 mod Vinderslev satte topholdet Århusbakken i øvrigt points til, så det er nu igen muligt for KKIK selv at afgøre kredsen. De to hold mødes på lørdag i Silkeborg i en kamp, der vil blive afgørende for, hvilket hold der kan kalde sig kredsvinder.

Skrevet 9 september 2007

Storsejr til KKIK!

KKIK’s serie 5 hold vandt søndag formiddag med hele 11-1 på udebane over et svagt Vinderslev hold. Tilbagevendte Wassim Ghanayim sprudlede og fik med 7 mål afgørende betydning for kampens udfald. Topscorer Jesper Monberg scorede 3 og anfører Jimmi Vennersdorf scorede ét på straffespark. Selv om resultatet blev skabt på en noget billig baggrund, var det alligevel en velkommen opmuntring efter det skuffende 1-4 nederlag i efterårets første kamp mod Århusbakken fra Silkeborg.

Skrevet 21 august 2007

Meget skuffende start på efteråret.

I en kamp der i det meste af første halvleg lignede en overkommelig opgave, måtte KKIKerne efter 90 minutter se sig slået med hele 1-4 på Kølvrå stadion. Især i første halvleg blev store chancer brændt og modstanderen fra Silkeborg, Århusbakkens IF, fik gradvist mere spil.

Udeholdet kom foran midt i første halvleg. Det lykkedes dog KKIKerne at få udlignet på et lidt heldigt mål kort efter ved Dennis Kirkelund. Herefter var heldet dog også opbrugt.

I anden halvleg scorede Århusbakken yderligere 3 gange uden at KKIKerne formåede at svare igen.

På trods af gode detaljer og enkeltmandspræstationer, måtte hjemmeholdet konstatere at der er problemer i alle kæder. Forsvaret lader sig for let og for ofte overløbe; midtbanen fylder og skaber i lange perioder for lidt og angribernes udnyttelse af de chancer der skabes er for lille.

Udeholdet viste sig set over hele kampen mere løbestærkt og homogent; og deres sejr var derfor fortjent.

Skrevet 14 august 2007

Desværre ikke denne gang!

Det var et lidt skuffet KKIK hold der forlod Kølvrå stadion lørdag eftermiddag efter at have tabt den vigtige kamp om fjerdepladsen i kredsen. Et teknisk dygtigt Ikast United hold afgjorde i de sidste minutter den til tider meget velspillede kamp til deres fordel.

KKIK har desværre fået for vane at være længe om at komme igang og da Ikast samtidigt startede kampen i et tempo, der sjældent ses i serie 5, var hjemmeholdet heldige med kun at være bagud med ét mål efter de første 25 minutter. Herefter fik KKIKerne bedre fat, og det blev til flere spredte chancer. Den største udnyttede Dennis Kirkelund til at bringe balance i regnskabet, så på trods af, at man til tider var spillet helt i bund og i en ti-minutters periode endda måtte spille i undertal, lykkedes det at komme til pausen med 1-1.

I anden halvleg dalede tempoet noget, hvilket klart var til KKIKernes fordel. Med flere flot gennemspillede angreb lignede det midt i anden halvleg blot et spørgsmål om tid, før KKIK ville score det afgørende mål.

Desværre begyndte koncentrationen i det sidste kvarter gradvist at slippe op i de bageste rækker, bl.a. fordi et par småskadede spillere måtte lade sig udskifte. Disse omrokeringer i defensiven havde Ikast United held til at udnytte, og da de scorede til 1-2 ti minutter før tid, var kampen i realiteten afgjort. I de allersidste minutter scorede Ikast endnu engang til slutresultatet 1-3.

På trods af skuffelsen ser KKIK fodbold dog optimistisk på fremtiden. Der har i løbet af foråret været benyttet 26 spillere på holdet, og da de 16 er under 25 år, tegner fremtiden stadig lys. Nu er målet at være med helt fremme i serie 5.2 til efteråret. Der vil nu være sommertræning torsdage kl. 19.00.

Se billeder fra kampen her!


Skrevet 23 juni 2007

KKIK nu på fjerdepladsen

Lørdag eftermiddag vandt KKIK´s serie 5 tre meget vigtige points i kampen om at nå en af de fire øverste pladser i kredsen, hvilket giver mulighed for at spille om oprykning til efteråret. I en meget jævnbyrdig kamp, hvor holdene fra KKIK og Høgild også måtte kæmpe med høj varme og hård bane, vandt hjemmeholdet en kneben men fortjent sejr på 1-0.

De vanskelige forhold gjorde at spillet ikke nåede samme niveau som i sidste hjemmekamp. Selv om KKIKerne skabte en del målchancer, skulle man helt hen til 10 minutter før tid før kampens enlige faldt. På et fint kontraløb blev Jesper Monberg spillet fri foran mål, hvor han sikkert headede bolden i nettet.

Et trist hændeligt uheld ramte i første halvleg en Høgild spiller, som måtte en tur på hospitalet med beskadiget knæ. Høgild holdet kæmpede dog fint videre og havde også deres muligheder med bl.a. et skud på overliggeren.

Igen var der fint tilskuer-fremmøde, hvoraf mange valgte at holde sig i skyggen på en usædvanlig varm eftermiddag.

KKIK ligger nu på den vigtige fjerdeplads, men har spillet en kamp mere end et par af de efterfølgende hold. Skal pladsen holdes, kræver det mindst én sejr mere i de sidste to kampe.

Skrevet 10 juni 2007

KKIK rejste sig igen!

Efter et par skuffende resultater er KKIKs serie 5 hold igen med fremme i kampen om de 4 pladser, der giver adgang til oprykningsspillet. På Kølvrå stadion blev Tulstrup slået med 5-2 efter 2-0 ved pausen. Disse cifre giver dog i selv selv ikke noget realistisk billede af kampen, for efter en rigtig solid første halvleg af hjemmeholdet, var tingene vendt helt på hovedet i begyndelsen af anden halvleg. KKIKerne virkede af uforklarlige årsager pludselig usikre og nervøse, og et ret massivt pres fra Tulstrup ændrede i løbet af det første kvarter stillingen til 2-2. Herefter tog KKIK dog heldigvis fat igen og nogle flotte scoringer af holdets angribere satte tingene på plads.

For KKIK scorede Jesper Monberg hattrick ( 3 mål ) og Karsten Vindberg 2.

Der var igen pænt fremmøde på sidelinierne; hvor formanden havde sørget for salg af pølser og drikkevarer.

Skrevet 21 maj 2007

Skuffende resultat

Det var et skuffet KKIK hold der forlod Kølvrå stadion lørdag eftermiddag 5 maj. Efter 2 hurtige mål i første halvleg lignede det ellers en let opgave at vinde over FK73. Desværre tabte flere af KKIKerne både koncentration og pusten og udeholdet kom gradvist mere og mere ind i kampen. Da FK udlignede midt i anden halvleg var det begyndt at se sort ud for hjemmeholdet, der heldigvis holdt det ene point.
Flere afbud hos hjemmeholdet var sikkert medvirkende til, at det havde svært ved at holde niveauet kampen igennem, men det var dog nok en kamp, der burde være vundet, af et hold der håber at nå oprykningsspillet ( de første pladser i tabellen ).
Målscorere for KKIK var Stefan Lohmann og Jesper Monberg. Der var igen fint fremmøde på sidelinierne, så det var ikke mangel på opbakning der gjorde udslaget.

Skrevet 7 maj 2007

Første point til serie 5

Så fik KKIKs serie 5 hold årets første point. På hjemmebane i Kølvrå spillede holdet 2-2 mod et udmærket Sjørslev hold, der havde vundet deres første kamp. KKIK fik ellers den værst tænkelige start og var bagud med 0-2 efter 20 minutter. Et par omrokeringer i forsvaret fik ændret spillets fordeling, og samtidig med at der blev lukket bedre af hjemme blev der skabt mere fremad banen.
Jesper Monberg fik reduceret inden pausen på et fladt skud, efter en fin frispilning fra Uffe Jensen. I anden halvleg fik Sjørslev igen et spillemæssigt overtag, men hjemmeholdet var farlige i kontraspillet. Kort før tid scorede Kent Stidsen det vigtige udligningsmål.

Skrevet 15 april 2007

Årets første sejr

Så blev det endelig til sejr for KKIKs serie 5. Efter 2 kampe med med pænt spil, men ingen sejre blev det søndag eftermiddag til en kneben men fortjent 1-0 sejr over Feldborg/Haderup i Feldborg. Det var en kamp i JBUs træningsturnering, og med 4 points for 2 kampe ligger KKIK-holdet med gode muligheder for at vinde turneringen.

Holdet stod generelt rigtig godt i forsvaret og selv om Feldborg nok var mest i boldbesiddelse virkede KKIK langt farligere med deres til tider virkelig pæne kontraspil.
Sejrsmålet blev scoret af Jimmy Raaby Olesen i 2 halvleg. Der var var chancer til adskilligt flere mål, men den afgørende skarphed manglede.

Generelt var der tale om en solid holdinsats, hvor de mere rutinerede spillere bakkede fint op om de unge.

Skrevet 25 marts 2007

Knebent nederlag mod Kjellerup

Det blev til et knebent nederlag til KKIK´s fodboldspillere i årets første kamp. I en træningskamp mod et ungt og stærkt Kjellerup hold, viste KKIK dog meget godt spil og kunne godt have fortjent uafgjort. Dennis Kirkelund scorede KKIKs enlige mål.

Skrevet 23 marts 2007

Ny bestyrelse i afdelingen

Ved generalforsamling 18 januar i Kølvrå klubhus blev følgende nye bestyrelse valgt:

Niels-Henrik Winther
Bent Lundsberg
Martin Henriksen
Jacob Kronborg
Morten Vindberg

Den nye bestyrelse konstituerede sig efterfølgende med Bent Lundsberg som formand; Niels-Henrik Winther som kasserer, Morten Vindberg som sekretær, Martin Henriksen og Jacob Kronborg som bestyrelsesmedlemmer. Hans Pedersen (Nuller) blev suppleant.

Det blev samme aften vedtaget at Jesper Monberg tager sig af sponsor-arbejdet

Skrevet 23 marts 2007

Ny træner i KK07

Karup Kølvrå Boldklub af 2007 har indgået aftale med Erik Pedersen om at træne klubbens serie 5 hold i sæsonen 2008. Erik Pedersen har som træner stor erfaring, og har foruden en tid som U-17 træner i Ikast F.S. også været træner for KKIKs fodboldseniorer.

Erik var søndag formiddag på Kølvrå stadion for at se det lokale serie 5 hold spille sæsonens sidste kamp. I en kamp, der spillemæssigt lå en del over serie 5 gennemsnits-niveau, måtte hjemmeholdet se sig besejret 2-0 af AB fra Almind. Karup Kølvrå holdet manglede i det offensive både held og den sædvanlige skarphed, og da man allerede i første halvleg måtte lade to nøglespillere i forsvaret udskifte med skader, kom AB logisk nok til farlige chancer. Så selv om der blev kæmpet godt i det defensive, havde AB dygtighed til at overliste hjemmeholdet to gange. Kent Stidsen fik spillernes fidus for rigtig god indsats.

Det var en velspillet kamp, så på trods af, at det ikke blev til den ønskede sejr på sæsonafslutningen, ser KK07 fortrøstningsfuldt den kommende sæson i møde.

Skrevet 14 Oktober 2007

KK07 er nu en realitet

Tirsdag den 25 september afholdtes i Kølvrå klubhus stiftende generalforsamling for Karup Kølvrå Boldklub af 2007. 25 mennesker var mødt frem - fortrinsvis aktive spillere, men også enkelte andre interesserede.

Som en af initiativtagerne bød Bent Lundsberg velkommen og bad derefter Jimmy Langaaes være dirigent. Jimmy sagde ja til dette. Bent Lundsberg gav herefter en orientering om baggrunden til initiativet med at stifte en ny fodboldklub, og kom herunder ind på forholdene i den eksisterende fodbold seniorafdeling i KKIK. Eftersom man alligevel var rykket helt ned i serie 5 syntes tiden at være rigtig til at stifte en ny klub, og starte op igen fra bunden.

Med afsæt i de eksisterende vedtægter for KKIK var et udkast til vedtægter for den nye klub blevet skrevet. Disse blev fremlagt for de fremmødte, og punkt for punkt blev udkastet diskuteret og forskellige småændringer blev vedtaget af generalforsamlingen. Herefter gik man til valg.

Følgende blev valgt:
Formand: Bent Lundsberg, Torvet 4, Kølvrå
Næstformand: Hans Pedersen, Poppelvej 12, Karup
Kasserer: Jakob Kronborg, Lindevej 31, Karup
Sekretær: Morten Vindberg. Lærkevej 32, Kølvrå
Bestyrelsesmedlem: Martin Henriksen, Årestrupvej 78, Karup
Bestyrelsesmedlem: Brian Jessen, Ericavej, Karup
Bestyrelsesmedlem: Kenneth Kragh, Karup
Suppleant: Stefan Fischer, Ringvej 30. Kølvrå
Suppleant: Thomas Nissen, Karup
Revisor: Karin Lundsberg, Torvet 4, Kølvrå

Skrevet 8 oktober 2007

Sikker sejr igen

KKIK’s serie 5 hold gentog lørdag eftermiddag på Kølvrå stadion den sikre sejr fra første møde med Vinderslev. Uden at behøve at spille sig helt ud vandt spillerne, der nu skifter klubnavnet ud med Karup Kølvrå Boldklub af 2007 (KK07), en overbevisende sejr på 7-0, efter 5-0 ved pausen.

Hjemmeholdets mål blev scoret af Jesper Monberg (2), Martin Henriksen, Jimmi Vennersdorf, Kent Stidsen, Dennis Kirkelund og Wassim Ghanayim. Efter kampen fik Martin spillernes fidus for særlig god indsats.

Efter sidste weekends skuffende nederlag i topopgøret mod Århusbakken må holdet dog formentlig nøjes med at slutte på andenpladsen i kredsen.


Skrevet 23 september 2007

Ny Storsejr

Ny storsejr i fodbold.

Spillerne fra Karup Kølvrå spillede sig søndag eftermiddag på Kølvrå stadion til endnu en storsejr. Denne gang gik det ud over bundholdet Kjellerup IF, der blev slået med hele 9-0. Hjemmeholdet var i alle spillets faser deres modstander overlegen, og det var temmelig misvisende at KKIKerne måtte gå til pause med en spinkel 1-0 føring på et mål af Jesper Monberg.

Trods fint spil på midten og op ad banen formåede de offensive spillere kun at udnytte en enkelt af de mange chancer, der blev skabt. Der manglede både skarphed og blik for medspillere i forreste kæde.

Først efter at Wassim Ghanayim tidligt i anden halvleg scorede hjemmeholdets andet mål, kom der rigtig gang i målscoringen. Jesper Monberg scorede yderligere 5 gange og de to sidste mål blev sat ind af Karsten Vindberg og Bjarke Andersen. Bjarke fik desuden efter kampen spillernes fidus for en rigtig god indsats. Glædeligt var det også, at forsvaret for første gang siden sommerpausen “holdt nullet”.

Ud over de mange mål var anden halvleg præget af et kraftigt regnskyl, og kun ganske få af de fremmødte tilskuere holdt ud til sidste fløjt.

KKIK ligger nu på andenpladsen i kredsen 2 points efter Århusbakken, der har spillet en kamp færre. Det tyder desværre på, at det ærgerlige nederlag i efterårets første kamp kan blive afgørende. Målet for KKIKerne er stadig førstepladsen, selv om det kan blive svært at indhente Silkeborgholdet, der næppe sætter mange points til mod de øvrige hold i rækken.

Skrevet 2 september 2007

Ny fodboldklub på vej

Fodboldseniorerne forlader KKIK og danner en ny klub - Karup Kølvrå Boldklub af 2007. Ændringen skyldes ikke intern strid understreger nuværende formand

I fremtiden er det slut med at gå til seniorfodbold i KKIK. Fodboldseniorerne har valgt at danne deres egen klub med arbejdstitlen, Karup Kølvrå Boldklub af 2007, som ventes klar fra 2008.

Læs mere her!


Skrevet 1 sept 2007 - kilde Viborg Stift Folkeblad

Et afbudsramt KKIK hold fik 3-3

KKIK’s serie 5 hold var til søndagens kamp mod FK 73 ramt af ikke færre end 7 afbud fra stamspillere. Dette betød at flere spillere måtte spille på uvante pladser, og at nogle ældre spillere måtte træde til som erstatning.

Det startede ellers lovende for holdet, der med en flittigt arbejdende midtbane skabte stribevis af chancer. Desværre manglede angrebet skarphed, og det store spilovertag i den første halve time udmøntede sig kun i en enkelt scoring ved Christian Larsen. Mange forgæves løb og småskader hos flere KKIK spillere betød, at FK73 gradvist kom med i kampen, og det lykkedes dem at få udlignet til 1-1 inden pausen.

Anden halvleg var mere jævnbyrdig, men da Mark Hessellund bragte KKIK på 2-1, lignede det trods alt den ventede KKIK sejr. Glæden varede dog kort, for få minutter efter kostede et forsvarskiks føringen. Det lykkedes også FK73 at score en tredje gang, inden Bjarke Andersen på et flot langskud scorede kampens sidste mål.

Sidste uges 7-målsscorer Wassim Ghanayim kæmpede bravt på midtbanen og skabte især i første halvleg chancer for både sig selv og angriberne. Desværre hæmmede en lårskade hans antrit og han nåede ikke sidste weekends høje niveau; forhåbentlig er skaden ikke værre, end at han kan være spilleklar til søndagens kamp på Kølvrå stadion.

Skrevet 28 august 2007

De nye puljer klar for KKIKs seniorhold og Superveteran A.

Så er puljeinddelingen klar for KKIKs serie 5,2, Hverdagsrækken og Superveteran A.

Serie 5 er igen i kreds med hold fra Kjellerup og FK 73. Nye bekendtskaber bliver A/B, Århusbakken FC og Vinderslev.

Superveteran skal møde gamle kendinge fra AIF, Overlund og Foulum. Desuden er man igen i pulje med Skive og helt nyt hold er Rødding.

Hverdagsrækken skal igen på halvlange ture nordpå til bl.a. Trojka, Mammen IF og Vejrumbro .

Skrevet 4 juli 2007

KKIK godt på vej

Lørdag eftermiddag i Kjellerup var vigtige points på spil for både KKIKs og Kjellerups serie 5 hold. Begge hold er med i kampen om de 4 øverste pladser, der giver mulighed for at spille om oprykning senere på året.

På forhånd ville KKIKerne have været tilfredse med ét point, da man var klar over, at Kjellerup ville blive en vanskelig modstander. Efter 5 minutters spil lignede det dog lidt af et mareridt for KKIK, der havde måttet indkassere to mål og slet ikke havde fået styr på defensiven.

Gradvist kom der dog styr på tingene, og KKIK begyndte også at skabe chancer i en anden ende af banen. Godt angrebsspil og rigtig god moral fik vendt om på tingene, og på mål af Dennis Kirkelund, Jesper Monberg og Jimmi Vennersdorf ( straffe ) var stillingen 5 minutter før pausen 3-2 til KKIK. Desværre kunne Kjellerup ikke helt holdes fra chancer, og det lykkedes hjemmeholdet at få udlignet før pausen.

Anden halvleg var mere chancefattig og spillets niveau dalede noget. Da Jesper Monberg midt i halvlegen bragte KKIK på 4-3, begyndte det dog for alvor at se lyst ud for holdet. Der var chancer til at komme yderligere foran, men de blev desværre ikke udnyttet.

Kort før tid var koncentrationen igen sluppet op i de bageste rækker, og det lykkedes Kjellerup at udligne til slutresultatet 4-4. KKIKerne ærgrede sig naturligvis, men kunne dog glæde sig over at have spillet måske sæsonens bedste kamp og over, at holdet nu selv kan afgøre det til egen fordel i forårets sidste kamp på hjemmebane mod Ikast United lørdag 23 juni kl. 15 på Kølvrå stadion.

Både spillere og bestyrelse håber på stor tilskueropbakning til den vigtige og spændende kamp, hvor også Ikastholdet har mulighed for at nå fjerdepladsen.

Skrevet 18 juni 2007

Ny skuffelse for serie 5

I en kamp hvor de fleste spillere var en del under vanlig standard tabte KKIK i Kølkær med 4-2. En del af forklaringen på det skuffende resultat kan måske findes i, at der var en del afbud til holdet på grund af spilletidspunktet fredag aften og måske undervurderede man modstanderen, der lå i den tunge ende af tabellen.

Ved stillingen 1-1 missede KKIK et straffespark, hvilket måske var medvirkende til at spillet aldrig kom til at fungere mod et hold der generelt kæmpede bedre end KKIKerne og også fortjente sejren.

KKIK satser og tror dog stadig på at slutte blandt de 4 bedste, hvilket giver mulighed for at spille om oprykning til serie 4 i efteråret.

Målscorere for KKIK var Kent Stidsen og Jesper Monberg.

Skrevet 17 maj 2007

Sejr i lokalopgøret.

KKIK var sat godt op til lokalopgøret mod AIFs andethold på Kølvrå stadion. Hjemmeholdet fik ellers den værst tænkelige start og kom efter et par fatale fejl bagud med 0-2. Holdet viste dog rigtig god moral og kom stærkt igen, godt hjulpet at et entusiastisk hjemmepublikum. Ved stillingen 2-2 tillod KKIK sig endda at brænde et straffespark, men heldigvis lykkedes det at score det afgørende mål sent i anden halvleg.
Målscorere for KKIK var Kent Stidsen, Jesper Monberg og Stefan Lohmann.

Skrevet 7 maj 2007

Første sejr uden at spille.

KKIK ærgrede sig over ikke at få lejlighed til at spille lørdag eftermiddag 21 april, da Ikast ikke kunne stille hold. En trøst er det selvfølgelig at man kunne notere sig yderligere 3 points på kontoen.

Skrevet 24 april 2007

Uheldig start på turneringen.

På trods af at KKIK på papiret havde fået stillet et slagkraftigt hold til årets første turneringskamp mod Bording, måtte holdet i Bording se sig slået med hele 1-6. Efter en jævnbyrdig første halvleg som holdet længe førte med 1-0, måtte KKIK efter anden halvleg erkende, at Bording var et stærkere hold og at man selv endnu ikke har fundet den optimale opstilling. Nogle mislykkede omrokeringer i anden halvleg gjorde desværre dette problem endnu tydeligere.
Indtil kollapsen i 2. halvleg havde der været periodevis pænt opspil og fine enkeltmandspræstationer, der med lidt held kunne have resulteret i en føring på et par mål. Jesper Monberg scorede det enlige mål for KKIK.

Skrevet 7 april 2007

KKIK vinder af træningsturnering!

KKIK´s serie 5 blev lørdag 31 marts vinder af JBUs træningsturnering; desværre på en lidt kedelig baggrund. Modstanderen Aulum kunne ikke stille hold og KKIK vandt således kampen uden at spille.

Skrevet 1 april 2007

Uafgjort mod Hodsager

I en temmelig chancefattig kamp spillede KKIK´s serie 5 hold på Kølvrå stadion 0-0 mod Hodsager. På trods af manglen på mål var der meget at glæde sig over for hjemmeholdet. Udover at holde målet rent var der flere nye unge spillere at finde på holdet.

Skrevet 23 marts 2007

3 Hold i afdelingen i sæson 2007

Der vil i 2007 være 3 turneringshold i afdelingen.

I JBU-regi vil førsteholdet spille i serie 5 og veteranholdet der har trænet vinteren igennem fortsætter i JBUs 7-mands veteran-række

For at sikre at alle spillere får mulighed for at komme til at spille kampe, vil et hold blive tilmeldt en V.O.B.U. turnering med kampdag fortrinsvis på torsdage

Skrevet 23 marts 2007


Tilbage til hovedsiden