/drageunge/
gulli@hansen.dk
/drageunge/
gulli@hansen.dk
Velkommen femmede, til mit univers.
Her er en smags prøve på det der venter jer når mine historie kommer til live, på min side.
"Jeg vil knuse verden for min fars skyld, forme den, kontrolere den som jeg ønsker."
"Du er blevet vanvittig Memphis."
"Nej Tempus, du er vanvittig, nu vil din menneske kvinde dø ligesom alle andre på deres højt elskede jord, enten er du i mod mig eller også er du med mig..."
"Nej..."
Døren åbnede sig og ind løb en skikkelse.
"Jeg er Narvis, dræber du ham skal du dræbe mig."
Fortsættes.......
Fra Hævneren Memphis
Forlænge siden i en fjern verdens del lå der en gang for mange år siden et land med en konge som ønskede fred med mennsket, hans navn var Tetemis, konge af Bernuda. Hans evige søgen efter fred gjorde ham til en retfærdig konge men ikke alle ønskede ham levende.....
I Bernuda kom der forrædere, de dræbte uskyldige menneske liv for at komme Tetemis til livs men de blev alle stoppet af den samme person. Hendes navn var Alana, Tetemis elskerinde, hendes skønhed berøte alle men hun kunne aldrig blive landets dronning. Med sin magi beskyttede hun Tetemis men snart samlede der hærer i nord, de ville kæmpe mod Bernuda´s konge. Alana indså at de ikke kunne flygte så hun og Tetemis samlede en hær og drog til slagmarken uden for byen. Der stod Memphis, hævnens gudinde sammen med sin far Kaos med en hær af helvedes hærer som brølede krigs saluten, det gjarte liv eller død. Kampen var hård, Kaos smadrede Bernuda´s krigs vogne, knuste soldater til støv og hans datter torturede deres fjende med at sin ondskab. Men Alana gav ikke op, med sine sidste kræfter kastede hun sin ildkugle på Memphis og indhylede hende i dødsflammen. Memphis blev sendt til Afgrunden af Alana mens Kaos kæmpede mod Tetemis, han dræbte Kaos men døde selv. Folket sørgede over deres tappre konge og Alana begravede ham i et tempel hun havde bygget for hans ære. Nogen siger at Alana forsvandt efter Bernuda forsvandt i havet, blev til et sort hul mens andre siger at hun stadig er i live, venter på sin elskede et sted der ude.
Fra "Visionen, stemmer i mørket."
Nobody is gone.
By Juliana.
There in the window I saw you, a glory light behind the moon but you did´ten talk to
Me.
The earth has born life and death but now I see the truly thing, nobody is gone.
Tell me about you, have you be here before, leave if you can but not without me.
Sing me death song and send me to heaven because somebody needs me again to heal their pain.
Fear the dark like me, scream your terror out in the air and see…. You are not alone.
Cover me down on earth and fall by day in the rocks of danger pain and fear has a chance but not you, you are lost in time and space.
If you ever love me when come back and call my name.
Just give me hope when I return back to you but dead soon, fallen roses in my garden but open your eyes, never be faint like others, dry and cry out because you need it.
New games has come, love by fear, do you see me as I told you, no, you lie.
I miss you and now I wonder where you are but if I can fly into the sky anytime,
Look down on the seas like a bird, so deep but beautiful.
Cover me down on earth and fall by day in the rocks of danger pain and fear has a chance but not you, you are lost in time and space.
As time past away will I fall, never wants to see you again, I´ m sorry?
Hush now my love, tomorrow never dies, be my star in death and you will save me, so don’ t try to die with me, leave another time, old and blind but not now, colours in the air, my death is completed.
Cover me down on earth and fall by day in the rocks of danger pain and fear has a chance but not you, you are lost in time and space.
The End.
Og nu til min nye historie om en gruppe helte, højst udsædvanlige helte på jagt efter sandheden...Genopstandelsen; Heltenes prøve.
Gnomen hylde af fryd da Kwag endelig fik den af sin støvle, smilet på dens ansigt var ikke særlig kønt og dog…der var noget bekendt ved den gnom.
”Se, der er den ædedolk, lad mig vride hans arme og ben om til kødsovs og mel når jeg får fat i ham.”
Stemmen tilhørte en gamle troldmand fandt Kwag ud af som sad et par borde fra ham, han var sammen med en anden troldmand, bare mindre end ham selv. Trade vrissede arrigt af Nethan og rejste sig, pustede sig op og gik hen mod dværgens bord. Kwag så ham og ville give ham gnomen da et brøl standsede både ham og troldmanden. Midt i krostuen stod en 3m høj kæmpe, de andre folk luskede væk derfra og Kwag trak atter sin dobbeltøkse, han var altid klar til kamp. Troldmanden brummede arrigt og stillede sig ved siden af Kwag, dværgen tog sig ikke af ham og holdt pludselig gnomen frem i hænderne.
”Er det ham her du leder efter, hvis så kan du godt få ham.”
”Ai ai.”
”Hvorfor?”
Som svar tog kæmpen en lille gnom-agtig ting frem, den åbnede øjnene og rokkede med ørerne.
”Jeg er hans Højheds tolk” svarede den og missede med øjnene.
”Hans Højhed beder dig om at give ham den gnom som smadrede hans bod i morges, du vil få udbetalt 1500 guldmønter for handlen,”
”Jeg har noget og skulle have sagt, jeg er trods alt den som fik gnomen først og da det jo er mig jeg taler om skal jeg have summen af guldmønter udbetalt” råbte troldmanden som blev tysset af den lille mand som åbenbart ikke brød sig om situationen.
”Mig hjem til mor, hvor finde vej vej hjem?”
” DU GÅR INGEN STDER DIN LILLE UDUELIGE GNOM, NÅR JEG ER FÆRDIG MED DIG VIL DIN EGEN MOR IKKE KUNNE KENDE DIG.”
”Du vred troldmand, du lave mad?”
Trade brølede og svang sin stav over kæmpens hoved, desværre ramte den tolken som skreg og faldt ned på gulvet, kæmpen gloede ned på den med et dumt udtryk i ansigtet og der så Kwag sin chance.
”LØB I FJLOSER!”
”Følg med mig.”
Trade, Nethan og Kwag vente sig om og så på elveren som pegede hen mod døren.
”Der bliver ballade hvis i starter en slås kamp, følg nu med mig de herrer.”
Kwag brummede og sammen med flokken fulgte de efter ham hen mod døren.
”De flygter, dræb dem” skreg tolken og kæmpen trampede hen imod dem.
”HA RESPEKT FOR ÆLDRE MENNEKSER DIN BASTARDT.”
Trade satte sin stav hårdt mod jorden mens de andre var på vej ud af døren. Kwag så sig tilbage, Trade stod foran dem og mumlede nogle underlige ord som han ikke forstod.
”Han skal altid vise sig, nu er det min tur” råbte Nethan som tog en pose frem fra sine hoser, dryssede det ned på jorden og mumlede noget.
Trade svajede rundt i krostuen mens kæmpen prøvede på at fange ham, til sidst stod den stille og Trade sagde sin formular.
”Nostra dor si behu, mithin sarle dhu.”
Kæmpen gloede på ham, løb frem mod ham og pludselig blev han indhyllet i is, bagefter smeltede han og blev angrebet af flammer fra gulvet som opslugte ham og lod ham tilbage som kul, tolken stivnede og besvimmede.
Udenfor hørte Trade en ær lyd, han vente sig og så den gode dværg hænge op i luften i nogle fange arme, en slags kødædende plante. En lille mand råbte noget bag ham, sikkert Nethan, en anden tyssede ham og Kwag brølede af smerte. Gnomen fik øje på Trade og pilede af sted men han blev standset.
”Ups, forkert formular Trade” råbte Nethan som løb forbi ham, Trade kiggede op på dværgen og svang atter sin stav.
”Umo arnon tidhu.”
Planten eksploderede og faldt til jorden, dværgen lå udstrakt som smør og til sidst rejste han sig, fyldt med plante snask.
”Tak” mumlede han og gav Trade hånden, bukkede ærværdigt for ham og vendte sig mod en stor isklump, den gnom som bragt dem alt den ballade.
”Min gode dværg, må jeg præsentere mig selv, jeg er Nethan Den Fantasiske og dette er min kollega Trade som…”
”Du!, jeg flår dig i små stykke om det så tager flere måneder!” brølede Kwag som svang sit sværd og ramte Nethans røde skæg som blev flænset af.
”Øh…”
”Stop i to, lad os gå, min gode dværg, du må gerne følge med hvis du vil.”
”Ja, jeg har en syg troldmand og en gnom jeg skal flå."
"Prøv du bare, hverken du eller din elskerinde kan redde ham."
"Hvad...i?"
Josh vendte sig om og så en skikkelse, vulkanen skummede under ham og ham selv....han svævede i luften og neden under ham stod Clarince og skreg, Spera lå inde i en slags kapsel, forseglet og han stirrede ud i luften, som om at han var død.
"Morder! Hvem er du?"
"Aha, så du husker mig ikke, sørgligt Josh, din lille elskerinde og Spera skal snart dø for min hånd naturligvis..."
En kvinde kom til syne under ham, langsomt dalede han ned på jorden og til sidst ramte han den, hårdt. Kvinden lo og stirrede på ham, det røde hår blafferede i vinden mens de grønne øjne skinnede af ren ondskab og dog...der var noget bekendt ved hende.
"Dit lille nummer var uderst effektivt som du forudsagde, jeg gratulere Josh men du havde ikke regnet med at jeg ville "genopstå" igen?"
"Alana, sækken som dræbte min kærste, den eneste pige jeg elskede!"
Alana nikkede og indfangede Clarince, løftede hende højt op i luften og holdt hende over dybet af vulkanen, pigen skreg og Josh kunne ikke gøre noget.
"Desværre tar du fejl, Sarah lever endnu, hun er...mig."
Fra "Øjnenes Visdom."
