KIA ORA,
Saa er det tid til en hilsen fra Dunedin.
Universitetet er for alvor igang, og fjerde uge af semestret er lige begyndt. Den foerste uge var lidt haard. Jeg startede uni paa min foedselsdag, og min foedselsdagsgave var simpelthen at blive tildelt at holde et 70-miutters seminar for klassen den efterfoelgende mandag sammen med en anden pige. Det var for grovt! Vi fik foerst fat i materialet i sidste oejeblik. Dog lykkedes det os at faa et godt oplaeg flaekket sammen - saa godt at vi talte i to timer om emnet! Udover denne skraemmende oplevelse koerer kurserne paa samme nivaeu som derhjemme i Odense, og jeg er meget tilfreds med mine valg af fag. Udover to sprogvidenskabskurser, tager jeg to kurser om NZ litteratur. En om nutidig NZ litteratur (med masser af Maori forfattere), og en om gammel litteratur, om "bush, home and settlers".
Efter at jeg er blevet supermobil med min nye mountainbike, kender jeg byen godt og grundigt, og selv de new zealandske traffikregler er jeg begyndt at kunne forstaa... Hernede koerer man paa venstre haand - hvilket har overrasket mig op til flere gange! (Jeg har gjort mig en del erfaringer i modkoerende traffik!!!). Bakkerne skal man dog heller ikke tage fejl af. I Dunedin har vi verdens stejleste gade, Baldwin Street, og for to uger siden blev en 19-aarig pige draebt, da hun og hendes kammerat besluttede sig for at koere ned af gaden i en skraldespand.
Jeg er med i universitetets mountainbikeklub, som ogsaa er en stor udfordring. Vi koerer ude i "bushen", og mens alle vovehals-Kiwier suser forbi mig paa deres cykler, ser man tit mig fuld af panik, kravlende ned af de stejleste bakker med cyklen ved siden af (og skrigende)... Jeg undskylder det med, at jeg endnu ikke ved hvordan man skifter gear... Klubben er en god flok mennesker, og barbeque-aftenerne kan jeg altid vaere 100% med til.
Temaet sidste weekend var nok VAND. Om fredagen var vi Rotary Ambassadoerer paa sightseeing paa Otago Peninsula med bil, baad og guide, hvor vi saa pingviner, albatrosser, saeler og saagar kaempe soeloever. Vi saa kaempe-albatrosserne flyve lige over os. Og naar jeg siger kaempe, saa mener jeg KAEMPE: De har et vingefang paa 3 meter (forestil jer hvis man blev skidt i hovedet af saadan en kalorius!). Pingvinerne vraltede lige forbi os da vi sad i graesset og ventede paa at de kom ind fra havet. Og paa stranden moedte vi en soloeve paa et par meters afstand. Det var fantastisk at opleve alt det natur og dyreliv paa saa taet hold, jeg var faktisk helt roert.
Om Loerdagen var vi ude og besoege et andet naturomraade ved kysten, oppe ved Moeraki, som er tilknyttet en Maorifamilie. Maorierne fortalte og viste rundt, og der var experter fra DOC (Department of Conservation) som fortalte om havlivet, geologien, og plantelivet. Jeg fjollede rundt, stod og ruskede i noget tang, og saa forbavset ud - hvilket resulterede i at jeg kom i avisen (igen) som "Tina Bollerslev fra Danmark kommer taet paa naturen". Smart at staa der og rykke i havtang.
Om soendagen var jeg paa kursus i at krydse floder (!!). Jeg er med i universitetets vandreklub og for at komme med op i NZ's flotteste omraade - Fiordland National Park (og vaadeste!) paa "expedition", var dette kursus obligatorisk. De fleste doedstilfaelde i vildmarken er faktisk folk der drukner i floder, fordi de krydser dem forkert, eller slet ikke burde have krydset dem! Oevelsen var som at vaere i militaeret: foerst en masse instruktion og saa haard praksis med alt opbakning (store rygsaekke) ud i floden. Det var iskoldt og meget skraemmende, for vandet var meget dybt, moerkt og ret vildt. Det gik mig til midt paa maven (og min lille veninde til over brystet).
Denne weekend var det saa en tur til Fjordland Nt Park. Vandre op til en krystalklar bjergsoe op gennem regnskov og tilsidst sne...Jeg er ikke i tvivl om hvorfor jeg valgte at komme til New Zealand: Naturen er fantastisk og mulighederne uendelige!
KIA ORA from down under,
Tina
