1SOL KAPITEL 2 P RÆSENTATION FOR JURUN

Kapitel 2 En helt almindelig dag - næsten. Sol slog ned til trav og red ned mod stranden . Naboerne var så nærtagende med børn og mindre husdyr og andre småting , bare man red forbi i galop, selv om man red på flere skridts afstand. . Der var vel 2-3 km derned og vejen gik stejlt ned . Hun holdt fast i remmen om hestens hals med den ene hånd . Nede ved stranden lige bag den højeste daglige vandstandslinie var bygget en lang række skure til fiskerne og længere inde i fjorden huse til de varer og det mandskab , der kom med de store skibe . Sols fader plejede at have 2 mænd med , når han red rundt på sin ejendom . Den ene var en af hans huskarle , den anden var en mand fra skovfoket , der fulgte ham overalt . Man sagde ,de var blodsbrødre. Sols fader holdt meget at at se den fangst , fiskerne var kommet ind med i løbet af natten og om morgenen. Lige nu fangede fiskerne mest fladfisk, havørred og ål . Der var også nogle jægere, der fangede sæler eller marsvin i store net med store slibestensformede sten som synk. Sælerne blev mest fanget efterår og vinter . Da var de fedest og indeholdt mest tran Alleredepå afstand fik Sol øge på de tre heste ,der stod nede ved en af de mindre landingsbroer. Faderen og hans ledsagere stof sammen med nogle fiskere og diskuterede . Sol gættede på , diskussionen drejede sig om , hvor man skulle sætte nettene for at fange mest. Det interesserede hende ikke . Hun ville helst heller ikke blande sig i de voksnes diskussion. Hun slog sig ned på skrænten ned mod vandet og holdt øje med de andre . Fisk interesserede hende ikke overhovedet. Hun ville faktisk helst undgå dem . Dagens fangst blev for delt således : Folkene, der boede ved stranden tog først de fisk, de kunne spise den dag . Resten som var langt det meste . tilhørte Sols fader , og det samfund, han var høvding for . Det var op til Sols fader at få den tørret eller saltet og gemt til senere tider . Fangede man nogle særlig store ørreder eller laks , pakkede fiskerne dem tit ind i tang og søgræs og klaskede en skal af ler på uden om det helle . Man tændte et bål , samlede nogle passende sten sammen og varmede dem i bålet , gravede et hul i i sandet , lagde de brandvarme sten og den indpakkede fisk ned i hullet og skovlede sand over det hele igen og gravede fisken op igen nogle timer efter . Den var nu fint stegt ved lav temperatur . Hvem der ville kunne komme og spise, selv trællene . Det var tidens mest foretrukne metode til madlavning udendørs. Skulle man bespise forsamlinger på flere hundrede mennesker var det den fremgangsmåde , man brugte . Sol kunne godt spise stegt ørred, men i dag var der ingen . Sæler brød hun sig ikke om og de tørrede fisk gav hun hesten , når hun troede, ingen så det . De voksne sluttede deres diskussion. Sols fader vendte sig og vinkede til hende . ”I dag skal du begynde på noget nyt og spændende . Du skal lære lidt om urter, så du kan helbrede os, når vi bliver syge til vinter . Sol blev helt paf. Hun ville protestere . Hun syntes, det var lige ambitiøst nok at vente , hun skulle kunne helbrede folk om ½ år . Hun var kun 14 somre , så hun var ikke en gammel kone ,der kendte til sygdomme . Faktisk kendte hun ikke spor til hverken sygdomme eller urter . Hendes fader havde allerede læst hendes tanker . ”Så meget venter jeg heller ikke ,” sagde han afværgende . ”Jeg vil være hvis du kommer hjem med et middel mod mavekneb .” Sol følte sig alligevel snigløbet igen . Høvdingen havde det med at høre andre folks tanker endda endnu inden de havde udtalt dem. Det var jo ikke for ingenting , han var høvding . Hvor meget kunne han egentlig høre af ens tanker ? . Hørte han også det, man ikke sagde ? .Sol blev lidt utilpas ved tanken . ”I dag rider vi en tur langs denne side af åen og ser til vor får og køer og ser lige efter, om der er noget i fælderne oppe ved skoven .” sagde han og fortsatte : Og så besøger vi lige en veninde, jeg har oppe i skoven ved søen .” Sol bemærkede, hans to ledsagere vekslede et hurtigt blik . De kendte åbenbart også hans veninde . Veje var dengang ikke hvad de er nu . De var smalle, ofte kun i eet spor . De var hovedsagelig beregnet til at gå eller ride på . Kun de store veje blev der kørt på . Vogne blev mest brugt til arbejdet på markerne , ikke til lange rejser . En eller 2 gange om året kørte man, d.v.s. præsterne , en figur eller et billede af solen over markerne . Faktisk kørte man på en vogn et figur af en solvogn, forspændt en hest over markerne på en rigtig vogn . Det lille selskab gav sig af sted på én række . Etiketten dengang var ikke , at høvdingen red forrest . , i hvert fald ikke under sådanne omstændigheder . . I vort lille selskab red huskarlen forrest, når man var i dyrket land og skovmanden red forrest , når man var i skoven . I skoven var dr ikke veje , højest stier eller dyre veksler , man kunne følge . Faktisk var den nemmeste måde at komme frem på at sejle, hvis det kunne lade sig gøre . I skovene boede skovfolket . det bestod dels af en urbefolkning af jægere , dels af almindelige mennesker, der havde mistet deres ejendom , dels mere eller mindre fremmede mennesker, der var vandret op i landet langt nede sydfra . Nogle af disse talte ikke Sol - sproget, , men klarede sig ved tegn og fagter . Endelig var der mennesker , der vandrede rundt hele tiden og tilbød arbejde, stjal , tiggede eller røvede . Nogle høvdinge jagede skovfolket væk .Sols familie havde i menneskealdre været venner med skovfolket . En af hendes forfædre havde lavet en fredsaftale med folket i skoven om gensidig hjælp. Høvdingen lod skovfolkene fiske hvor de ville og forsynede dem med kød, hjvis man manglede vildt, f.eks i strenge vintre . Dem var der ikke mange af . Til gengæld skulle skovfolket holde rovdyr væk fra kvæget og fjender væk fra skovfolket . Skovfolket havde mindst to gange for længe siden kæmpet sammen med Sol-folket mod fremmede krigere, der havde invaderet fra havet .Faktisk levede sol-folket og skovfolket side om side . Skovfolket tjente ofte hos sol-folkets rigmæd og skovfolket færdes blandt solfolket , som var det et folk. Af og til giftede man sig med hinanden . Sols fader var meget populær blandt skovfolket selv om han på det bestemteste benægtede at være deres høvding - eller måske var det netop derfor . Skovfolket sørgede for , at vagabonderende røvere ikke forsøgte at plyndre solfolket . Alle var nemlig bange for skovfolkets pile . Pilene kunne – i hvert fald efter hvad man fortalte - pludselig og ud fra intet falde hvislende over folk så tæt som hagl i en byde en sommerdag og kun efterlade døde og sårede , der end ikke havde set en modstander . Værre og endnu mere frygtet var de små pile, nærmest legetøj , der kom fra tykningen . De gav et lille sår, som man som fremmede ikke tog sig af , før pilegiften rasede i kroppen og da var det for sent . Landskabet, der først havde været bakket , antog efterhånden som de kom frem karakter af en åben park . Græsset var holdt nede af græssende heste , køer , får geder eller svin. Træerne bar også præg af afbidning . De nederste grene manglede på næsten alle træer og kom igen så højt oppe, at dyrene ikke mere kunne nå at bide dem af . Sols fader vendte sig mod Sol og spurgte , hvor mange køer , der var i flokken her . ”297 ” sagde Sol uden betænkning . ”Her samler vi de største og bedste af vore dyr fra vore 4 flokke . Vi fik flyttet 27 dyr herop fra den anden side af åen for 1 måned siden .Her var 42 kalve , da vi talte dengang . Alle dyerne har ejerens mærke . 189 er dine . De går i 3 rudler” ”Tak,” sagde Sols fader. ”Lad os se, om alle dyrene og kalvene er her ”. Man talte ved at flytte en lille sten eller lerkugle fra en pose til ed anden . Var man smart, havde man en pose med små sten eller kugler liggende et sted i området med en sten eller kugle for hvert dyr . Selv folk, der ikke kunne tælle , kunne så holde regnskab med ,om alle dyrene avr der . I dag manglede der ikke nogen og der var heller ikke kommet nye kalve , selv om én del af køerne så ret tykke ud over maven . Sols fader red rundt og ledte efter æbletræerne . Der var mange æbler på træerne i år og det gjorde åbenbart mændene opstemte . Æblerne var små og vilde skovæbler , men kunne samle dem ind , knuse dem og lægge dem i vand og gære dem eventuelt sammen med honning . Derved fik man en væske , der indeholdt noget af den ånd , der var i træerne . Drak man væsken, fik man ånden i sig . Man blev beruset og følte sig vældig godt tilpas og i stand til at klare alle problemer . Når ånden dampede af igen fik man en forfærdentlig hovedpine . Det var træåndens straf , fordi man havde taget noget fra den. Nogen sagde, man kunne dulme hovedpinen ved at tygge pilebark , men det smagte til gengæld ad Helved til . Nogen steder havde folk forsøgt at få lidt mere vedvarende virkning af æbletræets ånd ved at bruge æbletræ til bestemte dele af deres huse . Æbletræet var hårdt og sejgt og velegnet til mange ting , men om det virkelig afgav lidt ånd ved at sidde i dørkarmen eller i husets skillevægge , var det tvivl om. Holdningen var afgjort, at metoden med gæringen var den sikre . Sol interesserede sig heller ikke for æbler . Piger fik nemlig ikke lov til at drikke æbledrikkene før de var voksne . Heller ikke honningdrikken med honning og porse fra hedemoserne måtte pigerne drikke . Piger fik i det hele taget ikke lov til ret meget . Det var uretfærdigt . Dybt uretfærdigt . Så kom hun i tanke om at hun jo som det eneste af børnene i byen havde en hest . Andre ørn have får eller geder eller måske køer, men en hest var anderledes. Hun var sikker på , den frostod næsten alt, hvad hun sagde . Den lyttede også altid meget tålmodigt , når hun betroede den noget . Hesten var på en måde en ven fra er andet folk ligesom faderens ven fra skovfolket , godt nok lidt mere anderledes. Hun klappede den på halsen . Hesten nikkede og prøvede at dreje hovedet , så den kunne se hende . Fælden stod ved kanten af åen , så dens overside flugtede med brinken. Fælden var lukket . Endelig var der en fælde med med noget i. Fælden var en stor kasse, der mest af alt lignede en kiste i halv højde. Den havde en meget sindrig og udspekuleret konstruktion. Trådte et mindre dyr på fældens lukkede låg , forsvandt gulvet under det , de faldt ned i fældens kasse og to brædder smækkede fra hver sin side sammen over dyret og det var lukket inde i kassen . Trådte et stort dyr på fælden, smækkede begge brædder fra hver sin side sammen om dyrets ben . Brædderne hældede nu indad og nedad som et V og virkede dermed som en modhage , der forhindrede dyret i at trække benet til sig .Jo mere dyret trak, so mere klemte brædderne om benet . De standsede alle fire og kikkede forventningsfuldt på fælden . Man nød spændingen . Det hastede ikke så meget med at få set efter . Det mest behagelige lige nu ville være at sætte sig i græsset og tage lidt af en gæret drik , f.eks fra æbletræerne , medens man diskuterede, hvad der kunne være ned i kassen og lavede væddemål om det . Ingen havde imidlertid tænkt på at tage en gæret drik med . så da alle havde gættet på dyr om ræv , grævling, mår , vildkat eller måske bare en and eller en lille gris, gav Sols fader tegn til skovmanden om at åbne fælden . Til fælden hørte et net, der hang ned fra et træ i nærheden . Skovmanden lagde nettet over fælden og åbnede den sindrige mekanisme . Ud sprang et brunt dyr på størrelse med en kat , men med meget lange ører , korte forben og lange bagben . Det hoppede rundt i nettet , medens det skreg ynkeligt . Skovmanden havde taget en stenøkse op fra sit bælte og så spørgende på Sols fader . Sten var stadig det, man brugte til dagligdags redskaber . Faktisk var det dengang lettere for folk at tildanne sten end f.eks træ. ”Lad den løbe ” sagde Sols fader . ” Det må være en hare . De er begyndt at komme herop nede sydfra . De skulle kunne spises , men jeg har hørt, de smager af uld ligesom får . Måske kan skovfolkene få glæde af dem . Her bliver jo ikke mere og mere vildt . Tværtimod . !” Skovmanden løftede nettet i den ene side og det mærkelige dyr pilede af sted i lange hop. Langt ude satte det sig ned og drejede sine lange ører i retning af dem. Et øjeblik efter rejste dyret sig på bagbenene og stod og kikkede efter dem, Det så ret komisk ud , som en karikatur af en lille mand . De fortsatte langs med åen til de nåede tilløbet fra den lnade sø oppe i højdedragene mod nord. De fulgte tilløbet en timestid, til de kom til en lille læskærm af flettede grene . . Der blev de mødt af to store hunde ,er stirrede mistrodisk på dem og så forsvandt i skoven igen . Alle hestene blev urolige og slog sig i tøjret , så selv mændene, der brugte bidsel til hestene , havde svært ved at holde dem . Sols hest vendte om og ville løbe væk , men skovmanden greb om remmen om dens hals og holdt den tilbage . Han måtte have enorme kræfter, tænkte Sol . Hun kaldte på hesten , klappede den og talte beroligende til den, til den til sidst faldt til ro. Sol følte et strejf af rædsel ved at se disse hunde .De var alt for store til at være almindelige hunde og hunde opførte sig heller ikke sådan. De kom løbende og gøede, når der kom fremmede. Joh: med stigende skræk begyndte Sol at forstå , at det måtte være ulve . Ulve kom så godt som aldrig til solfolkets bebyggelser og Sol havde aldrig set ulve, men nok hørt om dem . Hendes fader og mændene syntes dog ikke nervøse . De så mere ud, som havde de ventet netop dette . Selskabet gjorde holdt , steg af hestene og begyndte af vente i læskuret . Der gik over en time inden ulvene kom tilbage , nu i selskab med en slank, midaldrende kvinde. Da hun så folkene, sendte hun ulvene væk og hestene blev rolige igen . ”Hvad bringer dig til min ringe bolig, høvding Frode ? ” spurgte kvinden . ”Med mig har jeg min datter , Sol ” sagde Frode . Se på hende og sig mig, om du kan lære hende noget om urter , så vi ikke behøver at ulejlige dig , når vi bliver syge til vinter . Se også, om du kan lære hende andre ting , som er nødvendig for en høvdings datter ”. ”Sol, Hils på Jorun ” Sol rejste sig , vendte sig og kvinden , trak lidt op i sit skørt og nejede dybt ” Kvinden så et øjeblik undersøgende på Sol, der tydeligt fornemmede, at hun hørte alle hendes tanker , måske også dem , hun havde haft hele livet igennem . ”Det er ørnen fra dit hus, du bringer til min rede , høvding Frode ” sagde kvinden og vendte igen blikket til Frodo . ”Mere end det, ærværdige ”, sagde Sols fader alvorligt : ” Det er mit hjerteblod, jeg hælder ud i din hule hånd ”. Kvinden kastede et langt og undersøgende blik på ham . Hun nikkede .”Jeg forstår ” sagde hun . ”Vent her ” Hun vendte sig mod Sol og sagde venligt : ”Kom med ” Sol fulgte lidt beklemt efter hende ind i skoven . Efter at have gået en times tid kom de til er hus i udkanten af en lysning .”Bliv ikke bange !” sagde kvinden . og fløjtede i en lille benfløjte, hun havde om halsen . Dens toner var så høje , at Sol kun lige kunne høre den . Nogle minutter efter kom de to ulve tilbage . De satte sig på vel 20 skridts afstand og så spørgende på Sol. Gå langsomt med mig hen til dem og ræk en hånd langsomt frem til hver af dem efter tur og løb endelig ikke ” , sagde kvinden . Sols hjerte sad ret langt oppe i halsen på hende . Ulvenes selvsikre og målbevidste fremtræden gjorde indtryk på hende . De var ikke som andre vilde dyr bange for mennesker. Langsomt rakte Sol hånden frem til den første af ulvene. Den rejste sig, så på hendes hånd og slikkede så undersøgende på den. Sol ville have rystet af skræk, hvis hun havde turdet . Proceduren gentog sig med den anden ulv. ”De har nu accepteret dig som en ven ” sagde kvinden. ”De kan finde på at følge efter dig , når du er her, men de vil ikke skade dig . Det samme gælder ikke ubetinget for din hest . Tag i hvert fald aldrig ridetæppet af den, når den er her.” ”Tør du komme igen ?” ”Johh ” sagde Sol lidt tøvende, mest fordi hun ikke ville lade sig mærke med ,at hun var bange . Kvinden sendte ulvene væk og de gik tilbage til mændene . Lidt bekymret spurgte Sol kvinden, om hun havde flere dyr . Kvinden smilede . ”Joh,. Det havde hun da, men de her var nogle af de største 1” Sol turde ikke spørge, hvad de største var for nogen . Var det mon en bjørn eller en ko eller måske en urokse ? ”Kom herud med hende dagen før næste fuldmåne og giv hende mad med til tre dage ” sagde kvinden til Frodo . ”Hent hende igen på 5. dagen . ” Skovmanden holdt hendes hest, medens hun svang sig op på den . Hesten var lidt bange for hende nu, for nu lugtede hun også af ulv . Den var tydelig fornærmet hele vejen hjem . Den nat kunne Sol ikke sove . Hun så for sig de to ulve, der sad og kikkede afventende på hende som om de ventede, hun skulle fortælle dem noget . Hun havde hilst på ulvene . Intet almindeligt menneske hilser på ulvene . Sol fornemmede af , at hendes tilværelse nu ville begynde at ændre sig . ____________________________