SOL
My Favorite Things About Angelfire
My Favorite Web sites
Angelfire Home Pages
Free Web Building Help
Angelfire HTML Library
htmlGEAR - free polls, guestbooks, and more!
Kapitel 1
Sol og hendes Verden - Introduktion
Hun vågnede ved den tid, hun plejede at vågne, nemlig lige der, hvor fiskene havde ført solen under havet og jorden tilbage til horisonten i øst og ænderne ledte den op af vandet , så himmelhesten kunne få kontakt med den og føre den over himlen til endnu en dag .
Tjenestefolkene og trællene var allerede oppe og i gang med at forberede morgenmaden .
Hun hed Sol . Mange børn dengang hed noget med sol eller måne i hvert fald i de rige familier. Hun var det ældst barn af storhøvdingen og hans yndlingshustru ,der også var hans første hustru .
Hun havde 3 brødre fra hustru nummer 2 , derogså var hendes moder og et ikke så lidt større antal halv- eller halv- halvsøskende fra tjenestepiger og lignende .
Det var ganske almindeligt dengang . Måske var de ikke helt ægte halvsøskende alle sammen , for hvis der ikke lige var en sikker fader-kandidat i nærheden ,blev husbond udlagt som halvvejs fader eller i hvert fald forsørger .
Ville han ikke kendes ved børnene, blev de sat ud i skoven . En rig høvding beholdt beholdt som regel børnene, hvis de var velskabte og Sols fader var meget rig . Han var den mægtigste og rigeste mand i verden – i hvert fald i den verden , Sol kendte .
Da hun var den eneste pige i høvdingens børneflok , havde hun sit eget værelse og sin egen seng op mod forældrenes soveværelser i vestegavlen af huset . På den anden side af forældrenes soveværelser sov hendes tre yngre brødre og en barnepige, der skulle passe på de mindste og holde de største fra at slås alt for larmende .
Huset var stort , det største i byen , over 65 skridt langt og 13 skridt bredt .
Væggene var solide planker af eg eller elm , indvendigt beklædt med lerklining, der var kalket og malet med forskellige figurer der , selvfølgelig især viste , hvordan solen blev hjulpet gennem døgnet af dens forskellige hjælpere .
Taget var den tids traditionelle med en tagryg , der hvilede på solide bjælker, Taget hvilede ydermere på to rækker af solide længdegående træbjælker , der igen hvilede på to rækker solide lodrette egebjælker , der var gravet ned i jorden .
Over stueetagen var et loft i det meste af huset , i hvert fald over vestenden , hvor høvdingefamilien boede . Ovenover loftet var endnu et mindre loft mellem de solide bjælker, der bar taget.
Huset var med solide tæpper delt i mindre rum i de to nederste etager .
I Sols hus var der et ildsted nede i jorden i vestenden af huset , hvorfra der gik en lang gang af store sten til en skorsten udenfor den østlige gavl . Den underjordiske ild varmede stenene i gangen op og gav ikke ret meget røg .Det fik luft fra en skorsten lige udenfor husets vestgavl og kunne hjælpes i gang med en stor blæsebælg . Det var Sols faders specielle opfindelse , som han havde set brugt i udlandet . Den blev kun brugt om vinteren .
Der var flere ildsteder i huset. De to største var midt på gulvet i midten og i østenden af huset. Egentlig skorsten havde huset ikke, Der var to åbninger i taget, hvorfra der hang et rør at huder ned til lidt under loftet . Det meste af røgen gik op den vej . Der blev næsten kun fyret med trækul .
Husets andre beboere sov for det meste på husets første etage eller helt oppe under tagrygningen på 2. etage Nogle få sov i stueetagen på bænkene langs væggen for at bevogte dørene og ildstederne .
Hun børstede høet fra sengehalmen af sit hår og satte sig op på sengekanten .
En tjenestepige kom og begyndte at rede hendes hår med en kam af bronze., en anden kom med skålen med morgenmad.
Om sommeren var det næsten altid en eller anden grød , kogt på frøene af byg , emme eller vilde planter og med små kødstykker i . Frø fra vilde planter var der også i det korn, de høstede , så næsten 1/3 af kærnerne var altid fra mere eller mindre ukrudt, hvoraf noget igen nærmest blev betragtet som kulturplanter .
Om vinteren fik de mest suppe med fisk eller muslinger eller lignende om morgenen .
Heldigvis var det stadig sommer . Sol brød dig ikke om fisk.
Da hun havde spist og fået håret ordnet og tøjet på, gik hun ud til sin hest .
Det var ikke almindeligt, at piger havde hest dengang , selv om de fleste børn kunne ride til husbehov.
Derimod havde de fleste børn et eller to dyr som deres eget , dyr de passede nærmest som en del at opdragelsen . Køer og får var langt mere almindelige end heste .
Sols fader havde givet hende en hest for at hun kunne ride med ham rundt til hans gårde og huse og flokke af køer , heste , får , svin og lidt geder . Hendes to mødre havde protesteret, men hendes fader havde forklaret , at han nu snart var 40 år og dermed så gammel , han måtte forvente, hans hukommelse snart ikke ville slå til længere , så han ikke kunne huske, hvad ham bestemte og hvad han havde af dyrehold , aftaler og planer rundt omkring , medens Sol havde en fantastisk hukommelse og derfor lige var den rette til at hjælpe ham med at huske . Drengene var for små og for vilde og i familien var ellers kun hans to smukke , unge hustruer , som han også gerne så som behagelige ledsagere ud i landskabet , hvor samfundets aktiviteter foregik . Egentlig ville han hellere ledsages af en mere moden og forstandig kvinde , så nu ville han få opdrættet et par heste , der ikke var alt for slem til at kaste rytteren af til konerne .
De kunne så skiftes til at ride med ham . br>
At han skulle kunne finde på at sætte dem op på noget så vildt som en hest , endda en ,der flyttede sig og som man kunne falde ned fra hvert øjeblik , havde de nærmest opfattet som en trussel .br>
Hustruerne havde set noget tøvende først på ham og så på hinanden og bestemt sig til , at foreløbig kunne Sol ride med ham . Hun var jo god til at ride .
Nu havde Sol redet med ham i et årstid .
Sols hest var som heste dengang lidt mindre end en nordbagge og havde en uvane med at gnave i alt , der kunne tænkes at være spiseligt , Især holdt den af når folkene i huset ikke var hjemme at snige sig ind i huset og æde høet i Sols seng eller andre spiselige ting som de skindstrimler, der hang end fra dørkarmene for at begrænse trækken i huset eller de saltede eller tørrede fisk, der måtte hænge i køkkenet midt i huset .
Når den blev opdaget, blev den altid jagte ud med fuld musik og slag med koste og de bare næver. Sol fik skældud eller stuearrest eller et dask bagi med kosten .
Det var et farligt spil, hesten drev , for dengang holdt man mest heste for kødets skyld. Overvejelser om at slagte den havde været fremme flere gange , men Sol havde hver gang bedt for den og lovet at holde øje med, at den ikke gjorde et igen og vænne den af med at gøre det . Man havde slået sig til tåls. Desuden var hesten afrettet nu og det ville tage år at opdrætte en ny . Hesten havde ikke noget navn , så den blev bare kaldt Krikke . Vittige hoveder havde foreslået at kalde den Solformørkelse , men det er jo ikke lige et navn til et dyr . Et godt navn skal man helst kunne stå og råbe sådan med : ” Kom så for Helvede, Krikke !” og alene her duer det lange navn ikke . Desuden var det nærmest formasteligt at opfordre Solen til formørkelse ved at råbe på Solformørkelse .
Gå med Sols små brødre på ryggen ville hesten absolut ikke , uden at Sol trak den . Det blev taget som udtryk for en vis intelligens hos dyret at den på den måde holdt vildbasserne fra livet . Af og til måtte den arbejde med at bære eller trække varer eller vogne sammen med andre pakdyr eller okser , men det affandt den sig med .
Sols fader var allerede oppe .
Sol vidste, han begyndte dagen nede ved stranden . Han holdt meget af at se fiskerne komme ind med nattens og morgenens fangster . Han var altid spændt på at se, hvad guderne havde givet Sol-folket i dag - hvad der var kommet op af havet dyb. Af og til var der mærkelig fisk , som man ikke havde set tidligere . Desuden varslede fiskene forandringer i vejret og årstiderne .
Og så selvfølgeligt : Man kunne jo lige beundre solgudens ankomst til den nye dag i den smukke solopgang over havet mod øst.
Sol havde spist morgenmad og var blevet klædt på . br>
Hun tog sit ridetæppe i gangen foran døren og gik ud til hesten for at ride ned til stranden .
Udenfor løb hun straks ind i dagens første problem .
Hesten var væk .
Det reb, den havde været tøjret med var gnavet over - ja faktisk var det for det meste ædt . Det var jo lavet af hør , så bæstet måtte have stået og gnavet det i sig , medens den spekulerede hvor den nu skulle gå på opdagelse henne .
Der var flere nye problemer på vej – helt sikkert .br>
Sols by bestod af tre lange rækker med hver en snes store huse og en masse mindre huse og skure spredt ud over terrainet . Der var nogle ganske enkelte køkkenhaver spredt ud mellem husene , men ikke nogen hegn eller gærder , kun lidt stenbro udenfor husenes døre .
Nede ved stranden lå også en by med huse langs vandet . Her holdt søfolkene til .
Hun så først efter, om hesten skulle være i gang med at æde grøntsagerne i en af haverne .
Det var den ikke
Hvor pokker var en så ?
Var den gået ind i et af skurene ?
Hun fløjtede på den . Det skete det ikke noget ved .
Hun var kommet helt ud i udkanten af byen , da hun fik øje på den .
Den stor nede ved bronzestøbernes huse og hun blev til sin skræk klar over, at den stod og var ved at æde sivene i taget på det nye skur , bronzestøberne havde fået bygget for , at kunder kunne gå i læ medens de ventede på småreparationer .
Hun løb langs husmurene hen til krikken og fik tag i det bånd , den havde om halsen . Hun bandt resten af rebet fast i det og trak af sted med hesten, der hang brødebetynget med hovedet . Hun trak den skyndsomt væk fra gerningsstedet medens hun forsøgte at gå på det græs, der var , så sporene efter dem ikke blev alt for tydelige og ingen i husene hørte dem.
Vinduer havde man ikke , så kun dørene frembød fare for at blive set . Heldigvis var der en masse hestespor ved smedjen i forvejen .
Med lidt held kunne hestens overgreb på taget blive antaget for en husmårs forsøg på at komme ind på loftet , som ganske vist ikke var der .
Da de var kommet tilbage til stedet, hvor hesten havde stået bundet , skældte hun den ud og trak den i ørene . Den hang med hovedet og Sol bestemte sig til at tage hurtigt af sted inden nogen bemærkede forsinkelsen . Hun svingede det tykke tæppe op på hesten og bandt det fast fortil og bagtil næsten ligesom en saddel , men altså med to remme og red ud af byen ad stien ned mod stranden . Hun brugte ikke bidsel , men styrede hesten alene ved råb og bevægelser af benene . Hvis det var nødvendigt , holdt hun sig fast i hestens manke , saddeltæppet eller rebet om hestens hals.
Sol red i gang ud af byen . Naboerne var så nærtagne med børn og mindre husdyr bare man red forbi i galop ,selv om det var på flere skridts afstand . Små unger gav sig også til at græde højlydt , når hesten kom tæt på dem . De var bange for det store dyr .
Det var stille og klart vejr . Det tegnede til at blive en dejlig dag .
Der var vel et par tusind skridt ned til stranden. De første 1500 var lige ud .
Sol dirigerede hesten til trav .
Sol vidste, hun vidste alt om de heste og køer og får, de måtte møde .
Hun var tilfreds med tilværelsen som hun sad derpå hesten på vej ud på en ny tur i landet .
Livet kunne næsten ikke være bedre .
_______________________________________
Kapitel 2
Hvad dagen bringer.
Udendørs var faderen altid ledsaget at en skovmand , der boede i et hus ved siden af Sols.
Man sagde, de var blodsbrødre.
Desuden tog han en af sine huskarle med efter tur .
Sol så de tre mænd stå nede ved bådene sammen med en hals snes fiskere og diskutere et eller andet . Hun gættede på, de diskuterede, hvor man med mest udbytte kunne sætte nettene . Hun ville ikke blande sig i de voksnes snak og satte sig på en stor sten et halvt hundrede meter fra dem og ventede på de skulle blive færdige .
Hun interesserede sig heller ikke for fisk .
Lige nu fangede man ørred, laks , fladfisk , lidt ål og lidt torsk .
Fiskerne kom ind med fiskene .
Frodo ville høre, hvor de havde været og om de havde set noget særligt.
Egentlig ville han gerne have været med dem ude , men man skal jo sove ind imellem og deres beretning var ligesom en erstatning for turen.
Først fik fiskerne de fisk, de ville have .
Man delte så fisk ud til dem, der ville have .
De fisk, der blev til overs og det var som regel de fleste , tilfaldt høvdingen .
D.v.s. . Han skulle sørge for , de blev tørret , saltet , røget eller hvad de nu skulle og opbevaret til senere, hvor folk, der så ville have fisk senere på året kunne hente dem tilbage igen . Til gengæld udfører arbejde, som høvdingen ville have gjort som f.eks at hjælpe til med at bygge huse eller skure eller måske skibe. Der blev altid bygget et eller andet i Sol-byen .
Lige nu byggede man nye huse til de fremmede købmænd , der kom og handlede her . Der var både huse, de kunne sove og spise i og steder, hvor de kunne oplagre deres varer .
Da sømændene havde det med at spise til langt ud på natten og meget højlydt og også invitere gæster med til deres fester til både mad og overnatning havde man lagt deres huse så tilpas langt væk far Sol-byen , at man kunne sove oppe i byen selv om der var kommet nye skibe ind.
Frodos skibe sejlede korn , honning, mjød og salt til Norge og kom hjem med harpiks ( som man brugte til at lime alt fra skibsbrædder til pilespidser ) , skind og elfenben fra hvaler , hvalrosser og mammutter ( som man fandt i jorden ) .
De sejlede til landene langs Østersøen, ( der dengang var befolket af nordiske folk som dem selv og ikke som de senere blev med slaviske folk ) med kobber og tin og hentede rav . De hentede kobber og tin i Centraleuropa eller England og solgte det videre mod nord og øst .
Enkelte mener endog, de sejlede til Amerika og hentede rent kobber og strikket tøj der (bl.a. hos en indianerstamme , der talte et baskisk sprog, fordi den var blevet blandet kraftigt op med baskiske indvandrer ). Desuden købte og solgte de smykker og våben overalt .
Foruden fisk fangede man også sæler i store net med synkesten så store som vor tids slibesten og man fangede marsvin på samme måde . Det var dog mest senere på året .
Når fiskerne fangede en særlig stor laks eller ørred på 1-2 skridts længde eller mere , tændte man et bål og smed nogle passende sten ind i det , fisken blev pakket ind i vådt søgræs og bagefter dækket med en skal af ler .Man gravede så et passende hul på strandbredden lagde fisken og de varme sten derned og dækkede det hele til igen .
Ved middagstid gravede man det hele op igen , slog lerskallen i stykker og pakkede fisken ud af søgræsset og folk, kunne så komme og spise så meget , de ville af den velsmagende fisk. Man slap så for at lave middagsmad i nogle husstande .
Fisk var imidlertid så almindelig, at det ikke blev regnet for noget . Derfor kunne også byens trælle og trælleungerne komme og spise . De kom altid .
Metoden med varme sten i jorden var i øvrigt en af bronzealderens mest foretrukne måder at lave mad på , især hvis det var større selskaber, der skulle bespises.
Sol ventede tålmodigt . Hesten gnubbede hovedet op ad hende og hun strøg den på hovedet , medens hun snakkede til den , mest om det forkastelige i at æde andre folks huse og andre mindre heldige ting, den havde ædt . Hesten nikkede og hun begyndte at spekulere på, om den virkelig skulle have forstået , hvad hun sagde .
Endelig var mændene færdige med at diskutere .
Hendes fader og hans to ledsagere gik hen til deres heste og svang sig op .De brugte bidsel til hestene og ellers et ridetæppe ligesom Sol . Stigbøjler var endnu ukendte. Faderen vinkede hende hen til dem .
Mændene hilste på Sol , der hilste igen med et glad smil . Hun holdt meget af at ride sammen med dem . Det var næsten hendes livs indhold.
I dag rider vi op langs denne side af åen , sagde Frodo. Vi ser til vort kvæg der og ser efter , om der er noget i fælderne langs åen .
Vi vil også besøge en veninde , jeg har oppe i skoven med ved Højsøen ude mod vest. Du skal hilse på hende, Sol , for jeg har tænkt på at begynde at sætte dig i lære hos hende . Hun er meget dygtig og jeg tror, I vil blive gode venner .
Hun vil kunne lære dig ting, vi gamle mænd ikke kan .
Sol bemærkede , at deres to ledsagere vekslede et hurtigt og sigende blik ved omtalen af Frodos veninde .
Sol var ikke udelt begejstret for udsigten til at komme i lære . Hun syntes, hun havde det godt nu og nok ikke kunne gå det bedre .
Hendes fader så hendes ansigtsudtryk og tilføjede : ” Hun kan lære dig at kurere vore sygdomme .”
Sol så endnu mere fortrædelig ud . Hun var ikke en gammel kone, der kendte til sygdomme og lægeurter kendte hun heller ikke til .
”Bare rolig , ” sagde høvdingen , der havde gættet Sols tanker . ” Sygdommene er ikke det vigtigste .Jeg vil være tilfreds , hvis de bare kommer med en kur mod mavekneb til vinter. Desuden vil hun helt afgjort også kunne lære dig en masse andre ting . ”
Sol var ikke overbevist og hun følte sig også lidt snigløbet ved, at høvdingen åbenbart hørte hendes indvendinger , selv om hun ikke udtalte dem . Hvor mange af hendes tanker hørte han egentlig ? .Som høvding havde man jo særlige evner .
Selskabet gav sig af sted.
Veje dengang var ikke , hvad de er nu. Oftest var de smalle, kun farbare i eet spor . Kun de store veje blev der kørt på og her var som følge deraf to spor med ca 1 meters mellemrum .
Vogne blev mest brugt til arbejde på markerne , ikke til lange rejser . Her gik det oftest hurtigere med lastdyr , som man som regel havde i rigelig mængde . Hvor det var muligt, sejlede man . Båden og skibet var den tids bil. Med det kom man frem overalt . Vandløb var der næsten alle steder .
Dengang krævede etiketten ikke , høvdingen red forrest .
Pladsen foran t var sædvanligvis den mest risikable i ufredelige tider .
Derfor red huskarlen forrest i det dyrkede land og skovmanden i skoven , hvor de andre også ville have besvær med bare at finde vej .
Duggen var ved at forsvinde fra de lavtliggende områder langs åen og selskabet red ad små stier langs vandet.
Der var siv i kanten af åen og buske og træer længere oppe . Landet lignede i øvrigt et parklandskab med spredte buske og træer , Træerne manglede grenene på de første 1½ meter . Det skyldtes, at sultne kreaturer i tidens løb havde gnavet de nederste kviste og grene af
Der var masser af fugle langs åen . De søgte skjul i sivene , når selskabet kom forbi , men var i aktivitet igen et øjeblik efter, de var passeret .
Frode havde 800 til 1000 stykker kvæg .
Af en eller anden grund brød køerne sig ikke om at være mere end 30 – 40 stykker i hver flok .
Det ærgrede Frodo , der ville have foretrukket hjorde på nogle hundrede stykker så, det var nemmere et holde opsyn og regnskab med dem , men de dumme dyr var ikke modtagelige for argumenter . Havde man samlet en stor flok skilte den sig før eller senere igen i mindre flokke .
Frode forsøgte også et avlsarbejde . De største og mest kødfulde dyr samlede han i hjorde længst væk mod nordvest, hvor græsningsbetingelserne i de fugtige områder omkring den store mose var særlig gunstige . De mindste dyr blev samlet syd for åen . Her fremelskede han anlægget for at få mange kalve . Hans lønlige håb var engang at krydse de to størst med de to med flest kalve og få begge dele på én gang . Mælkeydelsen betød ikke så meget , men af praktiske hensyn samlede man de bedste malkekøer tæt ved byen og fremavlede dermed i tidens løb en stamme med høj mælkeydelse også . De dyr, der satte bundrekord i deres afdeling spiste man . De var simpelt hen byens kødforråd .
Dette avlsarbejde smittede også af på bronzealderfolkets syn på mennesker . Var en mands slægt kendt som ærlige og tapre blev alle efterkommerne betragtet som sådanne indtil de vist det modsatte . Det omvendte var selvfølgelig også tilfældet .
En mands karakter blev således bedømt ud fra hans forfædres og det samme var tilfældet med kvinder. Denne opfattelse holdt sig uændret i årtusinder . Man søgte så at sige stilling med sine forældres karakterbog .
Selskabet red rundt mellem flokkene og talte dem og Frodo spurgte Sol, hvor mange der plejede at være i den og den flok . Sol huskede det hele uden vaklen . Der var kommet et par kalve til . At var som det skulle være .
Så gav mændene sig til at tælle æbletræer og vurdere , hvor mange æbler, der ville komme om nogle måneder . Æblerne , der var små og sure , brugte man til en gæret drik med honning . Drak man den , fik man en fornemmelse af at kunne løse alle verdens problemer lige på stedet. Man blev højrøstet og til sidst søvnig . Efter en større indtagelse af denne drik kunne man godt vågne med en forfærdentlig hovedpine .Æbletræet hævnede sig, fordi man havde taget af træets ånd .
Nogle mennesker forsøgte af få denne virkning af æbletræet ved at bruge æbletræ, der også var både stærkt og sejt , indvendigt i deres huse . Der var nogen tvivl om, hvorvidt denne metode nu også hjalp. Den sikreste var i hvert fald den med gæringen . Honning havde man heldigvis nok af. Solfolket holdt bier i massevis, fordi der ofte skulle bruges bivoks til bronzestøbningen .
Sol forstod ikke rigtig interessen for æbletræer . Piger fik alligevel ikke lov til at drikke den gærede æblesaft , drenge for den sags skyld heller ikke . Den var forbeholdt voksne .
Der var nu så meget , piger ikke fik lov til .
Det var uretfærdigt .
Heldigvis havde hun da sin hest .
Hesten var næste ligesom skovmanden en ven fra et andet folk. Ligesom Frodo talte med skovmanden uden ord, sådan talte hun også med hesten med sine ben og hænder . Der var godt nok den lille forskel, at skovmanden kunne tale almindeligt sprog også .Det kunne hesten altså ikke .
Sol blev afbrudt af i de dybsindige tanker , da de kom til endnu en fælde .
De fælder , selskabet ville efterse var nogle kasser , der var anbragt på lave steder i terrænet langs med åen . De lignede en kiste i ½ højde med en lem midt på låget . Konstruktionen var meget snedig og sindrig . Trådte et mindre stykke vildt på låget , åbnede lemmen sig under dyret og to brædder smækkede fra siderne hen over lemmen og lukkede den igen . Trådt et større dyr i fælden , gik benet gennem lemmen og to brædder smækkede fra siden sammen om benet i et V , der var lidt åbent for neden . Jo mere dyret forsøgte at trække benet til sig, jo mere ville brædderne klemme om benet Man skulle derfor ikke anbringe fælden hvor der gik kvæg .
Derfor var de fleste fælder også ret langt væk fra byen og helt inde i kanten af skoven 15-20 km væk .
Hensigten med dem havde for generationer siden været at fange hjorte , men de fandtes nu kun inde i skovene .
I skoven boede skovfolket . der havde de deres bopladser .
Det var dels efterkommere af landets urbefolkning af jæger , dels folk, der havde mistet deres ejendom ved ildebrand eller strid eller bare folk, der var kommet vandrende sydfra. Skovfolket levede stadig af jagt og fiskeri .
Der var også mennesker, der hele tiden strejfede om og levede af at tigge , stjæle eller røve . Disse sidste var ikke populære , men skovfolket holdt dem under kontrol i Frodo-land .
Skovfolket havde også flere gange for mange år siden kæmpet sammen med Solfolket mod fremmede , der havde invaderet Sol-landet .
Der var den forskel på Skovfolket og Solfolket , at Solfolket levede i småbyer med vel 20 –30 km s afstand og grupperet omkring storhøvdingesædet . Som regel hørte der 5-6 sattelitbyer til et høvdingesæde . Skovfolket derimod var eet folk. Havde den lokale høvding deres støtte , var det al skovfolket i hele landsdelen , der støttede ham . I krige kunne skovfolkets støtte derfor være altafgørende .
En af Sols forfædre havde indgået en pagt med skovfolket om fred og gensidig hjælp. Skovfolket beskyttede Solfolket mod fjendtlige fremmede
Det var en effektiv ordning , for alle frygtede skovfolkets pile , der pludselig kunne falde over et fjendtligt selskab så tæt som hagl i en sommerbyge og på et øjeblik lave alle om til døde eller sårede uden at man havde set nogen modstander .
Lige så frygtede var de små pile , nærmest legetøj, der kom fra tykningerne og kun gav folk en lille skramme inden de blev hængende i tøjet.
Først når pilegiften rasede i kroppen måske timer senere forstod man, pilene ikke var en afmægtig protest eller legetøj ,men den sikre død .
Skovfolket sørgede også for, at rovdyr ikke var for aktive mod solfolkets kvæg , men der var efterhånden også langt mellem rovdyrene .
Skovfolket kunne til gengæld fiske, hvor man ville , også i havet . Solfolket forsynede Skovfolket med kød, hvis jagten skulle være slået fejl. Det skete dog ikke så tit. De to folk færdedes frit mellem hinanden og giftede sig jævnligt indbyrdes. Skovene i midten af landet var stadig store , så ingen vidste , hvor mange skovfolk, der var . Mange skovfolk tjente hos solfolkets rigmænd .
Frodo var meget populær hos skovfolket , selv om han på det bestemteste benægtede at være deres høvding – eller måske netop derfor .
Der var endnu enkelte høvdinge , der helst ikke så skovfolket i deres område eller måske ligefrem forfulgte dem , dog ikke ind i storhøvdingens interesseområde .
De første fælder var tomme .
Først den sidst viste sig at være smækket i .
Et eller andet var gået i fælden .
Man snakkede om , hvad det kunne være .
En odder . De er nok for hurtige .
En and ?
En tjur ?
En ræv ?
Man kunne have hygget sig med lidt øl eller mjød og lavet nogle væddemål .
Skovmanden så på Frode, som nikkede .
Skovmanden tog et net ned fra et træ i nærheden , lagde det over kassen og åbnede den sindrig mekanisme .
Et dyr på størrelse med en vild kat hoppede ud og kæmpede i nettet , medens det skreg hjerteskærende . Skovmanden så på Frodo , der rystede svagt på hovedet. Kommunikationen mellem de to mænd foregik så diskret, at de fleste mennesker ikke var klar over , at de talte sammen med små bevægelser af øjn eller hoved eller diskrete tegn med hænderne .
Skovmanden løftede op i nettet og det mærkelige dyr pilede af sted i lange hop . Det havde lange øre og små, korte forben , så det var mest bagbenene, det brugte . Langt ude standsede det op og stod som en lille mand og kikkede på dem, medens det drejede sine lange øre fra side til side , Det så urkomisk ud .
”Det er en hare ”:sagde Frodo .”De er begyndt at komme herop nede sydfra . De skulle smage som gamle får . Måske skovfolket kan brug dem eller få noget ud af dem . Der bliver jo ellers ikke mere og mere vildt . Tværtimod . .”
De drejede af ved en lille strøm, der kom nordfra oppe fra Højsøen og fulgte strømmen nordpå i en times tid eller to indtil de kom til en lysning i skoven .
To store hunde kom frem fra buskadset på den modsatte side af lysningen . De løb ikke frem og gøede, men satte sig på deres hale og så spørgende på de nytilkommende .
Sol mærkede en ubestemmelig uro ved synet af de to dyr . Hunde plejede at løbe fremmede gøende i møde . Disse var tavse , nærmest spørgende og med en ejendommelig selvsikkerhed.
Med en gryende rædsel fra slægtens urtids begyndte Sol at forstå, at de to hunde var ulve .
Det beroligede hende dog , at mændene ikke viste tegn på nervøsitet eller bare overraskelse , men nærmest tog det passerede som rutine .
Sol hest gjorde omkring af ville sikkert være løbet , hvis ikke Skovmanden havde grebet den i båndet, den havde om halsen og holdt den tilbage . Han kunne næsten løfte hesten op fra jorden , så selv hans egen hest gav sig under byrden . Sol blev klar over, at manden var utrolig stærk .
Han holdt hesten til Sol var kommet ned på jorden og kunne holde den derfra. , så steg han også af.
Ulvene var i mellemtiden forsvundet .
I kanten af lysningen var en læskærm med en bænk. De trak hestene derhen og satte sig .
De havde siddet lidt mere end en time , da ulvene viste sig igen . Sol fik en fornemmelse af , at de lige sonderede terrænet .
Så kom en slank kvinde i den almindelige skørte –forklæde dragt frem i lysningen .
Hun standsede, da hun så de fremmede .
Vær hilset , høvding Frode og Manden fra Skoven ” , sagde hun .
Mændene besvarede hendes hilsen med dybe buk .
”Hvad bringer dig til min fattige bolig , storhøvding Frode ? sagde hun .
”Min datter Sol beder om din opmærksomhed, ærværdige og tilladelse til at følge dig ”, sagde Frodo .
”Kvinden så undersøgende på Sol, der rejste sig og nejede dybt, meget dybt for hende .
Sol fornemmede, den anden hørte hendes tanker som havde hun udtalt dem højt og blev forlegen.
”Min datter Sol, sagde Frode –”og den ærværdige Jorun af Une-familien
”Dette er ørnen i dit hus , du bringer til min ringe bolig , storhøvding Frodo ” sagde kvinden .
”Mere end det ærværdige ”, sagde Frodo alvorligt . ”Det er mit hjerteblod, jeg hælder ud i din hule hånd !”
Kvinden så kort og undersøgende på Frodo og rettede så igen blikket mod Sol .
”Kom med mig, ”sagde hun og til de to mænd .” Vent her ”
Sol fulgte tøende efter kvinden .
De havde gået vel ½ time, da de kom til en ny lysning, hvor der lå et blokhus.
Kvinden tog en benfløjte frem, som hun bar i et halsbånd og fløjtede i den
Et øjeblik efter kom de to ulve frem fra skoven . Da de så Sol ,satte de sig igen ned og så spørgende på hende .
” Gå langsomt med mig hen til dem og ræk langsomt din hånd frem til dem en efter en ” sagde Jorun ”Og løb for alt i verden ikke !”
De gik langsomt hen til ulvene . Sol rakte som i en drøm eller en anden virkelighed langsomt sin hånd frem til først den ene, så til den anden af de store dyr som til et håndkys.
Ulvene rejste sig og snusede til hendes hånd og slikkede lidt på den .
”De har nu accepteret dig som deres ven ”sagde kvinden . Det gælder ikke ubetinget din hest, så tag aldrig dit ridetæppe af den, medens den er her ”
Hun sendte ulvene væk og de gik tilbage til mændene .
Sol spurgte forsigtigt Jorun, om hun havde flere dyr .
Jo. Det havde hun, men de her var nogle af de største .
Sol spekulerede over, hvad de større dyr kunne være ? – bjørne ?, urokse ? heste ?
”Kom med hende 3 dage før næste fuldmåne og hent hende igen 3 dage efter ” sagde Jorun til mændene . ”Giv hende mad med til 4 dage . ”
Kvinden tog Sol i hånden og trykkede den blidt ved afskeden . Det var en gestus, der ellers kun blev brugt mellem nære venner . Sol så lidt overrasket på hende og så , at Jorun smilede . Sol smilede igen .
Sol fik en behagelig fornemmelse af , at hun havde fået en ny ven .
Skovmanden holdt hendes hest, medens hun steg op .
Da de red bort, vendte hun sig og så efter kvinden .
Hun stod og så efter dem .
Sol løftede hånden og kvinden løftede også hånden .
Hesten var fornærmet hele vejen hjem .
Sol lugtede af ulv og at slutte sig til rovdyrene var for hesten den extreme illoyalitet .
Svigt ! Hun skulle lugte af hest og ikke andet .
Sol kunne ikke sove den nat .
Hun var øm efter rideturen og når hun lukkede øjnene så hun hele tiden de to ulve, der sad og så spørgende på hende .
Hun var helt klar over, hun havde hilst på ulvene på deres eget sprog og var blevet accepteret som en ulv blandt ulve .
Men intet almindeligt menneske hilser på ulvene .
Solhavde fået en fornemmelse af , at hendes liv nu var i færd med at ændre sig voldsomt .
___________________________
