Site hosted by Angelfire.com: Build your free website today!

MARKETING

Indhold

Forsiden

Indledning

Problemformulering

Marketing

Konklusion

Litteraturliste

Indledning

Marketing eller markedsføring er blevet en overordentlig vigtig proces for stort set enhver virksomheds beståen. I kølvandet på Reform 2000 teknisk designer-uddannelsen, rejser der sig en del nye spørgsmål om den tekniske designers rolle og arbejdsområder i en virksomhed. Vi vil i dette projekt forsøge at forklare, hvad marketing i det hele taget er, og fokusere på om den tekniske designer kommer ind i billedet i forbindelse med et firmas markedsføring. Vi har en formodning om, at de opgaver, en TD nu er i stand til at løse på marketing området, kan skabe rift om jobbene, idet der opstår en overlapning i kompetencer og kvalifikationer på tværs af brancherelaterede fag i firmaer, der har en marketingafdeling.

Problemformulering

1. Hvad er marketing?

2. Hvilke nye ting er der i TD-uddannelsen, som TA-uddannelsen ikke omfattede?

3. Hvilke opgaver kan en TD´er løse inden for marketing?

4. Hvordan overlapper kompetence og kvalifikationer hinanden på tværs af fagene, og hvilke konsekvenser har det?

Marketing

Marketing eller markedsføring i ordets forstand er dét, en virksomhed gør, for at sælge sit produkt. En kompleks proces, der kan være et vidt begreb, eftersom - i sagens natur - ikke alle virksomheder har samme opfattelse af, hvordan man sælger en vare bedst. Der er følgelig heller ingen faste regler eller nogen sikker opskrift, der garanterer succes.

Men hvad har man så at gå ud fra? Jo, kundens eller kundemulighedernes behov. Man finder simpelthen ud af, hvad folk har brug for og vil ha´. Og her er der nogle helt eksakte stadier, som man gør klogt i at arbejde sig grundigt igennem:

man analyserer kundemarkedet eller det potentielle kundemarked, for at finde ud af hvilke ønsker og behov der er.

man segmenterer markedet, altså deler det op i mindre grupper, så man kan tilpasse produktet, så det passer til forskellige menneskers forskellige krav til samme produkt.

man positionerer sig, ved hjælp af kreativ reklame, så ens produkt får en særlig plads i folks bevidsthed.

man samfundsorienterer sig, så man ikke begår alvorlige moralske fejl over for samfundet, f.eks. ved at udvikle et produkt som i produktion eller brug på sigt vil skade miljøet eller samfundet, eller ved at bruge reklamefremstød som kan virke vulgære, diskriminerende eller på anden måde vække anstød.

Oven i dét skal der en stor portion kreativitet, held og kiggen andre over skulderen til, og selv når alt dette er gjort, er resultatet kun, at

muligheden for atundgå fiasko forøges!

Som nævnt er der stor forskel på, hvad de forskellige firmaer mener, er god og virkningsfuld markedsføring. Men som vi ser det, er en stor del af en virksomheds markedsføring nært forbundet med hvordan virksomheden rent fysisk ser ud. Det kan være hvordan deres domicil ser ud, udvendig og indvendig, men også hvordan deres hjemmeside ser ud og er bygget op. Begge dele betyder noget for, om der bliver lagt positivt mærke til firmaet, og dét er jo selvsagt med til at skabe kunder, men også holde på de kunder man har.

Efterhånden som IT-alderen skrider frem, får enhver større virksomhed med respekt for sig selv brug for en hjemmeside på internettet, så de kan præsentere deres produkt for alle, der kigger forbi site´et. På dén måde har virksomheden også mulighed for at komme i berøring med en større potentiel kundekreds. Og jo bedre site´et er, jo bedre vil virksomheden kunne positionere sig hos de, der besøger det. Det er vigtigt, at virksomheden også hér gør et ordentligt stykke arbejde, af den grund, at de, der besøger et website, som regel gør det, fordi de tillægger et firmas internet-profil betydning for hvor godt dets produkt er – om site´et vidner om, at virksomheden har styr på det produkt, den tilbyder. Det vil sige, hvis hjemmesiden fungerer dårligt, er grim, eller på anden måde har mangler, så bliver det lagt mærke til hos de, der har interesse i firmaet, og det kan betyde knald eller fald for, hvorvidt en potentiel kunde vil vælge lige netop dét firmas produkt.

I dét at ha´ et website ligger der også en stor mulighed for at pleje og dermed beholde de kunder, man allerede har, i og med at man hér kan tilbyde en række relevante on line-services for kunderne. Vi er faktisk af dén mening, at dét at en virksomhed har en hjemmeside, er en nødvendig og selvfølgelig service i sig selv, og et vigtigt led i virkningsfuld markedsføring.

De elementære forskelle på den nye og den gamle uddannelse er, at i den nye er der flettet informations teknologi ind i faget, hvilket gør det hele meget mere omfattende. Det vil sige at man arbejder en del med 3D, web-sider, digital billedbehandling og alle andre former for IT emner. Der er også projektstyring, som kommer ind i billedet, samt teknisk design, og

sandelig også salg og marketing. Det vil sige, at hvis en TD forstår at bruge de forskellige fag, han har haft gennem sit uddannelsesforløb, rigtigt – forstår at bruge de relevante ting sammen

– vil han have mulighed for at blive et rigtig godt aktiv i en marketingafdeling, eller måske i et reklamebureau, hvis det er dén vej han vil. Han vil kunne omsætte sine idéer til f.eks. firmaets internetprofil i projekter, som han selv planlægger, styrer og udfører, eller han vil kunne planlægge og udføre andres idéer –Tænk engang over, hvor omfattende dét rent faktisk er! Og idet en virksomheds website er uhyre vigtig, vil også en TD kunne spille en vigtig og særdeles synlig rolle for en virksomheds ansigt udadtil, og dermed dens markedsføring.

Men når vi taler marketing, omfatter det jo ikke kun de virksomheder, som helt konkret beskæftiger sig med selve marketing-processen som sit produkt, eller de virksomheder, som har en decideret marketingafdeling. Marketing er jo, som nævnt i starten, dét en virksomhed gør for at sælge sit produkt, hvad det nu end måtte være. I forbindelse med hvilken rolle en TD kan have i en virksomheds markedsføring, er

Herning Kommune

et rigtig godt eksempel. Det lyder kedeligt, men vi fandt under vores besøg samme sted ud af, at det faktisk er alt andet end kedeligt!

Hvis man kigger ind på Herning Kommunes hjemmeside, finder man med det samme ud af, at de gør et med i spillet i forbindelse med udformning og præsentation af et projekt i Birk, der - på nuværende tidspunkt, i hvert fald – bliver kaldt for Studenter Strøget. Samme elev havde sammen med en kollega arbejdet intenst med at fotografere de eksisterende bygninger, som den nye multihal ved Herning Messecenter kommer til at ligge op af, og indlægge og bearbejde de digitale fotografier i et program ved navn MicroStation – et kæmpe stort stykke arbejde i forbindelse med at markedsføre sig selv. De præsenterer deres mange projekter på en spændende og indbydende måde, så man får lyst til at se, hvad kommunen har at byde på.

Hjemmesiden er på dén måde et meget vigtigt led i at trække nye borgere til, og ikke mindst investorer. Man ser tydeligt, der er mere i Herning end børnepasning og billige byggegrunde! Vi fandt ud af, at det faktisk var en TD-elev i Teknik & Miljø, der havde været med til blandt andet at udforme præsentationen af Fuglsang-projektet, og også havde en finger omfattende 3D tegneprogram, som Herning Kommune – der er én af få kommuner, som overhovedet kan finde ud af at bruge programmet - har investeret en klækkelig sum penge i. Programmet blev også brugt til en præsentation i København i forbindelse med Årets By-konkurrencen, behøver vi sige mere??

Man kan faktisk sige, at underafdelingen Kort & Byggesag i Teknik & Miljø-afdelingen, er Herning Kommunes svar på private virksomheders marketingafdeling.

Vil den nye uddannelse favorisere en teknisk designer frem for de tekniske assistenter, ikke bare for TD´ernes fagmæssige baggrund, men også for deres ekspertise samt faglige fleksibilitet?

Det kommer an på, hvad den tekniske assistent, man sammenligner TD´en med, har arbejdet med. I den forbindelse talte vi med Hanne Sauer, der er elev og, som har arbejdet som TA i ca. femten år. De ting, hun havde arbejdet med, var i et område som rent faktisk ikke udviklede sig, og dermed heller ikke udviklede hendes kompetencer i forhold til den teknologiske udvikling ellers. Konsekvensen var, at hun faktisk måtte tage uddannelsen som TD, for at kunne blive i branchen, selvom hun havde været der i så mange år. Det er ganske simpelt en nødvendighed, at man ajourfører sig fagligt for at kunne eksistere i branchen, fordi alting går så hurtigt.

Der er jo som sådan ikke den opgave en teknisk designer ikke formår at udføre i en virksomhed. Men en teknisk assistent, som har arbejdet inden for et bestemt område i flere år, har sandsynligvis lige så stor – om ikke større – kompetence, som en teknisk designer i skrivende stund har, i og med at TD -uddannelsen kun er tre år gammel – såfremt selvfølgelig, at TA´en som nævnt har ajourført sig, f.eks. med relevante kurser.

Forskellen ligger i selve de to uddannelser, hvor TD-uddannelsen klart er bedre end TA-uddannelsen. Men taler vi erfaring og kompetence p.t., ligger TA´en stadig forrest i feltet.

Her kommer vi så til at tale ”overlapning”. I og med at TD´en som nyuddannet har de IT-færdigheder, som branchen i dag faktisk kræver, har han måske mulighed for – dog med

manglende praktisk erfaring – at beklæde samme stilling, som en TA med praktisk erfaring indenfor relevante områder også ville kunne. Egentlig er der tre muligheder:

Enten kan han stå stærkere, eller lige så stærkt, og han kan også komme ud i hård konkurrence, alt sammen afhængig af hvilken erfaring det pågældende job kræver, og hvem der har erfaringen. Og her vil vi gøre opmærksom på, at det jo ikke kun er konkurrence fra TA´er, en TD får. Han kan også komme op imod andre, hvis erfaring og kompetence går i retning af eller overstiger hans. Her kan vi tage Jacob Sand som eksempel, samme kollega, vi nævnte i forbindelse med TD-eleven og Fuglsang-projektet. Han sidder som nævnt ovenfor og arbejder med 3D i et program ved navn MicroStation.. Han er uddannet produktionsteknolog, og han fik arbejdet fordi han kunne de ting jobbet nu en gang krævede. Lige så vel kan der i firmaer, som har en decideret marketingafdeling gøre sig de samme ting gældende; TD´en kan være med i konkurrencen om de forskellige jobs i afdelingen, såfremt han har den relevante kompetence, men må også forvente konkurrence fra andre med en brancherelateret uddannelse.

Konklusion

Marketing eller markedsføring indbefatter alt hvad en virksomhed gør for at sælge sit produkt, hvad produktet så end består i. Kvaliteten af en virksomheds internetprofil spiller en afgørende rolle i markedsføringen af firmaet og dets produkt. En TD kan som følge af at uddannelsen til forskel fra TA-uddannelsen er blevet temmelig omfattende udvidet i kraft af Informations Teknologi, være med til at udtænke og skabe et website, som virkelig positionerer sig positivt hos kunder og potentielle sådanne . Det vil også sige, at hvis han ikke gør et ordentligt stykke arbejde, vil det stik modsatte være tilfældet, og på dén måde er hans rolle i markedsføringen faktisk afgørende.

Ud fra Jacob Sands eksempel, som ét ud af mange, kan man konkludere, at uddannelse ikke er alt - der skal mere til nu om stunder. Hvis man stiller to op overfor hinanden, hvor den ene er uddannet TD, og den anden har en anden uddannelse som overlapper TD´en på de punkter, der er relevante i den pågældende forbindelse, kan der blive tæt løb om hvem af de to, der får jobbet. Der kan altså blive rift om jobbene, idet forskelligt uddannede mennesker kan have kompetencer og kvalifikationer, som overlapper hinanden. Det må få den konsekvens for en teknisk designer, at han simpelthen må bruge sine kvalifikationer til at

markedsføre sig selv!

Litteraturliste/kilder

”Markedsføring –Generel Teori og Praksis”, af O. Hvidt, B. Rasmussen & C. Samsø

”Hvordan markedsfører jeg min virksomhed?”, af T. Bjerremand

Interviews med Jens Ole Olesen, Teknisk Landsforbund; Hanne Sauer, elev hos Bonus i Brande; Charlotte, elev hos Herning Kommune; diverse tekniske assistenter.

Virksomhedsbesøg på Herning Kommune, guidet af afdelingsleder i ”Teknik & Miljø”, Sonja Meyer

Diverse materialer fra Det faglige udvalg for teknisk designer uddannelsen

Internettet

tilbage til forsiden